Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose Hvis du vil printe siden ud se her

	Langfredag 6. april 2007
	Fjelstervang:9.00 Herborg: 10.15 - Uden altergang!
	Salmer: A: 193, B: 191, v.1-8, C: 191, v. 9-16, D: 192, E: 217
	Tema: Dømt til at være Kristus! Jødernes konge! Immanuel! - Gud med os! Officerens bekendelse.
	Tekster: Lissner, Esajas, Markus.
	..
	Prædiken:
	Lyset kom tilbage! Ganske langsomt fortrængte lyset det mørke, som havde lagt sig over bakken og byen, ja, som havde indhyllet det ganske opland de seneste tre timer. Lyset bragte varmen med sig, - og kulden, som havde holdt sit indtog i landskabet og forsamlingen af mennesker, løsnede langsomt sit isnende greb, så alle begyndte at ryste og bevæge sig uroligt i takt med, at varmen nåede dem.
	Samtidigt med, at det gyldne livgivende lys vendte tilbage, og solens cirkel med ét igen blev tydelig på den sydvestlige himmel, fordi formørkelsen opløstes og forsvandt, blev sceneriet foran dem atter ganske tydeligt i al sin gru og forfærdelige vælde. Tre kors stod plantet solidt i bakken. Op på dem hang tre mænd, bundet fast med reb om arme og ankler, tvunget ind mod stolperne af naglerne i hænder og fødder. De levede endnu! - og man kunne høre, hvordan forsamlingen af mennesker - nede i mørket under korsene, kommenterede dem og deres domme højlydt, med forargelse og foragt, ja, med triumf i stemmerne.
	Hah! - dér hænger han jo: Jødernes Konge! Kristus! Frels dig selv! - og stig ned fra korset! Du som siger, at Du kan bryde templet ned og rejse det igen på tre dage! Riv dig løs, og stig ned! - sådan lød de hånende ord, som var møntet på manden, som hang på det midterste af korsene.
	Anklagen, som han var dømt til døden på: hang som et smædeskrift over hans hoved: "Jødernes Konge".
	Jesus af Nazareth var dømt til at være jødernes konge! Han var dømt til at være Kristus, den salvede konge! Den ventede Messias, den længe ventede befrier og frelser fra nød, død og undertrykkelse.
	Han var dømt for at være Guds Søn! - og nu stod de her på bakken og ventede spændt på at se, hvordan det hele ville spænde af.
	Hvis man er Guds Søn, - dør man så? Kan man undslippe døden ved egen hjælp?, - eller med Guds indgriben? Eller vil Elias komme flyvende i sin ildvogn fra Himmelen og redde ham i sidste øjeblik? Eller var Jesus jo blot det, som han lignede, og som de fleste også forventede, at han bare var: et helt almindeligt menneske - med alt for høje tanker om sig selv, - og som nu var blevet dømt for den forbrydelse, som det var og er: om sig selv at tro, at man er Guds selv, - Guds Søn! Han er dømt til at være Guds søn! - men hvor er Gud henne? Da mørket er veget, - og rædslen står klar og tydelig for deres øjne, råber Jesus ud af den afmagt, som ethvert menneske geråder i, når det opdager og smerteligt erfarer, at det er alene, forladt, dømt til mørke, undergang og død. Den afmagt, som døden præsenterer os for, og som vi ikke kan undslippe ved egen hjælp, formulerer råbet for os: Min Gud, min Gud, hvorfor har Du forladt mig? Angsten for det ukendte, for døden, for tomheden, for meningsløsheden, - for det håbløse, bindes fast i netop disse ord. Angsten ser det bundløse dyb åbne sig under os, - og lader os mærke suget, som trækker alt ned i sig, - hvis det kan få os til at slippe fornuften og fodfæstet, ja alle holdepunkterne for en tid. . Håbet om, at vi bliver holdt fast! Troen på, at der er en magt, som holder os fast, når vi er på nippet til at slippe, springe, synke, dykke - række ud mod dybet og mørket under os!
	I denne angst må man råbe efter Gud! - forsøge at holde fast i den mening, som man hidtil altid har levet på, og som man har kunnet klamre sig til, når livet gik hårdest for sig.
	Og Jesus råber efter Gud: råber så højt, at andre kan høre, hvad han siger. Og Jesus råber efter Gud!! - denne gang, - Han kalder ikke på Gud, som sin Far, som Han netop gjorde det natten forinden, da Han bad til Gud om hjælp, mod og styrke i Getsemane have.
	Fortroligheden til Gud, som Faderen, som vil beskytte, værne og trøste, ja, komme sit elskede barn til undsætning for at redde det, - er afløst af afmagten, som kalder på Gud, som skaberen af universet, livet og døden: den Gud, som er opretholderen af alt, som er til, og som findes i verden, - og som har magten til at være til i alt, som er.
	Med dette råb er Jesus i langt højere grad menneske end Søn! - og dermed får ét af hans navne også en langt større betydning, mening og dybde, end det havde før.
	Immanuel. Gud med os!
	Gud ville give menneskeheden et tegn: den unge kvinde, jomfruen, ville føde en Søn, og han skulle bære navnet: Immanuel! Gud med os!
	I denne gudsforladthed, hvor Jesus i afmagt råber ud i himmelrummet, så alle rystes i deres sjæl og grundvold derved, - er Gud med os!
	I dette "fraværsråb" - er Gud nærværende i en grad, så vores forstand må give fortabt, - fordi vi ikke kan kapere og sammenholde dette: at Gud i Jesus på én og samme gang er både sand Gud og sandt menneske. Vi formulerer dette paradoks på denne måde: at det er et kors for tanken. Det vil sige, at vores tanker og fornuft dør på korset. Logikken bryder sammen og opløses i det, som vi kan kalde for: Tro!
	Troen alene kan fastholde dette spænd, så det giver mening og bliver til håb og liv for os: Når Gud ville være sandt menneske i Jesus af Nazaret måtte Han også dø i dette menneske, som vi må dø engang. Var Gud steget ned af korset, havde han snydt os i sidste øjeblik: Han havde måske nok vist os, hvor almægtig Han er, men det vidste vi jo godt i forvejen, - så det bevis behøvede vi ikke. Hvad vi derimod trænger til er, at Gud er hos os, - og bliver hos os, i alt det, som vi som mennesker kan komme til at møde, - og dét gjorde Gud, i og med, at Han blev, hvor Han var: i Jesus af Nazaret, da han skulle dø og døde.
	Så da Jesus i sin afmagt råber efter Gud, véd den almægtige Gud selv, hvad menneskelig afmagt er! Det bliver en erfaring, som Han deler med os!
	Fraværet bliver fyldt af Guds nærvær i et sådant omfang, at jord og himmel må skælve derved, da Jesus, Guds Søn, udånder og dør på korset. I dette øjeblik kender Gud døden, - og Han tager den på sig, som et livsvilkår, som Han selv har givet os, og som vi har levet under siden skabelsens tidlige ungdom. Døden kom ved et menneske: ved Adam, - og nu bliver døden båret hjem og igennem ved et menneske: den anden Adam, ved Jesus, ved Guds egen Søn. Forbandelsen er hævet! Fra nu af bliver alting nyt, - men først skal mørket over landskabet løsnes, - så alle kan se sig selv i et nyt lys, - og med officeren udbryde: "Sandelig den mand var Guds Søn".
	Immanuel - Gud med os!
	Lov og tak og evig ære

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email