Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose Hvis du vil printe siden ud se her

	Påskedag 8. april 2007
	Herborg: 9.00 Nr. Vium: 10.15
	Salmer: A: 224, B: 218, C: (238), D: 227, A: 696,2, E: 235
	Tema: Skagen. Billedet af den døde fisker. Hvad er opstandelse?
	(svaret ligger i prædikenen!) ..
	Kære Gud Tak for, at Du vender os mod livet, glæden og kærligheden, når vi opdager, at graven er tom, - fordi vores elskede og savnede nu lever hos dig - i dit gyldne Rige. Tak for, at din elskede Søn, Jesus Kristus, altid har været, hvor vi er! Tak for, at Han møder os dér, hvor vi skal hen!
	Amen
	Prædiken: Det er Skagen! Det er sommer! Det er år: 1995! Jeg går stille rundt i de kølige, gyldne og højloftede sale, og betragter de smukke malerier, som hænger på væggene, - og som ind imellem oplyses af et lille forsigtigt strejf af solens stråler, som får støvkornene til at danse i den luft, som vi besøgende hvirvler op omkring os, - mens vi stille og langsomt suger indtrykkene til os.
	Der er stille her! Sjældent forsigtigt taler vi med vores ledsager, - og kun hvis det er allerhøjst nødvendigt. Billederne, som portrætterer mennesket, som det levede, arbejdede og var - i 1800-tallets Skagen, aftvinger os alle en respekt og en ydmyghed, ja, en andægtighed, som præger os, og som fylder rummet. Billederne er godt malet, teknikken er fortræffelig, farverne naturtro, - og motiverne genkendelige, - men dog er det nerven, denne sitren i billederne, som holder os fast: dette ubestemmelige: at her er levet liv, - her er noget større på færde, noget som bevæger os, noget som rører os, - fordi det er set før, - det er genkendeligt, - fordi det er mit liv! Mens jeg suger indtrykkene til mig, nyder denne fylde, denne sanselighed, - runder jeg et hjørne, - og ser pludseligt: i et nu, - i et glimt: min Far!
	Dér - lige foran mig - på bordet, ligger han i sit arbejdstøj, - på ryggen, - med hænderne ned langs siden, - med let åbenstående mund, smalle markerede kinder i den gråsprængte skægvækst, - lukkede øjne i det vejrbidte, brune ansigt, - død! "Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange". Da jeg havde sundet mig lidt, - i en afsides korridor, hvor jeg kunne være lidt alene, - og hvor ingen opdagede min sindsbevægelse, - vendte jeg tilbage til billedet, som havde ramt mig midt i hjertet, - og som havde slået mig helt ud! Fiskeren lå, - som jeg husker det, - i sit våde arbejdstøj, med den strikkede trøje, - og den gule sydvest på hovedet. Han var druknet på havet, - og bjærget i land, - og nu var han lagt på bordet hjemme i stuen, hvor hans kære stod samlede omkring ham, - med det blik i øjnene, som kun den chokerede sorg kan sende: denne udadrettede tomhed, som viser os, hvor dybt et menneske er! Min egen far var landmand, - og døde midt i høstens arbejde, - og da jeg kom hjem og så ham første gang, lå han som fiskeren her! - og vi stod omkring ham, - som de stod dér! Billedet af døden og af vores døde elskede har mange af os stående prentet ind på nethinden for tid og evighed, - og følelsen, som følger med dette eller disse billeder bevæger stadigvæk vort sind i en grad, så vi forundres og forfærdes derved.
	Hvorfor? - fordi vi elskede, levede og mistede dét, som var livet, lykken og hverdagen for os! - fordi vi mistede omsorg, muligheder, nærvær og historie, - forbundethed. Fordi vi mistede fremtiden, håbet om forsoning og tilgivelse.
	Vi lever med vore døde, - på godt og ondt. Med smerte - med glæde. Med bitterhed - med taknemmelighed. Alt det, som vi møder i sorgen - er en beskrivelse af det liv, som vi levede med vore kære, - som det var. Forandring er ikke mulig! - for døden har sat skel mellem vores verden - og deres. Vi kan ikke nå hinanden, vi kan ikke forenes, vi kan ikke mødes, vi kan ikke fortsætte, - vi kan ikke elske, holde af og holde om. Hvad er opstandelse?
	Der er mange svar: men summen af dem er måske denne: at jeg lever mit liv, - selvom jeg har mistet det, - og at jeg må tro, at min elskede nu er hos Gud i hans lyse og gyldne sale!
	Opstandelse er: at kunne tale! - om at graven er tom! Mødet med opstandelsen er overvældende! Kvinderne flygtede fra graven, fordi de var rystede og ude af sig selv, - og de sagde ikke noget, for de var bange! Men da de havde sundet sig lidt, - kunne de tale - og fortælle: at graven var tom! - at Jesu korsfæstede og døde legeme ikke længere var inde i graven: at graven havde været åben, da de kom dertil, - og at de havde mødt en ung hvidklædt mand inde i graven, - og at han havde forsøgt at mildne deres angst og forskrækkelse, inden han havde fortalt dem, at Jesus var opstået, - og at han var gået i forvejen for dem til Galilæa, hvor de skulle møde ham igen, når kvinderne først havde fået fortalt disciplene og Peter og dette forunderlige: At Jesus er opstanden fra de døde. Guds Søn lever. Og at vi skal møde Jesus Kristus igen, som han havde lovet dem og os. For opstandelsen er ikke blot mødet med den tomme grav, -nej, opstandelsen er mødet med den levende Gud!
	Det er Herborg / Nørre Vium! Det er forår! Det er Påsken 2007!
	Vi sidder her i dette højloftede, svale rum, hvor solen får støvkornene til at danse i strålerne omkring os. Vi synger, vi lytter, vi beder: vi bekender at vi tror på Gud, Søn og Helligånd, - og vi mærker fællesskabet mellem os, fordi vi er samlede her, - for at høre det, som vi ikke kan sige os selv: At Gud er hos os - lige nu - i dette øjeblik. Hans Søn: Jesus Kristus er til stede midt i blandt os, - her hvor vi sidder bag lukkede døre, - og tænker på alle dem, som vi har mistet gennem år og dag, - og nu på alle dem, som vi stadigvæk og heldigvis har omkring os, - og som giver os livsmod, kraft og glæde til at byde og hilse en ny dag velkommen. .. Opstandelse er at vende sig mod livet! - forlade graven, når den er besøgt, og blomsten er lagt, - og vende sig mod kirkegårdens låge, - for at træde over tærsklen ind i de levendes land, - i bevidstheden om, - og ikke mindst i troen på, at Gud passer på den døde for os. .. Opstandelse - tager tid! Glæden og jubelen, som vi føler på en dag, som denne Påskedag, hvor vi fejrer, at Gud har overvundet døden og har besejret den for os, - kommer ikke lige med det samme efter et dødsfald, - det tager tid.
	Man skal vænne sig til opstandelsen, - mærke, hvordan den ligesom lister sig ind på én, - indtil man en dag, - måske to år senere, - forundret og lettet, - forbløffet - opdager, at man selv kan sige det, som vi hørte, at den gamle salmist formulerede det for mange år siden: "Jeg takker dig, for du svarede mig og blev min frelse"! Man skal vænne sig til opstandelsen, - og det skulle disciplene også - selvom de fik lov til at møde Jesus, som Kristus adskillige gange, inden han forlod dem og vendte tilbage til sin far i himlen. Disciplene skulle også lige sunde sig, inden de kunne forkynde for alverden: Sandelig! Kristus er opstanden! Glæden skal fylde én selv - førend man kan dele den med andre! .. Lov og tak og evig ære .

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email