Hvis du har kommentarer så skriv til Jan Grønborg Eriksen Hvis du vil printe siden ud se her

	S seh3k II 040201 Emmaus Gudstjeneste søndag den 1. februar 2004 kl. 10.30
	Salmer:
	A 408, Nu ringer alle klokker mod sky
	B 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat
	C 557 Her vil ties
	D 588 Herre, gør mit liv til bøn
	Under nadveren: 379, Der er en vej, som verden ikke kender
	Efter nadver: 474, Jesus Krist, du gav mig livet
	E 217 Min Jesus, lad mit hjerte få Prædiken
	Jesus sagde: "Den der elsker sit liv, mister det. Og den der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evig tid."
	Det var sig selv, han talte om. Han vidste, han skulle dø. Og hans sjæl var i vildt oprør ved tanken. I dagens evangelium talte han ganske vist til disciplene, men det lyder lige så meget, som om han taler til sig selv. Han tager livtag med sig selv. Ville han mon ikke gerne leve?
	Den der elsker sit liv, mister det.
	Jesus der dør. Og rives ud af døden igen. Og os andre, som bliver viklet ind i dette store drama om liv og død og evighed. - Det er et mysterium. Eller måske en labyrint af mysterier uden ende.
	Uanset hvor meget jeg har prøvet at forstå disse mysterier, er jeg aldrig kommet frem til det store AHA! Men det er netop heller ikke meningen med Guds mysterier, at vi skal gennemskue dem, så de til sidst ikke er spor mystiske mere, og så vi kan udbryde et tilfreds: "Aha - sagen opklaret!"
	Overfor Guds mysterier skal vi meget hellere reagere med et "Ååh!" end et "AHA!"
	At Jesus måtte dø, sammenlignede han selv med, at et hvedekorn nødvendigvis må falde i jorden og gå til, for at der deraf kan opstå nye korn. En velkendt sandhed. Ja. Et velkendt mysterium!
	Jesus døde i Jerusalem. Og derfor er han i dag levende og tilstede over hele verden. Han er her, i dette hus lige nu. Og han er ovre på Ældrecentret i hver eneste stue lige nu. Han er på Amalienborg, og han er i den mørkeste afkrog af Sibirien. Det var det, han døde for. For at han kunne være overalt, hos alle mennesker, til alle tider.
	Hvis hvedekornet dør, bærer det mange fold, minder Jesus sig selv om. Og så tager han en dyb indånding og siger videre: "Den, der elsker sit liv, mister det. (Far, hjælp mig til at kunne give slip!!!) Og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. (Nej, far, jeg hader ikke mit liv, men jeg giver alligevel frivilligt slip på det, for at uendeligt meget liv kan komme ud af min død!)" - "Nu er min sjæl i oprør," fortsætter han. Og det er bestemt den udtalelse, der er lettest at forstå.
	Det hele er et mysterium. Guds mysterium.
	Det bibelord, som er epistlen til i dag, handler om Guds mysterium. Der bruges godt nok et andet ord. Det er Paulus, der skriver om Guds "hemmelighed". Men det ord, Paulus selv brugte, var det græske "mysterion", og jeg synes faktisk, det er en skam, man har valgt at oversætte det med "hemmelighed" i stedet for bare at holde fast ved mysterium. Men hør, hvad Paulus skriver:
	Kol. 1,25d-28.
	En hemmelighed kan blive afsløret. Og så er det ikke en hemmelighed længere. Slut med den.
	Nogle mysterier kan blive opklaret, og så er de ikke mysterier længere. Kriminalmysterier for eksempel. Der er ikke meget ved at læse en kriminalroman, hvis man i forvejen har fået at vide, hvem morderen er. Så er mysteriet ikke mystisk længere.
	Om Guds mysterium skriver Paulus ikke, at det er blevet opklaret. Han skriver, at det er blevet åbenbaret. Og det er noget helt andet.
	Den der lever i et parforhold, lever hver dag sammen med et mysterium. Forhåbentlig da!
	Jeg troede engang, at det at være psykolog var en helt anden slags liv end det, vi andre havde. Det var dengang, jeg troede, at psykologer vidste slet og ret alt om alle os andre. Og jeg tænkte: det må være forfærdelig kedeligt! Hvordan kan noget andet menneske være spændende for en, hvis man ved alt om det, hvis man nærmest kender det bedre, end det kender sig selv?
	Og tilsvarende tænkte jeg: Hvordan kan noget som helst være romantisk for en sexolog?
	Men efterhånden som jeg har lært nogle stykker af disse fagfolk at kende, er jeg blevet klar over, at uanset hvor meget man ved om menneskesindet, og uanset hvor godt man lærer et andet menneske at kende, så forbliver dog - mysteriet. Og dermed: fascinationen.
	Det gælder for os alle: at blive lukket ind i et andet menneskes liv som partner eller som nær ven, er at blive budt ind i et mysterium. Mysteriet åbner sig for os. Åbenbares, ville Paulus sige. Vi kommer dybere og dybere ind i det. Ser mere og mere. Men det forbliver - mysterium!
	Bilder vi os ind, at mysteriet er opklaret, så snyder vi os selv. For mysteriet, selv det kendte mysterium, er fascinerende og tjener til at spærre vort sinds øjne op. Men den "afslørede hemmelighed", den opklarede gåde, drager ikke ret meget - den er man tilbøjelig til at lægge bag sig.
	Gud åbenbarer sit mysterium for os. Han åbner det for os. Han lægger det ikke op på dissektionsbordet til nærmere analyse. Men han byder os indenfor. Giver os lov at blive en del af hans mysterium. Paulus skriver "Kristus i jer, herlighedens håb." Jesus brugte ord som: "I er i mig, og jeg er i jer."
	Mysteriet åbner sig for os, byder os ind. Vort eget liv bliver en del af Guds mysterium.
	Det var derfor, Jesus måtte dø. Han døde ét sted, på Golgata. Nu lever han alle steder. Han er hos os. Han er sammen med os. Og han er i os.
	I dagens evangelium siger Jesus: "Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig."
	Vi skal ikke forstå Guds mysterium. Vi skal gribe det. Vi skal lade det drage os til sig.
	Jesus sagde med tanke på sig selv: "Den der elsker sit liv, mister det. Og den der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv." Han overtalte sig selv til - med Guds hjælp - at give slip. Lade sig føre ad vejen gennem død til evigt liv.
	Måske er det i det små også sådan for os? For at vi kan gå ind i Guds mysterium, hvor han er i os, og vi i ham, må vi være parate til at give slip. Give slip på kontrollen. Give slip på den position, hvor vi kan overskue og forstå alt det, der sker med os. Eller illusionen om at vi kan det!
	For at følge Jesus på hans vej må vi åbne vore hænder for, hvad han måtte have til os.
	Det gør vi i bøn. I hjertets samtale med ham. Når vi beder, plejer de fleste af os at folde hænderne, og så siger vi til Gud, hvad vi har på hjerte. Vi lukker vore hænder - det er for at samle os.
	Prøv, næste gang du beder, når du har sagt alt det, du har på hjerte overfor Gud, og han har hørt på dig, - så at åbne hænderne, og bare være helt stille. Giv ham en chance for at svare. Måske har også han noget vigtigt på hjerte, - noget som han vil sige til dig.
	De åbne hænder betyder måske ikke så meget i sig selv, men alligevel .. Der er sammenhæng mellem, hvad kroppen gør, og hvad sindet gør. De åbne hænder skal være et tegn på, at du er klar til at tage imod, hvad Gud vil give dig. Lytte efter, hvad han vil sige til dig.
	Hvedekornet døde og kom i jorden langfredag. I dag lever det og bærer milliarder fold. - Jesus Kristus er over alt. Også her. Han vil drage dig og mig ind i sit mysterium. Han vil leve i os, og vi skal leve i ham. Altid.
	Amen

19-7-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk