Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Pinsedag med dåb i Solrød Kirke 2007
	GT-læsning: 1. Mos. 2, 4b-7 NT-Læsning: Ap.G. 2,1-11 Evangelium: Math. 3, 13-17 (Fastelavn 1) Salmer: DDS 290, 287, 294- 292, (474/901) og 725
	Prædiken
	Det er pinsedag i dag! Selvom det kun er en enkelt ekstra dag, så har vi fri - pinseferiefri! Og så skal vi holde dåb for lille Andrea, hvilket passer meget fint med at det netop er pinse. Men det vender jeg tilbage til om et øjeblik.
	Er der nogen, der kan sige mig, hvad dette her er? (Viser en klump ler) Det er ler! Det er fint jord med vand i. Hvad mon man kan lave med det? Man kan lave askebægre og sjove figurer! Man kan lave en skildpadde - det gjorde jeg, da jeg var dreng, men denne kunne desværre ikke gå selv. Den kunne kun gå i stykker - når jeg hjalp den!
	Hvad er så det her (Viser lerduen!). Det er en due og den er lavet af ler. Den kan ikke flyve og den kan heller ikke gå. Den mangler noget - den mangler liv! Og vi mennesker vi kan jo lave mange ting, både af ler og af alt muligt andet, men vi kan aldrig gøre det levende! Vi kan ikke skabe, vi kan kun skabe os - og det er jo noget helt andet!
	Med Gud er det anderledes! Gud kan! Gud skaber liv! Det har vi allerede hørt lidt om i dag. Da Gud skabte verden, lavede han først et sted, hvor alle levende væsner kunne leve sammen. Det var en have, med planter, træer og søer. Der satte han så en masse dyr, fugle og fisk. Og til sidst sad han og legede med en klump ler.
	Gud legede med leret og formede en lille krop. To arme, to ben, et hoved - og da han til sidst var færdig, blæste han på leret - lige ind i næseborene - og vupti, blev figuren levende, blinkede med øjnene og så op på Gud! Figuren kunne alle have lavet, men levende, det kunne kun Gud gøre den! Og Gud glædede sig over sin skabning - det kalder man det, som Gud har skabt og givet liv - og han kaldte det for et menneske og gav det et særligt navn, nemlig Adam, hvilket bare betyder "jord". Og Gud fortsatte med at skabe. Han skabte en masse dyr, fugle og fisk, som han satte i sin have, så Adam havde godt selskab. Men selvom det var fint og flot, følte Adam sig alene. Alle dyrene var nok levende, men de var ikke som ham. De havde ikke samme ånd i sig som han. Så til sidst lavede Gud en skabning, som han kaldet Eva - og hun passede meget bedre til Adam! Ja, så godt passede de sammen, at de altid ville være sammen og ikke følte sig hele uden den anden var i nærheden - om natten sov de tæt sammen. Så levende følte de sig, når de var sammen, at de en dag fik et barn! Gud brugte dem til at skabe videre med!
	Og sådan er det stadig. Når to mennesker virkeligt elsker hinanden og deres levende ånd og krop forenes, så opstår der nyt liv. Og når den levende ånde - som vi også kender som åndedrættet forlader dem igen, bliver vi alle til jord igen.
	Så ånden fra Gud, er altså det levende fra Gud. Det er det, som gør lerduen levende, hvis den bliver det. Den kan også gøre mennesker levende på en anden måde.
	"Rør ved mig, så jeg mærker at jeg lever" lyder det i en gammel dansk-top sang. Selvom vi lever, kan vi godt føle os helt kolde og døde. Men så kan der komme et andet menneske og giver os et knus eller siger noget opmuntrende til os. Det sættes gang i os igen, så livet igen bliver værd at leve.
	Netop sådan var det, at Jesu venner og disciple oplevede det den første pinsedag, som vi har hørt om i dag. Hvad der virkeligt skete, er ikke til at sige, for vi har kun den underlige pinsefortælling om det - og den er fortalt i billeder og symboler.
	Jesu disciple er samlet i Jerusalem. Jesus var død, Gud blæste på ny sin livsånde i ham - og de mødte og talte med ham. Og derefter sendte Jesus dem tilbage til Jerusalem, hvor de skulle vente på at blive tanket op igen.
	Og mens de sidder og venter på, hvad Gud kan finde på, så blæser Gud pludseligt på dem. De hører en vældig storm og de bliver fyldt helt op til randen med noget varmt, godt og glædeligt. Det begynder at boble og koge i deres sind. De er ikke længere alene, men Gud er hos dem. Gud blæser på dem, men ikke på den måde, vi mennesker gør det med hinanden - når vi mennesker blæser på hinanden, betyder det jo at vi er lige-glad med andre.
	Men når Gud blæser på os, så bliver vi over-glade. Alt trist er væk og de føler at verden ligger åben for os. Vi får lyst til at elske og favne hele verden. Vi føler et tæt fællesskab og solidaritet med hinanden Gud rører ved os og sætter os i gang.
	Det er fortalt med ildtungerne, der sætter sig på disciplene hoveder - ilden som er varmt, lysende og brændende som kærlighed.
	Men hvor kom denne ild fra? Den kom fra Jesus, som nu var hos Gud. Det var Guds Ånd - den ånd, der gør livet levende og godt at leve, som Gud sendte til disciplene. Det kaldte den derfor for den Hellige Ånd.
	Og den Hellige Ånd skulle de ikke holde for sig selv, men dele med alle mennesker. Derfor begynder de at prædike og fortælle om Gud og Jesus - men pludseligt kan alle forstå dem. Selv dem, der kom fra andre lande og talte andre sprog kunne se og mærker, at disciplene havde oplevet noget, som smittede. Og alle de, som blev smittede af deres glæde og begejstring, døbte disciplene med vand og Gud gav dem Helligånden.
	Og så ender vi ved duen igen. Da Jesus blev døbt, følte han at Gud kom ham så nær, at han rørte ved ham og talte til Ham. "Du er min elskede Søn!", lød det. Og får at Jesus skulle vide, at det var ham, ordene lød til, sendte Gud Helligånden over i skikkelse af en due.
	Duen af ler, som vi ikke kan gøre levende, men Gud kan. Gud kan give os livet og Gud kan gøre livet levende og brænde i os, så vi føler vi hører sammen og kan elske andre. Det, der forbinder os med Gud og med hinanden, er både livet og Ånden, som kommer fra Gud.
	Og når Andrea skal døbe i dag, så har hun allerede livet, men Gud lover hende da også, at han vil gøre det rigtigt levende for hende med sin Ånd.
	Når vi døber, beder vi om at få Helligånden. Og når jeg tegner korset for Andreas ansigt og bryst, Og når jeg lægger min hånd på hendes hoved og beder, Så er det alt sammen ikke noget jeg gør af mig selv. Det er Gud, der gør det, for kun Gud kan give dåbens gaver.
	Kun Gud kan røre ved os, så vi virkeligt føler at vi lever. Og at han både vil og gør det, det er det, vi fejrer i pinsen!
	Så glædelig pinse!

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email