Hvis du har kommentarer så skriv til Per Melhof Hvis du vil printe siden ud se her

	Kære brudepar
	Kære menighed
	'Enhver så nok, vi to skulle til højtid. Vi gik ind i den lille, ensomme kirke, hvor aftensolen skinnede gennem døren ind på den brændende lampe og de brogede billeder i gylden grund. Vi knælede på alterets trin, og Anastasia stillede sig foran os: en lang, hvid kjortel hang løst og let omkring hendes smukke lemmer: hendes hvide hals og bryst var bedækket med en sammenkædning af gamle og nye mønter, de dannede en hel, stor krave: hende sorte hår var lagt op på hovedet i en eneste bukkel, der holdtes ved en lille hue af sølv- og guldmønter, fundet i de gamle templer: skønnere pynt havde ingen græsk pige. Hendes ansigt lyste, hendes øjne var som to stjerner. Alle tre læste vi stille vor bøn: og hun spurgte os: 'Vil I være venner i liv og død?'. Vi svarede Ja. 'Vil I hver, hvad der endogså sker, huske, min broder er en del af mig! min hemmelighed er hans, min lykke er hans! Opofrelse, udholdenhed, alt, som for min egen sjæl, rummer jeg for ham!' og vi gentog vort Ja! og hun lagde vore hænder i hinanden, kyssede os på panden, og vi bad atter stille. Da trådte præsten frem fra alterets dør, velsignede os alle tre, og en sang af de andre allerhelligste herrer lød bag altervæggen. Den evige venskabspagt var sluttet.
	Dette citat er fra H.C. Andersens fortælling, 'Venskabspagten', som han skrev i 1842. H.C. Andersen havde været i Grækenland og med det som undskyldning fortæller han en historie om, hvad venskab, fællesskab og kærlighed er. H.C. Andersen blev som bekendt aldrig selv gift, og så vidt vi ved, fik han heller ingen børn, men denne fortælling viser, at han alligevel har kunnet levere en af de allersmukkeste forklaringer på, hvad det egentlig er, der sker her i kirken i dag.
	For det kan jo ellers være svært at forklare. I to er kommet til kirken med jeres lille pige. I er kommet frivilligt. Om lidt kommer I her hen til alteret, hvor vi mumler lidt sammen. Jeg spørger jer. I svarer 'ja', forhåbentlig. Jeg forkynder jer at være ægtefolk for Gud og mennesker. Bagefter døber vi jeres pige, vi optager hende i fællesskabet, siger hendes navn for Gud og alle, der er til stede. Og Gud bekræfter hende som også sit barn, en del af Guds evige fællesskab. Og så sender vi bagefter jer tre tilbage til det store fællesskab, der er jeres, men nu som sammenførte i nye fællesskaber.
	For det meget nøgterne øje kunne det se ud som om, der ikke er sket en pind. Ind og ud. I får ikke noget konkret med jer ud af kirken. Og så alligevel.
	Hos H.C. Andersen er det to mænd, der ved alteret indgår en evig troskabspagt. Det er ikke et bryllup, selvom det unægtelig ligner. De to mænd er dels fortælleren, hvis navn vi aldrig får fortalt, og så vennen Aftanides. De har kendt hinanden i flere år. De er bedste venner. Kun et eneste menneske står de to nærmere, end de står hinanden, og det er Anastasia, fortællerens plejesøster, som han har taget sig af stort set hele hendes liv. Anastasia, som vi får et glimt af, er utrolig smuk, og begge mænd elsker hende. Det ved de ikke, da de indgår deres venskabspagt.
	Det ligner unægtelig et bryllup: De to venner bliver spurgt om evig troskab, hengivenhed og loyalitet, og de svarer ja. De gi'r hinanden hånd på aftalen. De bliver begge to kysset på panden. Det sidste plejer jeg ikke at gøre her i Timotheuskirken, men hvis I meget gerne vil, skal jeg da overveje det. Ceremonien i fortællingen foregår ved et alter, der er præster og hellige mænd, der synger bag forhænget. Det ligner til forveksling et bryllup. Men det er ikke et bryllup. Det er et venskabsløfte. Og for H.C. Andersen er det særligt vigtige, at aftalen, venskabspagten indgås og bevidnes af en smuk kvinde.
	For pointen eller snarere problemet er, at denne smukke kvinde, der bevidner og indstifter deres venskabspagt, er genstand for begges kærlighed. Det sætter selvfølgelig den selvsamme pagt på prøve, med det samme. For H.C. Andersen er ikke i tvivl om, at venskab er godt, meget godt endda, så godt, at det kan bevidnes i en kirke og blive genstand for et ritual. Men H.C. ved også, at der er noget, der står over selv det ædleste venskab. Og det er kærligheden, kroppens kærlighed. Fortælleren siger til sin ven Aftanides: '- Ét endnu skal du vide! ét, som indtil denne stund kun Gud og jeg ved! al min sjæl er kærlighed! det er en kærlighed, stærkere end den til min moder og til dig ' Da Aftanides på denne måde får at vide, at hans bedste ven elsker Anastasia, som han selv gør, viser han sig at leve op til venskabet. Han fører sin ven og Anastasia sammen, så de kan erklære hinanden deres gengældte kærlighed, hvorefter Aftanides forlader byen i et år, så de kan være gift, når han vender tilbage. Og han giver dem alt, hvad han ejer, i bryllupsgave.
	Det er en fantastisk fortælling. Det stærkeste venskab overgås kun af een eneste ting. Samlet i citatet: 'Al min sjæl er kærlighed'. Aftanides har så stor kærlighed til Anastasia og så nært venskab til vennen, at han lader de to få hinanden: Det er da kærlighed og venskab, der vil noget.
	Alt det her for at prøve at få fat i, hvad det er, der foregår i dag. Vi går i dag med jer gennem to ritualer: vielsen og dåben. Og ritualer har den funktion at forklare tærskler i livet for os. Tærskler som vi ikke kan finde ud af at gå over uden ritualer. Vi har i vores lutherske, protestantiske tradition ritualer for markering af de vigtige overgange: dåb, konfirmation, vielse og begravelse. I dåben markerer vi, at et nyt menneske er kommet til vores fællesskab med hinanden og med Gud, i konfirmationen markerer vi, at nu er det overgang fra en periode i livet til en anden, bevægelsen væk fra forståelsen af en selv som udelukkende sine forældres barn til også at være et selv med egne hormoner, med vielsen markerer vi fællesskabet med et andet elsket og begæret menneske, og ved begravelsen markerer vi overgangen fra fællesskabet mellem de levende til Guds omfattende fællesskab af levende og døde. Vi markerer tærskler, overgange mellem fællesskaber og i kærlighed. Og det gør vi selvfølgelig, fordi vi har brug for at forklare og få forklaret det, som ikke siger sig selv. Og vi har brug for det, fordi vi er kroppe. Vi er ikke kun forstand og ord, vi er også kroppe. Derfor har vi brug for ritualet som en sammenhæng af ord og handling, hvor ord og handling bekræfter hinanden og holder hinanden på plads. En iscenesættelse af at vi hører til i kærlige fællesskaber med hinanden og med Gud. Det kan lyde vældig snørklet, men det er det nu ikke. Sådan har vi det jo også, når vi lever sammen og elsker. Vi nøjes ikke med at sige det. Vi viser det og gør det også med kroppen. Hvis vi med kroppen modsiger det, vi siger med ord, så bliver det hurtigt tydeligt, at der er noget galt. Det nytter ikke noget at forsikre om sin kærlighed med ord, hvis man ikke også siger det med kroppen.
	Det er kærlighed og fællesskab, som er ritualets indhold. I dag er det så dejlig tydeligt, fordi vielsen er en bekræftelse af det gode og sandt menneskelige i jeres kærlighed til hinanden. Jeres fællesskab får i dag lov til at stå som ikon for os andre på det gode liv, det liv hvor man lever i kærlighed til hinanden, for jer, som 'gammelt' par, er det stadig begærlig kærlighed, og det er kærlighed, der er villig til at favne, beskytte, holde om, bære og bære over. Og så videre. Alt det gode en krop kan. Samtidig er jeres lille pige en bekræftelse af det nye liv, der er kommet ud af jeres kærlighed. I dag er i høj grad en fejring af kroppens gavmildhed. Gavmildhed i den forstand, at I er to, der vil være så meget et, at I er blevet en mere. Men jo også gavmildhed i den forstand, at vi i dag får lov til både i vielse og dåb at blive mindet om, at kroppen kan bruges til så meget godt. Til at kysse og elske, og til at beskytte, dække, passe på. Den del af kroppens kærlighed bliver ikke mindre tydelig, når man får børn og måske for første gang i sit liv helt instinktivt og uden nogen form for bagtanke vil sætte sin egen krop ind på at beskytte en andens.
	Den tilføjelse, som lyder her i kirken ved ritualet, er, at sådan er det også for forholdet mellem Gud og mennesker. Guds kærlighed til os er af samme slags som den kærlighed, vi kender til mellem os. Den kærlighed, der er villig til at sætte kroppen ind for den elskede. Vi er ikke mindre elskede af Gud, end et barn af sine forældre. Når vi i kirken taler om tro, taler vi nemlig ikke kun om, hvad og hvordan vi tror, om vi har den rette overbevisning, om vi tror rigtigt og tror nok. Tro er meget mere et spørgsmål, om vi har tillid til, om vi tør tro, at Gud vil dække os, omfavne os, med sin krop, som vi så først og fremmest kender fra den eneste krop, Gud har haft, den sårbare og ubeskyttede krop, som Jesus havde og satte til for os. Det er den tro, vi spørger til i dåben. Kristendom, kristen kærlighed, er ikke kun sprog, ord, idé og overbevisning. Det er også krop. Det er derfor, vi spiser af den krop sammen i kirken ved søndagens gudstjeneste i nadverens ritual. Det gør os til et fællesskab og sender os ud af kirken med hans krop i vores krop, som vi så, ligesom han gjorde det, kan bruge til at sætte ind for hinanden.
	I H.C. Andersens fortælling om venskabspagten understreges det samme. Kærlighed handler ikke om at få sin vilje på andres bekostning. Kærlighed handler altid om at ville den anden det bedste for den andens skyld, at sætte alt ind på den andens vækst og beskyttelse. Også når det kommer på tværs af det behagelige eller bekvemme. Og det gør det, fordi kærlighed har et andet perspektiv end alle vore andre planer, nemlig evighedens. Man kan ikke blive gift på prøve eller med nogle års fortrydelsesret. Det kan kærligheden ikke. Man elsker ikke med en sidste salgsdato i baghovedet. Og man kan heller ikke returnere børn, når først man har fået dem. Det er jo krop af ens egen krop.
	Ritualets store forskel er, at ord og krop knyttes sammen i fællesskab af kærlighed med evighedens perspektiv. Det gør en forskel at få både ord og krop på kærligheden og fællesskabet. I elsker, efter i dag, hverken hinanden eller jeres lille pige mere eller mindre, end I længe har gjort. Men I bekræfter i dag jeres kærlighed til hinanden. I forpligter jer til at sætte ord og krop ind for hinanden, til beskyttelse af hinanden, til hinandens vækst, og vi, der er til stede, lover at respektere det. Hvad Gud har sammenføjet, må vi som bekendt ikke adskille. Og Gud giver både jer og jeres lille pige sin velsignelse og bekræftelse af, at kærligheden - vores og Guds - ikke kun er store ord men også en imødekommende, overbærende, beskyttende krop med kærlighedens evige perspektiv.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email