Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	15. søndag efter trinitatis 2004 - Havdrup og Jersie
	NT-læsning: Salme 73, 23-28 Evangelium: Luk. 10, 38 Salmer: DDS 411/754, 441 - 52, (448/474) og 163
	"Hvad byder du uventede gæster?" Vi kender det - om ikke andet fra reklamens optakt. Først er situationen kaotisk og overvældende: Et skib går på grund på et øde skær med et skur på. Loftet falder ned og håndværkeren ovenpå falder med. Eller en kvindelig præst møder en charmerende ung mand og lader sin hund sørge for, at han finder frem til hende igen - og sørme også viser sig selv at være præst! Men uanset hvad der forud er sket, ender det hver gang med, at alle falder til ro og slapper over en god kop kaffe!
	Man kunne i forlængelse heraf forestille sig, hvordan situationen har været den samme hos Martha og Maria. For havde de bare vidst, at de fik gæster netop den dag, var der jo ikke pludselig blevet så travlt, at de to søstre endte med at skændes over arbejdsfordelingen. Havde de nu været forberedt, kunne de have tilrettelagt og fordelt arbejdet, så de kun lige manglede det sidste. Så kunne de måske begge to have siddet sammen med Jesus under mere afslappede former. - Måske en god kop kaffe af det rigtige mærke? Ja, sådan kan man jo forestille sig så meget - og reklamerne hjælper os gerne på vej, bare det er det rigtige mærke, vi ender med at tænker på. Det er bare ikke det, det drejer sig om i dagens fortælling. Selvfølgelig kan vi ikke lade være at prøve og forstå situationen ud fra de erfaringer, som nu engang er vores. Og selvfølgelig er det ikke blot nærliggende, men også snublende nemt at foretage en sammenlignende vurdering af Martha og Maria som to mennesketyper, vi hver i sær kan sætte personlige ansigter på.
	Det afgørende er imidlertid, om vi selv er i stand til og har mod på at sætte os ind i situationen på en måde, så både Marthas og Marias rolle er en udfordring for os - ikke som noget, vi skal vælge imellem, men derimod som opgaver, det er lige vigtige at få tilgodeset i sit liv.
	For der er meget vigtige ting på spil end spørgsmålet om, hvordan man får lavet mad til uventede gæster. Spørgsmålet er ganske enkelt, hvordan vi i dag ser på og forholder os til den gode del, Maria roses for at have valgt - den gode del, som ikke skal tages fra hendes - uanset hvor mange uventede gæster, vi får på besøg. Og i denne sammenhæng er det måske ikke det uventede, der ofte snyder os, som det forventelige. Lad derfor den følgende historie være ledetråd for det, jeg gerne vil have frem i dag. Der var engang en mand, der syntes hans kone var den bedste i hele verden til at lave mad. En dag, da han endnu en gang havde rost hende og kaldt hende bedre end Claus Meyer, Camilla Plum eller Jamie Oliver, tilføjer han: "Kære kone, din mad er så god, at jeg synes vi skal inviterer Vorherre selv til middag. Så kan han også glæde sig over din himmelske mad!"
	Det smigrede hende naturligvis, så den var hun med på. De knælede begge ned og bad en from bøn, hvori de inviterede Gud til middag den næste søndag. Og så gik konen ellers i gang. Der skulle købes, koges og brases, men det gik strygende og da det blev søndag, sad de begge ved det veldækkede bord, der bugnede med lækre retter.
	Da bankede det på døren og de gik hen og lukkede op. Men udenfor døren stod en snavset stodder og bad så mindeligt om en bid brød. "Tror du, at du kan komme ind og tage for dig af den mad, som vi har tilberedt til Vorherre?", sagde manden og smækkede døren i. Så satte mand og kone sig ned og ventede på Vorherre, men der kom ikke andre og bankede på den dag.
	Næste dag sagde manden: "Måske var det fordi, at maden alligevel ikke var fin nok for Gud. Hvis vi nu hjælpes ad og gør os mere umage, vil han måske komme og besøge os på næste søndag". Se knælede de endnu engang og bad om at få deres ønske opfyldt: at Gud dog måtte besøge dem den næste søndag. Så gik hele ugen igen med at købe ind og forberede de lækreste rette. Der blev pudset sølvtøj, og strøget duge, der blev pyntet med flotte blomsterdekorationer og opsatser - og på selve dagen blev maden rettet an på den mest kunstneriske måde, de to kunne finde på. Manden og konen klædte sig i stadstøjet og satte sig til at vente på Vorherre, for nu måtte han da komme.
	Efter en tid bankede det også på døren. Det var den samme stodder som sidste søndag, og de skyndt at jage ham bort, så han ikke skulle forstyrre dem. Men heller ikke den dag kom Gud forbi.
	"Så har vi nok alligevel ikke forberedt os, som vi burde", mente manden, "men jeg kan ikke forstå det, for sådan som din mad er, så er den god nok til Vorherre. Så lad os nu prøve endnu en gang. Og denne gang vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at gøre måltidet helt perfekt for ham!"
	Endnu engang bad de længe og indtrængende Gud, om han dog ikke kunne få tid til at kigge forbi næste søndag. Og så gik de i gang! Huset blev skrubbet og skuret fra gulv til loft, alle møbler blev poleret og ordnet og haven satte de en havearkitekt og et gartnerfirma på. I køkkenet gik konen i gang med en pertentlighed som aldrig før - kun de fineste råvarer og de allerbedste vine. Da søndagen endelig kom, stod huset og strålede indvendig og udvendig, som rygtet herom nåede helt frem til Bo Bedre, der med det samme bad om at måtte lave en artikel med masser af flotte billeder! - Men det måtte nu nok vente til Gud selv havde set det og sagt sin mening, mente både manden og konen. For det var jo først og fremmest for Guds skyld, de havde gjort det!
	På den baggrund satte de sig for tredje gang ned og ventede på Guds ankomst. Endelig bankede det så på døren. De skyndt sig begge hen og lukkede døren op. Men min sandten om det ikke var den samme stodder, der havde været de to foregående søndage, som nu igen stod med sine snavsede hænder rakt frem mod dem. Da blev manden i huset aldeles rasende, og bad ham forsvinde og aldrig mere kommer igen!
	Men stodderen sænkede sine arme og sagde: "Nu har I tre søndage i træk indbudt mig til at spise sammen med jer, og tre gange har I jaget mig væk igen. Jeg håber I en dag finder ud af, hvad det er, I har gjort". Så vendte han sig om og forsvandt hen ad vejen - sørgmodigt rystende på hovedet. Og manden og konen? Tja, de satte sig vel ind og delte den gode mad? Og så sluttede de vel deres måltid med en kop kaffe af det helt rigtige mærke - men uventede gæster - det fik de formodentligt aldrig mere! Bo Bedre havde jo allerede meldt sin ankomst.
	"At være Gud nær er min lykke", siger salmisten. At vente og længes efter Guds nærvær i sit liv, handler måske bl.a. om at vente på en måde, der ikke udelukker nogen muligheder - heller ikke det uventede. Og så handler det om, at gribe øjeblikket, når det er der, i stedet for at kaste sig over alle mulige andre ting.
	Det sidste er jeg nok ikke ene om at have det svært med. Ofte er vi optaget af at planlægge, arrangere og forberede de situationer, hvor det kan være naturligt at tale om både de svære og de glædelige ting i livet, om tomheden og ensomheden og længslen efter det, som vi har så svært ved at der rigtige sætte ord på, så når de pludseligt opstår, når man ikke at gribe situationen, før den er forbi og chancen er forspildt.
	Det kan være familiemiddagen, hvor vi tror at rammerne skal være på plads, før der går hul på den nære og fortrolige samtale, der får os til at føle, at vi har mere til fælles end blot efternavnet. Eller det kan være studiekredsen, hvor man gerne vil præsentere deltagerne for så mange fine og flotte tanker, at der slet ikke bliver plads for deltagerne til at fortælle om det, som de selv tænker.
	Eller det kan være en gudstjeneste som i dag, hvor valget af salmer, musik og prædikenens ord bliver overvejet så længe og dybsindigt, at det egentlige Ord, som det hele skal pege hen imod, drukner i "støj".
	Men hvor fører alt dette os da hen? Forhåbentligt kommer det til at føre os derhen, hvor vi tør stoppe op, sætte os ned og blot lytte til det, som bliver talt til os.
	Det, vi her i kirken vover at kalde "Guds Ord". Ikke fordi det nødvendigvis er fine og flotte ord, ikke fordi de er pakket ind i lækker og forførende musik eller præsenteret med elegance af præster flotte dragter og sprødt farvet lysshow. For sådan er det ikke - og sådan bliver det forhåbentlig heller aldrig.
	Forhåbentligt lærer også vi en skønne dag at tage imod Guds ord til os på samme måde, som Martha og Maria gjorde den dag, vi lige har hørt om.
	Nemlig midt i vor dagligdag og helt uventet. Fra en kant og på en måde, vi ikke ventede det. Måske i slidte og beskidte klæder, rakt frem af fattige hænder af et menneske, der på godt og ondt har levet sit liv, som det kom og blev givet. Elelr måske fra en af vore allernærmeste, som vi var holdt op med at forvente noget af?
	For at Gud virkeligt ønsker at komme os i møde og dele sine gaver med os, derom er der ingen tvivl. Tvivlen drejer sig alene om, hvorvidt vi er parate til at tage imod dem, når og hvor han kommer os nær. Om vi har vilje til at skubbe alle vore egne arrangementer lidt til side, så Gud kan komme til orde og tale til os.
	Denne åbne og afventende holdning til Gud, den er, hvis vi formår og tør kaste os ud i den, den gode del, som ingen kan tage fra os Den gode del, som Gud vil for os og med os. Den del, som langt overstiger drømmen om et rigtigt godt måltid mad og en rigtig god kop kaffe
	Så velbekomme - og amen!

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email