Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose Hvis du vil printe siden ud se her

	Skærtorsdag 5. april 2007
	Nr. Vium: 10.15 m. altergang (og m. kirkekaffe) Herborg: 19.30 m. altergang
	Salmer: A: 180, B: (456), C: 467, D: 466, A: 696,1, E: 551
	Tema: Nadveren: Ihukommelse. Den nye pagt. Fællesskab med og mellem Alle! Gudstjenesten kontra mindesamværet.
	.
	Kære Gud
	Tak for, at Du vil, at jeg skal være, hvor Du er.
	Tak for, at Du har været, hvor jeg er.
	Tak for, at Du er midt iblandt os, - så vort fællesskab kan blive styrket ved din tilstedeværelse.
	Tak for tilgivelsen, forsoningen, kærligheden og Nyskabelsen
	Amen
	Prædiken:
	Gyldne tider! Gyldne stunder!
	Om et øjeblik får vi lov til at spise sammen heroppe ved alteret! Og samtidig med, at brødet deles om og vinen skænkes op, - og ordene lyder: træder vi ind i fællesskabet med Jesus Kristus, som vil være til stede midt iblandt os. Her! - lige her! - hos os! - ved siden af mig!
	Brødet og vinen er det synlige ydre udtryk for og håndgribelige tegn på, at Gud er hos os lige nu! Derfor er nadveren et sakramente, - et helligt samvær med Gud, hvor det ydre tegn, brød og vin, sammen med Ordet, skænker os gaven: Gudsnærværet! Sakramentet er givet os direkte af Jesus selv, - ligesom dåben er det! Dåbens ydre tegn er vandet, - og dåbens gave er indtrædelsen, indlemmelsen i fællesskabet med Gud på barnets tillidsfulde og fordomsfrie vilkår.
	I dåben bliver Gud vores Fader! - i nadveren bliver vi bekræftet i, at det stadigvæk er tilfældet den dag i dag.
	Gyldne tider! Gyldne stunder! Det er stort, højtideligt, bevægende, berigende! Skræmmende? - ufatteligt? Sandt! Ja! Ihukommelse! "Gør dette til min ihukommelse!"
	Ordene er gamle, kendte, trygge og forunderlige! Mærkelige og bemærkelsesværdige!
	Ordene er Jesu egne! Sådan sagde Han! - dengang for så mange år siden, da Han og disciplene sad sammen om bordet i Jerusalem, - og fejrede Påske sammen - for sidste gang! Ved at sige sådan: "Gør dette til min ihukommelse" - ændrede Jesus den jødiske Påskes betydning på så mange måder og på så mange planer og i et sådant omfang, at vi som kristne næsten ikke kan fatte dybden i den, endsige forstå og fastholde perspektiverne af den.
	For ikke nok med, at Jesus knyttede til ved jødernes Påske og dennes traditionelle fejring - til minde om Guds udfrielse af det jødiske folk fra fangenskabet hos Farao i Egypten engang i fordums dage: - Han lægger også en helt ny betydning ind i Påskemåltidet, som jøderne og disciplene slet ikke kendte til, - og som siden er kommet til at ændre verden og vores opfattelse af den og af Gud og af vore medmennesker ganske betydeligt.
	Jesus sætter stadigvæk Gud i centrum for festlighederne, - som jøderne, disciplene ventede det af ham, - men Han tolker også Guds handling, som var det hans egen! Ja, Han knytter ganske enkelt til ved Guds handlinger, planer og ønsker for menneskets frelse og fremtid, - og lader dem indgå i sine egne.
	Påsken, som Jesus og disciplene fejrede den, var jo en festligholdelse af Guds udfrielse af det jødiske folk, da de var holdt i fangenskab i Egypten under Farao. Et mindemåltid, som skulle holde jøderne fast på pagten mellem dem og Gud. Måltidet skulle indtages om aftenen, - og skulle bestå af lammekød, usyret brød og bitre urter, til minde om det døgn, hvor det lykkedes jøderne at flygte ud af Egypten og undslippe Faraos slaveri og fangenskab.
	Og sådan holdt Jesus også påskemåltid sammen med disciplene, da han pludseligt tager ordet, - og bryder brødet og deler det rundt mellem dem, - og byder dem drikke af kalken, af det fyldte vinbæger, som står på bordet foran dem, - og indstifter en ny pagt med disciplene, som både indeholder en opfyldelse af alle de gamle pagter, - og som fornyer dem på helt centrale punkter. Jesus ændrer simpelthen Påskens symbolik og betydning, i et så alvorligt omfang, at en ny kristen Påske bliver indstiftet, da indholdet i den - og konsekvenserne af den - går op for de første kristne nogle dage senere.
	Men hvad var det for pagter mellem Gud og det jødiske folk, som Jesus knyttede til ved, - og som han inddrog i sin egen nye?
	Ja, de gamle pagter var jo en perlerække af højdepunkter i menneskehedens fælles historie med Gud: Det begynder med: Skabelsespagten: hvor Gud velsignede de nyskabte mennesker, så de kunne blive talrige og tage for sig af alle de foreliggende herligheder, - frit og næsten uden forbehold. Vi husker også regnbuen, som det tydelige tegn på pagten mellem Gud og Noa, da syndfloden var omme, - og en ny verden dukkede frem efter oversvømmelsen.
	Der var også: Abrahams pagt, hvor udvælgelsen af Abraham og hans slægt blev beseglet med omskærelsens ydre tegn. Senere kom Sinaj-pagten, hvor lovens to stentavler med de ti bud bliver det ydre tegn, som vi kan genkende Guds tilsagn om fællesskab med menneskene på.
	Siden hen blev Davidspagten og kongedømmet i hans navn lagt til rækken af pagtslutninger, - for til sidst at munde ud i Jeremiaspagten, som blev skrevet ind i menneskets hjerte: "så alle ville kende Herren, fra den mindste til den største. Og Gud vil tilgive dem deres skyld og ikke længere huske på deres synd".
	Alle disse gamle og fortidige pagtslutninger mellem Gud og folket, det udvalgte folk, vel at mærke, - lægger Jesus nu ind i den nye pagt, som Han selv indstifter: i det Han udgyder sit eget blod for alle til syndernes forladelse. Brødet og vinen bliver det ydre genkendelige pagtstegn, som viser os, hvad indholdet og betydningen i pagten er: at legemet (brødet) dør, - og at blodet (vinen) flyder. Jesus ofrer sig med sit liv, han ofrer sit liv - af kærligheden til os og til Gud. Dét blod, som de gamle jøder - i Egypten - brugte til at smøre på dørstolperne, så dødsenglen ville springe huset og hjemmet over i dens jagt efter at finde, opsøge og dræbe alt førstefødt i landet blandt mennesker og dyr, - dét blod stammede jo fra lam og kid, som var blevet ofret for formålets skyld. Dyrene var blevet redskaber og midler i en god og højere sags tjeneste, - og derfor måtte de dø, - for at et udvalgt folk kunne leve!
	Når vi så dertil lægger den kendte og elskede fortælling om Abraham og Isak fra det gamle testamente, kan vi ane konturerne af det nye, som Jesus nu indstifter sammen med Påskemåltidet, - og som får vidtrækkende konsekvenser for vores måde at omgås Gud og vort medmenneske på.
	Gud bad Abraham om at måtte få Isak. Den førstefødte og højt elskede Søn, som Abraham og Sara ved Guds hjælp og indgriben havde fået i deres høje alderdom. Gud ville stille Abraham på en forfærdelig prøve: Han skulle ofre sit elskede barn til Gud, for at vise ham kærlighed, hengivenhed, troskab og lydighed.
	Da Abraham løfter kniven for at ofre drengen, bryder Gud ind ved en engels mellemkomst, - så den forfærdelige handling aldrig bliver fuldbyrdet, - og i stedet udpeges en vædder, som sidder fanget i krattet tæt på alteret, som det offer, som Gud i stedet for skal have. De bytter plads: Sønnen og dyret. Og dermed er Abrahams liv og levned velsignet i alle de slægter, som siden følger efter ham, fordi han var Gud lydig indtil døden, - til det sidste.
	Pagten, som Gud sluttede med Abraham, som tak for hans troskab mod sig, - bliver nu et element i den nye pagt, som Jesus stifter under Påskemåltidet med disciplene: ofringerne til Gud må ophøre, nu, hvor Gud selv ofrer sin egen og elskede Søn for vores skyld af kærlighed til os. Og blodet, som flød i Egypten, flyder nu fra Guds Søn, som bliver det Lam, som påtager sig alverdens synd og fortrædeligheder. Intet andet blod skal nu siden hen udgydes, - fordi Jesus, Guds Søn, har ladet sit blod flyde for os.
	Alt det gamle er nu indeholdt og fuldstændigt fornyet i den pagt, som Jesus nu vil indgå - med Alle! disciplene, - uden undtagelse.
	Væk er nu offerdyr! - ja offeret i sig selv, én gang for alle! Dét, som Gud ikke kunne lade Abraham gennemføre, gør Han nu selv - i og med, at Hans egen elskede og førstefødte, ja, eneste Søn, går i døden for os alle sammen! - én gang for alle!
	Vi skal som kristne aldrig ofre noget som helst mere, - og gør det heller ikke, hvis vi lægger mærke til det. Der er ingen ofre af nogen art i vores gudstjeneste, blot tak for alle de gaver, som vi gennem år og dag har modtaget kvit og frit fra Gud selv. Og hvad skulle vi da også kunne ofre til Gud, når Han selv har skænket os alt??
	Noget andet er: hvad vi skylder vort medmenneske og os selv! Og derfor kommer der også et nyt element ind i Påsken og dens måltid, som ingen har kendt magen til før:
	Vi alle er velkomne til at deltage i denne pagtslutning, som har sit ydre, genkendelige tegn i brødet og vinen, som indtages af alle i fællesskab. Alle er med ved bordet! - og det er nyt! Her er ingen udelukket! Blodet, som denne gang skal udgydes, markerer, at alle mennesker er indesluttet under Guds altfavnende kærlighed. Denne gang bliver alle mennesker reddet, - og ikke kun det udvalgte folk, som fik lov til at smøre offerblodet på deres dørkarme, så døden kunne gå dem og deres husstand forbi.
	Nej, denne gang ofrer Gud sin Søn for os alle, - og det ser vi det første konkrete tegn og eksempel på, da Judas får lov til at spise med ved bordet, selvom Jesus om ham ved, at netop Judas kommer til at forråde ham aktivt til præsteskab og myndigheder, så Han selv siden tages til fange, bliver dømt til henrettelse på et kors, - og må dø, som vi alle må det. Jesus VED det godt! - og derfor siger Han jo også til dem, at de først vil mødes igen i hans Faders Rige, hvor de vil drikke den nye vin sammen. De mødes altså først igen efter døden, - og da et nyt sted, under nye forhold. Alle har adgang til Guds Rige, og Judas spiser da også sammen med dem, inden han forlader fællesskabet og forråder Jesus og overgiver ham til dom og død. De andre disciple spiser også med, selvom de senere selv på forskellig vis kommer til at fornægte kendskabet til Jesus - eller lader ham alene med de forfærdelige anfægtelser, som Han rammes af, inden Han vælger at følge den vej, som er lagt ud for ham. Så nadverbordet er åbent og tilgængeligt for os alle!
	Gyldne tider! Gyldne stunder! Ved nadverbordet møder vi den Opstandne Herre og Frelser! For Påskens glæde og befrielse ligger jo netop gemt i det faktum, at Jesus stod op af graven til nyt liv sammen med os. Uden opstandelsen Påskemorgen, ville dette måltid her i kirken blive til et mindesamvær om en længst afdød og elsket person, som vi nu må leve videre uden, - og det er nadveren netop ikke! - slet, slet ikke!
	Nadveren er Nyskabelse! Fællesskab! Tilgivelse! Forsoning! Modtagelse! - og derfor er måltidet og fællesskabet omkring bordet blevet til: Gudstjeneste! En hyldest til livet, kærligheden, glæden, befrielsen - og en dybfølt taknemmelighed over: at vi er værd at være!
	Vi er elsket af Gud! Du er det! Jeg er det! Vi er det!
	Og "ihukommelsen" betyder: at vi mærker - inden i os selv: at Gud er til stede midt iblandt os, som Jesus Kristus, akkurat så nærværende og levende mellem os, som Han var det dengang mellem dem.
	Og blodets pagtslutning betyder jo også: at Gud i-hu-kommer: at Han er til stede midt iblandt os! Ved at have skænket os sin egen Søn, vil Han aldrig nogen sinde glemme, hvad Han selv har lovet os: at Han vil være hos os til verdens ende. Og det er Han så også lige nu her hos os i dag! .. Lov og tak og .

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email