Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	2.s.i fasten'04
	Jeg har hørt at det hører med til at blive voksen at man kan rumme modsætninger.
	Mens det hører barndommen til at se tingene mere sort-hvidt. Enten er noget godt eller også er det ondt. Enten er ens mor okay eller osse er hun fuldstændig tåbelig.
	Børns sind kan ikke rumme sort og hvidt på en gang. Derfor er det også særligt farligt og uhyggeligt for børn hvis de ikke kan få afklaret hvad noget er.
	Et eksempel jeg kan gi jer var da konfirmanderne og jeg var inde og se Ringenes Herre. Min Signe på 10 havde fået tigget sig med. Der var mange uhyggelige scener. Mange skræmmende og ulækre væsner. Men det mest skræmmende, sagde Signe, det var Gollum. Så snart han var på lærredet så stivnede hun i sædet ved siden af mig og knugede min hånd.
	Måske skal jeg lige fortælle at Gollum er et væsen som engang var et menneske. En dag fandt han "tilfældigt" ringen. Ringens onde kraft har ødelæggende magt over sin bærers sjæl. Gollum har båret ringen længe... den har forvandlet ham til et ynkeligt savlende og upålideligt væsen.
	Og spurgte man Signe hvorfor han var den værste så var svaret at det var han fordi man ikke kunne vide om han var god eller ond. Livets tvetydighed skræmmer børn. Hvis ens forældre feks er utydelige, altså ikke viser tydeligt hvad de vil og ønsker, så bliver børn utrygge. Også fordi det jo simpelthen er en fysisk trussel. Hvis man ikke ved hvor man har dem, så er man nødt til hele tiden at være sød, for ellers venter udstødelse og død.
	Nogen børn skades så voldsomt at de aldrig lærer at rumme modsætninger som voksne. De kan feks ikke blive vrede, for det har de lært at det er så farligt at man dør af det. Så når nogen bliver vrede på dem så bliver de så bange for at have mistet kærligheden at de føler sig helt knuste. Og når de selv bliver vrede på andre, så vender de det i stedet indad, når man gør det konsekvent kan det blive det man kalder depression.
	Det er et alvorligt handikap for en voksen ikke at kunne rumme modsætninger. Ikke at kunne se at det er muligt at være vred og elske samtidig, eller at sørge og glæde sig på en gang.
	Kan man ikke rumme modsætninger er man også langt hen ad vejen afskåret fra at forstå bibelen, og især det nye testamentes beretninger. Og hvis bibelen er en bog om Gud, så får man også svært ved at lære ham at kende.
	Dagens tekster, de læsninger vi har hørt er et eksempler på hvordan stærke kræfter brydes. Godt og ondt først og fremmest men også tro og vantro, sygdom og sundhed, kampvilje og opgivelse.
	Det begynder med begyndelsen. Gud skaber verden. Og Han ser på den, og Han ser at alt er godt.
	Verden er velskabt. Gud havde gode hensigter med den. Naturen er et voldsomt og overvældende værk. Ikke kun fredfyldt og uskadeligt, men også farligt, selv i paradisets have er der frugter som man kan tage skade af at spise.
	Dyrene tænker ikke over det. De spørger ikke om det er uretfærdigt at en flod går over sine bredder og drukner millioner af dyr. Eller om Gud er ond fordi der findes skovbrande som udsletter alt lige fra elefantfamilier til næsehornsbiller. Dyrene er bare, indtil de ikke er mere.
	Sådan er det vel egentlig også med os, vi er også bare indtil vi ikke er mere, men siden vi spiste af frugten til at kende godt og ondt, så har vi kæmpet med netop modsætningerne.
	Når feks et barn rammes af frygtelig sygdom, så ved vi ikke mere hvad vi skal tro. Som nu drengen i det afsnit af Markusevangeliet som vi har hørt i dag. Syg er han. Frygtelige anfald rammer ham, noget ondt er på færde i ham, så slemt så det kan se ud som om de onde kræfter prøver på at tage livet af ham ved at kaste ham i ild og vand.
	Så kæmper vi med vores viden om godt og ondt. Vi kan ikke bare som dyrene overlade de svage individer til rovdyr og gribbe. Nej i stedet kæmper og brydes vi med vores verden. Både i fysisk og i psykisk forstand.
	Så mister vi troen. Troen på at Gud er god og at den verden han skabte er god.
	Drengens far er i tvivl. Han har sagt til Jesu disciple at de skal gøre drengen rask, det kunne de ikke, og nu siger han til Jesus at hvis han kan....vil han så ikke...
	Men hvor har Jesus egentlig været ?
	Ja han har været oppe på et højt bjerg sammen med tre af disciplene. Man kalder det forklarelsens bjerg. Her møder Jesus i en vision Moses og Elias, de to store budbringere fra Gud. I et drømmesyn har alt været godt og meningsfuldt. Ingen løse ender ingen tvivl, træthed eller tumult.
	For Jesus og disciplene må den morgen på bjerget have været som at se ind i skabelsens morgen sammen med Gud. Gud har med synet på bjerget lagt armen om skulderen på sin søn og sagt: se alt er godt.
	Da visionen, forklarelsen er slut, går Jesus, og de tre ned igen og møder modsætningen. Et sygt barn. Lidelse, vantro, tvivl, afmagt, hjælpeløshed og dumhed.. Jesus har været hvor alting gennenluftes og bevæges af skabelsens morgenluft, for næstefter at gå lige ind i en mur af fastlåst stivhed og dumt stivsind.
	Den modsætning lader til at være på kanten af hvad selv Gud kan rumme. "Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?"
	Selv kærligheden, som rummer både vrede, sorg, frygt og glæde, kan komme til kort.
	Modsætningen kan være så voldsom at vi kan være ved at sprænges. Da må der luft til, vreden skal iltes. Og sådan vokser rummet om den, der bliver igen plads til kærligheden. Det næste han siger er "kom her med ham" og jeg forestiller mig at hans toneleje skifter fra højt og vredt, til roligt og fast.
	"Alt er muligt for den der tror" siger han så, og farens tvivl og trods forvandles til bøn, i øvrigt en af verdens korteste og stærkeste bønner"jeg tror, hjælp min vantro"
	Bønnen rummer modsætningen. Tro og vantro hører pludselig sammen og faren opdager at Gud har to ører og ligesom andre kan høre to ting på en gang. Tro og tvivl, taknemmelighed og klage.
	Jesus befaler over det onde som har besat drengen at det skal fare ud, og drengen er rask. Alt er godt.
	Sådan samles alt i Jesus som er Guds søn og Gud selv. Og vi kommer til os selv i mødet med ham. Bønnen er en af de bedste veje til det møde. I dag hører vi, at vi skal komme til Gud i bøn, også med det som stritter i alle retninger og skriger til himlen i sin modsætningsfyldthed. Også når det er sådan at det er Guds vilje eller magt til det gode vi tvivler på. For vores eneste mulighed for at blive hjulpet og taget alvorligt, er ved at fortælle hvordan vi har det og bede om hjælp. Det gælder mellem mennesker og det gælder overfor Gud.
	Og når vi gør det, altså viser hvem vi er og hvad vi har brug for, da kan det ske at Gud kommer til stede og møder os der. Da rummer han os og vore modsætninger i sig. Og det bliver ligegyldigt om vi tror eller tvivler, for Han er og vi er, og alt er godt som på skabelsens morgen.

19-7-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk