Hvis du har kommentarer så skriv til Susanne Fabritius de Tengnagel Hvis du vil printe siden ud se her

	Prædiken til 9. søndag efter trinitatis - 8. august 2004 - Køge Kirke ved Susanne Fabritius de Tengnagel
	Tekst: Luk 18,1-18 Salmer: 320 - Midt iblandt os er Guds rige: 371 - Du fylder mig med glæde: 335 - Flammerne / 588 - Herre, gør mit liv: 192 v.7 - Du, som har dig selv: 429 - Brødre og søstre! Vi skilles nu ad
	Vi kunne stille os selv det spørgsmål: tror du på Gud? Og så kunne jeg høre mig selv svare: hvis Gud findes, tror jeg, jeg tror, - tror jeg! Jamen, når vi nu forudsætter, at Gud findes, tror jeg så? Tja, hvad vil det sige at tro? Er det nogle læresætninger, jeg skal kunne og huske og handle efter? en trosbekendelsen, jeg skal kunne sige udenad? Er det næstekærligheden, jeg skal koncentrere mig om? Gøre det gode?
	Hvad er det, Jesus siger i dagens tekst: Jo, han sidestiller det med at bede og ikke at blive træt af det med det at tro. Og han bruger et billede til at forklare forholdet mellem at bede og at tro. Han bruger billedet, lignelsen, som han kalder det, med en enke, der insistere overfor byens dommer, at han hjælper hende til hendes ret overfor hendes modpart. Og dommeren bliver så træt af kvinden, som hele tiden volder han besvær. Han kan ikke komme af med hende, hun bliver ved med at opsøge ham, hun bliver ved med at forlange, at han skal hjælpe hende.
	Og det er denne udholdenhed fra kvindens side, som til sidst får ham til at overgive sig. Ellers risikerer han, at kvinden bliver voldelig, og det vil han ikke bryde sig ikke om. Der er en kraft i denne kvinde, hun holder ud, giver ikke op med at bede om hjælp. Hjælpeløsheden gør kvinden stærk. Hun hænger på dommeren som en burre, han ikke kan ryste af sig.
	Og hvis nogen af jer ikke skulle vide det, så er en burre en plante, hvis blomsterhoved har modhager. Og man kan ikke ryste et sådan blomsterhoved af sig, når man har fået det på tøjet eller i håret. Man må være voldelig og bruge hænderne til hjælp og rive det af. Men altså, denne enke har brug for hjælp, og hun helmer ikke, før hun har fået sin vilje. Hvor længe hun skal vente siger Jesus ikke noget om. Men Gud er som dommeren, han vil skaffe sine udvalgte ret, og det snart. men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?
	Sådan som jeg hører jeg Jesu ord, drejer det sig om, at det at holde ud og bede Gud om hjælp er et udtryk for menneskets tro.
	Og så kan jeg godt blive lidt forvirret. For nu har der været drøftelser og diskussioner over et år, siden præsten i Tårbæk Kirke fortalte, at han ikke troede på en skabende Gud, og heller ikke på opstandelsen og det evige liv.
	Og det har bevirket, at mange har skældt ham huden fuld og nok skulle fortælle, hvad de selv troede på.
	Og så står jeg her i dag og tænker højt og spørger: Med så mange, der mener at have den rette tro, mon så ikke menneskesønnen vil finde troen på jorden? - Og så er det jo det, der er Jesu spørgsmål? - Han spørger for mig at se, om vi søger hjælp hos Gud og holder ud? - For det er i denne hjælpeløshed og udholdenhed i bøn, i råben efter hjælp, vores tro viser sig. Og det er jo noget andet end at kunne trosbekendelsen udenad.
	En anden gang har Jesus sagt: Bed til Gud, så skal I få, søg, så skal I finde! - Og jeg må sige, at jeg har været heldig eller blevet velsignet af Gud mange gange, når jeg har bedt, for jeg har fået det, jeg har bedt om. Men jeg har lige så mange gange ikke været heldig og ikke fået det, jeg har bedt om. - Det er sådan nærmest fifty-fifty - 50 procent chance for, at jeg får det, jeg beder om. Og så har jeg måske bare været heldig, og måske er det slet ikke Gud, der har givet mig det, jeg har bedt om.
	Jeg ved i hvert fald, at mennesker kan bede oprigtigt og længe til Gud om at blive helbredt fra en livstruende sygdom og så ikke blive helbredt, men dø. Hvad var så den bøn værd? Gud hjalp jo ikke, gav ikke den bedende ret!
	Og mon ikke vi mennesker kunne blive fristet til at sige: Så kan Gud også have det så godt, nu tager jeg sagen og mit liv i egen hånd og prøver at få det bedste ud af det, og så tro på mig selv. Det er i hvert fald ikke underligt, hvis der tænkes sådan.
	Man kunne også blive fristet til at tænke, at når min bøn ikke bliver opfyldt som jeg ønsker det, så er der nok en mening med det. En eller anden forudbestemmelse, det er skæbnens ugunst, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Det er i hvert fald ikke underligt, hvis der tænkes sådan.
	Udholdenhed i bøn og tro går hånd i hånd, som to siamesiske tvillinger. Bøn og tro fødes ud af afmagten og fortvivlelsen, sådan er det, Jesus skildrer bøn og tro i lignelsen om enken: Hjælp mig, siger hun, råber hun, og hun bliver ved og ved og ved! Som en burre hænger hun ved dommeren, som hun gør sig afhængig af.
	Og så hører vi en meget interessant karakteristik af dommeren, som siger til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær. Denne dommer, som Jesus sammenligner Gud med, kan påvirkes af enkens udholdende bøn, han påvirkes til at gøre det gode. Han kan ikke være voldelig mod hende og rive hende fra sig som en anden burre og lade hende sejle sin egen sø.
	Og det er jo godt at vide, at Gud er som denne dommer. At Gud ikke lade os sejle vores egen sø, men at det skærer ham i hjertet, når han hører vores bønner. Det er godt at vide, at vi kan påvirke Gud med vores bønner, om det blot er de to ord: Hjælp mig!
	Det kildne spørgsmål er så, hvornår Gud hjælper os! Og endnu et kildent spørgsmål er dette, om vi orker at holde ud! Har vi tillid til Gud at han hjælper os, selv om vi nok alt for ofte ikke kan se, at vi bliver hørt?
	Tør vi hænge ved Gud, som enken hang ved dommeren som en burre, og gøre os afhængige af ham, ja, lægge vort liv i Guds hånd og holde ud og håbe at han er vor hjælp i al nød?
	Tør vi bede Gud om hjælp, når vi indser, at vi ikke magter at tage vort eget liv i egen hånd, og heller ikke kan finde ud af at give slip på os selv?
	Tror du på Gud? Tror og tror? Hvad vil det sige at tro? Det er, når jeg hjælpeløs og afmægtig ikke kan andet end at råbe: Herre, hjælp mig? - At mit liv er som en bøn og jeg er som en burre på Vorherre, som han ikke vil ryste af sig.
	Susanne Fabritius de Tengnagel Sognepræst ved Køge Kirke Søndre Allé 10, 4600 Køge Tlf. 56 65 14 83 susanne.fabritius@mail.dk www.sitecenter.dk/susannefabritius/ www.koegekirke.dk

12-9-2004 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email