Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	12. søndag efter trinitatis 2004 - Jersie Kirke
	GT-læsning: Jonas 2 Evangelium: Matt. 12,31-42 Salmer: 754, 397 - 3, (516) og 36
	Prædiken
	Profeten Jonas er vist nok en af de små Profeter. I det mindste er han den af profeterne, der viser sig at gå i de mindste sko. For den, der går i små sko, har det med at blive irriteret på alt og alle - og det er Jonas: gnaven og mavesur!
	Netop derfor er han også nem at identificere sig med, - hvilket jeg ikke håber, jeg er den eneste, der gør! For da sagde det nok mere om mig end om alle i almindelighed - og det ville rigtig nok være uheldigt!
	Vi kender alle historien om, hvordan Jonas blev slugt af en hvalfisk - ikke nødvendigvis fordi vi selv har læst den i Det gamle Testamente, men mere som et indre billede af manden i fisken og fisken i vandet. Men hvor mange husker eller ved egentligt, hvad der gik forud og siden skete, hvorfor det endte netop dér - ja, og hvorfor det egentligt slet ikke er dér, fortællingen ender? For Jonas endte ikke sine livs dage i hvalen - det var blot vendepunktet, hvor han fandt ind på sit rette spor efter at have søgt at flygte fra det, Gud havde pålagt ham. Man kan måske sige, at Jonas´ tre dage i hvalen er udtryk for den krise, han måtte igennem, for - om end modvilligt - at forsone sig med det, Gud ville bruge ham til.
	En profets opgave err jo at være budbringer for Gud. Normalt skulle de jødiske profeter bringe budskaber til det jødiske folk, Guds ejendomsfolk, men den lille arrige Jonas fik en noget speciel opgave. Han skulle rejse til Assyriens hovedstad, Nineve og forkynde for dens hedenske indbyggere, at Gud havde set og var blevet harm over deres ondskab.
	Assyrien var dengang en stormagt, der udgjorde en trussel for den lille jødiske kongedømme Israel. Så profeten Jonas havde bestemt ikke lyst til at advare assyrerne om at Gud ville straffe dem for deres ondskab. Tværtimod ville det nok ikke være helt uvelkomment, hvis Gud bare gjorde kort proces med Nineve. Men for nu ikke at risikere det modsatte - den spinkle chance for at folk i Nineve faktisk lyttede til ham - besluttede Jonas at løbe sin vej - stikke af både fra Gud og fra den opgave, han var blevet pålagt. Så da Nineve lå langt mod øst, flygtede Jonas så langt mod vest han kunne komme. Helt til Spanien. Det var dengang det vestligste sted man kendte til.
	Jonas fik altså plads på et skib der sejlede til Spanien. Ude på havet begyndte det imidlertid at blæse vældigt op, og skibet var ved at gå under. Mens Jonas lå og sov nederst i skibet, bad og råbte søfolkene til deres guder. Men da intet hjalp, vækkede de til sidst også Jonas og bad ham bede til sin Gud. Selvom Jonas måske havde sovet sin uskyldigste søvn, anede han dog med det samme, hvad der var galt. Han vidste det var hans skyld, at de var ved at gå under. Der var ingen mening i at de alle skulle dø, bare fordi Gud var vred på en lille irriteret profet. Så enden på den historie blev, at man smed ham over bord - og da det var sket, blev havet helt stille.
	Som vi da har hørt i læsningen fra alteret, blev Jonas da på Guds befaling slugt af en fisk eller et stort havdyr, som førte ham lige tilbage, hvor han var kommet fra. "Frem til komoden og tilbavs igen...!" For man skal ikke lege skjul eller tagfat med Vor Herre. Gud har en plan, som han nok - på den ene eller den anden måde - skal få gennemført. Giver Gud et menneske sko på fødderne, er det fordi det skal tage dem på og gå ad den vej, Gud viser. Og da Gud stadig havde et mellemværende med Nineve, måtte Jonas - hvad enten han kunne lide det eller ej - bide i det sure æble, tage sine små sko på fødderne og vandre den lange vej til Nineve, som han havde fået besked på. Jonas gik da ind i byen, stillede sig op og udråbte af hele sit forbitrede hjerte Guds dom over folkene i den: "Om 40 dage bliver Nineve ødelagt!" Nu havde han gjort det, som han var forpligtet på. Nu måtte Gud så gøre sit! Da byggede Jonas en hytte uden for byen og satte sig til at vente på at se hvordan Gud ville straffe den store by.
	Men da skete det uventede og overraskende, som Jonas måske alligevel havde ventet. Da folkene i Nineve hørte Guds trussel, fortrød de deres ondskab og synd og omvendte sig! Og derfor lod Gud være med at ødelægge byen. For Gud går ikke med små sko! Hans smerte ligger nemlig altid er i hjertet, ikke i tæerne. Det gælder imidlertid ikke Jonas. Hans hjerte er koldt som sten og han bliver derfor eddikesur og rasende over, at Gud ikke gennemførte det, som han personligt havde sat både sit gode rygte og helbred ind på at fortælle dem ville ske. Jonas kunne ikke tåle, at Gud kunne forbarme sig over assyrerne og tilgav dem deres synder - det var for let!
	Jonas havde ikke forstået at Gud er en barmhjertig Gud, der elsker alle mennesker - at Gud ikke går i små sko. Jonas kunne ikke rumme den tanke, at Gud var fri til at træde i de sko, som bedst passede til hans formål. Jonas selv havde kun et par sko, nemlig dem, som han var tvunget til at træde ind i - og de strammede bare så ubehageligt omkring tæerne! For sådan er det jo, når man skal tvinges til noget, man ikke har lyst til, så forbliver der altid noget tilbage, der stritter imod - det er ikke nemt at elske på kommando - og da slet ikke, når det er ens fjende, man skal elske.
	Men Gud vil altså gerne lære Jonas, at han elsker alle og hellere tilgiver end forbander. Og når man vil overbevise en om noget, der den grad går den frie vilje imod, må man jo være pædagogisk. For at bringe Jonas til at forstå, hvad dette handler om, lader Gud nu en plante skyde op og danne skygge over den lille hytte, hvor Jonas boede uden for Nineve. "Det manglede da også bare", tænke Jonas ved sig selv, "nu har jeg vandret fra verdens ende for Gud, så kan han da i det mindste gøre min ventetid behagelig!". Men dagen efter at olieplanten var kommet op, lader Gud en orm gnave i den, så den visner og mister alle blade. Nu brænder solen ubarmhjertigt ned over Jonas, samtidig med at Gud lader en glohed østenvind blæse ham lige i hovedet, så han var ved at besvime.
	Da vækkes Jonas irritation og han bliver igen mavesur og forurettet. Han sagde til Gud: "Hvorfor gør du grin med mig - lad mig dog hellere dø end at være til grin for alt og alle". Da måtte Gud sige til ham: "Du har ondt af olieplanten, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, men som blev til i løbet af en nat og gik ud i løbet af en nat. Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end 120.000 mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre (godt og ondt)?".
	Med de ord slutter Jonas' Bog. Man må gå ud fra at Jonas omsider fik lært lektien. At han til sidst fik sine fødder til at passe med de sko, som Gud gav ham at gå i - og at han forsonede sig med den opgave og det kald, som skulle være hans fri valg, men som Gud for menneskers skyld påtvang ham. Ja, at han til sidst forstod at Gud nådig og barmhjertig, og ikke ønsker at gøre ondt mod sine skabninger.
	Det er i hvert fald den lektie vi kan lære af at høre historien om Jonas i dag. Denne lektie kan vi samle i det tegn, som Jonas blev både for andre og for sig selv. Et tegn ikke blot på omvendelsen mulighed, men også tegnet på at Gud hellere ser omvendelse og tilgivelse end han død og fortabelse over sin skabning.
	Og dermed kan vi vel alligevel her til sidst se, at Jonas jo ikke blot er en lille og smålig profet med ømme tær, men at han trods sin modvilje og mavesyre også er et tegn på Gud tålmodighed overfor alle mennesker - ikke blot de sure profeter, men også ugudelige mennesker.
	Og at Gud kan godt tvinge sin vilje igennem. Gud kan godt svinge piske og tvinge Jonas til Nineve. Han kan også tvinge ham til at udtale store de fordømmende ord, som skal til for at folk i Nineve kan indse, at nu er det altså alvor. Men dér går der så en grænse, som Gud ikke tvinger Jonas ud over.
	Hvad Gud ikke kan - eller vil? - er at tvinge Jonas til at elske med den samme kærlighed, som Gud. Den eneste måde, som Gud kan og vil få Jonas i tale på, er derimod ved at se at han ikke udgør et særtilfælde. Jonas er ikke mere elsket end alle andre. Eller sagt med et andet billede: For Gud går vi alle sammen i samme sko!
	Og den pointe er vel netop den samme, som evangeliets. Mennesker er nu engang, som de er. Onde og gode - ualvorlige eller overalvorlige - sure og lalleglade - alle til hobe og uden forskel Guds elskede skabninger, når han ser på dem. Det er imidlertid ikke så en indlysende indsigt, at den bare giver sig selv. Det er derimod den indsigt som blev synlig, da Jesus som Guds tegn trådte frem og med sit liv og sine ord søgte at vende menneskers skosnuder hen imod Gud. For Gud kan ingen i længden flygte fra. Før eller siden står vi overfor ham og med Jesu liv ser vi, at Gud i givet fald vil løbe helt til verdens ende - som jo heldigvis ikke længere er Spanien! - for at få vendt et menneske fra at løbe videre med ryggen mod Gud.
	På en måde gentager Jonas skæbne sig i Jesus og bliver et nyt og fornyende tegn. Ganske vist ikke på samme måde - for Jonas strittede jo imod og ville ikke, som Gud ville. Men Jesus ville og gjorde Gud vilje ud af egen frie vilje. Gjorde sin vilje til et med Guds vilje. Han ikke blot bad, men levede Fadervors bøn ud: "Forlad dem deres syndere, så de også kan forlade hinanden al gensidig uvilje og modstand!"
	Ja, giv os dog de sko at gå i, som kan bære og beskytte vore sarte fødder på livets vandring fra vugge til grav. Og lærer vi det ikke inden, da lær os det, når du møder os ved verdens og livets ende på den anden side af graven - med de sko, der passer alt og alle!
	Amen.

12-9-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email