Hvis du har kommentarer så skriv til Nynne Reddersen Hvis du vil printe siden ud se her

	Prædiken til Allehelgen 2003.
	I dag er døbefonten fyldt med palmeblade, og teksterne fyldt med de mestbesynderlige billeder. Billeder som er så fremmedartede at vi nææææsten ikke kan ha´ med dem at gøre; Vældige billeder fra et kosmisk drama uden sidestykke,- er det. Vi hører om sole og måner der bli´r sat ud af deres baner,og mister deres lys,enorme naturkræfter der sættes på stand-by af kæmpestore engle der befaler overvindene fra de 4 verdens-hjørner,- de er i gang med at iscenesætte dommedag og "de sidste ting" , forstår vi, - men det er ikke dommedag det handler om i dag,nej, - i dag gælder det orkestre-ringen af det evige liv, og hér møder vi ti-tusindvis af hvidklædte, sejrs-palmesvingende mennesker som i vekselsang medenglene synger lovsang foran Guds trone. Det evige liv, vel og mærke, som ingensom helst ved noget som helst om. Alene begrebet "evighed" har vi svært ved atrumme, fordi intet vores øjne ser er evigt, heller ikke øjnene, der ser. For så vidt kan man sige at menneskets historie i verden er en tragedie; Altskal vi miste hér i livet, og til sidst skal vi miste os selv. Så at noget er evigt ligger simpelthen ikke naturligt for os, - måske ikkeengang rigtigt som tanke,- måske kan man sige, at evighed er noget vi kendermest til, som en længsel eller et håb!.
	Alligevel rækkes vi nogle billeder i dag, fra en fjern fortid, - fra Johannesåbenbaring, som altså vover sig ud i det tvivlsomme projekt at gi´ et bud på,hvordan dette store og ukendte scenarium ta´r sig ud: Og det er klart, at hans billedbrug er voldsomt - for en fremstilling af detevige liv, skal jo være så kraftfuld at selv naturkræfterne bli´r sat skakmat, -det si´r sig selv,- døden skal jo besejres, og samtidig skal billedet kunne sessom en opfyldelse af alle vores inderste håb og længsler. Sådan noget kan kunudtrykkes i billeder. Og når vi så møder de hér billeder i Bibelen, så er det vigtigt at huske, at deså ikke skal forstås fuldstændig firkantet, og bogstaveligt. Bibelen er ikke enbog, som postulerer at vide noget om fremtiden, at beskrive bestemte historiskefakta om fremtiden,- hverken om vores eller om verdens. Det er ikke Bibelensformål at ville afsløre for os, hvad der virkelig skal ske på eksempelvis voresdødsdag eller på den yderste dag. Bibelen la´r os ingen steder se ind ifremtiden.
	De hér skildringer af "de sidste ting" - må vi altså forsøge at nærme os påsamme måde, som vi nærmer os de første kapitler i Bibelen, - dem der handler om" de første ting": om Skabelsen; om paradiset og om menneskets liv dér,- omulydigheden og om det fatale æble fra visdommens træ. De historier er jo heller ikke nøjagtige beskrivelse af, hvad der rent faktiskgik for sig, da jorden blev skabt. På billedlig vis, siges der derimod nogetfundamentalt om menneskets afhængigheds forhold til Gud, om menneskets værdighedog frihed, og om vores grundlæggende vilkår og opgaver hér i livet. Hérfortælles om, hvordan vi erfarer os selv som dødelige væsner, der, til forskelfra alle de andre skabninger, er udstyret med en evne til at foretage valg, - ogmed en gådefuld samvittighed, der gør os bevidste om, hvor splittede vi erimellem det gode vi vil og det onde vi ikke kan lade være med, - Vi menneskerhar en grunderfaring i livet af osselv som væsner med fødderne plantet på jordenog med hovedet i skyerne. Bibelens skabelsesberetning fortæller ikke om en begyndelse i tid, den er langtfra tænkt som en biologisk afhandling. Men hér siges noget vigtigt om forholdetimellem Gud og menneske og om det inderste hjerte i alt, hvad der sker. Og som sådan skulle begyndelsen jo egentlig også være snævert forbundet medafslutningen. Det vil så sige, at alt det vi hører om "de sidste tider" - det skal heller ikkeforstås bogstaveligt, men ses som et udtryk for de troserfaringer vi har gjortos hér i livet, og som vi nu håbefuldt la´r strække sig fremad og ind i denfremtid vi ikke kender. Den Gud der nu, som før, omslutter hele mennesket ogdets historie, -Den Gud som gi´r hele tilværelsen fundament, holdning, mening og mål, hjælp ogvejledning, ja, som oven i købet har valgt mennesket til sin forbundsfælle, ogselv er kommet herned for at få os i tale ansigt til ansigt,- at den Gud også ersin skabnings fremtid, er vel egentlig en meget nærliggende tanke. Gud har, i Jesu skikkelse, vist en så enestående vilje til at være os nær, athverken død eller undergang kan afholde ham fra at nå det menneske han elsker. Så hvis det gi´r mening for os, at livet blev givet os af Guds hånd, og at hankommer os i møde allerede mens vi er hér i livet, så er det vel lige så nærmestnaturligt at tro, at vores liv også finder sit mål og sin afslutning i hanshånd, og at vi skal møde ham dér også, i den fremtid som er hans, og som vi ikkekender.Det lyder jo egentlig rimeligt nok, - og for den der tror, er der ligefremtryghed i billederne hér. De udtrykker og fuldender det håb, og de løfter vi harfået om, at vi altid skal leve nær Gud og altid være omsluttet af hanskærlighed. De hér billeder om en evig fremtid hos Gud, er Håbs-billeder.Alligevel så støder de os? - de virker naive og næsten primitivt provokerende,-hvorfor ? For det første så er vi ikke særlig gode til at se på billeder hér påvores breddegrader, og til at fordybe os i dem. De er hvad de overfladiskforestiller,- bum, færdig. De rangerer ikke særlig høj hos os. Vi vil simpelthen helst ha´ ord og begreberpå alting, ellers er det ikke helt godt nok. Vi har ikke altid blik for, at etbillede kan sige mere om virkeligheden end begreber kan, for vi har ikke sansfor at se, at det som ligger åbent for vores begrebsverden og intellekt kun eren del af virkeligheden, og ikke det hele. Og det på trods af, at alt detaller-kostbareste i vores liv, og i verden, hverken kan begribes eller føles på:Kærligheden, skønheden, det facinerende, den meningsfyldte fremtid f.eks. - ogderfor er billeder meget bedre til at beskrive de hér fænomener end ord. Ogderfor finder vi som kristne også et væld af lignelser og metaforer og billederi Bibelen så snart spørgsmålene om håb, tilværelsens mening og vores sidstefremtid hos Gud melder sig.
	Og for det andet, så gør vi alt, hvad vi kan for at fortrænge døden fra voresliv, så længe det overhovedet er muligt. Og jeg synes det er forbløffende, hvorgodt det lykkes for os, når mansamtidig tænker på hvordan døden ikke bare erafslutningen på vores allesammens liv, men jo også hele tiden griber ind i det.Døden trænger sig ind på livet, og så fortrænger vi den. Før i tiden var der envis offentlighed omkring et dødsfald, - man døde omgivet af hele familien,naboerne kikkede ind og medlemmer fra menigheden kom forbi, det kender vi ikkemeget til i dag, - døden vedkommer kun hospitalet og de allernærmeste. Måske genkender I også diskussionen fra arbejdspladsen, når en kollega er død,om hvem der går med til begravelse, - Pludselig siger hver anden medarbejder,-Næææh, jeg tror ikke jeg ta´r med, så godt kendte jeg ham alligevel heller ikke! Hvorfor møder man ikke bare op for at støtte familien, viser flaget, lader sigkonfrontere med at noget gør ondt, noget som er uafvendeligt for enhver af os.Som samfund lever vi ikke særlig intenst med vores døde og med dødens realitet.Det skulle være en kendsgerning at en fyrrårig i dag, gennemsnitligt har gjortsig lige så mange erfaringer med døden, som en 14 årig havde for 2 generationersiden. Og det skal vi selvfølgelig ikke være kede af, - for døden kan være engrum gæst, men på den anden side, så bli´r det samtidig muligt helt at fortrængeden. Det betyder at rigtig mange af os står kejtede og fremmedgjorte ogrådvilde, når så døden slår ned omkring os, medmindre vi altså er deallernærmeste, for så er der ikke nogen vej udenom. Men døden kan ikke fortrænges, selvom vi prøver at bilde os det ind, for denvirker hele vejen igennem livet, vi oplever den i små stykker ved sygdom,lidelse, nederlag, skilsmisse, når man bli´r ældre, bli´r pensioneret, må la´stå til, ta´ afsked. Livet hører som regel ikke bare op, mennesket må gi´ detfra sig lidt efter lidt, stykke for stykke. ,- og det er døden vi oplever, sompå den måde sætter sig igennem i vores liv, og begrænser vores livsudfoldelse.På den anden side er døden jo også nødvendig for at et menneskeliv overhovedeter et menneskeliv. Uden døden ville livet blive overfladisk og ligegyldigt, heletanken om udvikling, som ligger dybt, dybt i os, ville være utænkelig, hvis ikkeder var en død. Først gennem døden erfarer vi, at livet ikke bare er noget selvfølgeligt, men atdet er en foræring, en gave. Netop fordi døden bestandig truer livet, kan vi sevores liv som betydningsfuldt, som noget kostbart, som noget af et vovestykke,et eventyr,- én gang for alle. Så døden er altså ikke bare en størrelse, som vi kan få has på, ved at fortrængeden, - det kan simpelthen ikke la´ sig gøre, - den er tilstede i selve livet,som både motivator og stopklods, og det virker nærmest lidt dumt og umodent,hvis man insisterer på, at den ikke kommer én ved. Dødens virkelige overvindelsekommer ikke ved, at man lukker øjnene for den, og skubber den væk og ud, men kunved at man ser den lige ind i ansigtet, og håber ud over dens grænse. Det var det Jesus kom herned for at vise os var muligt,- Igennem hans død ogopstandelse viste han os, at der er håb, selv der, hvor vi skønner, at alt serallermest håbløst ud,- der hvor folk er allermest fattige i ånden, der skalf.eks. Himmeriget være, mens de svage og tilbageholdende skal arve jorden. Dender stifter fred skal vinde kampen og dem som er blevet rullet i skidtet ellerselv har sølet sig til i livets løb, kan vaske deres klæ´r hvide i Jesu blod,og få tilgivelse og genoprejsning. Jesus siger det ubegribelig til os, at viengang skal holde op med at dø, og at dem, som vi betragter som døde, og som visavner og sørger over, de er hos ham i god behold; de er dér, hvor man ER holdtop med at dø. Døden er besejret.Det er i den tro og til det håb vi bli´r døbt, --ogdet er derfor, der er sejrspalmer på døbefonten i dag.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email