Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	1. søndag efter trinitatis 2004 i Jersie
	NT-læsning: Præd. 5,9-19 Evangelium: Luk. 12,13-21 Salmer: DDS 749, 122 - 369, 750/427 og 31
	Det handler altså om rigdom i dag. Ja, I hørte rigtigt: Rigdom, penge, kroner og ører! Så hold bare godt fast i tegnebogen! Om huskøb, konverteringslån og kapitalpensioner. For ikke at tale om prisen på sunde dagligvarer og punktafgifter på cigaretter, øl, vin og spiritus! Nåh, ja, og så naturligvis også benzinen. Det koster jo alt sammen. Alt det, vi alle sammen er så optaget af, selvom de færreste af os vil være ved det. Med mindre man da har så mange, at man kan hyre folk til at spekulere og bekymre sig. For så er der kun tilbage at bruge og glæde sig.
	Sådan som jo den gamle pessimistiske vismand fra Det gamle Testamente udtrykker det: "Det er, hvad jeg har set", siger han, og fortsætter: "Det er godt og rigtigt at spise og drikke og nyde frugten af alt det, et menneske slider med i det korte liv, Gud har givet ham: det er hans løn. At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud...."
	Javel - ja! Jamen så lad os da bare kaste os ud i det! Lad os købe, æde og drikke med god samvittighed! Lad os i fulde drag nyde den skattenedsættelse, vores gavmilde regering har foræret os! Lad os drikke, spise, ryge og rejse ad ....... Ja, hvor ender vi mon egentlig med alt det her? Og hvordan er det egentlig, den vise prædiker er nået frem til sine "Vises sten"? Hvordan er det, han begynder? "Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge. Den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed!"
	Hvordan hænger det sammen? Hvad er tomhed egentligt for et fænomen? Tomhed, det er det vi erfarer, når noget, vi har anset for betydningsfuldt og meningsfuldt pludseligt viser sig ikke at kunne holde vand. Når noget, der har fyldt vores sind og tanke - ikke blot et øjeblik, men længe - forsvinder som luft ud af en ballon. Når noget, vi stolede fast på og regnede helt og fuldt med, pludseligt forsvinder og ikke længere er der. Så opstår følelsen af tomhed, desorientering og savn.
	Det som man så ikke længere kan støtte sig til, det kunne godt være rigdom, sådan som både prædikeren og den rige bonde i dagens tekster erfarer det. Men det kunne også være så meget andet, der har det til fælles, at det som et vindpust ikke varer evigt. Og det som ikke varer evigt, det skal man altså ikke tro så fuldt og fast på, at man slet ikke er forberedt på, at det en dag pludseligt hører op.
	Hvad der kommer let, går let, siger vi. Men altså: også selvom vi har slidt og slæbt for at finde tryghed og sikkerhed ved alle materielle goder, så hører de nu engang til alt det, der forgår og vejrer væk som blade i en efterårsstorm.
	Stillet over den indsigt kan man gøre flere ting: Man kan - som prædikeren - sige: "Jamen, så lad os da more os og ha´ det sjovt, så længe det varer". Man kan for det andet - som den rige bonde - med alle midler samle sammen og holde fast på det man har. Forsøge at sikre sig - planlægge og bygge for fremtiden. Men man kunne for det tredje jo også spørge sig selv, om ikke der er en anden måde at forholde sig på.
	Jeg tror de fleste kender det gamle ordsprog om, at "penge er roden til alt ondt". Det kender Paulus åbenbart også, men han giver det bare en lidt anden drejning, når han et sted skriver, at: "Kærlighed til penge er roden til alt ondt". Altså ikke pengene i sig selv, men når pengene bliver genstand for vores kærlighed, er de roden til alt ondt. Man kunne måske også sige det sådan, at når penge og rigdom ender som deres eget formål, så går det galt. Det gør det, fordi ingen rigdom i verden varer evigt. Og det gør det, fordi penge eller rigdom hverken bør være deres eget formål eller være genstand for kærlighed.
	Det findes der mange gode historier om. F.eks. den om Kong Midas, der med "De vises sten" blev i stand til at forvandle alt det, han rørte ved, til det pure guld. Det var ikke en mulighed, han ville lade gå fra sig - lige indtil han opdagede, at også den mad, han skulle leve af, blev forvandlet til guld. Da erfarede han, hvad allerede den vise prædiker havde fattet, at den, der elsker penge, bliver ikke mæt af dem. Og helt galt gik det så, da Midas gav sin datter et knus!
	Penge og rigdom er ikke noget i sig selv. Det penge og rigdom gør, er at give muligheder. Muligheder for at gøre godt, for at opbygge og støtte menneskeligt samvær og fællesskab. Hvis altså kærligheden har medmennesket som mål, kan penge og rigdom være et godt middel. Derfor er det afgørende i livet ikke rigdom og penge, men kærligheden, som giver rigdommen mål og mening.
