Hvis du har kommentarer så skriv til Anne Andersen Dolmer Hvis du vil printe siden ud se her

	S.s.i kirkeåret Matt 25,31-46 732 279 365 370 431
	I løbet af ugen er den opgave jeg har fået - nemlig at prædike over Jesu tale om verdensdommen - vokset og blevet stor som et bjerg. Ordene er blevet for store. Teksten kræver noget helt særligt. Men jeg har været i tvivl om, hvad der var det allervigtigste og allerinderste i teksten. Jeg har været i tvivl om, præcis hvad vi skal høre den for.
	Skulle jeg f.eks endelig tage mig sammen og prædike om den dobbelte udgang? Skulle jeg med andre ord prædike om himmel og helvede? Det er der nogen, der er gode til. Ikke jeg. Det bliver heller ikke i dag. Jeg tør ikke gå imod Bibelens ord og sige, at fortabelse ikke findes. Der er for mange bibelsteder, jeg måtte se stort på, hvis jeg ville hævde det. Men jeg kan heller ikke frisk og frejdig lade bukkene - de, der ikke havde omsorg for den mindste bror - vandre ind i den evige ild på en lang række som lemminger, der strømmer direkte i afgrunden. Jeg ved jo, at på den vej ville vi alle blive revet med. Skulle vi bedømmes alene på Jesu ord i dag, blev der vist rigtig god plads i himlen.
	Eller skulle jeg prædike om den store teologiske kattelem, at uanset, hvor meget der forkyndes dom, så lever vi i håb og tillid til, at Guds nåde er stærkere end Guds dom? Det ligger nok bedre for mig. Men jeg skal godt nok hive noget i ordene i dag for at få dem der hen, når vi står overfor Jesu ord om verdensdommen. De er svære at komme udenom.
	Eller skulle jeg dykke ned i teksten og pille i den og spinde ender over, hvem "alle folkeslag" er - om det er alle kristne eller simpelthen alle - eller over hvem "disse mine mindste brødre er" - om det var kristne i nød eller simpelthen alle i nød. Så kunne jeg nok få tiden til at gå ved at snakke udenom.
	Eller skulle jeg skubbe teksten fra mig og fylde min prædiken med det, at vi er nået til ende i endnu et kirkeår? At vi er gået gennem jul og påske og pinse, at vi er gået gennem Trinitatistiden, som svarer til kirkens og Helligåndens tid - og at vi er endt der, hvor Jesus kommer igen - den tid ved verdens ende, vi slutter kirkeåret med hvert år, men som slet ikke er kommet endnu. Jeg har taget mange dybe indåndinger - og mistet pusten lige så hurtigt.
	Jeg fandt løsningen i går, da jeg læste, hvad en kollega havde skrevet i en prædikenvejledning: Han skrev: "Den fine diskussion om, hvorledes den eskatologiske begivenhed skal forstås, kan vi tage, når vi er færdige med at besøge fanger, give de nøgne tøj på og mad til de sultne".
	Han havde ret. Hvorfor bruge al tiden på at diskutere helvede og de sidste tider - så længe verden er fyldt med små brødre og søstre, der skriger efter vores hjælp? Nu. Her. I dette liv. I denne verden.
	Jeg kan ikke for alvor bekymre mig om, hvad det er med Djævelen og hans engle og den evige ild, så længe, der er djævelskab nok her i verden. Jeg kan ikke bekymre mig om, hvordan der ser ud på den anden side af livet, så længe der er nok at gøre her. Jeg kan heller ikke gøre noget ved det - det der venter mig for enden af livet. Det eneste jeg kan gøre noget ved, er det liv, jeg lever her. I dag. Selvom jeg godt ved, at der er en forbindelse mellem "nu" og "dom" engang.
	Og så vil jeg endda påstå, at sådan er det for de allerfleste af os. Hvis vi får tårer i øjnene, fordi vi læser i avisen, at en vi kender i vores nabolag er blevet fundet død efter at have ligget alene i flere dage, så skyldes tårerne vel ikke vores frygt for nu at blive sorteret ud til venstre sammen med bukkene, når vi dør engang - de skyldes nok snarere, at vi har ondt af det menneske, der måtte ligge alene og fortrydelse over, at vi lod det ske. Og omvendt: Hvis vi besøger et menneske, der er sygt, og går glade hjem - så er det vel ikke i glædelig forventning om at være kommet lidt tættere på fårene - de lykkelige frelste på Guds højre side - det skyldes vel snarere, at vi så glæden i den andens øjne over at få besøg.
	Eller sagt på en anden måde: Det er ikke frygt for at ende i helvede, der er drivkraften, når jeg er på en bestemt måde overfor et andet menneske. Ligesom det ikke er frygt, der driver mig i kirke.
	Hvis jeg handler ordentligt overfor et andet menneske - så er det simpelthen fordi det er et andet menneske - og måske også fordi Jesu ord om næstekærlighed har fået lov at gennemtrænge den måde jeg og alle andre, der er vokset op i et kristent land, har lært at tænke på.
	Og når vi læser Jesu ord om verdensdommen er der ingenting at tage fejl af. De fortæller os, nøjagtig hvad det er, vi skal gøre.
	Du skal give den sultne noget at spise. Du skal give den tørstige noget at drikke. Du skal tage imod den fremmede. Du skal give den nøgne tøj på kroppen. Du skal tage dig af den syge. Du skal besøge den, der er i fængsel. Det skal gøres.
	I ordene om verdensdommen i dag står der ikke et ord om tro. Der står ikke, at de, der blev sorteret til fårene, troede mere, end de, der blev sorteret til bukkene. Men der står, at Jesus identificerede sig selv med den mindste lille bror. Når du rækker den tørstende et glad vand, er det som om det er Jesus selv, du rækker det til. Derfor er der ingen undskyldninger. Som kristne har vi ingen undskyldning for at være kyniske. Vi kan ikke dække os ind under den økonomiske nødvendighed. Vi kan ikke henvise til den gældende politiske orden. Vi kan ikke dække os ind under den verdensorden, der nu er. Der er mange, der er værre end os. Javist. Men skal vi se på, hvem der skovler flest penge ind og på hvis bekostning, er der vel ikke så meget tilbage at være stolt af. Jesu ord holder os fast på, at en fremmed er en fremmed. En nøgen er en nøgen. En sulten er en sulten. Et menneske er et menneske. Så er det lige meget, om det bor i Grejs i New York eller i Nairobi.
	Så lad os vente med at diskutere helvedes indretning og hvem, der måtte høre til der. Lad os begynde med at udrydde de mange små helveder mennesker er tvunget til at leve i her på jorden.
	Det gør ikke udfordringen til os mindre. Det gør ikke dommen over vores svigt mindre. Jesu ord i dag tager fat i os og ryster os. Men de får mig ikke til at ryste i skræk for en dom engang - hinsides livet og på den anden side af verdens ende. De får mig snarere til at ryste ved tanken om, hvor tit jeg overser det menneske foran mig, der har brug for mig. Det er en dom, jeg kan forstå. Så har vi kun ét at gøre - at gå ud igen - til den tørstende, den sultende, den syge, den nøgne. De er alle sammen inden for rækkevidde. Den nøgne krop og den hjemløse er ikke længere væk end en netbankforbindelse. I dag bor den nødstedte ikke kun i vores by - men lige på den anden side af skærmen. Men han er virkelig.
	Tænk, hvis sidste søndag i kirkeåret kommer til at gøre en forskel. Tænk, hvis nogen gjorde det, der står. Tænk hvis et stakkels menneske kunne kigge op og undre sig over noget så fremmed som besøg fra noget, der hedder et sogn.
	Og så kan vi glæde os til advent. Vi kan glæde os til at høre om ham, der gjorde sig til ét med den mindste lille bror - og som aldrig lod sig stoppe af dovenskab eller dårlige undskyldninger, når der var et menneske, der kaldte på ham.
	Amen.

3-2-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk