Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	3. søndag i advent 2004 i Jersie Kirke
	GT-læsning: Es. 35 NT-læsning: 1. Kor. 4,1-5 Evangelium: Matt. 11,2-10 Salmer: 2004: DDS 557, 85, 86 - 349, (92) og 83
	I kultfilmen Matrix Reloaded optræder en figur med det underlige navn "Nøglebæreren" En lille mand af asiatisk oprindelse med briller, forklæde og naturligvis evnen til at fremstille digitale "nøgler". Med dem kan man åbne bagdørene i den enorme computer, der repræsenterer og skaber det kunstige, men undertrykkende samfund "The Matrix".
	"Nøglebæreren" er derfor vigtig, men ikke i sig selv. Han er vigtig for filmens hovedperson, Neo (Den nye), der også omtales som "The One" (Den ene) og gruppen af frihedskæmpere, han er blevet knyttet til. Uden ham kan Neo som en længe ventet frelserskikkelse nemlig ikke nå ind til computerens mainframe dvs. den inderste kerne, hvorfra alting styres. Når han først derind, kan computerens styresystem ødelægges og alle de fangne mennesker sættes fri. Mennesker, der som bevidstløse pupper leverer strøm til maskiner, der regerer verden, mens de selv lever i en drømmeagtig verden skabt af computerens program. Filmens hovedidé er altså som mange andre: frihed! Ligesom hos profeten Esajas handler det om, at målet og meningen med det hele er, at de befriede snart skal vandre på veje, hvor der ikke længere er løver og andre rovdyr, og en dag endelig nå hjem til Zion med jubel og glæde. Den by, hvorfra frihedskæmperne i Matrix kommer, hedder netop også Zion: håbets og forjættelsens symbol.
	Men dette mål kan Neo ikke nå frem til af sig selv. Nok er han dygtig, men han er ikke almægtig. Han må have hjælp af andre - både af frihedskæmperne, men ikke mindst af "nøglebæreren". Og selvom bestræbelsen for at nå frem til nøglebæreren fylder en stor del af filmen, så er han imidlertid kun et middel, så da han endelig har leveret den ønskede adgang til computerens mainframe, dør han - i en regn af kugler, foran den forjættede indgang til mainframe - naturligvis!
	Men både han og vi, der ser filmen, accepterer det. For han var netop ikke hovedpersonen. Det var ikke ham, der skulle befri de fangne i Matrix. Han er, som man siger i filmsproget: "The expendable" - den, der nok er nødvendig for handlingens forløb, men som netop også derfor må ofres for at handlingen kan komme videre - han må bare "ekspederes"! Man kan let se ligheder og forskelle mellem "nøglebæreren" i Matrix og Johannes Døber i fængslet. De er begge overgangsfigurer til noget større og vigtigere end dem selv - og de er begge to "Expendable", så de uden problemer for det videre forløb kan ofres. Men hvor "nøglebæreren" er indforstået med og accep- terer sin skæbne, der kæmper Johannes med tvivlen om, hvorvidt det, han havde gjort, ikke blot var nødvendigt, men måske ligefrem var spildt. At man en dag skal dø, er jo en ting, men at man inden da kan have kæmpet for det forkerte og dermed have levet forgæves, det er det, der vækker den fortvivlelse, der gør at det er svært for Johannes at se døden i øjnene.
	Men dette skyldes vel, at Johannes - i modsætning til os, der lever i historiens og bagklogskabens klare lys - ikke kender det videre forløb. Johannes aner nok, at han skal dø, men han ved ikke - og kan jo ikke vide - om hans rolle i det videre forløb kommer til at betyde noget vigtigt for fremtiden. Han er i tvivl om sin eget bidrag til det, der følger efter: "Er du den, der skal komme?", spørger han.
	Eller som spørgsmålet igen og igen lyder i kampen mellem Matrix og Zion´s tilhængere: Er du den ventede? Er du den, der kommer for at lede frihedskampen for os? Kun hvis svaret er "ja" giver den fortsatte kamp og de nødvednige ofre mening. Johannes er i tvivl, hvilket jo er så meget mere tragisk, fordi han allerede har lagt hele sin skæbne ind i det håb, han indtil da har forsvaret og udfordret andre med. Hans opgave havde været at pege fremad og vække folk forventning til den kommende "nye" og "ene", som Gud ville sende for at løskøbe og befri alle fangne. Han gik ikke på kompromis, men trådte frygtløst frem og revsede alle, der lullede sig ind i deres egen lille trygge drømmeverden. Han, som kritiserede de rige og påpegede magthavernes f.eks. Herodes, som havde fængslet ham, åbenbare misbrug af sandhed og ret - netop han vidste da godt, hvad prisen kunne blive! Johannes var ikke så naiv, så at han troede, han i længden kunne undslippe deres vrede.
	Og dog havde han blot gjort det, som var hans opgave, fordi han troede at det var nødvendigt for den befrielse, som måtte komme den dag, Gud valgte. Han havde været den trofaste forvalter af Guds hemmeligheder, som Paulus opfordrer enhver til at være. Johannes havde troet på og været fuldt overbevist om, at han bar på nøglen til den fremtid, hvor alt øde ville blive vakt til live, hvor det golde land atter skulle begynde at blomstre, hvor alle de svage, udnyttede og magtesløse ville blive sat fri til nyt liv. Johannes havde endog døbt Guds eneste Søn, det nye menneske, som skulle tage over og gennemføre den drøm, han selv var del af. Han havde med egne øjne set den, som var, er og kommer - den salvede - Jesus af Nazareth. Han kunne ikke gøre mere - intet tilføje og intet ændre. Og netop da alt var faldet på plads var det, at han var kommet i dyb, dyb tvivl!
	Derfor er det på mange måder en tragisk skikkelse, vi har foran os i dag. En mand, der har tabt den tro, han har levet sit liv på. Et menneske, der i sidste øjeblik slipper grebet om det, der indtil da hahavde været hans faste holdpunkt.
	Men hvad betyder det egentligt for os? Er det nu så vigtigt, hvad Johannes Døber tænkte og følte dengang - er det ikke vigtigere for os hvad vi tænker nu? Johannes Døber var og er ikke vigtig i sig selv. Han var - og er stadig - den "nøglebærer", der skal sørge for at en anden og vigtigere kan komme til verden - han, som skal ind og ændre ved denne verdens undertrykkende og umenneskelige styresystemer. Johannes Døber skal stadig berede vejen for ham, som var, som er og som kommer i Herrens navn: Jesu Kristus, Guds enbårne Søn, som adventstidens tekster peger frem imod.
	Adventstiden er på mange måde en svær tid. Dermed tænker jeg ikke på alt det, som vi skal have på plads før det kan blive jul. Advent betyder faktisk det modsatte af at have travlt. Det modsatte af at skulle indhente og nå noget. Advent betyder nemlig at vente på det, som kommer, uanset hvad vi formår at stable op inden Juledag, når festen er brændt ud og har landet øde.
	For uanset alle vore bestræbelser og forberedelser, så kommer han til os. Jesus Kristus, den ene og den nye, Guds Lam, der bærer verdens synd, og hvis opgave der et at befri os fra fortidens bånd, så vi kan træde frie ind i Guds fremtid - han er på vej! Han er allerede født og han har allerede levet! Alt, hvad der skulle gøres er allerede blevet gjort! Hvad der mangler og hvad adventstiden lægger op til, er da blot lidt tålmodighed og åbenhed overfor ham, som ønsker at træde ind på vort livs scene for at føre handlingen frem mod det mål, som instruktør har fastlagt.
	Halfdan Rasmussen har skrevet en "Julekalender for voksne" og i digtet til d. 13. december hedder det: "Advent. Indadvendt. Stadig forventningsfuld. Barndom og alderdom. Muld over muld". Hvad rimer bedre på "Advent" end netop "Indadvendt"? Og hvordan kommer man bedre tilrette med det, der kommer - f.eks. den dag, man bliver til muld over muld - end netop at være stille og indadvendt? Stoppe op og falde til ro. Lade tanker og følelser bundfælde sig. Være lidt mere tålmodig med sig selv og andre. Stille ind på modtagelse af de signaler, der rettes mod en. Fra barndommen, der rummede så mange forventninger - nogen, der blev, og andre, der ikke blev opfyldt. Fra alderdommen, som kommer - og som netop let fokuseres på det, som ikke blev. Eller som man ikke lige nu kan se, om bliver til noget. Da sker der let det, at skuffelserne står på spring og bitterheden ligger på lur. Så havner vi let der, hvor glæden ikke kan finde forfæste. Hvor man, som Johannes, fortvivler og fanges i sig selv.
	Jo, adventstiden er en meget sammensat tid. Men netop ved at stoppe op og være lidt tålmodig, får vi mulighed for at se både de muligheder, der er for hånden, men også de, der synes at være lukket i. I spændingsfeltet mellem fortid og fremtid, mellem det, der var og det, der kommer, opdager vi den virkelighed, der er lige nu - erkender, hvor bundne vi egentligt er. Men ser og indser vi det, kan vi også spørge os selv, hvordan vi kommer fri, og hvem, der kan hjælpe os frem mod en større frihed og glæde. Men uanset hvordan vi spørger og måske fortvivler, så gælder det om ikke at fælde endelige domme før tiden. Johannes Døberen viser, hvad der sker, hvis man gør det. Også Paulus har forstået faren ved at være for tidligt uden med den afgørelse, der kan komme til at stå som slutning og facit for hele end livsforløb: "Fæld ikke dom før tiden, før Herre kommer!" For tiden er jo ikke vores - den kommende tid er Guds! Det er Ham alene, om hvem vi bekender og tror, at han var, er og kommer. Og når han kommer, skal alting bringes frem i lyset. Gud og den han sender bringer det frem, der er skjult i mørket, fordi vi ikke tør se det i øjnene. Han åbenbarer, hvad hjerterne vil - dvs. alt det, der ligger allerdybest i vort indre.
	I spændingen mellem fortid og fremtid lever vi. I denne spænding ligger den hemmelighed gemt, hvis "nøgle", det er Døberen opgave at bære frem. Og han viser os i dag, at selv den, der tvivler, kan Gud bruge til at berede vejen til sit Rige. Døberen - sin tvivl til trods er stadig "Nøglebærer" i Guds kamp for at fri os mennesker fra det, der binder. Han skal sørge for, at ikke blot alle bagdøre, men også hovedportene bliver åbnet og står på vid gab, så den nye konge kan ride ind i vore hjerter og fylde os med fred og glæde. Eller for nu at vende tilbage til det filmunivers, som jeg i begyndelsen tog udgangspunkt i: I denne pegen frem mod den ene og nye (Neo), som skal komme, ligger nøglen til den fremtid gemt, hvor Gud går ind i denne verdens mainframe og ændrer på dens grundlæggende styresystem.
	Og når det sker, når drømmen om befrielse fra alt det, der binder os, indtræffer, da er det Guds vilje, der sker.
	Men indtil denne drøm bliver virkeliggjort, er der nogen, der må holde den frem og lade den lyse op i mørket. Der må være nogen, der tør kæmpe for troen på, at det nytter at lade sig lede af Guds drøm for os.
	Derfor ender vi også der, hvor det er os, der skal være de trofaste forvaltere af Guds hemmeligheder. Det er os, der må være "nøglebærere" - ikke blot for Gud, men først og fremmest for hinanden!
	Men samtidig gælder det, at nok er vores opgave vigtig, men selv er vi "The expendable". Opgaven er vores, og vi skal naturligvis gøre alt, hvad vi kan og magter for at være trofaste overfor den, men slutningen, målet og æren er Guds!
	Amen.21. søndag efter trinitatis 2004 i Jersie Kirke
	GT-læsning: Ez. 18, 1-4a Evangelium: Lukas 13, 1-9 Salmer : DDS 336, 289 - 487, (448/474), 108
	Den 31. oktober 1517 lød der hårde slag på den tunge dør ind til Slotskirken i Wittenberg. Der var imidlertid ikke nogen, der skulle ind. Det var derimod den unge augustinermunk, Martin Luther, der slog sine 95 teser til diskussion om afladshandlen op, netop på det sted, hvor han vidste, at alle byens borgere uværligt ville komme til at se dem. (Teserne rulles ned fra prædikestolen)
	Disse 95 sætninger var som tændstikker, der endte med at sætte hele verden i brand! Og dog var det bare ord skrevet på papir. Formuleret på den tids akademiske sprog, latin, lynhurtigt oversat til løbesedler på tysk, fransk og dansk, der som en steppebrand bredte sig ud over Europa og satte den revolution i gang, vi kalder for "reformationen". Dagen i dag - d. 31. oktober - kaldes reformationsdagen. Ikke for at antyde, at den blev gennemført på én dag, men at det var på denne dag det hele begyndte. Det som vi stadig lever i og lever af.
	Men hvad var det, reformationen handlede om? I filmen "Luther", som havde premiere sidste weekend, bliver den unge Luther af sin skriftefader og åndelige vejleder Staupitz spurgt: "Martin, hvad søger du?" Og svaret lyder desperat: "En barmhjertig Gud!"
	I dette udsagn er reformationens anliggende kogt ind til sin inderste essens: nemlig en spøgen efter en Gud, der ikke straffer og dømmer og sender alskens forfærdende ting i hovedet på mennesker, men derimod tilgiver og elsker betingelsesløst.
	Så på en dag som i dag, hvor vi i kirken fejrer både gudstjeneste og reformationsdag og mens Lutherfilmen kører på højeste gear i landets biografer, må det være på sin plads at minde om reformationens og Luthers betydning - og måske selv tænke lidt videre i de baner, den unge Luther lagde grunden til for snart 500 år siden.
	Nu var det ikke var Luthers mening at bryde med den katolske kirke - selvom det i længden blev resultatet. Luther ønskede at påpege fejl og misbrug i kirkens liv: ikke mindst afladshandelen og optagetheden af relikvier, men han lagde også afstand til den pengemaskine, kirken havde udviklet sig til, hvilket inkluderede en kynisk udnyttelse af almindelige menneskers angst for fortabelse og enkle religiøsitet. Med aflad og tilbedelse af relikvier dvs. hellige ting - som splinter af Kristi Kors og Johannes Døbers hoved - forstod man en kirkelig opdragelsespraksis, hvor man fik eftergivet en del af den bod, som fulgte af synden. Tankegangen var, at når et menneske syndede, blev Gud krænket, vred og havde ret til at straffe. Bad man om tilgivelse, så fik man det naturligvis, men tilbage var der stadig noget, nemlig følgen og konsekvenserne af den syndige handling.
	Man skulle derfor "gøre bod" - hele det brudte igen. Havde man snydt andre, måtte de have deres tilgodehavende igen - en form for "skadeserstatning", som vi jo også kender og praktiserer det den dag i dag. Havde man syndet mod Gud i himlen, måtte man vise at man virkeligt mente sin anger ved at ydmyge sig selv og gøre noget uegennyttigt. Gud måtte så at sige have noget igen for "svie og tort". Og denne erstatning kunne man så - ved kirkens mellemkomst - så at sige trække fra den himmelske banks konti for de overskydende gode gerninger, som Kristus og alle helgenerne havde optjent. Med andre ord: Overskudet på en konto udligner underskuddet på en anden - og paven bestyrer butikken! Ved at bede eller opsøge de hellige steder og krybe på sine bare knæ op af en hellig trappe osv. fik man "aflad" dvs. blev løst for at brænde i skærsildens luttrende luer. Kun fantasien satte sine grænser hvordan et menneske kan vise sine reelle hensigter - og i den henseende: når boden blevet parret med pavestolens umættelige behov for kapital og penge, savnede hverken pave eller biskop fantasi til at produktudvikle afladsinstitutionen.
	Den første af Luthers teser var derfor udtryk for et principielt opgør med selve bodstanken: at man ved at gøre noget bestemt på nogen møde var nødt til eller kunne påvirke Gud i nogensom helst retning: "Da vor Herre og Mester" hedder det, "Jesus Kristus sagde: Gør bod! ville han at hele de troendes liv skulle være en bod!". Videre lyder det i den femte tese: "Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogle straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt..." Og i sjette tese slås det fast, at "Paven kan ikke tilgive nogen skyld, han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud...".
	Med andre ord: Væk med alle personer og institutioner, der stiller sig mellem den enkelte og Gud! For kirken drejer det sig alene om én ting, nemlig at forkynde budskabet om, at Jesus Kristus ved sit liv og sin død havde gjort alt, som Gud kræver af os. Eller som han udtrykker det i tese 6: "Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og Nåde". Nu var Luther imidlertid så naiv at tro, at Pave og biskopper var parate til frivilligt at tilsidesætte deres egne interesser og rette sig efter det Bibelens ord, som Luther fremførte som al sandheds prøvesten.
	Afvist og kætterdømt blev han - og så rullede lavinen. Luther blev siden talsmand for at de troende skulle kunne læse biblen på deres eget modersmål, at gudstjenesten skulle foregå på modersmålet og ikke på latin, og at messerne skulle indeholde en prædiken, som almindelige mennesker kunne forstå.
	Som tiden gik fik Luther mange tilhængere. Det var imidlertid ikke så enkelt, når hans gamle lærer forstod ham på én måde, bønderne på en anden og hans klosterbrødre på en tredje. Snart blir han hyldet og set op til - måske også idylliseret. Denne hyldest belyses også i Lutherfilmen, hvor den til sidst får ham til at udbryde: "De forsøger at gøre mig til en fiksstjerne, men jeg er kun en vandrende planet!"
	Luther ønskede ikke at være en stjerne, som man styrede og navigerede efter. Det var jo ikke ham selv, der var det centrale. Nej, han ville netop ses som en vandrestjerne, en komet, en planet en kredsen om noget andet, et menneske, der er på vej i sin søgen efter sandheden og en barmhjertig Gud. Selv om Luther altså ikke ville det, står vi i dag alligevel og på mange måder i gæld til ham og han tanker. Luther lagde grunden til skolevæsenet, fordi han mente, at skulle børnene lære kristendom, så kunne man i samme omgang også lære dem at læse, skrive og regne. Han gjorde op med tanken at det ikke var fint at arbejde, men lagde derimod vægt på at man netop ved at passe sit arbejde skulle tjene både Gud og sin næste. Adskillelsen af religion og politik, som vi kender det fra de protestantiske lande, har sine rødder hos Luther. Vores gudstjeneste med salmesang, prædiken og ritualer på forståeligt dansk, skylder vi også Luther. Ikke blot at vi synger, men også de fire salmer, vi synger i dag, stammer fra Luthers pen. Ja, endog det moderne menneske, tanken om det enkelte individs ret og selvstændighed udspringer af hans liv og værk.
	Ja, og netop derfor har Luther måske stadig noget at sige os i dag, netop fordi vi lever i en selvoptaget tid, hvor vi har mistet troen på autoriteterne og sidder fast i forestillingen om, at vi hver især og hver for sig må klatre ensomt op ad selvudviklingens stige. Vi, der er fanget ind i troen på, at enhver sørger for sin egen livskvalitet, sundhed og frelse. Og hvis ikke det går en godt i tilværelsen, materielt eller åndeligt, ja, så er det ens egen skyld. Det er måske lidt firkantet sagt, men dette var egentligt den samme logik, Luther havde levet efter som munk. Også han troede nemlig, at han skulle være særlig god og from, før end Gud ville kendes ved ham. Men gennem sin personlig søgte og fandt han på forunderligvis frem til en helt anden Gud, den nådige Gud, der hellere tilgiver end straffer. Han erfarede på sin egen krop, at et menneske ikke er, hvad det gør, men er, hvad det får givet! At nåde, barmhjertighed, lykke og liv ikke er resultat af individuel præstation, men en ren og skær gave fra Gud. Og det er vitterligt en indsigt, vi stadig har brug for i dag!
	Det havde Jesu tilhørere åbenbart også. For gik det mennesker skidt - som de mennesker, Pilatus åbenbart havde fået dræbt under en ofring, eller som de, der var dræbt af et tårn, der var styrtet ned, - ja, så var det ikke fordi de mennesker er større syndere, havde gjort noget specielt forfærdeligt og var skyldige, eller længere væk fra Gud, sagde altså Jesus! Nej, alle er lige skyldige, fordi alle skylder Gud deres liv. Ingen kan ved særlige vilkår hæve sig op over det dette. Hverken ved at være et særligt moralsk menneske, handle politisk korrekt eller leve specielt sundt, så alderdom og tidlig død udsættes. Nej, livet vinder man kun ved at vende sig til Gud. Kun i fælleskabet med Ham bliver livet større end døden.
	Går vi videre til figentræet, der egentlig burde hugges om, fordi det ingen frugt giver - så møder vi her den samme tanke om, at det vigtigste er Guds holdning mod os, ikke vore handlinger overfor ham! For heldigvis er gartneren både langmodig og tålmodig. Den gartner, hvis sindelag fuldstændigt svarer til Jesus, når han i mødet med synderen lader nåde gå for ret og overfor sin Far går i forbøn for os. Derfor - hvilket var, hvad også Luther selv klamrede sig - kommer frelsen alene af tilliden til Jesus Kristus. Figentræet får en chance til, og endnu en - fordi gartneren går i forbøn for det.
	Også vi er skabt til at lade livet bære frugt. Det går ikke af sig selv og vi kan ikke af os selv, om vi tror det nok så meget. Håbet er derfor, at der er en, der går i forbøn for os. Ikke fordi det nødvendigvis er ret og rimeligt, men fordi sådan er Jesu Kristi kærlighed og trofasthed.
	Alt dette er sammenfattet i Luthers seglmærke, den såkaldte Luther-rose, som ligger på jeres plads. Den har i midten et sort kors i et rødt hjerte, som betyder at hjertet må tro på den korsfæstede Kristus. Luther skal selv have fortalt, at hjertet skal være i rosen, for at vise at troen giver glæde. Rosen er ikke rød, men hvid, fordi det er englenes farve, og fordi glæden ikke er verdslig. Rosen står i et himmelblåt felt, fordi glæden er begyndelsen til den himmelske glæde og indeholder et himmelsk håb. Rundt om det hele er en gylden ring, fordi glæden i himlen ligner ringen uden ende og er værdifuld som guld, mere værdifuld end alt andet. Og bogstaverne i det blå "Vivit" betyder "han lever". Det var dette symbol og denne forkyndelse, Luther ville kendes på både i sin tid og til alle tider. Budskabet om at alene fordi Jesus Kristus er opstanden, er der håb om, at vi, trods dom og død også skal leve.
	Eller som han udtrykker det i den salme, vi skal synge: "Nu siger han: Kom hid til mig, tag evigt liv til gave! Jeg led den bitre død for dig, at du den arv skal have: nu er jeg din , og du er min, min bolig skal og være din, os skal ej fjenden skille".
	Det betyder, at for Jesu Kristi liv, død og opstandelses skylde er der intet i verden, som kan skille os fra Guds kærlighed. Måtte dette budskab være det, som dagen i dag både minder os om og holder os fast ved!
	Amen!

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email