Hvis du har kommentarer så skriv til Bodil Olesen Hvis du vil printe siden ud se her

	21. S. E. TRIN. 24.10.99
	TEKST: JOH. 4, 46 - 53
	SALMER: 452, 396, 479, 484, 560.
	Hvordan kan du sige, at du tror på Gud når verden ser ud, som den gør?
	Hvordan kan jeg vide, at du virkelig elsker mig, giv mig beviser, så vil jeg tro det!
	Nå, så du vil have, at jeg skal tro på, at der var kø på motorvejen, så du først kunne komme nu. Det har de ellers ikke sagt noget om i radioen.
	Hvis ikke I får tegn og undere at se, tror I ikke.
	Nej, såmænd. Mennesker vil have syn for sagn, og det er ikke et moderne fænomen. En god portion sund skepsis, det er, hvad man skal gå til sagen med, og så er det næsten lige meget, hvad sagen drejer sig om. Selvom det nu snarere er beviser, end undere, vi vil have.
	Og så handler vi alligevel ofte som om vi tror. Når vi kører i bil, kører vi frem for grønt idet vi tror på, at dem, der krydser vores vej, ved, at det røde lys foran deres øjne betyder at de skal vente. Og når vi, ned i lyskrydset ser, at skiltet til den ene side peger mod Gilleleje og det til den anden side peger mod Helsingør, tror vi på de oplysninger, skiltet giver. Og vores erfaring siger os da også, at de som regel har ret. Hvis ikke vi troede på andres evner til at forstå færdselsreglerne, kom vi aldrig nogen steder hen. Og hvis ikke vi troede på rigtigheden af de oplysninger, vejskiltene giver os, kom vi det forkerte sted hen.
	Når den person, vi elsker, siger, at han eller hun elsker os, tror vi oftest på det. Det er vi nødt til, hvis forholdet skal leve. Men se ind i deres hjerter, kan vi ikke. Den eneste målestok, vi har, er troen på, at det er sandt, hvad de siger. Måske er der også i denne forbindelse nogle tegn, blomster eller andre opmærksomheder, men først og fremmest er der ordene, som vi må tage for pålydende.
	Når børnene siger, at det ikke er dem, der har smadret kældervinduet, må vi tro dem på deres ord. Gør vi ikke det, drager vi deres sandfærdighed i tvivl og de oplever, at man ikke kan stole på voksne mennesker. Man må kunne stole på hinanden, det er forudsætningen for et velfungerende samliv med andre mennesker, hvadenten det er i trafikken, på arbejde eller på hjemmefronten. Og det kan der argumenteres for.
	Det kan der bare ikke, når vi taler om Gud, mærkværdigvis. Såvel før som nu synes vi, at det ville være rart med et lille tegn på hans eksistens. Giv mig et tegn, så vil jeg tro, tænker vi måske. Hvis det da ellers i dagligdagen overhovedet er et problem med Guds eksistens.
	I den tid, hvor evangeliet blev skrevet, var spørgsmålet om Guds eksistens ikke et problem. Selvfølgelig eksisterede han da. Det var hele verden jo et tegn på. Problemet dengang var snarere, om Gud var god, om han var en venligt stemt. Og hvad man skulle gøre for at han blev det, hvis man havde forbrudt sig mod hans love. For den kongelige embedsmand var spørgsmålet nok, som for mange andre i hans situation: Er Gud kærlig, når min søn ligger for døden? Mens vi andre snarere ville spørge: Er Gud overhovedet til, når det onde rammer mig? For vi har ikke de gamles tvivl om, at hvis Gud er til, er han så også god. Selvfølgelig er han det. Forholder det sig ikke sådan, at Gud måske slet ikke eksisterer og at det er derfor, det går så skidt?
	Hvis vi et øjeblik prøver at sætte os i den kongelige embedsmands situation, kan vi genkende noget af det, fortællingen handler om. Han er rent ud sagt på den. Han har sikkert prøvet alt på denne jord for at gøre sønnen rask. Mulighederne synes at være udtømte efterhånden. Den eneste chance, der er for hånden er at henvende sig til denne Jesus, som der går så mange rygter om. Desperationen kan få en til at gøre de utroligste ting, ved vi jo godt. Så afsted går han. Han håber på, at Jesus vil komme og lægge sine hænder på drengen, så han bliver rask. Efter at have fremført sit ærinde begynder Jesus tilsyneladende at holde en generel, formanende tale om tegn og undere. Det er der ikke tid til, så manden genfremfører sit ærinde. Kom nu med og gør noget, siger han.
	Da Jesus beder ham gå hjem fordi sønnen lever, kan det virke som en affærdigelse. Han gider altså ikke engang komme og se på ham. Hvilken skuffelse! Og dog. Det kan jo være, at Jesus har ret. At sønnen har fået det bedre. Manden må tro Jesus på hans ord og begive sig hjemad igen. Og sandelig, på vejen bliver han mødt af mennesker, som kan fortælle den glædelige nyhed, at sønnen har fået det bedre.
