Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	3. søndag efter påske 2007 i Jersie og Kr. Skensved
	GT-læsning: Es. 54, 7-10 NT-Læsning: Hebr. 13,12-16 Evangelium: Johs. 16,16-22 Salmer: 46, 636, 70 - 349, (472) og 540
	Da Kim Larsen i 2003 fyldte 60 år, skrev teolog og journalist Sørine Gotfredsen i en kronik, at "Kim Larsen er den eneste, der kan få danskerne til at synge salmer, uden at de selv bemærker det ."
	Det er muligt, hun har ret, men lige så sikkert er det, at en af hans sange, som han ikke selv kan accepterer som en salme, netop af folk i almindelig er blevet brugt som sådan. Det er cirkussangen "Om lidt bliver her stille", om hvilken Kim Larsen selv har udtalt, at den fra hans siden aldrig har været tænkt som hverken salme eller begravelsessang, men at han ikke kan bestemme, hvad folk bruger hans sange til.
	Teksten lyder sådan her:
	Om lidt bliver her stille om lidt er det forbi fik di set det du ville fik du hørt din melodi
	Forladt og alene danser cirkusprinsessen rundt går i stå på sin line i et sanseløst sekund
	Om lidt, om lidt er vi borte om lidt, om lidt er vi borte vi ses måske igen.
	Også jeg er ofte blevet spurgt, om ikke vi kunne synge eller høre den ved en begravelse eller bisættelse her i Jersie Kirke - og har med tiden lært at give efter, men med forbehold! Sagen er jo dels, at sangen ikke egner sig som fællessang med orgelledsagelse, og dels at den udtrykker et forbehold, jeg som præst ikke synes jeg kan lade stå ukommenteret. Det er naturligvis det sidste lille "Måske", jeg hentyder til: "Vi ses måske igen".
	Netop det forbehold, som Kim Larsen har lov til at give udtryk for, det er jeg som præst i en kristen kirke forpligtet på at opponere imod. Naturligvis kan jeg ikke love et glædeligt gensyn, når vi tager afsked her i kirken, men det, jeg skal, er at forkynde evangeliet om Guds grænseløse kærlighed og tilgivelse til tro og til håb - også ved dødens grænse - og så lade indfrielsen være op til Gud. For det er al kristen forkyndelses præmis, at Gud står bag. Når det så er sagt, skal jeg også indrømme, at jeg sagtens kan forstå at mange føler sig tiltalt af sangen. Melodien udtrykker jo vitterligt det vemod, vi uvilkårligt fyldes af ved den uigenkaldelige afsked med vore kære, og teksten udtrykker ligefremt, hvordan det er at være et lille menneske i en stor gådefuld verden, hvor der både findes liv og død, glæde og sorg, forundring og desperation.
	Og, skriver samme Sørine Godfredsen, dette gådefulde træk ved tilværelsen beskrives netop så rammende af Kim Larsen, fordi han er "en mand, der har erkendt, at afklaring slet ikke eksisterer - at der i bund og grund kun findes forundring, fascination og ærefrygt" (KD-Kronik 10/1-03).
	Skal vi forsøge at sammenfatte og koncentrere den erfaring, som sangen udtrykker og taler ind i hos de fleste af os, så kunne det være med ordene "nærhed og fravær". Dette at vi dagligt erfarer ikke blot det ene og det andet, men lige så meget en spænding mellem det nære og trygge, og fraværet af trygheden i form af usikkerhed og ængstelse. Det er en grundmenneskelig erfaring, vi her taler om, et eksistentielt mønster, der gennemsyrer tilværelsen.
	Fører vi disse begreber videre til dagens tekst, kan vi godt fornemme, hvad der er på spil for disciplene, som ikke kan finde ud af, hvad Jesus taler om.
	Det er Jesus selv, der Skærtorsdag aften, hvor han forbereder disciplene på deres snarlige adskillelse, tager ordet og siger netop det, de frygter allermest: "En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter om en kort tid, så skal I se mig".
	For en umiddelbar betragtning er ordene ikke så slemme. Når vi siger "På gensyn, vi ses snart igen!", så er meningen på sin vis den samme. Adskillelse er jo så mange ting. Ret beset er vi altid fanget ind i en vekselvirkning mellem nærvær og fravær. Vi mødes og vi skilles hele tiden - både med vore kære, men også med en hel masse andre mennesker.
	Og vel er der hver gang noget uigenkaldeligt på færde. Ret beset ved vi jo ikke om vi mødes igen. Vi har, som vi lidt spørgende siger det ikke nogen garanti for at vi ikke får en brosten i hovedet, men det bløder vi op og forsikrer os selv og hinanden om ikke sker, ved at sige: "På gensyn, vi ses!". Ordene i sig selv kan jo ikke forandre virkeligheden - de kan ikke ændre det, der sker, men de udtrykker vort håb, så vi med nogenlunde tryghed kan skilles fra hinanden.
	Ser vi på tab i en bredere forstand, så er dette at leve for en stor del forbundet både med at tage imod og at miste. Vi mistede for længe siden barndommens uskyld. Vi mister hver dag lidt af vor sundhed og fysiske styrke. Nogle af os taber langsom håret - uden at blive klippet! Som vore børn vokser op, vokser de også hele tiden lidt fra os og når de en dag flyver fra reden, mister vi mere af dem. Vi mister alle et menneske, som vi holder af. I mange tilfælde er tabet definitivt og uigenkaldeligt. Og en skønne dag vil vi også miste os selv, men hvorvidt vi til den tid skal opleve det som et stort tab, det ved vi jo egentligt ikke - forhåbentligt er der i det mindste andre, der vil sørge over tabet af os! Sorgen over at miste hører altså uundgåeligt med til det at være et menneske.
	Når disciplene er så forvirrede over Jesu ord, så skyldes det ikke mindst det, han siger forud for dagens prædiketekst: "Jeg går til faderen og I ser mig ikke længere!" (v. 11) De ord hænger atter sammen med, at han i samme åndedrag lover dem en anden form for nærvær, nemlig det som "Talsmanden" skal bringe dem. Talsmanden skal vejlede dem i sandheden og herliggøre alt det, som Jesus har fortalt dem. Alt det, som de endnu ikke kan rumme og forstå, det skal Talsmanden kaste nyt lys over, så det tror og forstår. Men lige nu kan de ikke forstå noget andet end, at Jesus snart skal skilles fra dem - og derfor sørger de. Sorgen varer dog ikke evigt - det gør sorgen aldrig.
	For ligesom nærværet med Jesus havde sin tid, sådan har også adskillelsen fra ham en tid - og den er kort. "En kort tid!", siger Jesus - det hedder på græsk: "Mikron". Et lille-bitte-mikroskopisk øjeblik er jeg væk, men så .
	"Jamen, hvad indebærer det?", spørger disciplene. "Livet er langt, lykken er kort, salig er den, der tør give det bort " Synger Kim Larsen i en sang, der næsten har salmekarakter, men det fravær, døden fører til, er jo uendeligt? Hvordan kan Jesus så forudsige sin død og bortgang og så alligevel tale om, at det kun varer et øjeblik, før de atter skal være sammen?
	Baggrunden for denne forvirring er naturligvis, at de trods Jesu forberedelse ikke har nogen jordisk mulighed for at forestille det, der snart vil ske, når Jesus skal lide og dø. "Korsets gåde", som vi synger om i "Hil dig frelser og forsoner" er et uudgrundeligt mysterium, der forener erfaringen af nærvær og fravær på en måde, vi har en jordisk chance for at gennemskue. Og dog står det også klart, at korsets gåde er vejen til en glædelig forvandling af alt, hvad vi kender til.
	Som eksempel nævner Jesus barnefødslens glæde. En glæde, der først bliver til virkelighed gennem smerte.
	På intet tidspunkt er døden og livet så tæt forbundne, som netop ved fødslen og ængstelsen for den time, hvor barnet skal forløses er ikke til at fortrænge. Alligevel er fødslen jo vejen til livet og glæde, siger Jesus. "I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerter glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer!".
	Læg også mærke til det, som jeg begyndte med at understrege som evangeliets præmis: Jesus siger ikke, at vi skal se ham, men at han skal se os! Det er ham, det nye og uforklarlige udgår fra. Den hjertets glæde, som ingen kan tage fra os, den begynder med at den opstandne herre Jesus Kristus ser på os og befrier os fra alt det, der truer med at berøve os vor glæde.
	Og det er det - i livet såvel som i døden - det vigtigste, evangeliet forkynder os: At vi er set af vore Herre selv! Vi er set, elsket og accepteret som dem, vi er - også når vi føler os meget små og alting smuldrer, fordi vi kun erfarer de uigenkaldelige tab, livet og døden påfører os.
	Ikke at glæde ikke findes eller at den kun er begrænset. Nej, glæden er heldigvis også en stor kraft i livet, men der findes jo vitterligt øjeblikke så lange som evigheden, fordi vi netop da ikke kan få øje på glæden: "Forladt og alene, danser cirkusprinsessen rundt Går i stå på sin line i et sanseløst sekund!". Der er vi - i hver til fælde nogen af os - jo tit! I det sekund, hvor vi tror vi miste alt og hvor savnet og følelsen af ensomhed opsluger os så fuldstændigt, at den truer med at trække os ned i dybet. Men netop i det øjeblik er det da også, at vi skal gribe og klynge os til ordene om at glæden er større end sorgen. Gensynets glæde et ikke blot stor, men er uden grænse.
	Evangeliet er det befriende budskab, at vi er evigt set og aldrig vil blive glemt. Både nede på jorden og oppe på linen i det sekund, hvor vor egen lidenhed pludseligt går op for os. Og når vi falder gennem luften og knuses mod jorden! For I Guds øjne er vi uerstattelige - intet kan gå i vort sted. Og derfor genskaber han os, som vi skulle have været. Det er opstandelsen s betydning og mening. Hvad vi skal være for Gud, det er målet, som ikke kan mistes, fordi det er Gud selv, der fuldfører det for os.
	"Om lidt, om lidt er vi borte - men vi ses snart igen!"
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email