Hvis du har kommentarer så skriv til Per Melhof Hvis du vil printe siden ud se her

	Kære brudepar Kære menighed En prins og en prinsesse fejrede deres hvedebrødsdage. Og de var så overordentligt lykkelige. De havde kun én foruroligende tanke, og det var: mon vi kan blive ved med at være så lykkelige, som vi er nu! Derfor ønskede de sig en talisman, en amulet, de kunne bære på sig, ved hjælp af den kunne de sikre sig mod enhver utilfredshed i ægtestanden. De havde hørt, at der ude i skoven boede en vis mand, kendt af alle for sin store visdom, dybe indsigt og vilje og evne til at hjælpe folk i nød.
	Så de opsøgte ham, og de fortalte ham, hvad der lå dem på hjerte. Da den vise man havde hørt deres bekymring og deres ønske om at eje noget, der kunne garantere dem mod utilfredshed i ægteskabet, sagde han til dem: Rejs igennem alle verdens lande, og hvor som helst I træffer et par tilfredse ægtefolk, så bed dem om et lille stykke af det linned, de bærer på kroppen. Når I har fået det, så tag det selv på og bær altid dette stykke linned på jer. Det er et effektivt middel.
	Og prinsen og prinsessen red af sted. Og snart hørte de om en riddersmand, der sammen med sin kone skulle leve det allerlykkeligste liv. De opsøger dem på slottet, hvor de boede og spurgte dem: 'Er det sandt, at I i jeres ægteskab er så lykkelige, som rygtet fortæller. 'Ja, det er det, svarede de. På det ene nær, at vi ikke har nogen børn. Her var talismanen altså ikke, og prinsen og prinsessen måtte rejse videre.
	De kom til en by, hvor de hørte, at der levede en borger i største lykke og endrægtighed med sin kone. De opsøger ham, og han bekræfter, at rygtet er sandt. Ja, vi er lykkelige, svarer manden. Min kone og jeg lever det bedste liv med hinanden. Hvis bare vi ikke havde så mange børn, for de giver os hele tiden så megen uro og bekymring. Og så måtte prinsen og prinsessen rejse videre, for her var talismanen altså heller ikke at finde. En dag rider de langs mark og eng og får på afstand øje på en hyrde, der sidder i engen. En kvinde kommer hen mod ham med et barn på armen og et lidt større barn ved hånden. De smiler til hinanden, kysser og omfavner hinanden. Hun har mad med til manden. han sætter sig ned med maden sammen med dem, men den første bid af maden tager han ikke til sig selv, men giver den til det lille barn, og den anden bid deler han med det store barn. Prinsen og prinsessen går helt hen til dem og siger, I er da hvad man kan kalde et lykkeligt og tilfreds par. Ja, det er vi, svarer hyrden. Ingen prins eller prinsesse kunne være mere lykkelig, end vi er. Så hør lige her, siger prinsen, vis os en villighed, som I ikke skulle komme til at fortryde. Giv os et lille stykke af det linned, I havde på kroppen.
	Hyrden og hans kone så lidt underligt på hinanden, og han sagde: Gud skal vide, at vi gerne ville give jer ikke bar et lille stykke linned, men gerne både skjorten og særken, hvis vi havde nogen, men vi ejer ikke en trevl. Og så måtte prinsen og prinsessen fortsætte deres rejse. Endelig en dag blev de kede af denne lange og forgæves rejsen rundt, og de vendte hjemad. Da de på hjemvejen kom forbi den vise mand, skændte de på ham, fordi han havde givet dem sådan et møgråd. Og de fortalte ham hele deres rejsehistorie.
	Så smilede den vise mand og sagde: Jamen har I da rejst forgæves? Kom I ikke hjem, rige på erfaring. Jo, svarede prinsen, jeg har da lært, at tilfredshed er et sjældent gode på denne jord. Og jeg har lært, sagde prinsessen, at man, for at være tilfreds, behøver ikke andet end netop - at være tilfreds. Derpå gav prinsen prinsessen hånden, så på hinanden med et udtryk af den inderste kærlighed, og den vise mand velsignede dem og sagde: I jeres hjerte har i fundet den sande talisman! Vogt den omhyggeligt, og aldrig i evighed skal ultifredshedens onde ånd få magt over jer.
	Sådan nogenlunde frit fortalt, lyder eventyret om prinsen og prinsessen, der så gerne vil være sikre på at kunne bevare tilfredsheden i ægteskabet. Et eventyr fra 1836: skrevet af H.C. Andersen såmænd. Nu tænker I måske: Det er altså for billigt sluppet med bare at læse højt af en historie af H.C. Andersen. Men jeg vil så sige til min undskyldning, at jeg slet ikke er færdig med talen endnu. Jeg er først lige begyndt. Men jeg har valgt dette eventyr som indledning, fordi det rummer en nyttig kommentar til det her underlige spørgsmål: hvordan bevarer man lykken, glæden, nysgerrigheden, livsglæden og alt det andet, som vi så gerne vil møblere livet og samlivet med.
	Har I nogen sinde været til sølvbryllupsfest? Ja, eller måske endda fejring af endnu flere fælles år end sølvbrylluppets 25, så har I måske også hørt de her taler, hvor ægteskabet nærmest bliver sammenlignet med en slags sportspræstation: 'Nej, tillykke, hvor er det flot, at I har klaret det! Nej, hvor er det flot. Godt gået og tillykke.' Og det er selvfølgelig til at forstå i den forstand, at det altså også kan gå galt, man kan da godt falde ud af både kærlighed og ægteskab igen, men jeg håber ikke, at dem, der fejrer sølvbryllup har det på samme måde, at de selv tænker, Pyh-ha, det var sejt, men vi holdt ud. Det lykkedes. Drønhamrende hårdt har det været. Og sådan tror jeg faktisk ikke, elskende sølvbrudepar har det. Det kan godt være, vi andre, udefra, tænker på den måde, men det gør de forhåbentlig og formodentlig ikke selv. Men jeg synes, det er interessant, for det siger noget vigtigt om vores måde at tænke om kærlighed og ægteskab på. Vi opfatter tilsyneladende ægteskabet, parforholdet som en eller anden form for mere eller mindre vellykket forsøg på at bevare noget, der var der, og altså oprindelig var anledning til, at vi altså blev gift. Brylluppet kan så stå som udgangspunktet for kampen, den hårde nedtur fra forelskelse til den kærlighed, der måske og med møje og besvær og en voldsom indsats, kan bevares. Vi ser ægteskab og parforhold som et sted, hvor der er noget, der skal bevares. Og det kan næsten kun gå ned ad bakke, hvis man tænker på den måde.
	(Det bekræftes af lokale urbanmorfologiske undersøgelser. Hvis I går ud på Valby Langgade og begynder ved 'Punkt 1,' og det er vel et naturligt sted at begynde, så følger efter 'Punkt 1' vanitas-symbolerne: Valby SUN TAN solarium, derefter læder-forretningen! og til sidst frisøren. Så endelig kommer Amalie brudeudstyrsforretningen og efter den følger som nærmeste nabo: Roholl bedemandsforretning! Altså livet kort: Begyndelse, en kort periode af forfængelighed og forgængelighed, så kommer ægteskabet, og der er ikke noget mellem ægteskab og bedemand!)
	Det er selvfølgelig ikke helt forkert eller det halve galt at kærlighed i et parforhold også er noget, der skal værnes og beskyttes o.s.v., men der er altså også noget andet at sige om både kærlighed og ægteskab. Og det er noget, man måske kun vil høre her i kirken, så derfor er der stadig al mulig grund til at blive gift i en kirke, for lige nøjagtig det her aner de muligvis ikke noget som helst om på rådhuset. Men det gør vi her i kirken. Og det er viden om, at kærlighed ikke er noget man har, det er noget man tager imod. Kærligheden er ikke - eller i hvert fald ikke kun - en særlig evne, en gnist eller en sans, eller en følelse, kærlighed er noget man går ind til, fordi den kommer en i møde. Kærlighed er noget man hver dag tager imod. (Nåde, tilgivelse) Og derfor er ægteskab kirkeligt forstået heller ikke et sted, hvor man har kærlighed, men hvor man i fællesskab lærer den at kende. Kærligheden uddybes, vokser, lærer sig selv at kende - gennem et levet liv. Ægteskab er ikke et museum eller et frysehus, hvor kærlighed kan opbevares. At elske er ikke at være konservator men at tage imod liv og glæde. Tage imod kærlighed, bruge den, leve den sammen, så vi bliver klogere på os selv og hinanden. Det er det, vi finder i Det ny Testamente, når der tales om kærlighed, når Jesus taler om det og lever det.
	Prinsen og prinsessen erkender for så vidt netop det i H.C. Andersens eventyr. Der er ingen garantier. Der er ingen talisman eller amulet, der kan sikre og bevare noget, men hvis man sammen leder efter kærligheden, så finder man den måske uden at man selv opdager det. Man har måske oven i købet været i den sammen hele tiden, medens man ledte og udforskede den. Så kærligheden kommer også af ægteskabet. Vi lever efter romantikken, så vi har lidt svært ved at forstå det. Vi tror, at det udelukkende har noget med gnist og sans og forelskelse og begær at gøre. Alt det, der er ikke bare svært: men umuligt at holde fast i, fordi det hele tiden forandrer sig. Kærlighed er også begær, gnist, glød, sans. Men det er også samtidig noget andet. Kærlighed er det kommende liv, I sammen bevæger jer mod, den kærlighed skal formes af alt det, som I skal og kan komme igennem af glæder og sorger over forældre, familie, venner, måske børn og alt det andet, jeres liv rummer og kommer til at rumme.
	(Afspejles for så vidt i det bemærkelsesværdige, at hos os, er det parrets aftale og håndslag/hestehandel og ikke kysset, der er pagtstegnet... Aftale om at finde kærligheden i dette ægteskab. Og det kan sagtens lade sig gøre... Kærligheden kommer af ægteskabet, af aftalen, forpligtelsen. ikke surt, men glædeligt, som åbenhed mod fremtiden. Nysgerrige på hinanden, på at udforske det fællesskab af kroppe, historier, muligheder, som I er.
	[To ord for at elske: det gamle danske ailska: at give vækst det gamle græske: filein: at tage imod kærlighed som handling, noget man kan lære og øve sig ind på. At give liv og kraft og plads og tage imod det, som rækkes en. Begge dele er kærlighedens væsen, og den vokser man med et liv igennem.] Så det er det, jeg spørger om, og det I svarer 'ja' til, håber vi, når jeg nu spørger jer:

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email