	Det fortælle, at der engang kom en ung mand hen til Jesus og spurgte, hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Hvad skulle der til for at han kunne finde livets mening? Jesus svarede ham: Du skal elske!
	Du skal elske Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl. Og du skal elske din næste som dig selv. "Ja, naturligvis", svarede den unge mand, "fint nok, det har jeg gjort siden jeg var barn". "Jamen, så er det jo let nok", svarede Jesus, "så mangler du bare at give alle dine penge og al din rigdom bort til de fattige, så har du allerede plads i den 7. himmel!" Behøver jeg at fortælle, hvad den unge mand gjorde?
	Nej vel, men dum det var han altså. Lige så dum som den rige bonde, hvis brug af personlige stedord hele vejen igennem begrænser sig til første person ental: Hvad skal JEG gøre? JEG vil rive ned og bygge op. Og så vil JEG sige til MIG selv: Så MIN gode ven - nu har du meget godt og guld, slå dig til ro, spis, drik og vær glad!
	Det er i virkeligheden meget simpelt: Lige så enkelt som det min bankrådgiver siger at jeg skal gøre, den dag jeg får min kapitalpension udbetalt.
	Men så: Bum! Ryger klappen pludseligt ned. Noget - af en eller anden grund altid helt uforudset - kommer ind fra sidelinien og ødelægge billedet. Et hjertestop, en kræftknude - hvad ved jeg - afslører det hele som et drømmebilleder og en illusion.
	Og så er det jo det lyder - helt af sig selv: Din store idiot! (Bemærk:"Idiot" betyder "sin egen" eller sig selv nok!) Der gjorde du regning uden vært. For der kommer slet ingen dag i morgen. Det er slut og du når ikke længere i denne verden. Og det burde du ret beset kunne sige dig selv.
	For der er nemlig intet af alt det, som her er sagt, som ikke enhver kan sige sig selv. Der er intet af det, prædikeren og den rige bonde erfarer, som ikke enhver af os vil erfare en dag. Det er ikke engang frugt af de vise sten. Det er latterligt banalt.
	Det er som den korsfæstede Brian i Monty Pytons "Life of Brian" synger det i sange "Always look on the bright side of life": "You know, you come from nothing - you´re going back to nothing. What have you lost? Nothing! (Du ved det jo godt: Du kom af intet og du bliver til intet, så hvad har du egentligt mistet! Ingen verdens ting!")
	Og dog - det er jo så heller ikke helt rigtigt! Det er muligt vi kommer helt alene til livet, og det er også muligt at vi er alene, den dag vi dør. Men i mellemtiden lever vi dog med hinanden. I mellemtiden er vi ikke bundet sammen af tomhed og vindpust, men netop af fællesskab og kærlighed. I tiden mellem livets begyndelse og slutning er vi henvist på hinanden, hvis livet skal lykkes.
	Og det kan vi ikke så let sige os selv. Eller også glemmer vi det alt for let. Derfor ender vi der, hvor det er den kristne forkyndelse, der må holde os på plads i forhold til alt det, der giver livet fylde og mening. At livets mål og mening er fællesskab og kærlighed, det må vi for vor egoisme og glemsomheds skyld til stadighed mindes om og holdes fast på. Og da vi åbenbart ikke selv kan gøre det, er Gud den, der gør det. Ja, eller hans Søn, Jesus Kristus, som altså er den, der fortæller lignelsen om den rige bonde som svar på spørgsmålet om, hvordan vi nå får arven mest retfærdigt.
	Jesus har nemlig ikke blot fundet de vise sten. Han er selv "den vise sten", der skal til for at forvandle det hårde og ufordøjelige guld til kærlighed og omsorg for næsten.
	Han er den yndigste rose, der gror blandt stive torne og tidsler. Han er den, der i sit eget liv udholdt og stadig udholder alle forhærdede tidselgemytter, som elsker og tilgiver, fordi han holder fast ved, at af alt er kærligheden det største og vigtigste.
	At holde sig til ham og at tro og nære tillid til ham, det er efter den kristne forkyndelse det, der skal til for at overvinde den tomhed, som livet i sig selv fremstår med. For i indenfor livets grænser kan vi ikke se dets mening. Meningen må komme udefra - fra en, der ser livet i større perspektiv end os, når vi stirrer ned på navlen og siger: Nu ved JEG, hvad jeg skal gøre.
	Nej, vi skal ikke gøre så meget andet end tage imod det, som allerede er givet: livet, troen, håbet og kærligheden. Alt alting har et større mål end det, jeg kan sige mig selv.
	Det er det, vi viser og gør og giver videre når vi døber vore børn og på den måde gør dem rige hos Gud. Det er det, vi lægger os ind under, får givet og tager imod, når vi går til alters - ikke hver for sig, men netop sammen - og som gør os rige hos Gud.
	Det er forkyndelse i så konkrete handlinger, at selv blinde, tunghøre - og idioter - kan være med.
	Amen!

8-8-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk