Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose Hvis du vil printe siden ud se her

	Juleaften 24. december 2006
	Herborg: 13.30 Nørre Vium: 14.45 og 16.00
	Salmer: A: 94, B: 104, C: 120, D: 121
	Tema: "en miniature". Kirken og gudstjenesten som skalamodel f. verden og tiden. Kristi fødsel er målestok: 1:1
	Kære Gud
	Tak for, at Du igen i år - minder os om, at den bedste af alle gaver, som vi får foræret til jul, har Du allerede skænket os for længe siden.
	Nemlig din egen og elskede Søn, Jesus, som Du ville, skulle leve her midt i mellem os, så Du i Ham kunne fortælle os, at Du elsker os alle sammen lige højt, hver eneste én af os, - og at Du vil gøre alt, hvad der står i din magt for at hjælpe os med at leve det liv, som nu er vort.
	Kærligheden og tilgivelsen fra Dig er den bedste af alle gaver, fordi den sætter os fri til at leve vort daglige liv med glæde, taknemmelighed og frimodighed.
	Amen
	Prædiken:
	Så er det endelig Juleaften! Det fjerde lys i Adventskransen fortæller os, at nu er ventetiden endelig, langt om længe ovre. Forberedelsernes tid er forbi, - og vi kan læne os tilbage i bænkene her i kirken, - og mærke, hvordan glæden ligesom strømmer ind i os, - og fylder os med forventningen om en dejlig aften sammen med vores nærmeste familie og de særligt udvalgte venner, som hører vores fællesskab til.
	Vi glæder os, - ingen tvivl om det, selvom vi jo også er opmærksomme på, at ikke alle i år får lov til at fejre den jul, som de havde drømt om, - fordi der er gået skår i glæden ved at kære familiemedlemmer er døde i årets løb, - eller er kommet bort fra familien af andre årsager, - hvilket betyder, at vi tænker desto mere på dem nu, - og også mærker savnet og længslen efter dem.
	Julen er hjerternes fest, - og derfor bevæges vi, når vi tænker på vore kære: vi kan mærke både glæden og vemodet i vores krop sådan helt bogstaveligt, - og hvor er det godt, at det er sådan: at vi dybest set ikke kan leve alene, men har brug for fællesskabet omkring os, - for at vi rigtigt kan folde os ud og blomstre, vise os, som dem vi er. Julen er glædens fest! Højdepunktet for den spænding, som for mange børn har præget hele december måned, siden vi åbnede den første låge i kalenderen, - og tændte kalenderlyset. Dagen, som vi alle har ventet på, - er simpelthen i dag! Nu er det Nu!
	Og vi kan slet ikke lade være med at tænke på alle de smukke og flotte pakker, som vi tror og håber ligger og venter os derhjemme under og omkring juletræet!
	For det eneste spørgsmål, som er værd at stille i dag, er jo dette ene: hvad er der i dem! Der er flere ønsker! end der er børn i hele verden! Det er sikkert! Men mon ikke, der alligevel et sted herude i (Herborg sogn/Nørre Vium sogn) ligger en pakke med et dukkehus i, - en racerbane, - en bondegård, - den sidste nye legomodel, - en dukke, - et kaffestel, - en gameboy, - et computerspil, - et tøjdyr, - en traktor? - altså en pakke med legetøj, som viser sig at være en tro kopi af noget, som vi kender og genkender fra de voksnes verden, - bare i en langt mindre målestok, for eksempel i skalaen 1:20 eller 1:40 alt efter, hvilket formål og detaljeringsgrad legetøjet skal have. Det er dejligt at få legetøj! - det vil alle I børn herinde nok give mig ret i! - for det er dejligt at bygge med Lego, det er hyggeligt at sætte møbler på plads i dukkehuset, - og det er sejt, at få den fjernstyrede bil til at foretage politivendinger hjemme under køkkenbordet. Og vi kan lide at pusle om dukkerne i dukkevognen, - putte os med den nye bamse, når vi skal sove, - og at køre om kap med Far på racerbanen.
	Legetøjet giver os mulighed for fordybelse i en verden, som vi selv skaber, - men som jo samtidigt også ligner de voksnes på en prik, - og legetøjet giver os øvelse i at gøre, som de voksne gør, - og det forærer os erfaringer med fællesskab, - fordi det som regel altid er sjovest at lege sammen med andre. Så man sammen kan gå ind i dette lille kopiunivers, - og udforske dets muligheder og begrænsninger. Det er godt at have en god ven med på rejsen! Og medens børnene leger på værelset, i haven, hos naboen, eller spiller spil på computeren, - kigger vi voksne dem over skulderen, - og tænker: ja, hvor blev tiden af? Hvornår forlod vi det barndommens forunderlige land, hvor det var livet og lykken om at gøre, at kopperne stod sirligt placeret i dukkehusets køkkenskab, - og at køerne i stalden blev fodret, - og at vognen blev bakket ret ind i laden? Ja, svaret kender vi vist selv, når vi ret får lov og tid til at tænke efter. For pludseligt blev den gamle sang, som vi alle elsker, og som vi stadig synger for vore børn i dag, - jo til virkelighed: "Dukkefar og dukkemor, sad så pænt ved kaffebord ", "men en dag den løb bardus ind i søsters dukkehus", - og kan I stadig huske gyset: "Kaffetår og porcelæn flød på dugen ren og pæn" , - og fortsættelsen:" Og den stakkels dukkefar nu han ingen hoved har".. tøf, tøf, tøf, tøf Det var jo en katastrofe! i miniformat - som vi dengang, som barn, fik lov til at gennemleve under trygge forhold, hjemme i sofaen hos vore forældre. Børnene gennemspiller hele den voksnes verden og følelsesregister ved hjælp af legetøjet, fællesskabet, sangene og alle fortællingerne, som vi forærer dem. Og denne leg ruster dem til det voksenliv, som vi andre jo kun alt for godt kender til og lever i til hverdag, så de kan magte og kapere det, den dag, de træder ind i vore rækker. Se nu har jeg jo talt en del, om alle disse små modeller af virkeligheden, som legetøjet, som vi forærer vore børn, jo i realiteten er. Sagen er jo også den, at vi voksne også har brug for at gennemspille hele vort livs hændelser og følelsesregister under trygge forhold, - førend vi trygt kan begive os ud i virkeligheden og dagligdagen med alle de krav, erfaringer og udfordringer, som den byder os, - og som den fordrer af os. Vi har også brug for et legehus, hvor vi kan opnå de færdigheder, som skal til, for at vi kan trives, vokse, modnes og glædes ved livet, som det nu former sig for præcis lige lille mig. Og her sidder vi så - i dag i en tro kopi - af universet, af verden. Kirken er jo ikke et legehus i den bogstavelige forstand af ordet, - men snarere i særlig grad en miniaturemodel af den verden, som vi ved ligger uden om os lige i dette øjeblik. Alteret er spisebordet, hvor vi spiser og bliver mætte, - og nyder hinandens fællesskab. Døbefonten er badekarret, hvor vi bliver vasket rene, så vi føler os forfrisket og ved godt mod. Og prædikestolen er vel den lænestol, hvorfra vi får fortalt vort livs historier. Gudstjenesten er tiden, som rejser gennem verden, - og som vi følger fra dåben over konfirmationen til vielsen og sidst men ikke mindst begravelsen. Alle livets store mærkedage forløser gudstjenesten for os i dette rum, - hvor vi møder Gud selv.
	Vi bevæges i dette rum, - mærker, hvordan tanker og følelser formuleres og forløses, - og vi bevæger os i dette rum, når vi helt bogstaveligt er nødt til at træde op over trinnet her i korbuen, for at komme til alters, for at blive døbt, - for at blive velsignet ved konfirmationen og vielsen. Vi træder over denne tærskel, når vi skal møde Gud selv i det aller helligste herinde i vores smukke kirkerum.
	Vi får som børnene lov til og mulighed for at gennemleve og gennemspille vort liv, så vi mærker meningen med det hele gå op for os. Ja, men møder vi så Gud her? - vil adskillige nok alligevel tænke ved sig selv! Ja, det gør vi da! "En miniature" - i lille målestok, ville vi måske fristes til at sige, - når det går op for os, at den Gud, som har skabt og favnet universet i al dets vælde, lader sig føde som et lille, genkendeligt spædbarn i en krybbe i en stald i en lille by, Bethlehem, - og lader sig finde og hilse af helt almindelige mennesker, som Du og jeg, nemlig hyrderne. Gud, som barnet Jesus i krybben, er overkommelig at forholde sig til, og mange af os, har da også en julekrybbe stående derhjemme i stuen, så vi selv kan se, hvordan det har taget sig ud, denne første julenat, hvor Josef stolt betragter moderen, som har skænket ham et barn, og hvor barnet ligger trygt sovende i krybben foran dem, - mens æsel, okse, får og hyrder, ja engle danner den baggrund, som vi alle elsker og føler os trygge ved. Vi føler os godt til pas i denne lille modelverden, - og synes, at Gud er nærværende, - og at alt er smukt, godt og sandt, fordi det også er kønt. Nu måtte det jo så blot gerne gå op for os, - og slå ind over os med fuld styrke og kraft, - at det barn, som vi er kommet her i eftermiddag for at fejre, hilse og tage imod, - ikke er en skalamodel, en miniaturemodel af Gud selv, - men derimod virkelighed i størrelsen 1:1.
	Gud blev menneske, julenat, i et spædbarns skikkelse, i Jesusbarnet, som vi kender det og elsker ham! Men Han blev jo også en voksen mand, med meninger om, hvordan vi skal leve med hinanden her på jorden, - og om, hvordan vi skal tjene hinanden, behandle hinanden, fordi vi er hinandens medmennesker, - og en mening om, hvordan vi skal tjene Gud, - så verden bliver, som Han ønskede, at den skulle være. Fortegnet for alt, hvad vi gør og foretager os, skal være kærligheden, fordi Gud selv tilgiver os alt det, som vi kommer til at gøre forkert mod Ham og hinanden. Det er den fortælling, som Jesusbarnet fortæller os, da han bliver voksen, - og på egen krop må mærke og erfare, at livet kan være vanskeligt, smerteligt og voldsomt: ja, at man kan dø af det. Så hvordan gik det så vores lille "Dukkefar, nu hvor han intet hoved har"? - ja, med den erfaring vi trækker på herinde fra kirken, hvor vi hører om Guds nyskabende kræfter, hans glæde ved livet, - og hans livgivende tilgivelse: at Han rejste Jesus fra døden Påskemorgen, - og skænkede Ham nyt og evigt liv, - vil vi tro, - og givetvis også fortælle vore børn: At Dukkefar blev limet, - og at dukkehuset blev rejst op igen, - og at bordet blev dækket, - og at Oles lille autobil fik rettet bulerne og malet skrammerne, - så både han og søsteren kunne lege fornøjet videre - sammen - efter at have fået tørret øjne og næser, og ikke mindst: være blevet trøstet!
	Glædelig og Velsignet Jul for os alle!
	Lov og tak

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email