Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	14. søndag efter trinitatis 2004 i Jersie Kirke
	GT-læsning: Salme 39, 5-14 Evangelium: Johs. 5,1-15 Salmer: DDS 739, 495 - 157, (TS 856/192 v. 3-5), 6
	"Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, så jeg ved, hvor længe jeg har igen", beder salmisten. Man kan spekulere på, om han egentligt ønsker et svar? For hvad nu hvis svaret var: "i morgen"? Hvad ville han så stille op? Ja, hvad ville vi egentligt stille op, hvis vi fik at vide, at vi kun havde en dag tilbage? Ville vi, som rapperne Nick and Jay udtrykker det i deres hit "Kun en dag tilbage", forsøge at indhente alt det, som bare ikke var blevet til noget, fordi vi havde haft travlt med alt muligt andet? Købe den fede bil, vi altid har ønsket os, kører ud i landet vor elskede ved siden, smile til alle og enhver og ryge sidste Kings, mens solen går ned over vandet?
	Men hvorfor, kunne man spørge, har vi så ikke gjort alt det, vi ville, inden det var for sent? Hvordan er det vi prioriterer det liv, vi nu engang har - et liv, som ikke er uendeligt, men en dag får ende og som netop derfor er uendeligt værdifuldt? Vil vi - med Nick og Jays ord - vil vi egentligt leve livet, mens vi gør det og elske, mens vi tør det? Dette spørger Jesus ikke om, men måske er det det han mener, når han spørger den lamme: "Vil du være rask?" For var det mon virkeligt sygdommen, svagheden og afmagten som afholdt den lamme fra at føle, han levede? Var det mon hans fængsel ved kanten af Betesda Dam, som gjorde at også han udskød alle de gode ting, han gerne ville inden hans sidste time, til en anden dag? Når han en dag var rask nok til at gå derfra? Som han måske havde udskudt i næsten 38 lange år?
	For betyder det, at hvis man er syg, lam og kraftløs, så kan man ikke leve livet rigtigt? Er sygdom, lidelse og død en hindring for livet? Er det en uheldig fejl, som må rettes, så vi hurtigst muligt kan komme i gang med det, det egentligt handler om? Eller er sygdom, lidelse og død et grundvilkår, som vi må lære at acceptere og leve med?
	Der er næppe tvivl om, at vi mest hælder til det første. Vi vil ikke acceptere, at livet en dag får ende. I det mindste ikke før tiden, skønt ingen af os jo ved, hvornår det er. Derfor klynger vi os til de teknologiske fremskridt, som videnskaben lover og giver os i hænde Ja, ikke blot tror vi på videnskaben, vi kræver også at samfundet stiller alle midler tilrådighed for udvikling af effektive behandlinger, når sygdom og lidelse rammer os. I USA findes en bevægelse, der kaldes "Kryonisterne". "Kryo" betyder at "fryse", og kryonisterne har tilskyndet af nye videnskabelige landvindinger grebet den tanke, at man - hvis man dør af en uhelbredelig sygdom - med fordel kan lade sig nedfryse og ligge i dvale indtil videnskaben er nået så langt, at den også kan helbrede den sygdom, man lider af. Man skal da blot tøs op igen og sættes i behandling. Man er jo ikke død - blot en patient lagt på køl til bedre tider.
	Den dybere filosofi bag dette er påstanden om, at nutidens kriterier for, hvornår døden er indtrådt, ikke er absolutte, men relative. Før man kunne måle de elektriske impulser i hjerne, var og kunne der ikke være noget hjernedødskriterium. Hvem siger da, at der ikke med fremtiden og med kommende teknologi både opstår muligheder for at udskyde afgørelsen for, hvornår man er død?
	Tankegangen er besnærende. For det første vil alderdom og død jo være afskaffet. Hvem siger, man nødvendigvis skal dø en dag, hvis den sidste grænse blot kan udskydes i det uendelige? Heller ikke sygdomme behøver man at frygte mere. Er man alvorligt syg, skal man blot nedkøles og sove tiden væk indtil man kan blive helbredt. Men hvad da med omkostningerne - er det ikke blot fordele, at vi i praksis og med tiden kan udrydde sygdomme, menneskelig lidelse og alt for tidlig død?
	En af omkostningerne er helt kontant, at det er dyrt at være lagt på køl. Ca. 10.000 kr. pr. måned tager man i dag, hvilket betyder at man skal have sparet en hel del op inden man kryber i køleskabet. Ja, ikke blot skal man være rig, man er nødt til at holde lidt igen på omkostningerne allerede mens man lever. Spare op og passe på allerede inden man faktisk er død. Men var det ikke livet, man ønskede? Hvorfor så udskyde det med henblik på et spinkelt håb for fremtiden?
	Eller man kunne få den tanke, at det måske var bedre at blive lagt på køl inden ens lidelse havde ødelagt alt for meget: at opgive nogle gode år - i bytte for fremtiden. At man altså bytter det man har, med det man håber at få? Men håb er der jo tale om, tro og håb og måske også kærlighed til livet, men altså først og fremmest rettet mod videnskaben, som man håber den bliver engang.
	Lad det være sagt: Denne måde at tro på er religiøs! Og kryonisternes håb er på sin vis en verdslig udgave af troen på opstandelsen som overvindelsen af døden - men naturligvis uden Gud. Det er også et forsøg på at afskaffe sorgen og smerten ved at miste en kær, fordi man jo i virkeligheden ikke mister noget, men blot udskyder tabet - den døde er ikke død, men sover blot! Så hvorfor græde og sørge?
	Disse spørgsmål og indvendinger er reelle nok. Ikke blot de teknologiske og økonomiske, men også de etiske og de eksistentielle. For hvad gør sådan et håb ved os som mennesker? Gør de os bedre eller værre overfor hinanden? Ja, og hvad gør de ved selve kærligheden til livet og dem, vi er knyttet til mens vi lever?
	For leve, det er vel det, vi allerhelst vil! Leve, så længe som det er os muligt - og måske lidt til! Men hvordan kan vi gøre det? Kan vi virkeligt leve og leve lykkeligt ved ikke blot at kende timen, for vores død, men også - muligvis - at bestemme timen for vores egen opstandelse til nyt liv uden sygdom, sorg og smerte? Jeg indrømmer - det er mange spørgsmål, og jeg kender naturligvis ikke svarene på dem alle.
	Men en ting kan man dog let konstatere, nemlig at selv videnskaben er nødt til at acceptere en grænse for livet. I den genteknologiske forskning har man fundet ud af, at enhver celles død er programmeret i dens DNA. En levende celler er ikke beregnet til at leve evigt, men vil nødvendigvis gå til grunde en dag. Jo længere den lever, des flere fejl producerer den, hvilket er den naturlige forklaring på, at vi alle sammen bliver mere syge med alderen.
	Den naturlige konsekvens ville derfor være at acceptere døden som den grænse, vi ikke kan overskride, men det naturlige er bare ikke det, vi drømmer om - tværtimod! Vi håber og længes efter at leve - om muligt evigt. Og nogen gange er det håb så stærkt, at vi hellere udskyder livet her og nu på forventet efterbevilling engang i fremtiden.
	Det religiøse og kristen forstand afgørende er imidlertid påstanden om, at mennesket hellere flygter fra end tager imod muligheden for at leve. Livet er nemlig ofte skræmmende, ikke som det fremtidige, vi altid kan holde ud fra os i drømmen og håbet, men snarere som den altid nærværende mulighed, der ligger lige foran os At det er lige her og nu, livet gives og skal leves. For det betyder jo, at det er her og nu at alt kan mistes!
	Det er netop dette, evangelieteksten holder os fast på. I 38 år har manden ved Bethesda ventet på den redning, der skulle gøre det muligt for ham at leve sit liv, men indtil denne dag altså forgæves. Der kom altid noget eller nogen i vejen. Andre snuppede hans muligheder for næsen af ham. Altid måtte han vente - vente på at livet kom til ham.
	Og det gjorde det så - den dag, vi hører om. Livets Herre fattede barmhjertighed mod ham - ikke medlidenhed, for den havde han måske nok af selv - selvmedlidenhed - men barmhjertighed. Også den barmhjertighed, som ikke tøver med at rive sløret fra øjnene, selvom lyset kommer til at skære i dem. "Vil du være rask?", spørger Jesus. "Vil du leve?" På trods af alle hans søforklaringer om, hvorfor det ikke er blevet til noget, helbreder Jesus den lamme: "Tag dig sammen - tag din båre og gå!" Da sker det, som han havde ventet så længe på. Han kan pludseligt det, han så længe ikke kunne. Nu kan han leve - nu kan han kaste sig ud i livet. Men hvorfor så nu? Fordi Gud kom ham nær!
	Men kunne han ikke have gjort det før? Var livet ikke noget værd, selvom han ikke kunne gå? Var Gud ikke også den lamme nær, mens han var lam? Al erfaring peger også på, at det ikke er alle, det går som denne lamme. Mange er stadig syge, lamme og kraftløse. Er deres liv intet værd? Er Gud ikke også dem nær? Eller skal de lade sig fryse ned og vente på bedre tider? Fortællingen kan naturligvis ikke besvare det spørgsmål. Det kan kun vi selv - hvis vi vil! Hvis vi vil turde leve selvom vort liv ikke er grænseløst!
	Hvad fortællingen i Johannesevangeliet vil, er at pege på livet som en mulighed, der ligger lige for - men ikke kun. Livet er alene den foreliggende mulighed, fordi det er Guds gave og fordi Kristus viser, at Gud også er den lamme, syge og afmægtige nær. Kan vi ikke komme til Gud, så kommer Gud til os. Jesus var først ukendt for den lamme, men hans helbredelse havde intet at gøre med, om han kendte ham. Helbredelsen var en gave - Guds barmhjertige gave. Først da han søger svaret på, hvem der kunne have gjort dette mod ham, møder han Jesus og ser sammenhængen.
	Først da mærker han, at han ikke er lagt på is af Gud, men derimod er sat midt i livet med alle de muligheder og begrænsninger, det nu engang har. For selv den syge og sorgfulde, kan leve, hvis han tager imod livet som Guds gave. Selv den døende kan leve indtil han dør, hvis hvert øjeblik er det liv, som er til rådighed. Selv den, der ved, hvornår han eller hun skal dø, kan leve hvert øjeblik fyldt med taknemmelighed, hvis han/hun ved, hvorfra og hvortil livet går.
	Amen.

12-9-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email