Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	19.s.e.Trin.
	Der er en bevægelse i den fortælling vi netop har hørt. En konkret fysisk bevægelse lagt ind i fortællingen. Det er den lamme der gør den, eller rettere den bliver gjort med ham. Bundet til sin båre slæbes han op på et tag og sænkes ned i et hus.
	Inde i huset er der tæt af folk. Jesus er der, han står i midten og folk trænges om ham. Og ned midt i trængslen sænkes båren med den lamme. Alles øjne vendes mod ham. Alle ser på ham, med den slappe og livløse krop. Der bliver stille. Man venter.
	Jesus ser op, op på vennerne som har arbejdet med båren. Deres hoveder må ses som skygger mod himlen, også de venter vel spændte deroppe på taget. Jesus ser deres tro står der, det betyder at han ser og anerkender at de har gjort det eneste rigtige, nemlig at komme til ham med det som de ikke selv kan stille noget op med.
	Så ser han på den syge, som ligger der udstillet og hjælpeløs. Nu helt og aldeles overladt til Jesus og de mennesker der i forvejen trængtes i huset. Forsvarsløs som et lille barn ligger han der. Slog man ham ville han ikke kunne værge sig for slagene, løftede man ham op ville han ikke selv kunne holde sit hoved, hånede man ham ville han end ikke kunne holde hænderne for sine ører.
	I dette øjeblik er han synket så dybt som man kan. Det er den bevægelse fortællingen lader den lamme gøre. Og det er den bevægelse Jesus tager alvorligt da han siger " Søn dine synder tilgives dig."
	Stillet overfor den lammes truede liv og værdighed rejser han ham op på den måde som Gud rejser mennesker nemlig ved tilgivelsens nyskabende kraft. Og viser dermed at han er Guds søn, med myndighed til at tilgive synd.
	Men hvordan kan det være at Jesus overhovedet giver sig til at tale om synd, i denne sammenhæng.
	Det undrer de skriftkloge i huset sig også over, men deres grund til undren er nok anderledes end vores i dag. De undrer sig over at Jesus tillader sig at give sig til at udtale sig på Guds vegne.
	Der ligger grunden til deres forargelse, vores handler måske mere om at det er underligt at Jesus straks giver sig til at kalde manden på båren en synder og får det til at lyde som om det har noget med hans lammelse at gøre.
	Men det har det åbenbart. Eller i hvert fald er der noget der tyder på at Jesus ikke mener at den ene form for helbredelse virker bedre end den anden, for næst efter siger han "rejs dig, tag din båre og gå"
	Der er en sammenhæng og den sammenhæng er vel ikke meget andet end at krop og sjæl hører sammen, uløseligt, med samme adresse livet igennem, og at når kroppen lider, så påvirker det sjælen og når sjælen lider så lider kroppen. Det ved enhver som har haft mave eller hovedpinde af bekymring eller angst. Det ved Gud og det ved hans søn Jesus og det tager han alvorligt. (Derfor er det jo også vi i dåben konkret og fysisk får vandet på os og tegnes med korset for både pande og bryst. Fordi det gælder det hele både krop sjæl og forstand)
	Syndigheden og lammelsen hænger sammen. Og Jesus forholder sig til begge dele.
	Men hvad er så synden ? Hvordan kan Jesus vide at den lamme er en synder som har brug for tilgivelse.
	Ja enten så kender han ham i forvejen og ved hvad han er for et menneske, eller også går han ud fra at alle mennesker er syndere som har brug for tilgivelse, for at kunne rejse sig midt i livet og begynde at leve igen.
	Jeg hælder mest til det sidste, for uden at vide det med sikkerhed så tror jeg at alle mennesker har gjort ting de ikke skulle have gjort. Ikke fordi vi sådan af natur er arme syndere, men fordi vi er det i handling.
	Jeg tror ikke mennesker synder fordi vi ikke kan andet, for hvad var der så tilbage af værdige livsmuligheder for et menneske. Jeg tror vi synder fordi vi på trods af muligheden for at gøre det gode, så ofte vælger at gøre det onde.
	Paulus siger om det i brevet til menigheden i Efesos at synd er at give djævelen plads, at nære slangen ved sin barm i stedet for at hugge hovedet af den. Det er ikke en synd at blive vred, men det er syndigt at dyrke sin vrede, at holde den i live så solen kan gå ned over den.
	Mon ikke den lamme mand har gjort det, dyrket sin vrede, over sin skæbne, sit usle liv, dyrket vreden indtil den har blomstret og sat den frugt som kaldes bitterhed. Mon ikke mange af os ved hvordan den frugt smager.
	Derfor er det at alle mennesker har brug for syndernes forladelse. For er det ikke vreden vi dyrker så har vi sikkert andre planter vi pusler om: misundelse, tristhed, de kan hedde så meget forskelligt. Og fælles for dem alle er at de går ud over nogen, vi selv og andre lider under dem. Det er synd for os, for vi ødelægger os selv og det er synd for de andre for vi ødelægger dem.
	Alt dette rummes i den bevægelse som den lamme mand gør i fortællingen om helbredelsen i Kapernaum og i den måde Jesus reagerer.
	Den lamme sænkes i en og samme bevægelse ned i den dybeste nød og den højeste lykke. Og Jesus udtaler med de samme ord sin hårde dom og sin milde kærlighed.
	For i sin bevægelse ned i det dunkle hus foran alle de stirrende øjne udstilles den lamme, ses af alle som det han er, et værgeløst offer. En skrælling af et menneske, som kan afvises blot ved at man vender ham ryggen. Men Jesus vender ham ikke ryggen. Han ser ham og giver ham styrke til at rejse sig.
	Han tiltales af Jesus som en synder, et menneske der har kæmpet med slangen og tabt, sådan som alle mennesker oplever det i livet, og tilkendes derved menneskelig værdighed, lam eller ej, som en der valgte i livet og blev menneske i kraft af sine valg også selvom han valgte forkert og gjorde andre ondt.
	Og han tilgives for det og gives dermed mulighed for at rejse sig og gå ud og prøve igen.
	I den lammes bevægelse rummes også vi når vi midt i livet af vores skyld og vores synd tvinges i knæ, låses fast som en lam på en båre. Når vi sænkes ned for Guds ansigt og for ham bliver synlige som de lammede og syndige mennesker vi også er. Når vi bringes frem for Ham med alt hvad vi er og alt hvad vi har gjort. Da kan vi håbe og tro at han vil behandle os som han behandlede den lamme. Med sin hårde dom og sin milde kærlighed
	Ved Guds søns ord springer liv ud af lammelse. Kærlighed udaf dom. Frelse udaf tro. Derfor siger vi....

20-11-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk