Hvis du har kommentarer så skriv til Susanne Fabritius de Tengnagel Hvis du vil printe siden ud se her

	Prædiken til Trinitatis søndag 6. juni 2004 - Køge Kirke ved Susanne Fabritius de Tengnagel
	Tekst: Matt 28,16-20 Salmer: 402 - 303 - 0=Når du ser en dråbe glimte / 291 - 192,7 - 364
	Der har lige været bilmesse i Ålborg i Pinsen. Og det er utroligt, hvad der findes af muligheder, af biler at vælge imellem. En bil er jo en bil, må man nok sige. En bil har fire hjul, en motor, karosseri, gearkasse, bremser, ja, vi kan alle udpege en bil til forskel for et hus eller en abekat. Vi skal lære at køre bil og vi skal lære færdselsreglerne og bestå en køreprøve, før vi kan købe bilen og køre i den. Med kørekortet i hånden er der så et hav af muligheder. Hør blot her en reklame for en af de dyre af slagsen:
	"For mange er hverdagen kompleks, hektisk og stresset uden tid til afslapning og reflektion. Og det er vores egen skyld. Vi vil jo gerne nå det hele og få så meget ud af livet som muligt. Tænk hvis der fandtes en ting, der kunne skabe ro, enkelthed og overskud, så man kunne opfylde sine ambitioner med både familie, karriere og sig selv. Men den ting kan da ikke være noget så simpelt som en vel? Jo, faktisk. Hvis bilen altså hedder Chrysler Voyager. Den besidder nemlig en helt unik alsidighed. Du kan fylde den op med mennesker eller med et flyttelæs. Du kan køre i supermarkedet eller tage på langtur. Uanset hvad du har lyst til, kræver det kun en beslutning fra dig. Tænk tanken. Sæt dig ind i bilen. Kør. Helt enkelt."
	Jeg synes, det er tankevækkende at læse, at en bil kan skabe ro, enkelthed og overskud. For mig kunne det være det samme som at sætte mig ind i et kirkerum til gudstjeneste og i det hele taget holde min tro på Gud vedlige, som kan give ro, enkelthed og overskud.
	Og i virkeligheden reklamerer vi ikke godt nok for det, den kristne kirke byder på. Og nogen vil sikkert have sig frabedt, at kirken skal reklamere. Og andre ville ønske at høre mere om, hvad der bydes på, gerne flere muligheder for ro, enkelthed og overskud. At der så at sige kunne være flere tilgange, flere valgmuligheder.
	Det er der jo med hensyn til biler. Jeg har lige samlet min egen bil på Internettet. Det blev en Volvo V50, rød metallic med lækkert læderindtræk og træpaneler. Det er en drøm, jeg ikke vil få realiseret. Men tankevækkende og et godt tilbud, at jeg selv kan sammensætte min egen bil. Som der reklameres for: Design din egen bil, en bil med en stærk individuel identitet, og sæt dit helt eget præg på din nye Volvo. Fordyb dig i det righoldige program af ekstraudstyr og tilbehør - nyd de uanede muligheder.
	Og dog er der noget ved bilen, jeg ikke selv kan bestemme. Det grundlæggende ved bilen står fast fra bilens skaber. Der er en bestemt slags trosbekendelse, kunne man sige, som jeg ikke kan ændre ved, ellers er det overhovedet ikke en bil.
	Og med bilen som et alternativt kirkerum og de kosmetiske valgmuligheder jeg har til at finde min egen bil, er jeg ved at være fremme ved beretningen om Jesus, da han som den korsfæstede og opstandne Herre møder sine disicple i det nordlige Palæstina, i deres hjemland, hvorfra Jesus kaldte dem til at følge ham.
	Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
	Og man kunne spørge, om kirken skal have en bestemt farve, eller bør den ikke have en mangfoldighed af farver. Hvor mange døre bør kirken have? Bør den ikke have mindst fire døre eller måske fem, den med bagsmækken, så man kan have en kørestol med. Valg af bilfarve og valg af antal dør er et billede på den mangfoldighed af tilgange til kirken, som Jesus åbner op for.
	"Gør alle folkeslagene til mine disciple", siger han. Det handler om at vi sendes ud i familien, i nabolaget og rundt om på jorden for at fortælle om, at Guds kærlighed er gratis for alle. Intet menneske skal gøre sig fortjent til Guds kærlighed. Og derfor kan heller ingen kræve den. Hvordan dette budskab skal forkyndes, fortæller Jesus ved at pege på det, vi skal gøre: idet I døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det er som med bilens motor og karosseri, dåben i den treenige Guds navn kan vi ikke ændre på eller gøre, som det passer os. Men når så Jesus tilføjer: "idet I lærer dem at holde alt, som jeg har befalet", da er det, vi skal bruge al energi og fantasi og male med den brede pensel og alle regnbuens farver. For det, han har befalet er, at vi elsker hinanden, som han har elsket os og givet sit liv for at vi skal leve med ham til evig tid.
	Og Jesus har givet os et forbillede for, hvad det vil sige at elske. Det handler om at være til tjeneste for hinanden. På gudstjenestebladet har jeg illustreret denne tjeneste med, at en vasker en andens fødder. For da Jesus havde samlet alle sine 12 disciple Skærtorsdag aften, begyndte han at vaske deres fødder, sådan som det var værtens måde at vise sin gæstfrihed overfor gæsterne. Men det var ikke værten selv, der vaskede gæsternes fødder. Det fik han en slave af fremmed etnisk herkomst til at gøre. Det forvirrer disciplene, at Jesus kan ydmyge sig selv på den måde overfor dem. Men det er netop et forbillede, han giver os. Det er det samme sind, vi skal have, som han havde. Kærligheden som tjeneste for medmennesket.
	Og det er der ikke kun én opskrift på. Der skal for det første gøres reklame. Hvis disciplene ikke havde taget opgaven på sig, hvis ingen havde fortalt det videre, at Guds søn havde gået på jorden, at han var død og opstanden og at han var et vidnesbyrd om, at Gud kærlighed er større end alt - ja, så havde det snart været ude med troen på Kristus i menneskers hjerter. Og hvis disciplene ikke selv var gået foran som forbilleder for denne tro, lært og gjort troens gerninger, velvidende at det var livet om at gøre og det kostede dem livet, så - Hvis og hvis.
	Nu er det os, alle os, der er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, os, der har fået nøglen til Vorherres kirkebil, os, der har fået det kald og det ansvar at kommunikere budskabet ud. Og I kan ikke hvile på laurbærrene og tro, at den klarer præsten.
	"Hvad der ikke er kommunikeret, eksisterer ikke.", sagde en dansk politiker forleden dag. Og det har han så sandelig ret i. Budskabet om Vorherres kirkebil må siges for at blive til, og troen kommer af det, som høres. Gud vil bruge mennesker til at råbe mennesker op. Gud bruger os, som dem, der skal fortælle troen på Gud ind i menneskers hjerter. Og når vi tier og ikke vil være med på vognen, må det vel være et udtryk for, at det rager os en høstblomst.
	Jeg ved ikke, hvordan den kirkebilsmodel ser ud, om der er læderbetræk eller ukomfortable træsæder, om der overhovedet er døre i den. Måske er det en åben ladvogn. Men det ved jeg, at der er plads til alle. Og det andet ved jeg, at alle, der sidder på ladet skal hjælpe til med at køre bilen.
	For mange er hverdagen kompleks, hektisk og stresset uden tid til afslapning og reflektion. Og det er vores egen skyld. Vi vil jo gerne nå det hele og få så meget ud af livet som muligt. Tænk hvis der fandtes en ting, der kunne skabe ro, enkelthed og overskud, så man kunne opfylde sine ambitioner med både familie, karriere og sig selv. Men den ting kan da ikke være noget så simpelt som en vel? Jo, faktisk. Hvis bilen altså hedder Vorherres kirkebil. Den besidder nemlig en helt unik alsidighed. Du skal blot modtage dåbsnøglen, og undervejs skal du oplære dig selv og andre i at køre Vorherres kirkebilen. Du skal holde læringen ved lige hele vejen, ja, hele livet. Du skal fylde den op med mennesker, det kræver kun en beslutning fra dig. Tænk tanken. Sæt dig ind i bilen. Kør. Helt enkelt. Susanne Fabritius de Tengnagel Sognepræst ved Køge Kirke Søndre Allé 10, 4600 Køge Tlf. 56 65 14 83 susanne.fabritius@mail.dk www.sitecenter.dk/susannefabritius/ www.koegekirke.dk

12-9-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email