tml> Præstesiden


Hvis du har kommentarer
så skriv til
Karin Wellejus

Hvis du vil printe siden ud
se her
Alle Helgen 05:
197(Min Gud, min Gud)-518(På Guds nåde)-447(Herren strækker)-571(Den store hvide)//362(Gør dig rede, kristenhed)438-439-474-652(Vor Herre! Til dig må jeg ty)
Mørkets bur, mit tungsinds fængsel
Tabt er alt, ja, selv min længsel
Ingen ord vil gi´mig læring
Intet brød kan gi´mig næring
Håbet er en lille fugl
dybt i sorgens glemte skjul
Kom til mig nu, I engleskarer
bær mig til min blomsterlund
Der hvor jeg mærker livets varme
og kærlighedens faste grund ( Marianne Harboe/Hans Dal fra Tungsind)
I latteren stråler sjælen, er der blevet sagt. Men når én, der står ens hjerte nær, dør, forstummer latteren. Man fatter ikke en brik. Sanserne, alle ens sanser er ikke bare sat på køl, som hos Snedronningen, eller Snehvide. Nej, sanserne er kølet flere tusind grader ned, som vi utallige gange har set det blive gjort med celler, sæd eller æg f.eks. hvor dem, der arbejder med det, er iført dragter for at holde kulde ude, og de forskellige ting, der skal fryses ned eller tages op, bliver gjort det med et tangagtig instrument. Man har det som Snehvide at først, når det forgiftede stykke æble falder ud af munden og kysset rammer ens læber, føles kroppen - sanserne påny, og latteren kan igen - først lidt famlende - stige op og bemægtige kroppen, så den til sidst bliver nødt til at blive lukket ud.
I vor evangelisk-lutherske folkekirke er dagen i dag Alle Helgens dag. Det er blevet en mindedag for vore døde, som for os alle er helgener, ingen er nærmere Gud end nogen anden, og det er godt det samme, for vi er alle døbte til at høre Gud til.
For mange af jer er det ikke nogen hemmelighed, at jeg i dag står på denne prædikestol for første gang i lang tid, fordi jeg - i lighed med mange af jer - også har været ude for den sorg og det savn, det er at miste. Det er derfor en meget personlig prædiken med en meget stor tak til alle jer, der har båret over og båret mig igennem til igen at kunne mærke livet.
Meget passende plejer min kollega på denne Alle Helgens dag at henvise til Emma Gad om, at man i gamle dage bar sorgen over at have mistet synligt i lang tid. Man gik i totalt sort tøj og derefter kunne man bære et sørgebind for at vise omverden tegn på ens tilstand. En tilstand der måske i lang tid er præget af chok. Men alt afhængig af modens luner, så er dét at bære sort tøj i dag så ganske almindeligt, så det ikke umiddelbart signalerer en person, der er i krise. Hvorimod et sørgebind kunne give et signal om, at her er en person, der mentalt er ustabil. En person som enten har lyst til at tale om, hvad der er hændt, eller en der totalt lukker af og som har behov for hjælp.
Selvom gennemsnitslevealderen markant er steget gennem de sidste 100 år, hvilket bl.a. skyldes at de spædbørn, der fødes og som der ikke fødes så mange af, de overlever i en langt større procentdel, og selvom videnskaben på mange felter gør alt for at vi vedblivende skal leve endnu længere uden anstrøg af alderens grånende træk, så er det uomtvisteligt, at vi alle en dag skal dø.
Skal vi så leve i angst og frygt for at miste, så vi ikke tør elske? Så vi ikke tør give os hen i kærlighed til et andet menneske? Så vi ikke tør få børn, for tænk hvis vi skulle miste det, inden vi selv dør. Mit svar er et stort rungende NEJ!
Glæden over at have elsket kan ikke overskygges af sorgen. De to ting hænger uløseligt sammen, for fra den kærlighed, som Du selv gør krav på, kender Du den kærlighed, Du skylder Din næste. Og har du modtaget, mærket kærlighed fra en nu afdød, måske endda i overflod, så ligger der også implicit et krav om vedblivende at give kærlighed, så du selv en dag igen kan modtage.
I sorgens sorte huller er det væsentligt at stille sig det spørgsmål. Hvis du havde mulighed for det, hvis du havde en chance for at gøre det hele igen, ville ud, kunne du, turde du - og forhåbentlig er svaret JA
Nogle mennesker går igennem livet i mange år uden at miste venner og familiemedlemmer, og mange sådanne personer har en teoretisk ide om, hvordan det føles at miste den, der ens nærmeste. Min mand, der var enkemand, da jeg traf ham, sagde altid: De mennesker aner ikke, hvad de taler om!
Det vidste jeg heller ikke, skønt døden tidligere flere gange er kommet tæt på mig. Det er jo heller ingen hemmelighed, at jeg - set i bakspejlets klare lys - lammet af sorg og chok, gik i arbejde med det samme, og at reaktionen så kom senere.
Det kan være uforståeligt for mange. Jeg har endda hørt om mennesker, hvor reaktionen er kommet flere år efter, og så er det endnu mere uforståeligt for omgivelserne: -Jamen, vi troede jo, at du var ved at komme over det, du ser jo godt ud!- underforstået er det ikke en gang skuespil for at få lidt opmærksomhed, nu her lang tid efter.
Det er dybt fortvivlende pludselig at føle - fra det ene sekund til det andet - ikke at have en kropslig kontakt med et menneske, der betyder så meget for dig, et menneske, der giver dig varme og glød!
Det kan være barnet, der er båret under hjertet, som pludselig ikke er mere. Det kan være den lille purk, der altid slog armene omkring benene på Mor og sagde: Mor, jeg elsker dig. Det kan være teenageren der knap nok lige kunne afse et knus og et kram, for så at være blevet involveret i en spritulykke. Eller være den, du altid i hvis arme, du faldt i søvn med. Kroppen skriger af savn, det er som om solen ikke længere er lyset om dagen, eller månen ikke lyser om natten. Alt er gråt i gråt. Det er virkelig at føle, at Gud har forladt en, som vi sang i Hans Anker Jørgens salme.
Alt har sin tid - også sørgetiden, sørgedagene og en dag, efter måske både i månedsvis eller årevis at have skældt Gud ud (og det er Han i parentes stor nok til at kunne klare, det må man godt ) så viser Han sit lys, men først når tiden er inde, så er din nat overvundet, for så har Den Stærkes hånd bladet vendt, din sorg er slukt - ikke glemt - men din jammer endt!
Så kan den sørgende prise Gud for glæden over at have elsket, og af Gud føle sig priset som salig.
Salig er de, som sørger, for de skal trøstes: og det bliver vi, men vi bliver det ikke som på kommando, når vi beder Gud om det. Det er ikke som at handle i Netto eller Fakta, hvor de gerne vil have, at vi bliver lidt længere. Vi kan nemlig ikke indgå købsaftaler med Gud. Vi må have tiltro til, at vi har indgået en pagt med Ham.
Gudbevares - havde jeg nær sagt, den tiltro, den tro bliver ved et stort tab også rystet som når en tsunami kommer hærgende.
Folk i chok bringes ofte til sammenbrud ved de simpleste ting.
Senere er det så også de små ting, der får livsmodet, livslysten til at brænde igen. Jeg fik bl.a.et digt oversat fra engelsk eller amerikansk, der lyder:
Mægtige Gud
Vær lille nok til at høre mig nu
Der var tider, hvor jeg græd
Fra mørket fra Daniels hemmelige sted
Og jeg havde bedt dig en eller to gange
Om ikke du ville skille havet igen
I nat behøver jeg ikke
En ildsøjle på himlen
Vil bare vide, at du vil holde om mig
Hvis jeg begynder at græde
Mægtige gud
Vær lille nok til at høre mig nu
Mægtige Gud
Vær tæt nok på at føle mig
(Mægtige Gud vær tæt på mig)
Der har været øjeblikke hvor jeg ikke alene har kunnet
Stå ansigt til ansigt med Goliat
Og hvordan kunne jeg glemme
Vi gik rundt om vores del af Jeriko
Men jeg kommer ikke til at sende
Et bud efter dig i nat
Vil blot gerne vide
Om alt kommer til at gå i orden
Mægtige Gud vær så tæt på at du kan føle mig
Al ære og pris
Til fortidens mysteriers gud
Som ved hvert gen og undere
Vender siderne i vores historie
Men i nat er mit hjerte tungt
Og jeg kan ikke lade være med at hviske denne bøn
Er du der?
Og jeg ved du blot kunne skrive
Dér på væggen - kun til mig
Eller sende visdom mens jeg sover
Ligesom i Salomons søde drømme
Men jeg har ikke brug for Samsons styrke
Eller en hestetrukken vogn til sidst
Jeg vil bare vide om du stadig ved
Hvor mange hår der er på mit hoved
Mægtige Gud - (Er du lille nok?)
Vær lille nok til at høre
mig nu!
Salig er de, som sørger, for de skal trøstes. Gud er lille nok til at høre hver enkelt af os. Det er det kristne håb for os alle. Gud tager os ikke, når vi dør. Men Han tager imod os, Han løfter os op af graven, ikke for vor renheds og fromheds skyld eller for alle de gode gerninger, vi måske har strøet om os med. Nej, det gør Han ene og alene på grund af sin kærlighed til os.
Vi har en pagt med Gud - og pagten er dåben. Så netop på en søndag, hvor vi mindes de døde, bliver vi helt tydeligt gjort opmærksom på, at vi - alle os, er i levende live ved at vi netop har overværet dåb af . Og i dåben falder vi altid i levende hænder. De hænder, vi blev lagt i ved vor dåb, det kan i sorgens traumatiske periode være usigeligt svært at finde frem til, men saligt bliver det øjeblik, hvor det sker.
Salig er et ord, der hører himlen til, men -Salige er I- - det er Guds velkomst til den, der tør tro på Ham.
Salige er vi, for vi er skabt med evnen til at elske, selv om vores kærlighed altid og for evigt kun vil være en fattig afglans af Guds kærlighed til os. Salige er vi - at vi turde knytte bånd med andre mennesker og dermed gøre os selv sårbare og lette at ramme, for det er smertefuldt at miste. Det er kærlighedens pris, som Gud også har betalt for os ved Jesu død, og Han gav os det håb ved opstandelsen påskemorgen, at vi ikke skal frygte døden, for på trods af den, er vi i gode hænder.
Så frygt ikke - ej heller kærligheden, for Gud siger: som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden - koste, hvad det vil.
Så dyrt er det at være skabt i Guds billede, dér hvor vi ikke mere kan få lov til at leve og ånde for hinanden, fordi døden skiller os ad - dér lever og ånder Kristus til stadighed for os - og med os. Salige er vi, at vi er Guds børn, der altid kan søge Ham, så vi kan finde modet til at leve livet - mens vi endnu har det, så sjælen atter kan stråle i latteren.
Amen

Sat på Præstesiden
http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
af præst Mogens Agerbo Baungaard email