Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	7. s. e. trinitatis 2004 i Havdrup og Jersie
	GT-læsning: Præd. 3,1-11 Evangelium: Matt. 10, 24-31 Salmer: DDS 754, 49 - 636, (474) og 784
	Der er en tid til det hele, siger prædikeren. Og for ligesom at vise, hvad han mener, foretager han så en opremsning af en lang række modsætningepar: Der er en tid til - at fødes og til at dø, - at plante og til at rydde, - at elske og til at hade osv. osv.
	Listen kunne nok fortsættes i det uendelige, men pointen er imidlertid nået, når vi forstår, at disse modsætninger tilsammen betyder "det hele". At Gud er skaber af både himmel og jord, betyder ganske enkelt at Gud har skabt alle ting. At Gud har skabt både mand og kvinde betyder, at han har skabt alle mennesker. Og at der er tid til både at græde og til at le, til at sprede og til at samle, til at tie og tale betyder derfor, at der er en tid til det hele. Læg imidlertid mærke til, hvad prædikeren ikke siger: Han siger ikke, at der er tid til det hele! Han siger ikke at kalenderen og uret er sat i stå, så man pludseligt kan nå alting - tværtimod! Der er derimod en tid til netop dette eller hint. Der er øjeblikke, hvor det ikke blot er naturligt, men også nødvendigt at gøre det eneste ene, som tiden er moden til - og ikke alt muligt andet.
	Der findes øjeblikke, der kun fyldes med mening, hvis man er opmærksom på, hvad de kræver af os. Gør man ikke det - jager man rundt efter alt muligt andet end netop dette ene, ender livet let som en plage og ikke en velsignelse fra Gud. Så forspilder vi netop de muligheder, der ligger lige for.
	På den baggrund kan prædikeren konstaterer, at hvis Gud har skabt alting godt og rigtigt til rette tid, så er det menneskets lod og opgave at finde ud af, hvad netop den tid, de har for sig, skal fyldes med. Så er det vor egen og ikke Guds skyld, når vi ikke kan finde ud af, hvad vi skal stille op med dagens principielt uendelige muligheder. Farer vi rundt og forsøger at nå det hele, så ender det som det, profen Job kalder "jag efter vind". Vi når intet, men bliver bare svimle og forpustede.
	Der er altså én tid til det hele, men ikke til at nå alt. Spørgsmålet er så, hvordan vi finder ud af, hvad tiden lige netop nu er til? Måske vi skulle begynde med at stræbe efter lidt sindsro! Det kræver ro i sind og tanke at finde ud af, hvilke muligheder øjeblikket indeholder, men ikke mindst: hvilke af de forhåndenværende muligheder, man vælger at satse på, når ingen kan nå det hele.
	Hvis der er en tid til alt, men ikke til at nå alting, så gælder det om at bruge sin tid til det rigtige. Så er der f.eks. også øjeblikke, hvor ængstelse og frygt er på sin plads, mens der er andre, hvor vi vitterligt har lov til at være glade og ubekymrede. Livskunsten er at vide, hvornår tiden er til hvad.
	Mestrer man ikke den, er ordene fra Frans af Assisis bøn måske ikke det væste at blive mindet om: Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, - og visdom til at se forskellen!
	Dagens evangelium indeholder en opfordring til ikke at frygte og være ubekymrede. "Frygt ikke!", siger Jesus. Det siges ikke bare sådan generelt. Det siges ind i en ganske bestemt sammenhæng, nemlig den, hvor han sender sine disciple ud som budbringere for det Guds Rige, han har varslet er brudt frem i verden og som viser sig i forkyndelsen af syndernes forladelse og helbredelse af syge og lidende. Det budskab skulle man mene, der var afsætning på, men erfaringen viser at det ikke er sikkert. Jesus blev beskyldt for at være Djævelens håndlanger og endte med at sætte sit liv ind på det. Når da verden og tiden er sådan, skal disciplene ikke forvente anden skæbne. Alligevel skal de ikke frygte og være bange.
	Men hvordan kan vi fastholde det i dag? Hvordan skulle vi ubekymret kunne synge "Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskare", hvis det er os, der havde en dreng eller en pige om bord i den forulykkede bus med unge mennesker, vi har fulgt gennem pressen den forløbne uge? Er netop ferien tiden for det ubekymrede og sorgløse liv, så afslører denne ulykke jo ubarmhjertigt og brutalt, at alt kan ske - også når vi holder ferie! Afslører ugens begivenhed da netop ikke dette, at vor tryghed oftest fylder os på fortrængningens grundlag? At vi som oftest kun er i stand til føle os glade og trygge ved at åbne øjnene for alt det, der hele tiden truer vores glæde og ubekymrethed? I Berlingske Weekend bringer man for tiden en lille sommerserie om fænoment tryghed. I en af artiklerne beskriver forfatteren hvordan frygten for både samtiden og fremtiden i vor tid ikke blot er voksende, men næsten er blevet til en hel industri. Der er f.eks. videnskaben, der lever af at afdække de risicimomenter, vi dagligt er omgivet af, for at andre samfundsinstanser så kan gå i gang med at bekæmpe dem eller udbedre eventuelle skader. Så snart man opdager en fare for et eller andet, så er der "nogen", der må gøre "noget" - og hvem er nærmere til det end det offentlige?
	De største risikoafdækkere er fremtidsforskerne, der søger at afdække den fremtid, vi har i vente, så vi allerede nu kan begynde at indrette os på det, som - måske - kommer. Men da det under alle omstændigheder indebærer forandring - ofte forandring til noget, vi endnu ikke kender - bliver vi naturligvis bekymrede.
	Tænker man nærmere over det, så er det måske ikke så underligt - snarere meget naturligt - at fremtiden er bekymringens og frygtens domæne. Vi ved jo altid kun, hvad vi har - og ikke hvad vi får!
	Fortiden med alle dens opbyggede vaner og traditioner er tryghedens og sikkerhedens rige. Af alt det, som allerede er sket og filtreret i vores hukommelse, er der jo intet, der ændrer sig. Derfor er det så rart og hyggeligt at sætte sig ned og høre noget gammel musik, mens nyere musik ofte vækker uro. Eller tag nu filmens verden - forskellen mellem at se "Far til fire på Bornholm" og en helt ny Science-fiktionfilm der rejser spørgsmålet om de robotter, vi er begyndt at bruge, måske en dag vil overtage magten i verden?
	Skal man virkeligt ramme os på vort ømmeste punkt, er det hvis man kan få os til at bekymre os om vore børn. Derfor er bekymring om forurening vel sagtens så udtalt. Naturen er vor omgivelse - ikke blot her og nu - men også fremover. Forureningen af grundvandet med langsomt nedsivende pestidcider er måske ikke så akut et problem her og nu, men hvad så med vore børn og børnebøn? Vore børn er jo vore udsendinge til fremtiden. De kan ganske vist ikke garantere os noget som helst - og vi kan heller ikke garantere dem noget som helst.
	Kun bekymringerne kan vi love dem. De bekymringer man først virkeligt lærer at kende, når man selv får børn, som er frygtern for det uafvendelige og det, vi ikke kan ændre. Fremtiden er og forbliver "utrygheden domæne", og det kan vi lige så godt indstille os på. Fremtiden kan både bringe godt og dårligt - ja, den vil helt sikker bringe os både glæder og sorger - men sådan er fremtiden nu engang indrettet og kan vi ikke komme til rette med det, så lærer vi aldrig at leve det liv, vi allerede har fået givet.
	Derfor skal man imidlertid ikke lade som om at der ikke findes gode grunde til at være ængstelige, bange og bekymrede, for det gør der. Vort samfund - sådan som vi nu engang har overtaget og indrette det - er på mange måder et "Risikosamfund". Det er det imidlertid ikke, fordi det er farligere at leve i end så mange andre måder, mennesket har indrette sig på i tidens løb, men derimod fordi vores indsigt og viden og sammenhænge i dag er næsten ubegrænset. Enhver kan på internettet finde ud af, hvad ens symtoner er udsalg af, hvordan de kan forebygges eller hvilke chancer vi har. En ting er står dog stadig fast - overlevelsesprocente er i længden stadig nul! Og derfor er der stadig en tid til at leve og en tid til at dø! Husk at leve, mens du gør det husk at elske, mens du tør det, skriver Piet Hein i et Gruk, der lige så godt kunne være skrevet af Prædikeren fra Det gamle Testamente. Men vigtigst af alt er derfor at tage ved lære at Jesus, når han stiller sine disciple overfor den modgang og forfølgelse, som helt sikkert kommer, og så alligevel siger til dem: "Frygt ikke!"
	For jeres liv er hverken jeres eget eller andres. Jeres liv er fra den Gud, som skabte jer og derefter gav jer fri til at leve hver dag som en god gave fra ham. Han gav jer en tid til at klage og en tid til at danse, en tid til at favne og en tid til ikke at favne, en tid til at gemme hen og en tid til at kaste bort.
	Så brug da livet: Lev det og giv det hen. Alt hvad I elsker, vil I miste, men alt hvad i mister af kærlighed til livet og dets giver, skal I få igen. Derfor skal I ikke frygte og bekymre jer. Det vigtigste og det største - det, som ethvert øjeblik afhænger og derfor skal fyldes af - handler om alt det, man får givet og det, som man selv giver bort.
	Har man indset det er der intet at frygte. Gud er ikke en tilskuer til livet, men fader for dem, der lever. Kristentroen er ingen ulykkesforsikring, men er et budskab om modet til at leve, mens man gør det, og til at elske, mens man gør det.
	Amen.

8-8-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk