Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Sidste søndag i kirkeåret 2004 i Havdrup og Jersie
	GT-læsning: Mika 4,1-3 Evangelium: Math. 11,25-30 Salmer: DDS 732, 667, (TS 855) - 364, (371/428) og 431
	Der er to temaer, der møder os i dag. Det ene er Jesu lovprisning og tak til Gud, fordi han ikke spiller med åbne kort, men tilsyneladende har noget i baghånden, man ikke umiddelbart kan få øje på:
	Men hvad det er, som Gud har skjult for alle de vise og forstandige, men åbenbaret for de umyndige, det hører vi ikke noget om i dagens tekst. Men hvis vi kæder det sammen med Jesu omgang med alle de, der i hans tid var umyndiggjort af farisæerne og de skriftkloges visdom, så får vi bl.a. øje på kvinderne, børnene, de syge og alle de socialt udstødte. Noget af det mest provokerende ved Jesu budskab var netop, at det var og stadig først og fremmest er dem, som Guds barmhjertighed retter sig imod.
	Det andet er Jesu indbydelse til alle dem, der trætte og udslidte slæber på tunge byrder, om at komme til ham, og løftet til dem om, at han vil give dem hvile, fred og befrielse for alt det, der tynger. Om begge spørgsmål gælder det, at man godt kan undre sig over, hvorfor det, Gud giver, ikke er for alle, men kun for nogen bestemte? For er det kristne budskab ikke for alle? Hvorfor er der så kun nogen, der kan fatte, hvad Gud vil? Og hvorfor er alle de, der lever en let og problemløs tilværelse, ikke også inviteret af Jesus?
	Inden vi går tættere ind på disse spørgsmål, vil jeg gerne have jer med på en lille omvej.
	H.C. Andersen skrev som bekendt mange eventyr og fortællinger - over 150 - men selvom de fleste kaldes "eventyr", har de ikke form som de gamle "klassiske" folkeeventyr, som han i starten lod sig inspirere af. Et klassisk eventyr er det, der begynder med "der var en gang...", som handler om en dreng/pige, prins/prinsesse, som skal løse en række svære opgaver før de når målet, nemlig deres hjertes udkårne og det halve kongerige. Til løsningen af disse opgaver må de som regel have hjælp fra andre - ofte meget underlige skabninger som f.eks. forheksede frøer, fugle eller nisser. De gamle folkeeventyr er som regel også bygget op på, at alle de afgørende ting i handlingen gentages tre gange, at løsningen kommer den sidste gang - og så selvfølgelig slutningen: "At de levede lykkeligt til deres dages ende". For sådan forløber et rigtigt eventyr. Men altså ikke altid hos H.C. Andersen, der ikke give noget for faste skemaer og mønstre, men derimod lader fantasien løber af med sig og sine tilhørere. Ja, han ikke blot bruger fantasien, men forsvarer i mange eventyr retten til at bruge forestillingsevnen. Ofte imod dens modsætning, nemlig matematikkens store tabeller, som det sker i "Snedronningen" eller voksenverdens snusfornuft, som tilfældet er i "Den lille Idas blomster", hvor Cancelirådens eneste kommentar til studentens fortælling om de døde blomster nattefest er: "Er det noget at bilde Barnet ind! det er den dumme Phantasi!".
	Eller for nu at bringe os i forbindelse med dagens tekst: H.C. Andersens eventyr er på mange måder et stadigt opgørmed og et velplaceret spark i rumpen på de vise og forstandige, som kun kender snusfornuftens erkendelser, dvs. alt det, man se, høre, røre og regne sig frem til, mens det usynlige, det, som man skal bruge fantasi, tillid og enfoldig tro for at se, forbliver lukket land for dem.
	Men netop det usynlige, det som den enfoldige i troen griber ud efter, er jo det, der kendetegner de umyndige - f.eks. børnenes tilgang til livet! Netop børnene kan og vil ikke nøjes med det, man kan se, høre, røre og regne sig til - og i dette tager H.C. Andersen dem altid i forsvar! Børn skal ikke bære forstandens og fornuftens byrder, men sættes fri til at leve et liv, som både kan være tungt, svært og merteligt. Men for at kunne gøre det, må man netop lære af børnene at se det, som ikke kan ses, men må tages imod med tro, tillid, fantasi og enfoldig glæde. Hvordan det kunne tænkes, det viser H.C. Andersen bl.a. med eventyret om "Den lille Pige med Svovlstikkerne":
	"Det var så grueligt koldt", begynder han, - og hentyder dermed ikke blot til frostgarderne udenfor, men også til den menneskelige kulde, der betyder, at der i virkelighedens verden vitterligt findes børn, som må klare sig selv, så godt de nu kan. "Det sneede og det begyndte at blive mørk aften: det var også den sidste Aften i Aaret, Nytårsaften".
	I den kolde og skæbnesvangre nat mellem det gamle og det nye år følger vi en fattig pige, der er sat udenfor den trygge og varme verden, som børn normalt er knyttet til. Til hendes byrder hører ikke blot fattigdommen, men også den angst, der gør, at hun ikke tør vende hjem til sin far, før hun har fået solgt alle sine svovlstikker. Men da ingen vil købe, sætter hun sig til sidst ind i en krog mellem to huse.
	Og der ser hun så det, som ikke kan ses af andre end den umyndige og den, der er nødt til at klynge sig til håbet om, at denne verdens byrder kunne tages fra en. Som hun siddder dér i mørket, tænder hun en svovlstik og lader så det svage lys brænde ud - og i flammen ser hun i glimt det gode, som verden har nægtet hende.
	Ved den første ser hun en rund og varm kakkelovn, hvis ild varmer så velsignet godt.
	Ved den næste svovlstik ser hun gennem muren ind på en fornem families veldækkede nytårsbord med hvid dug, fint porcelæn og på bordet en dejlig varm gåsesteg fyldt med svedsker og æbler.
	Ved den tredje svovlstik er det et dejligt juletræ med lys på alle grene, den lille pige ser.
	Og endelig - ved den fjerde svovlstik - er det den lille piges elskede Mormor, der står foran hende i lysets glans: "Mormor!", råbte den lille, "o tag mig med" jeg veed, Du er borte, naar svovlstikken gaar ud: borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store velsignede Juletræ!" - og hun strøg i hast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet, hun vilde ret holde paa Mormoer: og Svovlstikkerne lyste med en saadan Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldrig før været så smuk, saa stor: hun løftede den lille Pige op paa sine Arme, og de fløj i Glands og Glæde, saa høit, så høit: der var ingen kulde, ingen Hunger, Ingen angst - de var hos Gud".
	Her burde eventyret slutte, hvis det bare var et eventyr, H.C. Andersen ville præsentere os for. Ved slutningen, hvor alt er godt og rart, hvor både pigen, mormoren og vi, der har lyttet med, kan leve lykkeligt til vore dages ende, trøstede i vor ensomhed og med den himmelske glæde stillet foran os.
	Men sådan slutter H.C. Andersen eventyr bare ikke. For Andersen vil noget mere - han vil udfordre os, der lytter, til selv at lukke hjertets dør og op tro det umulige: "Men i krogen ved Huset", skriver han, " sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med smil om munden - død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille Lig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun havde villet varme sig, sagde man: Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med sin gamle Mormoer var gået ind til Nytaars Glæde!".
	Først da siger han "Amen", for først nu er eventyret slut For Andersen forsikrer os ikke om noget som helst. Han stiller derimod de to slutninger frem og udfordrer os til at vælge mellem dem: - Hvad vil du helst tro, spørger han? Hvad håber du på? - Kan du nøjes med det, som du kan se, høre og røre, ja, så er der intet andet end en død, kold og fattig pige i en krog, som alle går forbi? Men hvis du bruger din fantasi, og kobler den på den kærlighed, som pigen har kendt og mødt i sin elskede mormor, og holder den sammen med den tro og det håb, som intet her i verden kan hverken vise eller modbevise, så er der her mere på færde end det enhver kan se. Så er verden og livet i den et uudgrundelig mysterium, som man må kaste sig ud i og lukke op for!
	For ingen vidste og ingen kan vide, hvad den lille pige så i den stund hun døde - og ingen kan med sin fornuft og fortand forestille sig, hvad vi skal se i vores sidste stund. Vil vi nærme os nogte, vi kan forholde os til, må vi søge efter det, der ikke kan ses med øjet, det, som hjertet lynger sig til. Det som udspringer af erfaringen af den kærlighed, vi kender og så håbet om, at det var virkeligt.
	Og dette er naturligvisen religiøs forståelse af livet - det er den tro, som de vise og forstandige ikke begriber, men netop de umyndige, de forkastede, undertrykte og dem, som bliver pålagt at bære tunge byrder i livet lettere forstår og griber end dem, som intet bærer på.
	H.C. Andersen rejser altså spørgsmålet, om vi kan leve og dø uden en tro på at livet rummer mere og andet end det, fornuften kan begribe, men han lader det være op til os selv at vælge det svar, vi vil leve vort eget liv på.
	Evangelisten Matthæus rejser det samme spørgsmål, men knytter det ikke til et eventyr, men til det liv, der indledes med "Det skete i de dage..", da Gud selv lod sig føde i balndt i skikkelse af det umyndigt bar, han som levde et liv som vort liv, døde en død som vor død, men hvis historie alligevel ender med løftet om opstandelse og nyt liv hos Gud.
	Hele Jesus liv sammenfattes sammenfattes i lovprisning og tak til Gud, fordi han i Jesu liv har vist sig som Gud for alle, der er forkastet og overset af andre. Det er, hævder Matthæus og det kristne budskab i det hele taget, først og fremmest alle dem, som ikke kan undvære Gud, Han giver mening for.
	Kan man nøjes med sin egen fornufts fortræffelighed, er det derimod svært at se, hvad Gud kan bruges til. Og derfor er der ikke mange selvskabte overskudsmennesker, der hører og følger Jesus kalden. Men er man den, der føler sig presset og tynget af alt det, man ikke selv magter at bære, er man træt og tynget af bekymringer, opgaver og uløselige konflikter, så er det netop til sådanne indbydelsen lyder: "Kom til mig og jeg vil give jer hvile!".
	Sådan lyder det på den sidste søndag i det gamle kirkeår. Måtte det kommende og nye år virkeligt blive den tid, hvor vi formår at slippe al vor egen selvtilstrækkelighed, så vil kan tage imod den barmhjertig, godhed, nærhed og tryghed, som Gud ønkser at skænke enhver af os.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email