Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	8. søndag efter trinitatis 2004 i Havdrup og Jersie
	NT-læsning: 1. Johs. 4,1-6 Evangelium: Matt. 7,22-29 Salmer: DDS 743, 300 - 701, (450/323 v.3) og 336
	Hvem husker mon fra deres skoletid Arkimedes Lov? Arkimedes var den græske videnskabsmand og opfinder, der levede 200-tallet f.Kr. og bl.a. opfandt spiralskruen, hvormed man kan hæve vand fra et niveau til et andet. Fra skolens fysikundervisning kender - eller burde vi - kende Arkimedes Lov, der siger, "at et legeme nedsænket i vand taber lige så megen vægt, som vægten af den fortrængte væske vejer".
	Det er en såkaldt naturlov, er både kan bevises og udnyttes rent praktisk, når man skal bygge et skib, der skal flyde på vandet, finde en passende vægt af blyklodser til at holde sig under vand, når man dykke under havets overflade.
	For mange mennesker er sådanne naturvidenskabelige læresætninger ikke blot udtryk for en sandhed, men ind i mellem også et urokkeligt livsgrundlag. Det kan jo både vises og bevises - og har man et bevis, så er og må det være lige så sikkert som Amen i kirken! Dermed støder vi ind i en anden form for sandhed, nemlig den, der ikke kan beskrives med naturlove og beviser, fordi de handler om noget helt andet. Det er troen, religion og de usynlige sandheders område. Det er alt det, som man får serveret som påstande, man enten må acceptere eller forkaste. Sandheder, der enten må gennem ens egen vurdering eller man må læne sig op ad andre autoriteter f.eks. præstens prædiken og det amen, den slutter med ( - og som på hebraisk ganske enkelt skal oversættes med: "Det står sikkert og fast", hvilket betyder, at det er både sandt og rigtigt!).
	Men der gives intet bevis for denne sandhed! Er den sand, må det enten være fordi den er overbevisende i sig selv eller bliver fremlagt af en person, man finder tillidsvækkende og overbevisende. Eller også må tiden vise, hvad der er rigtigt og sandt. Det kan jo være at jeg ikke kan se det lige nu, men at sandheden som et lys en dag går op for mig! Indtil da må jeg så nøjes med at tro at det er sandt.
	Men hvorfor, kan man spørge, er det nødvendigt at have sandheder, som man ikke kan bevise, men bare skal tro. Er det ikke bare helt overflødig og unødvendigt? Måske? Det afhænger nok af, hvad man opfatter som værdifuldt og nødvendigt for at leve i verden. Kan man f.eks. nøjes med at vide, at ting falder nedad, når man slipper dem, eller at vand fordamper ved en vis temperatur, og at der normalt skal både mand og kvinde til at lave et barn, så er det nok at kende naturlovene. Og kender man dem ikke, ja, så virker de jo stadig!
	Men drejer det sig derimod om at forstå og forklare, hvorfor verden er indrettet som den er - hvorfor mennesker søger mål og mening med deres liv, - hvorfor det ikke er sjovt at leve helt alene for sig selv - og hvorfor det er vigtigt, at vi tager os af hinanden - Med andre ord: Hvorfor noget så ukonkret og usynligt som kærlighed er vigtigt? så kan vi ikke nøjes med at naturlove. Kan vi ikke nøjes med det, som vi kan se og bevise, så er vi altså kastet over på usynlige kræfter, som vi er nødt til at tro er sande, hvis de skal betyder noget for os!
	Derfor er Arkimedes også kendt for en helt anden sætning, der netop understreger nødvendigheden af at finde fodfæste i noget, som nok kan være usynligt og ikke bevisbart, men som ikke desto mindre står så urokkeligt fast, at det er derfra man begynder alt andet - det er det arkimedisk punkt: "Giv mig et fast punkt hvor jeg kan stå, og jeg skal dreje jorden", sagde Arkimedes.
	Nu skal vi lige gøre det hele lidt mere indviklet! De fleste mennesker er vist nok overbeviste om, at de omgivelser, de kan se, høre, føle og mærke om sig, eksisterer som en ubetvivlelig virkelighed. Det er imidlertid et af de helt store filosofiske spørgsmål i menneskets historie, om det virkeligt er sandt.
	Vi skal tilbage til 600-tallet f.Kr., hvor den græske filosof Heraklit formulerer "forandringens problem": Alt hvad vi mennesker ser og sanser omkring os forandrer sig hele tiden. Solen skinner, men forsvinder om aftenen. Skyerne forandrer sig på et øjeblik. Mennesker fødes, vokser op og dør. Noget bliver til og forsvinder igen. Sætte vi nu ord på alle disse forandringer, vil det hurtigt vise sig at det er en række egenskaber, vi har fat i, mens det er meget svært at sige, "hvad" det egentligt er, der forandrer sig.
	Og er forandring netop kendetegnet ved tilblivelse og forsvinden, så rejser spørgsmålet sig, hvordan man skal beskrive og sætte ord på noget så indlysende og enkelt, som "det noget", som de egenskaber, der hele tiden forandrer sig, knytter sig til.
	Lad os nu bare tage mennesket som eksempel: Et barn bliver undfanget. Først var det en ægcelle og en sædcelle. Så bliver det til en cellehob, der hele tiden deler sig. Cellerne specialiseres og bliver til krop, arme og ben. Kroppen udvikler sig til enten en dreng eller en pige. Størrelsen forandrer sig, barnet bliver fuldbårent, født ind i vreden, vokser op, bliver til arkitekt eller bager, bliver selv far eller mor, gammel og dør, begraves, bliver til støv og til intet - og er en dag det samme, som det var før sin undfangelse, nemlig ingenting. Alt dette kan vi både se og konstatere, men alle de spørgsmål, som det rejser, kan vi ikke bare sådan finde svar på i det håndgribelige.
	Tanker som disse er filosofi og eftertanke over, hvad det vil sige, at noget er til og eksisterer. Det er tænkning over det, som vi kan se og sanse, men det rejser samtidig spørgsmål, der kræver svar, vi ikke kan bevise og begrunde på ubetvivlelig måde.
	Men skal vi leve og forstå vort liv, må have et fast punkt at stå på. Et "Arkimedisk punkt", hvorfra vi kan dreje verden. En klippe, som vi kan bygge vores hus på, så det ikke styrker sammen ved første og bedste regnskyl. Og lad mig nu slå det helt fast: Sådanne spørgsmål er i sagens natur religiøse spørgsmål! De kræver svar, som i sagens natur er af en art, så de ikke kan bevises, men må tages for pålydende. Og når vi ikke kan flygte fra dem, er det fordi de er af en karakter som de første og mest grundlæggende spørgsmål et menneske kan stille sig og som det må have svar på.
	De er det arkimediske punkt, der skal til for at man kan dreje sin verden og bevæge sig nogen steder hen. Ja, uden et punkt, hvorfor man definerer og forstår sig, giver det slet ikke nogen mening at påstår, at man går nogen steder, for har man ikke et udgangspunkt at bevæge sig ud fra, fører alle veje ingen steder hen.
	Afviser man behovet for at finde svar på de religiøse spørgsmål, som livet helt af sig selv rejser, så tager man ikke livet særligt alvorligt! Kommer ens barn hen til en og spørger, hvor det var før det blev født,og man da end ikke forsøger at besvare dette spørgsmål, så nægter man barnet mulighedne for at finden en orientering og retning for sit videre liv. Uanset hvor svært det er, så må vi prøve at give et svar, som kan give barnet mål og mening med at det er til.
	Hvorfor er vi så til? Hvad er meningen med at vi mennesker bliver kastet ind i en verden, der ikke af sig selv giver indlysende og urokkelige svar på vores spørgsmål? Det er spørgsmålet - men hvad er svaret?
	Ja, her i kirken er svaret kort og godt: "GUD". Det arkimediske punkt, som skal til for at vi kan dreje vores verden i den retning, som vi kalder for kristendom, er sammenfattet i den trosbekendelse, der lyder ved enhver gudstjeneste og enhver dåb. Og ved dåben lyder den som et svar på det spørgsmål, som end ikke er stillet endnu, men som må komme den dag, det lille barn søger efter fast grund under tilværelsen i et verden, hvor alting er under forandring og intet tilsyneladende står fast.
	Og svaret er ikke blot "Gud", men den treenige Gud. Den Gud, vi får lov at kende som en usynlig virkelighed bag alt det synlige, vi ser og sanser om os. Gud er den, der holder vor verden og virkelighed i sin hånd, og som vi må møde med tro og tillid, når alt andet rokkes eller styrter sammen.
	At Gud er den almægtige Skaber, det er imidlertid kun en side af hans virkelighed - og det en side, vi ikke rigtigt kan forholde os til, for den er så omfattende at vi slet ikke kan fatte og rumme det. Derfor må Jesus som menneske være den, der fortæller os, hvem og hvordan Guds sindelag er. At hans er Guds Søn betyder, at han er den, der kender Gud så godt, som et barn sine forældre. Det har vi så NT´s fortællinger og prædikenens ord til at gøre nærværende og levende for os.
	Men skal det virkeligt lykkes, så må Gud dog selv gøre det overbevisende og troværdigt for os. Og derfor er Guds tredje dimension eller person Helligånden, der med kærlighedens usynlige magt gennemtrænger ikke blot virkeligheden omkring os, men også den dybe virkelighed i vores hjerter, så det mærker, at Gud er altings faste grundvold.
	Den klippe får vi lov til at tage imod som det arkimediske punkt, hvorfra vi kan forstå og dreje verden. Vil nogen nu have bevis for, at dette svar er bedre end mange andre, så dem om det. Dette er nu engang er kirkens svar. Det er den kristne tros svar på de religiøse spørgsmål, som har været stillet af mennesker gennem snart 2000 år.
	Amen.

8-8-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk