Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	Seksagesima'04
	Pludselig står de der i plænen og lyser gult. Erantis. Vinter har det været, er det vel stadig, lidt tung og træt bøjer man sig ned og ser på den lille varmt gule ballerina. Så lille og ubetydelig, så skrøbelig, og det går op for en hvad man ser: et helt forår.
	Pludselig en dag så lægges det i ens arme. Et nyfødt barn, de kalder en mor eller far, bedstefar eller bedstemor. Og man ser på barnet. Tænker at det nøgternt betragtet vel nærmest er grimt. Rødt, rynket, nøgent. Men i maven på en bobler det af håb, af varme og af ærefrygt. For dette er et menneske.
	Det store ligger gemt i det små. I det allermindste ligger det største gemt, Gud har gemt det der og han venter sig meget af det. Ja netop han venter.
	Gud er som bonden der sår kornet. Så lille og ubetydeligt kornet end er så venter han sig en hel marks afgrøde når tiden er inde for høst. Det han sår er Guds rige.
	Hvad er Guds rige ? Ja det er vel paradis, det som vi beskriver, ved at fortælle om det der ikke findes der: nemlig al lidelses ophør, al døds fravær, og når vi forestiller os hvad der er der : nemlig kærlighed, lykke. Tomme begreber som jeg ikke kan fylde med andet end at dér i Guds rige, der er vi os selv og elskede af Gud og hinanden ligepræcis som vi er. Der skal vi ikke arbejde og gøre os til for at blive set. Der skal vi ikke lave os om for at blive elskede.
	Og dette Guds rige er midt i blandt os, det er allerede begyndt, det er her i glimt. Lagt ned som et lillebitte frø for at spire frem og engang blive til et stort træ, et livstræ.
	Vi ser Guds rige i glimt, man kunne sige at de glimt ser vi når Helligånden, som også er Gud bare på en usynlig måde, oplyser vores verden og lader os vide at da, netop i det øjeblik da var jeg lykkelig. Disse øjeblikke er glimt af Guds rige, det er de i hvert fald for den som tror at Gud har skabt verden og at Han stadig elsker verden og os højt.
	Gud skabte os sådan at også vi har ånd i os. Det er det der gør at vi overhovedet kan se det store i det små. At små sorte tegn på et stykke papir kan danne ord, tilmed ikke kun ord der kan sættes sammen til beskeder og brugsanvisninger men også til sætninger i et kærlighedsbrev, at ordene i en roman eller et digt kan få os til at græde og le.
	Og det er Guds ånd i os og vores verden der gør at vi overhovedet ved hvad det vil sige at elske. At vores samliv med hinanden bliver til mere og andet end blot fælles fødeindsamling og videreførelse af slægten. At vi nemlig ved, om ikke andet så fra længslen, at livet findes der hvor vi giver os hen til hinanden som vi er og giver hinanden det eneste vi har, nemlig os selv.
	Desværre er der også andre ånder og kræfter i verden end Guds ånd. Der er ondt i verden og ondt i os. Krig nød, elendighed er ydre tegn på at ikke alt er godt, at Guds rige og vores verden ikke er et og det samme. Et andet tegn på at ondt findes er det som går tæt på os i det daglige i livet med dem vi holder af, nemlig når vi selv eller en vi elsker bukker under for det onde. Når fjenden bliver for stærk. Den fjende som kan hedde så mange ting, depression, misbrug, had misundelse.
	Når vi mister troen og håbet om at noget kan blive anderledes, og vi bliver ude af stand til at se det store i det små. Når vi ødelægger os selv og livet omkring os.
	Vi kan ikke virkeliggøre Guds rige her på jord. Det kan kun Gud og han er begyndt siger Jesus. Se det store i det små siger han i dag i lignelserne om bonden og sennepsfrøet. Gud har sået, engang skal frugten af hans arbejde blive til en mægtig høst og et stort træ.
	Det mærkelige er at det faktisk er Jesus der er det hele. At for den som tror at Jesus er Guds søn, er han også både kornet, sennepsfrøet, høsten og livstræet. At Jesus er indbegrebet af det store i det små.
	Han er Gud i et menneske. I det lille rynkede barn der fødes i en stald julenat kommer Gud til verden. I den underlige vandringsmand som færdes blandt udskud og tiggere taler Gud selv til sin verden. Af hans døde krop der lægges i graven langfredag som var den et usselt lille frø, spirer livet frem på ny påskemorgen og bliver til et tros-træ et livs- og håbs-træ så stort at mange mennesker siden har kunnet leve og bo i dets skygge.
	Af hans liv og død spirer noget stort frem. Han er Guds rige. Og han er det også for den som mistede modet, og for os når vi bukker under og vil give op.
	Han siger :se det store i det små, se et forår i en erantis, se et menneske i hvert eneste barn, se et medmenneske i den fattigste tigger.
	Se det store i dig selv, tro på det gode i dig selv, for det er Guds gave i dig, stol på det og lev det. Og se på din næste med samme blik.
	Og er det svært for dig at huske på det gode. Trænger du til at nogen minder dig om at se det store i det små. Da skal du gå i kirke. For gudstjenesten handler om netop dette. Hver eneste søndag mindes man her i huset om at Gud venter sig det største af de mindste. At ingen er for ringe til at Han venter sig livet og kærligheden af os.
	Hver eneste søndag er en øvelse i at se det store i det små. Tænk bare på de tre små håndfulde vand i dåben, de rummer i sig hele Guds tagen imod os, i skabelse, i kærlighed og i sandhed. Eller hvad med det lille brød og bægeret med vin i, som i sig rummer mødet med Gud selv, det møde som gør at vi kan rejse os på ny og finde mod til at leve på trods af alle de gange hvor vi overså et forår i en erantis eller svigtede et medmenneske i et barn eller en tigger.
	Så småt det er, vandet, vinen, brødet, så rummer det det store.
	Evangeliet, det glade budskab til os i dag er at Gud ser det store i det små. Og udfordringen, kravet til os er, at det skal også være vores syn på hinanden. Mindre kan ikke gøre det. Vi skal altså se på hinanden med Guds blik, og vente os det gode af hinanden og os selv. Det er Guds rige midt iblandt os. Vi kan ikke gøre det virkeligt, det kan kun Gud og alligevel skal vi hele tiden kæmpe for det.
	Og lykkes det ikke, ser vi det kun i glimt, så mist ikke modet for det er glimt af det største der er.
	Det er glimt af paradis.

19-7-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk