Hvis du har kommentarer så skriv til Per Melhof Hvis du vil printe siden ud se her

	Kære brudepar
	Kære menighed
	'Jeg begynder. "Deres majestæter. Foran Dem står en simpel digter, en digter som vil tale om kærligheden. Tillad ham at sige nogle ord som hyldest til Dem. Og det under overskriften "Amor Omnia Vincit". "Kærligheden overvinder alt." Så holder jeg en mindre kunstpause, for ligesom at forøge spændingen. Så åbner jeg munden for at tage tilløb, og så taber jeg mit gebis.'
	Det her var et citat fra et teaterstykke, skrevet af en af mine yndlingsforfattere, svenskeren Per Olov Enquist. Citatet stammer fra teaterstykket 'Fra regnormenes liv.' Stykket handler om ægteparret Johanne Louise og Johan Ludvig Heiberg - og så altså den uheldige mand, poeten, der taber sit gebis lige på vej til at gå i gang med sin hyldesttale til kærligheden. Denne uheldige poet er H.C. Andersen. Det forfærdelige uheld med gebisset, der falder ud af munden, der skal til at tale om kærligheden, finder sted ved et arrangement på slottet, hvor han skal holde tale for hele hoffet. For kongen, dronningen, prinser, grever og alle mulige notabiliteter, herunder Johan Ludvig Heiberg.
	H.C. Andersen anglede efter berømmelse, han var syg efter anerkendelse fra andre og især efter anerkendelse fra landets bedste kredse. For ham var det at blive anerkendt af samfundets spidser måske det vigtigste overhovedet. Han er ikke blevet balletdanser eller en stor, anerkendt roman- eller teaterforfatter, og eventyrene, regnede hverken han eller andre endnu rigtig for noget. Der har han så stået en aften på slottet, skomagerdrengen, foran hele hoffet og alle de andre, der var noget, dengang, alle dem, hvis anerkendelse var så vigtig for ham. Han skal holde tale, om kærligheden, kærligheden der overvinder alt, og så taber han gebisset.
	Efter denne forfærdelige ydmygelse søger H.C. Andersen så hen til hr. og fru Heiberg, hovedstadens mest feterede kulturpar, for at få trøst efter nederlaget. Og han fortæller om begivenheden til fru Heiberg, der ikke selv havde været til stede:
	'Der står jeg! Lamslået! Jeg bukker mig ned. Får fat i ... i det, tager det på. Hele hoffet foran, jeg føler med hele mit væsen hvordan sindsbevægelse og medfølelse strømmer mig i møde fra alle sider. Men også ... ja, latter! Måske hører jeg forkert. Men bare mistanken om at nogen ler af min ulykke! Man summer. Hører De - man summer! Denne summen! Ikke et ord hører man, men summen, det er forfærdeligt, der er så det drøner i mine ører! Jeg får fat i det, tager det på, men så! Så! Mærker jeg at tæppet har været støvet. Støv! Luven fra tæppet! Der er kommet uld og støv på mit gebis! Uld i munden! Jeg vil begynde forfra på min tale. En digters hyldest til fyrsteparret, og til kærligheden. Jeg siger Amor Omnia Vincit, Kærligheden overvinder alt. Men man kan ikke holde tale for kærligheden, når man har støv på gebisset." Men det skal vi altså. Alligevel. I dag. Tale om kærlighed. For nu om lidt skal I giftes, Morten og Susanne. Og så skal der tales om kærlighed, for det er, så vidt jeg kan regne ud, overhovedet ægteskabets pointe: kærlighed.
	Det er der flere grunde til: Om lidt siger I 'ja', det håber jeg da i hvert fald, og med dette 'ja' viser I alle os andre, at I mener det alvorligt. Det er for så vidt jeres anden konfirmation, vi skal til, for om lidt skal I sige 'ja', og med det, og ved i øvrigt, som det passer sig, at være klædt ud som Barbie og Ken, markerer I for alle os andre, at I er kommet godt ud over puberteten og nu ved, at det er det her, I vil. I vil gerne vise jer, med det I vil. På det punkt er det vigtigere, at I om lidt bliver gift, end det er, at I fremover er gift med hinanden. Om lidt har I, foran andre, ringe på og kan kalde hinanden nye navne: Det her er 'min mand' eller 'min kone' - ikke 'min kæreste'. Forhåbentlig er I stadigvæk hinandens kæreste, men I er også mere end det.
	Om lidt siger I 'ja', og så er det for altid anderledes. Vielsen er ikke nogen kærlighedsforsikring, men det er alligevel en evig beskyttelse. I bliver gift nu, og det betyder, at uanset alt - når det går godt og når det går dårligt - så er I gift. I har en gang for alle erklæret den kærlighed, der skal til, den kærlighed, der rækker ud over og gør jer lige glade med, om jeres elskede eller I selv har støv på gebisset. Nok ikke så meget konkret, I har vist sunde tænder, men alligevel: moralsk, etisk eller bare æstetisk uld får vi alle af og til på gebisset og finder det svært at tale om kærligheden. Når I føler jer virkeligt flove over at være blevet set i den mest ydmygende situation, så ved I, at I er elsket, alligevel, af hinanden. Og det er det allervigtigste ved at blive gift. Husk det, hver gang I taber gebisset.
	Om lidt siger I 'ja, men hvad i al verden har det med Gud at gøre. Det har egentlig alt muligt med Gud at gøre. Kærligheden på trods af fejl og den ubegrundede tilgivelse af al skyld og mod al rimelighed, den har vi lært at kende et eneste sted fra: Fra den Gud, der engang af bar kærlighed til mennesker selv blev menneske, levede blandt andre mennesker, oplevede stor glæde, stor sorg, fællesskab og forræderi, den yderste ensomhed og fornedrelse, forladt af både Gud og mennesker, men som påskemorgen mod døden stod op af graven og dermed viste os, at kærligheden er større end vi turde tro, og at livet er stærkere end døden. At livet er levende og døden er død. At al vores umenneskelighed, der burde føre os i graven, bliver tilgivet os af Gud, så vi i stedet lever livet med graven og døden i ryggen.
	Når vi på den måde er fri for al skyld overfor Gud, ja så kan vi netop godt tilgive hinanden. Vi kender godt vore egne fejl. Vi ved alt for smerteligt, at vi også kan fremstå i en ydmygende udgave med støv på gebisset, med skyld, dumhed og despekt på hænderne. Men vi behøver ikke, i modsætning til H.C. Andersen, at være desperate efter anerkendelse fra andre. Nå I om lidt siger 'ja', ved I, at I er elskede af i hvert fald Gud og et enkelt menneske, trods fejl, skyld og alt det andet støv.
	Og at vide sig elsket: selv i blottelsen, at vide sig elsket, når man virkelig er blevet set af den anden, det er rigeligt til at leve livet. I to behøver ikke stå fortvivlede og usikre, når I er blevet set. Derfor kan vi sagtens tale om kærligheden med lidt støv på gebisset. Og I kan. Nu.
	I jeres ægteskab skal I se hinanden helt, og I skal lade jer se helt, men sammen skal I så tilsløre igen, og så skal I tilgive hinanden alt. På den måde elsker og ærer I. For både Gud og H.C. Andersen har fat i en vigtig pointe. Amor Omina Vincit. Kærligheden overvinder alt. Gud give jer kærlighed af sin kærlighed. Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email