Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Pinsedag i Solrød Strandkirke 2007
	NT-læsning: Ap.G. 2, 1-11 Evangelielæsning: Johs. 14.22-31 Salmer: DDS 290, 287, 294 - 292, (474) og 725
	Prædiken:
	En pinsegudstjeneste uden at synge Grundtvigs "I al sin glans nu stråler solen" kan man næppe forestille sig. Det er ikke sikkert en menighed ligefrem ville kræve afsked af den præst, der valgte at forbigå salmen i dag, men vedkommende ville med sikkerhed skuffe de mange, der kommer til gudstjeneste for netop at synge denne salme og opleve den enhed og fællesskab, salmen giver udtryk for. For det, der sker, når vi synger den, er vel netop det, som er tema for dagen i dag, nemlig at min ene stemme smelte sammen med alle andres til en jublende lovsang, der foregriber den dag, hvor alle modersmål smelter sammen i et uophørligt "Halleluja!"
	Når Grundtvigs Helligåndssalmer er så tæt knyttet til vor fejring af pinsen her i Danmark, er det naturligvis fordi, at pinse og Helligånd hører tæt sammen. Pinsen er mere end et tilfældigt punkt i kirkeårets forløb. Pinsen er den sidste af vore de tre kirkelige højtider, der hver især afspejler deres særlige aspekt af den treenige Guds måde at komme os i møde på.
	For Gud bekender vi jo ikke bare som Gud, men som Fader, Søn og Helligånd og det er nok ikke helt forkert at sige, at vi netop gennem kirkeårets gang og højtider skridt for skridt bliver mere fortroligt med, hvem og hvordan Gud er.
	Lad os derfor nu se på de tre højtider i sammenhæng:
	For langt de fleste er julens hovedperson uden tvivl barnet i krybben. Men dette barn er ikke blot Guds Søn i svøb, men i sig selv et skabelsesunder, hvori også hemmeligheden om vort eget liv ligger gemt. Gennem julens budskab afsløres Gud som Skaber af livet. Da Gud selv bøjede sig ned og blev menneske, skete det som en bekræftelse på, at alt gudskabt liv er af en uendelig værdi. Den egent lige hovedperson i kirkeårets første højtid er derfor Gud, som livets Skaber.
	I påsken samles vi om forkyndelsen af dødens overvindelse og det gudskabte, mens siden korrumperede livs fornyelse. Og her er det virkeligt Jesus, som er hovedpersonen.
	Han er den, der gik ind under det skabte og faldne menneskes vilkår - som er adskillelsen fra Gud - og som dog til det sidste fastholder sin samhørighed med Gud. Ved at stille sig lige med det faldne menneske og tage dets skyld på sig, viser han os sin fulde solidaritet og sprænger for os de bånd og lænker, der holder os alle fast under synden og dødens herredømme. Og gennem sin opstandelse trækker han så at sige hele menneskeheden med sig ind i det nye og genskabte liv, vi kalder det evige liv.
	Den højtid, vi i dag fejrer som pinse, er intet mindre end foregribelsen af denne fornyelse og genskabelse - ikke blot i dag, men til alle tider. Pinsens hovedperson er den Hellige Ånd, der virker for at gøre Guds handlinger nærværende og levende for os. Helligånden er Guds åndedræt, og er man så nær en anden, at man mærker dets ånde, kan man ikke komme tættere på.
	Helligånden er også den virkelighed, der gør at salmen "I al sin glans..." ikke blot er i stand til at afspejle digterens egne tanker og erfaringer, men at den så at sige selv bliver et redskab til at formidle et glimt af pinseunderet til os i dag. Helligånden er, at dette ikke behøver at forklares, men at vi oplever det, mens vi synger og lovpriser Gud. Helligånden er nemlig også den side af kirkens virkelighed, vi kan gøre os konkrete erfaringer med. Netop derfor vil det være en selvmodsigelse, at forsøge på med ord og begreber at forklare salmen her, men i lyset af det perspektiv, som Grundtvig lægger ind i salmen, vil jeg lade et enkelt sted i dagens evangelium være udgangspunkt for det, som der skal siges i dag. Hvad jeg tænker på er det sted, hvor Judas spørger Jesus: "Herre, hvordan kan det være at du kun giver dig til kende for os, men ikke for verden?" (for alle og enhver).
	Judas fornemmer tilsyneladende, at det, som Jesus har fortalt sine disciple indtil da, er så stort og vigtigt, at det da ikke kan være begrænset til dem alene! Jesus har jo gang på gang vist dem, at han er mere end tømmersvenden fra Nazareth. Han har åbenbaret og ført dem ind i et fællesskab med Skaberen, som ikke tidligere har været kendt af noget menneske. Derfor falder spørgsmålet ham helt naturligt: "Jamen, hvorfor viser du dig kun for os?" "Hvorfor skal noget så stort og vigtigt begrænses til en lille flok forhutlede fiskere, daglejere og toldere?"
	Billedligt talt er det jo næsten som at hælde hele Østersøen ned i et badekar - det kan hverken disciplene eller karet jo rumme uden at det meste går til spilde. Og sådan gik det jo også - både mens Jesus levede, og bagefter, da disciplene skulle fortsætte hans virke: Forfærdeligt meget gik til spilde! Meget af det, han havde sagt til dem, forstod de ikke. Andet misforstod de fra en kant af. Alligevel var det dem, han overgav sit budskab til.
	Dog ikke uden hjælp og støtte. For at holde dem fast på Guds Rigets virkelighed, skænkede han dem Helligånden, der lag for lag skulle afdække og gøre hans ord levende og virksomme i dem. På den måde udtrykker Ånden disciplenes fortsatte for-bindelse med Jesus efter at han er vendt tilbage til sin Far.
	Dette er imidlertid kun den ene side af Helligåndens virke. Den anden og mere omfattende er at bevare forbindelsen mellem begyndelse og ende, skabelse og fuldendelse, mellem dengang Gud første gang blæste sin ånde ind i alt levende og den dag, da alt igen skal fornyes til det, som det var bestemt til fra begyndelsen.
	Derfor er Helligånden også et løfte, der foregriber en fremtid, Gud vil give os. På trods al verdens jammer og ulykke, på trods af al afmagt og utilstrækkelighed, giver Helligånden os en forsmag på den himmelske glæde, som Jesus viste mennesker hen til gennem sit liv. Og nok skete alt dette engang for længe siden, men sigtet og perspektivet i alt, hvad Jesus gjorde, rakte ud over hans egen tid. Den frelse, han talte om og som i glimt lod skinne igennem med sine helbredelser og tilgivelse af synd, var også en foregribelse af det, der skulle komme.
	En altomfattende frelse og befrielse: en så fuldstændig genoprettelse af alt ødelagt, at vi end ikke har fantasi og evne til at forestille os rækkevidden af det.... hvis vi da ikke fik ord og billeder givet gennem en salme som "I al sin glans...".
	For netop i denne pinsesalme gør Grundtvig det, at han samler og lægger ord til en storslået vision af hele frelseshistoriens fuldendelse. Og denne kulmination - påstår Grundtvig - sker vel at mærke ikke blot engang ved tidernes ende men også allerede her og nu, mens vi synger. I salmesangen smelter både fortid, nutid og fremtid sammen i et ophøjet og afklaret øjeblik.
	Eller som apostlen Paulus beskriver det i Kærlighedens højsang: Nu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt." Ansigt til ansigt, det er jo netop så tæt på, at vi kan mærke Guds blide åndedrag og se hans kærlige øjne.
	Det er denne umiddelbare nærhed og klarhed, som lyser ud af "I al sin glans, nu stråler solen..." Det er den samme erfaring af klarhed og nærhed, der er indeholdt i fejringen af pinse og Helligånd.
	Det er ikke en klarhed og en nærhed, vi kan fremtvinge med flot orgelspil og salmesang. Det er ikke en klarhed og nærhed, vi skal gøre os håb om at fastholde i ord og begreber.
	Det er derimod erfaringen af en klarhed og en nærhed til Gud, som pludseligt og uventet kan komme over os - ligesom solen, der gennembryder de mørke skyer. Det er den form for erfaringer, der i fortællingens form er skildret i beretningen om den første pinsedag, som må gribes og fastholdes i billeder og sammenligning med noget, vi kender i forvejen: Et pludseligt vindpust, der sætter alt stillestående i bevægelse, skaber glødende tunger og hjerter, og ildtunger, der sætter sig på hovedet.
	Og hvis det spå en dag skulle ske også for os, at også vi får lov til i et glimt at opleve himmel og jord blive til et, så er det at Judas spørgsmål pludseligt bliver nærværende: "Hvordan kan det være at alt dette bliver givet til os, men ikke til verden?" Når det spørgsmål lyder, da er det at vi skal Grundtvigs altomfattende perspektiv med os. For hvis både skabelsen og frelsen er for alle mennesker, så er Helligånden også Guds en gave til alle. Helligåndens klarhed er ikke er for den lille snæver og lukket kreds, men for hele verden - en klarhed, som med nødvendighed må og skal omfatte alle. Guds varme sol og nærende regn falder jo over alle.
	Når vi da i dag fejrer pinse, kan vi sådan set ikke længere - uanset hvor flot det lyder - blive inden døre for os selv. Nej, Hvis ånden er levende må og vil den drive os ud af kirken og ind i den verden, som er mål for Guds handlen. Pinse, Helligånd, kirke og mission som en sendelse til verden med budskabet om Guds kærlighed hører derfor uløseligt sammen.
	Mission er kirkens videreførelse af Jesu gerning, der begyndte i det fattige Palæstina for 2000 år siden
	Det er dette alt- og alleomfattende perspektiv, som driver Grundtvig til at skrive sin salme, og det er måske også det, der kan gribe os, når vi synger den. Men netop fordi sigtet rækker længere end til os alene, er det også naturligt og nødvendigt at prædiketeksten til i dag slutter med disse ved første gennemlæsning gådefulde ord: "Rejs jer og lad os gå herfra!".
	Har vi først forstået, at evangeliets rækkevidde er hele verden og alle mennesker, er denne slutning ikke så mærkelig endda.
	Den understreger da blot dette, at Pinse og Helligånd ikke kun er til indvortes opbyggelse, men er et spark i en vis legemsdel på den nederste del af ryggen og en drivkraft i evangeliets forkyndelse, så alle mennesker en dag vil samles i takkesangens offerskål og synge lovprisningens ord:
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Lad os bede

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email