Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Seksagesima i Jersie 2005
	GT-læsning: Es. 55, 6-11 NT-læsning: 1. Kor. 1,18-21 Evangelium: Mark. 4,1-120 Salmer: DDS 720, 398, 392 - 557, (477) og 320
	Prædiken
	"Gud veje er uransagelige", siger vi. Profeten Esajas udtrykker det på en anden måde, når han opfordrer til at finde ind på den vej, som Gud har lagt frem for os at gå ad. "(For) jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren"
	Og det er måske nok til at forstå, men næsten ikke til at acceptere! Vi mennesker vil vist helst se meningen med alt, hvad der sker omkring os. I mange sager har vi det jo som børn, der bliver ved med at spørge indtil de får et svar, de kan leve med: - Hvorfor tror mennesker noget forskelligt? - Hvorfor kan religiøs tro og overbevisning få mennesker til at gå i krig og slå hinanden ihjel? - Ja, hvorfor lader Gud overhovedet dette ske? Inden vi får set os om, har vi så draget Gud til ansvar for det rod, som vi mennesker har skabt for hinanden - også selvom vejen udenom alt dette allerede er peget ud: "Elsk din Gud og elsk din næste som dig selv", siger både Det gamle Testamente og Guds Søn med en røst!
	Men stadig dukker spørgsmålet op og lader os ikke i fred: - Hvad gør Gud ved alt dette? Ser han så bare til, mens vi forpester tilværelsen for hinanden - når vi altså gør det? Eller handler Gud i verden, så den trods alt kan blive et bedre sted for alle at leve på? Findes der spirer af kærlighed i verden, som vi bare ikke har øje for?
	Jo, svarer Esajas: Gud handler! Gud har både sine planer og sine veje. Men hvordan de hænger sammen, det rager langt over almindelige menneskers forstand - og skulle jeg tilføje - også højt over præstens fantasi.
	"For så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje, og mine planer over jeres planer", fortsætter Esajas. Og apostlen Paulus føjer som et lydigt ekko til: "Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker!" .
	Så her står vi altså i dag - med al vor gode vilje til at forstå Guds planer med os - og fatter dog ikke en brik! Vi kan da næsten føle os som de mennesker, der ikke hørte til Jesu inderkreds, men blot var stødt til, fulgte med et stykke af vejen og en dag fandt andet at give sig til, fordi de ikke forstod hvad meningen kunne være. "De skal se og se, men intet forstå", er Jesu dom over dem. "De skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse".
	Netop det er hverken at forstå eller acceptere. Kan det virkeligt passe, at bare fordi nogen ikke hører til Jesu inderkreds og følger ham på hans uransagelige veje, så vil Gud ikke tilgive dem deres synd?
	Det mest underlige med dagens tekst er imidlertid, at Jesus selv slet ikke er bekymret! Hverken på egne, på Guds eller på menneskers vegne! For hvis vi virkeligt skal lytte og forstå den lignelse, han fortæller til sine disciple, så udtrykker den en grænseløs tillid til Guds uransagelige veje. Man skulle jo næsten tro at Jesus kendte Esajas ord om, at Guds ord aldrig vender virkningsløst tilbage, men netop gør det, som Gud vil - og det gjorde han jo nok også!
	Her må vi åbne både ører og hjerte, og virkeligt lytte til Jesus ord, før vi begynder at afgrænse os fra dem. Egentligt er det jo meget enkelt: En bondemand gik ud for at så sin mark til. Han smider om sig til højre og venstre med sit korn uden at bekymre sig om, hvor sæden lander. Og netop derfor lander det jo så mange underlige steder. Ineffektivt vil nogen sige - ufornuftigt tænker andre. Og ganske uøkonomisk: "Kan det nu også svare sig?!
	Men sådan tænker bondemanden altså bare ikke. Han bekymrer sig ikke et øjeblik. Han ved, at vil han høste, må han også så. "Den, der intet vover, vinder intet".
	Og han både ved og accepterer, at når det kommer til stykket er det helt andre kræfter, der sørger for væksten. Naturligvis er der også onde og destruktive kræfter, som vil gøre alt for at kommer hans anstrengelse til livs. De lever så at sige af det - ja, selv de uskyldige fugle, der hverken sår eller høster, de skal jo også leve af noget. De lever af andres overskud? "Den enes brød, den andens død".
	Og dog peger Jesus et andet sted netop på fuglene som eksempel på den tro, som vi skal leve af overfor Gud. "I skal ikke bekymre jer for, hvad I skal spise eller hvilke klæder I skal klæde jer med. Den slags bekymrer den gudløse sig over - naturligvis, for han ved ikke bedre end at han selv skal sørge for alt. Men I, der tror på jeres Fader i Himlen, I ved bedre!" Her er det tydeligt, at den bondemand, der så ubekymret sår marken til bærer Jesu egne ansigtstræk.
	Jesus selv var overmåde ødsel og ubekymret - både med sine ord og i sin omgang med mennesker. Han tjekkede aldrig, om de nu havde forstået ham rigtigt. Faktisk er der meget, der tyder på, at selv hans nærmeste disciple ofte misforstod, hvad Jesus søgte at sige til dem.
	For kommunikation er faktisk et under, når det lykkes. Og lignelsen om bondemanden handler jo ikke om landbrug, men netop om hvordan Guds Ord må spredes og siden selv bærer frugt i verden. Den handler altså om kommunikation.
	Det giver anledning til at spørge, hvad målet er med det, vi siger til hinanden, når vi kommunikerer? "Communikatio" er et latinsk ord. Roden er "kommunio", som vi kender fra "kommune". Det, der hører til under kommunen er alt det, vi har sammen og er fælles om. Så hvad vi gør, når vi kommunikerer, kan måske udtrykkes som dette, at vi søger det fælles - det, vi kan dele med hinanden eller måske ligefrem "fællesskab". Når jeg nu taler til jer, er det fordi jeg har noget, jeg gerne vil dele med jer - og hvis det så lykkes, har vi fået noget til fælles. I det hele taget er kirken her først og fremmest et sted, hvor der skal kommunikeres, så der - ofte som et under og imod alle odds - opstår fællesskab mellem mennesker. Derfor er det ikke nemt at pege det ud, dette fællesskab. Derfor taler vi også snarere om det, som noget vi tror og håber på vil indtræffe. "Vi tror på den hellige almindelig kirke", siger vi i trosbekendelsen, men vi kunne også sige "fællesskab", for det er faktisk det ord, der står i den latinske tekst.
	Men dette fællesskab, som vi altså bekende troen på, det opstå ikke af ingenting. Fællesskabet vokser frem, når vi deler noget med andre. Det kan være oplevelser, handlinger eller materielle ting. Men fællesskab bygger imidlertid oftest på ord og en bestemt måde at forstå disse ord på. Vi kunne med god grund kalde kirken for et fællesskab, hvor vi samles omkring bestemte ord og en ganske bestemt forståelse af, hvad disse ord siger os.
	Her når vi så frem til pointen med den todelte tekst til i dag - lignelsen, der både fortælles til opbyggelse af inderkredsen, men som for de udenforstående virker stik modsat: de forstår ikke en disse, men skuffes. Sådan er ikke blot kirkens fællesskab beskaffen, men ethvert menneskeligt fællesskab bygger på kommunikation, tolkning af dermed en fælles forståelse. Kommunikation er ikke så enkelt indrettet, at de tanker, som jeg har gjort mig til i dag, bare finder de rigtige ord og flyver gennem luften, gennem jeres ører og ind i hjerne eller hjertet eller hvor forståelsen nu bor.
	Nej, kommunikation og forståelse er meget sværere. Principielt kan det, jeg siger nu, betyder hvad som helst, Kun hvis I begynder at sortere i mulighederne, kan det ende med at give mening for jer. I kan jo begynde med at sortere det efter, at det er sagt i en kirke, at vi holder gudstjeneste, at vi har hørt en lignelsen af Jesus, at dette er en prædiken - og også, at I jo nok kender lidt til min måde at udtrykke mig på. Vellykket kommunikation er fravalg af misforståelser! Gennem en fravalg af en lang række u-muligheder, når I så måske frem til at nærme jer det, som kunne kaldes en forståelse af mine ord - og omvendt.
	Og jo mere vi kender til hinanden, des større er chancen med andre ord for, at det opstå ikke blot ord og snak, men også kommunikation og i sidste ende at vi deler noget vigtigt og væsentligt med hinanden - f.eks. hvad Gud mon vil sige til os i dag.
	Derfor er både Guds ord og veje - især når de går gennem os mennesker - uransagelige, og enhver vellykket kommunikation er et under, der kan sammenlignes med en høst på et hundrede fold! Vi kan hverken bestemme og meget dårligt gætte, hvad Gud vil os, med mindre vi befinder os i en stadig samtale med andre om Gud. Vi er nødt til hele tiden at prøve vore fattige ord af. Dele vore egne tanker og erfaringer, sådan som de nu engang spejler Guds virke i os. Vi skal med andre ord turde at være ødsle og ubekymrede både med vore egne og Guds Ord til os, så vi ikke holder os tilbage for at strø dem om os til højre og venstre.
	Vel vil meget da gå til spilde - sådan er det jo! "Hvor der handles, der spildes" - men meningen med Guds Ord er altså åbenbart, at det også går til spilde. Alligevel når budskabet dog frem til en eller anden. På forunderlig vis formår Ordet at slå rod de mærkeligste steder og begynder at gro. Og en dag - forunderligt nok - står der ikke blot et enkelt modent aks, men en hel mark klar, der skal høstes!
	Jesu har nu engang den store tillid både til os, at den gåde behøver vi at kende, for at vi kan løse vor opgave. Også når den ind imellem kan synes som dårskab. Også når vi skal smide perler for svin. Eller spilde Guds gode Ord på Balde-Lars. Der er og forbliver nemlig kun et, der gælder: Nemlig Gud selv og vores tro på og tillid til Ham.
	Så for nu ligesom at runde lignelsen af med en udlægning, som kunne være meget mere i overensstemmelse med Jesus eget eksempel end den udlægning, hvor man bekymrer sig om, hvorvidt man er den hårde jord på vejen, på klipperne, eller lever blandt ukrudt og tidsler, vil jeg gerne vende det hele om. Og det gør jeg alene fordi jeg gerne vil se det mest overraskende og håbefulde, der kunne ligge i lignelsen. For er der noget, der kendetegner Jesu lignelser, så er det jo deres fokusering på overraskelsen og håbet.
	Skulle Jesus med sit liv sammenlignes med nogen af disse jordtyper, så må det dog have været som de korn, der faldt på den hårde vej og blev spist af fugle. Jesus levede ikke noget let liv og bortset fra nogle få mennesker, så blev han afvist af de fleste. Hans død på korset - afvist - forkastet og forhånet af alle - er ligesom den skæbne, der ramte kornet på vejen.
	Og dog er hans liv og død det kim, som Guds Rige vokser ud af, et rige, der - fordi Guds veje er uransagelige - en dag ender med at give langt mere end tusinde fold.
	For Gud er riget, magte og æren i evighed - amen!

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email