Hvis du har kommentarer så skriv til Mette Trankjær Hvis du vil printe siden ud se her

	21. s. e. trin. 2003 i Sdr. Alslev og Falkerslev
	Tekst : Joh.4,46-53
	Salmer 5, 634, 496-379,474
	Hvorfor skal vi egentlig have at vide at faderen med den syge dreng er kongelig embedsmand ?
	Er det ikke nok at vi ved, at han er far og derfor selvfølgelig ude af sig selv ved de dystre udsigter til at skulle miste sin søn, som en hver far eller mor ville være det ved tanken om at der på den måde skulle slås hul både i hjertet og i slægtens gærde, ved tanken om at et elsket barns plads pludselig skulle stå tom.
	Jeg husker en gruopvækkende junidag lige før min yngste datter fyldte to. Hun var om morgnen gået i Frederiksberg have med sin far for at fodre ænder og som hun sidder der på hug ved bredden til kanalen, får hun overbalance og trimler i vandet. Der lå hun så helt under vand, med sut og kasket og det hele. Min mand fik hende lynhurtigt op og kom hjem med et gennemvådt og noget chokeret barn. Ingen af dem har nogensinde glemt det, da vi nogle måned senere kom forbi det sammen sted, sagde min datter: "Ikke det dér bad - det er kun for ænder", og det kunne vi jo godt være enige om. Min mand har aldrig siden glemt synet af den lille under vandet, den slags brænder sig fast på nethinden.
	Og som om det ikke kunne være nok på én dag med den vandgang, så lykkedes det den samme lille person senere på dagen at udvandre fra en havefest og forsvinde ud på villavejene, der støder lige op til Dalgas Boulevard og Roskildevej, hvor bilerne kører nonstop i en rasende fart. Nu var det mig der med hjertet i halsen og et , så hjælp mig dog Gud dunkende i hele kroppen, styrtede og ned ad villavejene sammen med de andre gæster for at finde hende, og stor var glæden da vi fandt hende uskadt - og denne gang helt upåvirket, for hun havde sådan set ikke opdaget at hun var væk, hun var jo bare gået en lille tur. Men frygten for hvad der kunne være sket hende kan jeg stadig mærke, når jeg tænker tilbage op den dag.
	Min mand arbejdede på det tidspunkt på fabrik og jeg var lige blevet færdig som teolog og gik og ventede på at skulle på pastoralseminariet. Så her var altså en fabriksarbejder og en cand.theol., der i nogle øjeblikke, der virkede så lange som evigheden selv, var bange for at miste vores barn. Og skulle det værste være sket, var der jo ikke en sjæl, der ville have hæftet sig ved vores stillingsbetegnelser, vi var jo dog først og fremmest i det her stykke far og mor til det lille væsen. Alt andet var fuldstændig ligegyldigt.
	Hvorfor så denne oplysning om faderen til den syge dreng, at han er kongelig embedsmand ? Jeg tror ikke han har spildt sin fine stilling mange tanker, da han i sin nød kommer til Jesus for at få hjælp. Det ville være lige så absurd., som hvis jeg havde styrtet rundt på villavejene på Frederiksberg og ledt efter min datter og samtidig tænkt på at jeg var cand.theol eller hvis min mand havde tænkt på, at han var fabriksarbejder alt imens han reddede hende op af kanalens plumrede vand.
	Nej, oplysningen om at faderen til den syge dreng er kongelig embedsmand er til os, os der hører på. Vi skal have at vide, at stillet overfor tilværelsens helt store spørgsmål, sygdom, død, kærlighed, dér er vi alle først og fremmest mennesker i forhold til hinanden og i forhold til Gud, uanset hvilken position vi indtager i samfundet. Og det er i øvrigt præcis det samme, der gør sig gælden for kongens Aramæerkongens hærfører der ved en lille jødisk slavindes mellemkomst kommer til profeten Elisas hus og bliver helbredt for sin sygdom.
	Johannes skriver sit evangelium med dét ene formål , at vi skal tro, at Jesus er Kristus og for at vi når vi tror skal have liv i hans navn. Og med det ene formål er også historien om den kongelige embedsmands syge dreng skrevet ned.
	Begyndelsen til at få liv i hans navn er altså, at tro at, Jesus er Kristus, den levende Guds søn, han der kommer til verden, han der kommer til en hver, ham som en hver af os behøver, uanset hvor i verden vi befinder os, uanset på hvilken plads.
	Og hvad er så tro for noget ? Ja, hvis vi spørger det nye testamente , får vi svar i Hebræerbrevet , hvor der står : Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.
	Nu kan vi selvfølgelig mene, at det var nemt nok for den kongelige embedsmand og hans hus at komme til tro, for de fik jo hurtigt syn for sagn, fordi det gik op for dem at drengen var blevet rask præcis på det tidspunkt, hvor Jesus havde sagt : Din søn lever.
	Vi får jo ikke nødvendigvis den slags trosbeviser, men det er også mindre vigtigt, for det er ikke i beviset troslivet begynder, men netop i troen. Den kongelig embedsmand begyndte ikke først at tro, da han så at hans søn var rask, han troede fra det øjeblik Jesus sagde : Gå hjem, din søn lever. I den forstand var hans tro nemlig i første omgang fast tillid til det han håbede på , men endnu ikke havde set.
	Han hørte noget og han troede, før han så. At høre er ikke bare at være passiv at høre er at vende sig mod en anden i total hengivelse og tillid for et øjeblik glemme sig selv, for i næste øejblik at opdage at man er blevet sig selv på en ny måde. sådan som det også sker i kærlighed. Jeg ved ikke hvad den kongelig embedsmand hørte, men jeg er sikker på hvad drengens far hørte, og jeg er overbevist om, at han ikke havde spor tanke for sit høje hverv, han vidste kun dette ene at han var far, at han var et menneske, der stod overfor den levende Guds søn, og det var som far og menneske han hørte Jesu ord, det var som sådan han gik og det var som sådan hans tro kom til.
	Når vi står overfor spørgsmålet om hvem Jesus Kristus er gør det os næsten altid urolige, for i samme nu bliver vi også nødt til at overveje hvem vi selv er - i grunden . Det han i ord og tegn viser os om sig selv, viser nemlig også noget om os og vores liv hvis vi tør høre det.
	For det første siger det til os, at forholdet til Gud afhænger af troen på Jesus som Kristus og ikke af om vi er kongelige embedsmænd, eller fabriksarbejdere eller cand. theoler eller noget helt fjerde, for i mødet med ham må vi give afkald på alt dét, der ikke er væsentligt ved os og i stedet får vi hans fulde rustning, hans kærlighed og hans ord, som er liv og ånd.
	Vi er ikke dybest set vores humør og tanker og meninger, vores sociale status, selvom de er magtfulde aspekter af vores selv er de kun midlertidige, og stykkevist og delte os, for de er nemlig også samtidig vilkårlige, betingede, noget der hele tiden kan ændre sig. Ligeledes er vi heller ikke bare vores følelser, vores ønsker, vores frygt, vores glæde og vores smerte. Ja vi kan ikke slippe af sted med bare at sige jeg er dommer, præst, offer, elsker, jæger, far, mor, barn og klovn, for alt dette kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. At se sig frataget opgaven som far eller mor, fordi man mister sit barn er langt værre end at blive sat fra bestillingen som kongelig embedsmand. Men selv om vi skulle miste vores børn eller andre vi elsker, selvom vi skulle miste vores bestilling og på den måde få slået skår i vores identitet, så vi må spørge : Hvem er jeg nu ? Så vil der altid være noget tilbage af os. Selvom vi kan føle os tilintetgjort, når vi mister relationerne til dem der er vigtigst og kærest for os har vi altid vores skabthed, vores menneskelighed, det i os, der kommer fra Gud, tilhører Gud og skal tilbage til Gud, dét er vores inderste kerne og det er den der rører på sig i mødet med Kristus, for dét er ved at lytte til ham og tro ham vi bliver fuldt ud menneskelige, forholdet til ham klæder os af til skindet og klæder os i stedet i hans fulde rustning, i form af det menneskeværd han giver os.

5-1-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk