Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	1.Søndag efter påske 2007
	GT-læsning: Salme 30 NT-Læsning: 1. Johs. 5.1-5 Evangelium: Johs. 20, 19-31 Salmer: 403, 218, 240 - 320, (233) og 238
	Prædiken
	"Denne er dagen, som Herren har gjort!" (DDS 403 v. 1). Dagen, vi synger om, er naturligvis søndagen. Den første hverdag i den jødiske uge, der slutter med Sabbatten, der går fra fredag til lørdag aften. Mønsteret er skabelsesberetningen, hvor Gud reserverede den 7. dag til rekreation - både for sig selv og mennesker. Det engelske ord for skabelse er "creation", så "re-creation" /rekreation må derfor betyde genskabelse, genopbygning og genopladning af de flade batterier.
	Men dette forandrede sig med Kristi død og gravlægning. Da disciplene lagde Jesus i graven, troede de at det var til den evige sabbatshvile, men påskemorgen afslørede, at det var en rekreativ hvile, for Jesus opstod udhvilet og nyskabt! Hvad disciplene troede var en endegyldig afslutning, endte med at forandre deres uge. Ikke blot den påskeuge, der endte i gråd og sorg, men siden alle uger.
	For hvad opstandelse end betød, var det så anderledes og nyt, at det nødvendigvis måtte gøre alting nyt! Herefter var søndagen ikke blot den første dag i ugen, men også den dag, der siden skulle gøre alt nyt for dem. Ugen skulle ikke længere ende med rekreation, nej, ugen måtte nu begynde med den fulde opstandelseskraft, som formår at forny og genskabe alle dage: hellige som søgne!
	Derfor begyndte de nu at holde gudstjeneste om søndagen, der sådan set ikke er en særlig hellig dag, men blot den dag som med forkyndelsen af Kristi opstandelse kan hellige andre dage i ugen, så hver dag kan blive en tjeneste for Gud - en guds-tjeneste i hverdagen.
	Om den allerførste gudstjeneste er det, at vi i dag har hørt. Det var imidlertid ikke en lys og opløftende morgen, Jesu disciple vågnede friske og udhvilede op til. Tværtimod, for disciplene endte og begyndte deres mareridt med et aftenmørke, de end ikke kunne sove sig bort fra. I et mørke de havde gemt sig under bag de lukkede døre. Af frygt for jøderne, står der, men vel også af frygt for alt, hvad de havde set og hørt - ikke mindst budskabet om den tomme grav. "De flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv", lød det om kvinderne ved graven i søndags. "De sagde ikke noget til nogen, for de var bange". Hvilken knugende stemning at begynde en ny uge i?!
	Da sker det uventede, det som ændrer og gør alting nyt. Jesus står pludseligt midt iblandt dem med sin hilsen. "Fred være med jer!", siger han. Selvom disciplene i første omgang ikke kunne forstå disse ord på anden måde end et "God mand - økseskaft!", blev de siden nøglen til at forstå den kristne gudstjeneste. Ordene er den hilsen, der også indleder vor gudstjeneste. "Herren være med jer!", siger jeg hver søndag. Og I svarer: "Og Herren være med dig!"
	Ordene fortæller os, at når vi samles til her i dag, så samles vi ikke til et møde om den døde Jesus, men derimod til et møde med den opstandne Kristus! Et møde i fred og et møde, der skænker fred til alle.
	Måske disciplene i første omgang var både forvirrede og overraskede - og det kan man vel næppe fortænke dem i - men da Jesus viser dem sine sårmærker, genkender de ham, som den han var for dem inden han døde. Og da de genkendte ham, faldt freden også over dem. Som de to disciple på vej til Emmaus, vi hørte om i mandags, først genkendte Jesus, da han brød brødet for dem, sådan skal også de øvrige disciple først have deres billede af den opstandne genskabt og forenet med de erfaringer, de delte med ham, da de fulgte ham i levende live.
	Opstandelsen er nemlig en virkelighed, der ikke kun kan ses med øjet, men også må forenes med genkendelsen i hjertet. Det er med hjertet man genkender den elskede - selv øjet, der er vidtåbent, kan være så forblindet af sorg og bekymring, at det ser, men dog intet ser alligevel.
	Så meget mere måtte Thomas føle sig udenfor, når han ikke var der, da Jesus viste sig for de andre. Hverken hans øjne eller hjerte fik lov til at se Jesus. Om det er misundelse eller desperation, der driver han er ikke til at vide, men det synes på en eller anden måde som om Thomas nu kræver så meget mere for åbne sig for den vished, de andre af ren og skær glæde vil dele med ham. "Hvis ikke jeg får lov til både at se og stikke mine fingre i naglegabene og i hans side, så tror jeg det ikke!" Så afvisende er han, at han udelukker sig selv fra den glæde, de andre vil dele med ham ved ligefrem at kræve en specialforestilling til ære for sig selv!
	Det er dog spørgsmålet, om ikke de fleste af os alligevel forstår Thomas alt for godt. Der er jo altid et spil mellem fællesskabet og den enkelte - og i dag mærker vi også det omkring gudstjenesten.
	Gudstjenesten, der i sagens natur er et fælles projekt. "Leiturgia" hedder det på græsk og "liturgi" på dansk betyder "folkets gerning" - "kollektivets handlinger". Ritualerne er jo et samspil, salmesangen en handling, der forener den enkelte og fællesskabet i en helhed. Vi sidder sammen og vi rejser og sætter os sammen, for alene ville alt det vi gør og siger ingen mening give.
	Ikke desto mindre føler mange sig ubekvemme ved situationen. De føler at de risikerer at miste deres individualitet, når de bliver frataget muligheden for selv at bestemme, hvad de skal gøre eller ikke gøre - og hvornår.
	Alligevel må vi holde fast ved, at det ikke så meget er et spørgsmål om, hvad og hvordan vi gør, der skaber kirke, menigehd og gudstjeneste, som det er hvad Gud gør for os.
	Hvis vi holder fast ved, at gudstjenestens mening er at være ramme for et møde med den opstandne, så kan vi ikke gøre så meget andet end at samles og bede om hans nærvær. På en søndag formiddag eller hvilken som helst dag. I en kirke eller i en hvilken som helst bygning, der kan rumme os - og så kan vi afvente, at han kommer til os. For, som han har sagt "Hvor to eller tre er samlede i mit navn, der vil jeg selv være til stede!" Vi kan sidde i mørket bag låsede døre eller vi kan samles i glæde over budskabet, der lyder til os, men virkelig gudstjeneste og virkelig påske bliver det første det øjeblik den opstandne selv er til stede midt i blandt os.
	Gudstjenesten skal alene formidler eller være mulighed for det opstandelsens mysterium, der bringer os tilbage på det spor, vi hele tiden står i fare for at ende på, når vi glemmer hvad Jesus sagde, gjorde og vil med os. Gudstjenesten skal således ikke skabe et helligt tomrum i hverdagen, men sørge for at det hellige nærvær med den opstandne Kristus og frugterne af det, følger med os i hverdagen, når vi går herfra.
	Der er mange, der siger, at grunden til at de fleste i dag kommer til gudstjeneste, er at de ikke tror på Gud, Jesus og den kristne forkyndelse. Det er kun den halve sandhed, tror jeg. Det er nok lige så sandt, at grunden til at mange ikke tror og ikke længer kan tro, er at de ikke længere søger gudstjenesten, hvor Kristus møder og taler til dem. For det skal man vide - og måske ved mange det meget godt - at man løber en risiko, når man opsøger Guds ord.
	Når vi kommer i kirke risikerer vi at blive forandrede. Mødet med den opstandne har altid været et møde, der forandrede dem, som oplevede det - tænk bare på de beretninger, vi prædiker over i disse uger efter påske. Når vi ser, hvordan Gud og Kristus ser på os, kan vi risikere at forandre synet på os selv og på vore medmennesker, hvilket i begge tilfælde ikke er uden omkostninger.
	Spørgsmålet er, om den eneste lighed mellem Thomas og det moderne mennesker, vi jo alle er, om det kun er tvivlen? Mon ikke en lige så indlysende lighed er dette, at Thomas stiller sine personlige betingelser for at ville indlade sig på det, som man kun kan tro?
	"Hvis jeg ikke ser .. hvis jeg ikke føler!" Thomas er her mere fuld af forbehold end af tvivl. En betingelsesbisætning hedder det, når man indleder med "hvis" eller "hvis ikke". Bliver betingelsen ikke opfyldt, kan hovedsætningen heller ikke føres videre. Der skal noget andet til, for at og før at han vil overgive sig.
	Og der er mange, der i dag har afgrænset deres forhold til kristendom, kirke og gudstjeneste netop med en betingelsesbisætning. - Hvis ikke gudstjenesten lå søndag formiddag, så .. - Hvis ikke de spillede så meget orgel og Bach, men derimod Gospel og rock.. - Hvis ikke man sang så mange salmer, vi ikke kender - eller i et alt for højt toneleje.. - Hvis bare præsten talte, så man kunne forstå det
	I kan selv fortsætte listen af forbehold, som alle handler om at det fælles skal iklædes en personlig tilpasset form til den enkelte - og hvis det skete, så både kunne og ville man evt. overveje at beskæftige sig med kristendommens budskab. Og det skal vi, der kender de fælles former ikke lige afvise. For da Thomas stillede krav om personlig og individuel behandling, fik han det jo sådan set, som han ønskede det.
	Både den tvivlende og den forbeholdne Thomas blev mødt der, hvor han var og blev derfra stillet overfor det samme som det andre, nemlig opstandelsens mysterium. Det som ikke kan forklares eller begrundes, men dog kan erfares, når Jesus kommer til os og møder os der, hvor vi er. Thomas svar er den bekendelse, der siden den dag og indtil nu har holdt kirken sammen som et fællesskab af individer, der alle tror de er verdens navle og alligevel får lov at erfare de største og vigtigste ting i fællesskab. "Min herre og min Gud!", siger Thomas.
	Thomas fik altså alligevel et tegn han ikke kunne afvise. ligesom mange andre siden har følt, at noget blev talt til og vist for netop dem, når de samledes til gudstjeneste. Thomas fik den tro givet, som han troede han kunne kræve. Han fik den, fordi han på den første dag i ugen efter den første påske trods alt var sammen med de andre og derved kom til at dele deres tro.
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed!

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email