Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	4. s. i advent 2004 i Solrød og Solrød Strandkirke
	GT-læsning: Es. 52, 7-10 Evangelium: Johs. 1,19-28 DDS 696/63, 62, 106 - 213, (432 og TS 856) og 106/111
	Julen er ikke blot tid for nisser og andre troldfolk, der normalt lever en tilbagetrukket tilværelse under jordens overflade. Julen er også den tid på året, hvor engle vrimler frem og omgiver os alle vegne. Som nisserne er de væsener, der ganske vist kun som pynt forventes at sprede en vis hygge omkring os, men både nisser og engle har deres historie og funktion.
	Om nissen skal vi i dag kort og godt konstatere, at nissen er skabt af folketroen og har rødder tilbage til dengang, vores religion var troen på guder og aser. Husnissen var nok hjemmets og familiens beskyttende ånd, men samtidig også en tvetydig skikkelse. Nisser har nemlig deres egen til tider uberegnelige vilje, som man enten måtte føje sig for eller søge at formilde med gaver som f.eks. en skål grød - hver dag! Endelig var nissen jo i familie med "de underjordiske": en hær af alfer, trolde og andre underlige skabninger, som det var vigtigt at være på god fod med, men som man ikke skulle stole alt for meget på. Englene har også dybe rødder tilbage i tiden, men ikke i den nordisk folketro. Deres ophav er bibelens univers, der igen er vokset ud af en mellemøstlig folkelig tro. Englene kunne og kan stadig - især i folketroen - have den samme funktion som nissen, nemlig at være en slags beskyttelse, men ellers var deres opgave en anden.
	En engel er nemlig - som deres græske navn betyder - en budbringer. I dag vil vi måske kalde dem et af de røde postbude - eller måske de nyere grønne eller gule bude. Englene hører til de hvide bude, ikke på cykel og med mobiltelefonen ved hånden, men med vinger, fordi deres foretrukne opholdssted er de himmelske gemakker, hvor de lever tæt på Gud Herren selv. For englene er ikke underjordiske, men overjordiske. Englene har heller ikke nogen selvstændig vilje, som det kan være svært at udgrunde og formilde. De har kun Guds vilje at lade sig lede af og vingerne bruger de, når de skal forbinde de to verdener - Guds og menneskers sammen - med et budskab. Der knytter sig naturligvis mange andre forestillinger til englene anatomi og livsverden, men i dag - på 4. søndag i advent og lige op til jul - vil jeg holde fast ved det, som netop har sin rod og sit grundlag i tanken om, at englene er overbringer af budskaber ovenfra. Derved åbnes feltet for englenes hærskare nemlig op. "Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene" skriver profeten Esajas i dagens lektie. "Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse!"
	Med den betegnelse har mange af os nok både set og hørt engle, nemlig når nogen kommer til os med et godt og glædeligt budskab. Det kunne være lægen, der med sin meddelelse om, at man alligevel ikke er alvorligt syg. Det kan være budskabet om frihed og fred efter lang tids krig og undertrykkelse, som det skete d. 5. maj 1945.
	Det, som er det afgørende, når vi taler om de engle, vi møder i de bibelske fortællinger, er dette, at de er ét med den, de bringer et budskab fra. De fleste af os vil meget gerne være frie, uafhængige og selvstændige - det er jo det moderne menneskes ideal og selvforståelse - men det gælder bare ikke for engle. En engel er som en hund, der lyder sin Herres stemme. En engel overbringer alene det, som den får besked på. Da Maria fik besøg af en engel med budskabet om, at hun skulle føde Guds Søn, og da Josef fik at vide at de skulle give ham navnet Jesus, så var det ikke noget, der først havde været til debat og afstemning i de hvide budes forsamling! Det er det, der er baggrunden for Esajas ord til sit folk om at glæde og juble, for det budskab, han bringer dem, er netop ikke udtryk for hans egne fikse idéer. Det er et budskab fra Gud selv, himlens og jorden skaber og Herre! Når Gud gennem sin profet siger, at de snart skal slippe fri af deres undertrykkere, så er det et budskab, der er til at tro og stole på. Ja, når Gud netop viser sig som den, der har omsorg for det lille israelitiske folk, så er der også håb for alle. "Hele den vide jord skal se Guds frelse", slutter Esajas. Hele den vide jord - også de vilde danske vikinger, der endte med at blive til sløve danske folkekirkekristne. Gud vil - med sine budbringere - nå os alle. Gud gør hvad som helst for at få os mennesker i tale.
	Også Johannes Døber, som vi hører om dagens evangelium, fremtræder som en engel. Ganske vist uden vinger - og hvid var han heller ikke. Snarere møgbeskidt og ildelugtende. Johannes havde trukket sig ud i ørkenen, hvor han levede som eneboer. Iklædt en kappe af kamelhår og ædende græshopper og vilde biers honning, som det hedder et sted. Men en budbringer, det var han ligegodt - og dermed også en engel, der ikke kom med sine egen fikse idéer, men gik en højere magts ærinde. I dagens tekst tales der om "Johannes vidnesbyrd". Inde fra de fine religiøse kredse i hovedstaden havde den vilde prædikant i ørkenen jo vakt så stor opmærksomhed, at man ønsker at finde ud af, hvem han egentligt er: "Hvem er du?", spørger man. Underforstået: Vi ved ikke, hvad vi skal tænke om det, du siger, før vi ved med hvilken autoritet, du taler. Og da han ikke svarer med det samme, forsøger man sig med kataloget af fremtrædende autoriteter fra den religiøse tradition: den salvede Kristus, den gamle profet Elias, som ikke døde men for til himmels i en ildvogn, hvorfor man sådan set kunne vente ham tilbage igen når som helst - eller måske bare profeten, som Gud ville sende i de sidste tider, til advarsel for alle de ugudelige.
	Til alt dette svarer Johannes: "Nej!". Det eneste positive, Johannes har at sige om sig selv og sin rolle er, at han lægger stemme til og er en røst til et budskab, der er både større og vigtigere end ham selv. Og dog er budskabet er kortfattet og enkelt: "Jævn Herrens vej!" Johannes opfatter sig selv som en, der går forud for og forberede vejen for en anden. Med sit budskab og med sin dåb peger han ikke på noget selvstændigt og slet ikke på sig selv. Johannes peger derimod frem mod en, som er på vej.
	Og selvom vi i søndags hørte, hvordan Johannes til sidst, da han havde løbet linen helt ud og sad i fængslet og ventede på sin dødsdom, at han da pludseligt kom i tvivl og måtte sende sine disciple til Jesus for at spørge, hvem han var - om han var den, der skulle komme eller om de skulle vente en anden, så forbliver Johannes dog som en engel den, der er blevet så meget ét med sit budskab, at han ikke kan opgive tanken om at Gud har noget i vente. Både for ham og for alle folk på hele den vide jord.
	Om engle kan der siges så meget andet - og det han man sandelig også forsøgt, når man har katalogiseret dem som keruber, serafer og ærkeengle af forskellige grader. Det kan der komme meget underligt ud af - når man nu betænker at ingen nogensinde virkeligt har undersøgt en engel på et laboratorium!
	Ikke desto mindre vil jeg i dag gerne runde af i den lidt mere muntre, men også eftertænksomme afdeling.
	I en af de mange bøger om, hvad og hvordan børn dog kan finde på at sige tingene, skelner den 6-årige Anne Sophie mellem almindelige engle og skytsengle: "Skytsengle", siger hun, "er dem, der er skudt ud af kanoner - og dem er der derfor lidt mere fart på! Man kender dem på, at de er lidt mere stive i håret".
	I en bog med titlen "Kære Hr. Gud, det er Anna", siger en anden lille klog pige følgende: "Forskellen af et menske og en engle er da let! En engle har det meste af sig indeni, et menske har det meste af sig udenpå".
	Udover smilet og glæden, som begge kalder på, så peger de også på, at man ikke skal låse sin opfattelse engle fast. Gør man det, så risikerer man nemlig, at man hverken ser eller møder dem, når de kommer med et budskab til én. Og det er nu engang budskabet og ikke formen, der er det vigtigste.
	Og dermed er vi ved det punkt, hvor vi er nået næsten frem til julen, med det glædelige budskab om, hvordan også Gud selv har valgt at træde os i møde på en måde, som ingen havde ventet. For vel sendte han engle, da han gav hyrderne besked om barnets fødsel i Betlehem, men dybest set gik han faktisk netop ved denne ene lejlighed helt udenom sine nærmeste og meste betroede medarbejdere. For da Gud virkeligt ville have os i tale, kom han selv.
	Men den fortælling skal vi ikke udfolde i dag. Det budskab skal om et par dage forkyndes for alle mennesker - unplugded!
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email