Hvis du har kommentarer så skriv til Bodil Olesen Hvis du vil printe siden ud se her

	SALMER: 12, 736, 738.
	Kære y og x. Da jeg havde talt med jer i torsdags var der ingen tvivl i mit sind. Der var kun én historie, der kunne bruges som udgangspunkt for min tale til jer i dag. Det er ikke et stykke bibelhistorie, men et eventyr, nemlig H. C. Andersens "Hvad fatter gør, er altid det rigtige. For det er nemlig den varmeste og lykkeligste kærlighedshistorie, der findes - hvis man ellers læser den rigtigt. Meget ofte læser vi jo historien om manden, der tager til marked med en hest for at sælge eller bytte den bort og vender tilbage med en sæk rådne æbler, som en helt anden slags historie. Vi har nærmest ondt af den stakkels kone, der er så vant til at mene, at hvad fatter gør, er altid det rigtige, at hun er nødt til at lade som om det stadig er hendes mening, også den dag, hvor han mildest talt ikke er kommet så heldigt afsted. Hun er vist både undertrykt og alt det der, som koner var dengang, den stakkel.
	Men historien kan nu også læses på en anden måde. Allerede i beskrivelsen af det hus, de bor i, kan vi læse noget om deres forhold. Væggene er skæve, der er kun ét vindue, der kan lukkes op. Det konstateres bare. Konen er, tilsyneladende, ikke en af dem, der går og skælder ud på manden fordi han ikke sørger for at få repareret de øvrige vinduer. Velstand er der heller ikke ligefrem, kan vi fornemme. Hesten måtte jo sælges fordi de manglede penge.
	Det vil sige, der er nu én ting, der er velstand på. Det er kærlighed. Den viser sig både i afskedsscenen, hvor konen kysser og knuser manden og pudser hans hat af med ærmet, og da han vender tilbage igen med de to rige englændere og posen med rådne æbler. Hun glemte både pose og de fremmede, står der. Hun tog ham om livet og kyssede ham og var bare så glad for at se ham igen. Også selvom han bare havde været væk en dag. Jeg gad nok vide, hvor mange ægtefolk der findes, som tager imod hinanden på den måde efter en arbejdsdag!
	Og så fortæller manden hende om alt det, han har oplevet og alle de gode ting, han undervejs havde byttet sig til fordi han undte hende at eje dem. Og hun svarer med at sige, at han da også altid er så betænksom. De tager ikke hinandens handlinger som fornærmelser og siger:"Hvordan kunne du dog gøre sådan imod mig? Tænkte du slet ikke på mig?" osv. Nej, det er helt anderledes toner, der lyder. For ligegyldigt, hvad fatter har gjort, har han gjort det for hendes skyld, og det ved hun. Hun ved det af erfaring fra et langt liv sammen med ham, men hun har sandsynligvis troet på det altid, ellers ville det ikke være gået så godt. Så ville deres liv have været fyldt med misforståelser i stedet for den gensidige omtanke og forståelse, der lyser ud af eventyret.
	Da jeg talte med jer to, lyste tilfredsheden med livet ud af jer. I havde virkelig ikke noget at klage over - og det er ellers sjældent i vore dage. I er tilfredse med jeres liv, med jeres barn og med hinanden, hvad kan man så ønske sig mere? Jeg er overbevist om, at hjemme hos jer gør både mutter og fatter, hvad I kan for at glæde hinanden. Lad alting hos jer ske i kærlighed, står der i Bibelen. Det er jo lige præcis det, der er meningen med livet. Vi er blevet skabt til at kunne elske hinanden, til at kunne drage omsorg for hinanden - men også med evne til at gøre det modsatte. Utilfredshed og mistillid er mere udbredt end tilfredshed og tillid, det ved vi godt. Derfor er det noget af en gave på trods af den kendsgerning at kunne fastholde livet som en god gave, hinanden som en god gave. Det at kunne vågne op hver eneste morgen ved siden af den, man elsker, er en gave, hvis bare man kan se det og tro på det. Når I to kommer her i kirken i dag er det dels for at få lejlighed til at sige Gud tak for den gave, som jeres liv er for hinanden, dels naturligvis for at få et lille stykke papir med en mere verdslig betydning. Det vigtigste for jer, kan jeg forstå, er dog, at I får lejlighed til at sige højt, hvad ingen, heller ikke I selv, er i tvivl om, at I elsker hinanden og at det er en kærlighed, I ønsker at bevare og værne om - og dele ud af. Det er slet ikke så ringe et sted at befinde sig i en sådan anledning eftersom Bibelen jo fortæller os, at det faktisk var Skaberens mening, at mennesker skulle elske og ære hinanden og blive frugtbare og mangfoldige. Det er jo så heldigt, at det ene kan blive en følge af det andet, og I er jo allerede godt i gang! Vi kan sige, at alt, hvad Gud gør, gør han, ligesom fatter i eventyret, for at glæde os. Og noget af det, der kan glæde os allermest, er jo at have et andet menneske at dele sit liv med. At kunne give og modtage kærlighed.
	Vi kunne udtrykke det på en anden måde - for store begreber som Gud og kærlighed kan nok være vanskelige at få styr på - vi har nok en fornemmelse af, at Gud er overalt i vores liv, men når der sker afgørende ting i vores tilværelse, når fødsel, død og kærlighed griber ind i vores liv, har vi brug for et sted at gå hen, hvor der tales med meget store ord og meget store ting. Vi har brug for ritualer til at udtrykke både glæde og sorg. Og til at sætte rammer om det, vi gerne vil værne om.
	Jeg ønsker for jer, at tilfredshed og glæde og kærlighed også fremover vil være fortegnet for jeres liv. Guds velsignelse og lykke til. Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email