	Nu er spørgsmålet: blev sønnen rask fordi faderen troede Jesus på hans ord eller blev han rask fordi Jesus havde udsendt nogle helbredende tanker eller hvad det nu kunne være? Det kan ingen naturligvis vide. Selvom nogle vil vide, at tro kan flytte bjerge.
	En ting står fast: embedsmanden troede ikke fordi han havde set. Han troede allerede da han gik hjemmefra. Han troede, da han mødte Jesus. Og han troede, da han gik hjem igen. Men det var ikke noget, han havde besluttet sig til, for lige så lidt, som troen afhænger af ydre tegn og beviser, lige så lidt kan man beslutte sig til at have den. Han troede fordi han så muligheder for liv og vækst selv der, hvor andre havde opgivet håbet. Han elskede sønnen så meget, at intet kunne standse ham i forsøget på at få sønnen gjort rask.
	Embedsmanden troede på de ord, Jesus sagde: og Jesus gav via faderens tro liv til sønnen, som var langt borte.
	På samme måde giver Jesu ord via vores tro liv til os, skønt vi er langt borte fra ham. At tro er en måde at se verden på. At kunne få øje på muligheder for liv, for mening, for glæde, for fællesskab, når der tilsyneladende ingen er. Troen er på den måde uafhængig af, at der sker noget bestemt i verden, at tegn og undere manifesterer sig. Var embedsmandens søn ikke blevet rask, havde hans tro nok været lige stærk for det. Troen hverken skabes eller går til grunde på de ydre begivenheders konkrete forløb.
	Det er og bliver naturligvis et postulat, det med troen, der skænkes mennesker og troens virkning. Men ser vi igen på de dagligdags oplevelser, ved vi jo godt, at kærlighed, der modtages i tro på dens oprigtighed, giver langt større positiv virkning end kærlighed, der drages i tvivl. Troen er af betydning for den måde, mennesker går til livet på. De, der ser "troende" på tilværelsen, forventer altid, at livet har noget godt i vente til dem, stort eller lille. Og det er nok til at de bliver holdt i gang, hvorved de så at sige skaber med på det, de venter. Idet de lever og virker, sker det, de venter. Ordet skaber, hvad det nævner, troen flytter faktisk bjerge, alt er muligt for den, som tror.
	Mens de, der ikke tror, det vil sige, mener, at troen skal komme af det, man ser:"Der må da snart ske noget godt, hvis jeg skal tro og hvis jeg i det hele taget skal holde dette her ud" - for dem, der ser sådan på det, da sker underet aldrig, da forbliver livet at være en kedsomhedens og ensformighedens ligegyldige trummerum. For man har ikke åbnet sig for verdens forunderlige rigdom, en rigdom, der kun er synlig for troens øjne, men som disse øjne til gengæld kan skimte, selv midt i sorgen og smerten og nøden. Lige som embedsmanden kunne midt i sin dybe bekymring over sønnens snarlige død.
	Troen på Jesus som livgiveren bredte sig i den følgende tid. Menigheden blev til flere menigheder, der sammen med den kongelige embedsmand og hans husstand bekendte troen på Jesus som herre. Gå hjem, din søn lever! Faderen kunne ikke vide, om løftet var sandt. Men han gik trygt hjem i troen på, at det var det. Og han og alle de andre, der kom til troen - eller havde den i forvejen - skabte grundlaget for den ubrudte linje af trosvidner, som gør, at også vi i dag har en mulighed for at høre om noget af det, som skabte den kristne kirke.
	På samme måde som faderen blev sendt hjem uden beviser, kan man sige, at vi bliver sendt hjem fra gudstjenesten, ud i hverdagen uden forhåndgarantier for, at det er sandt, det, vi har hørt. Vi har fået et løfte at leve på, og tør vi leve på det, bryder vi igennem til en ny verden af tro og tillid, og der opstår en ny tryghed - midt på den gyngende bro af tro og tvivl, som er vores tilværelse.
	Måske siger nogle af os til os selv: jeg ville gerne tro, men jeg kan ikke. Måske har embedsmanden før i tiden sagt det samme. Men i det øjeblik, han havde brug for troen, fik han den skænket. I det ligger der et løfte om, at det umulige undertiden bliver muligt, når det virkelig gælder. Der ligger også spørgsmålet om, hvorvidt troen er noget, man kan arbejde på at få - det synes jeg, at teksten benægter - eller om den er noget, vi kan være så heldige at få givet, når tid og sted er til det. Forholder det sig sådan, er vi sparet for megen uro og bekymring og kan forholde os troende til alle de andre vigtige spørgsmål i livet. Kan vi det, er forudsætningen for al tro til stede.
	Amen.

5-1-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk