Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose Hvis du vil printe siden ud se her

	Juledag 25. december 2006
	Nr. Vium: 10.15 Herborg: 14.00
	Salmer: A: 99, B: (103), C: 114, D: 118, A: 435,2, E: 119
	Tema:
	Kirken, som skalamodel af verden. Vejen, processionsgangen. Fællesskabet. Vejen, benævnelsen f. de første kristne menigheder.
	Kære Gud
	Tak for at vi i dag må Glædens vej sammen med Dig. Tak for at Du elsker os så højt, at Du lader din eneste og elskede Søn føde her på vores jord, - og lader ham vokse op sammen med os, så vi gennem Ham kan se, høre, lære, forstå og tro, at vi nu for alvor er på vej ind i dit Rige, fordi Du er kommet for at kalde os sammen i et nyt fællesskab, som for altid vil ændre verden og os mennesker i den.
	Tak for tilliden, - må vi nu vise os værdige til den.
	Amen
	Prædiken:
	Det er Glædens vej - vi vandrer på i dag. Som de allerførste mennesker - i den allerførste nat vandrede mod lyset, som strålede fra barnet i stalden i Betlehem, - der nyfødt lå svøbt i rent, hvidt linned, med sine forældres fulde opmærksomhed rettet imod sig, - vandrer vi herinde i dag også mod Glædens mål og centrum: Barnet, Guds nærvær i verden.
	Underet er sket, - for ganske mange år siden efterhånden, - men måske går det først rigtigt op for os i dag, hvor vi hører historien fortalt på ny: at Gud blev menneske i spædbarnet Jesus, - og derved lod sig føde i kød og blod, som alle vi andre mennesker er blevet det.
	Gud blev menneske! Den store forskel og helt uovervindelige afstand mellem Gud og mennesker, som indtil Jesu fødsel havde været en realitet, som vi mennesker blot havde at forholde os til, - men som vi aldrig selv ville kunne overvinde eller forcere på nogen måde, - denne forskel og afstand ophævede Gud, - i selv samme øjeblik, Han lod sig undfange i Marias moderliv, - for senere at blive født som én af os, - denne forunderlige og helt fantastiske nat, for så mange Herrens år siden, som vi i dag fejrer, som Guds Søns fødselsdag!
	I dag vandrer vi Glædens vej! - sammen med hyrderne, som fulgte englens forkyndelse af den glædelige begivenhed: at Frelseren var født i Davids stad, - og at barnet i krybben var tegnet, som de skulle søge og finde: Kristus, Herren.
	Hvem ville have ventet og troet, at Gud ville komme til verden i skikkelse af et barn, en nyfødt dreng? Ingen. Det er den store overraskelse, som Gud giver os: at Han kommer i total afmagt og afhængighed, af andre menneskers omsorg og gode vilje. Gud viser mennesket en tillid, ved at skænke sin eneste og elskede Søn til verden, som Han ikke havde gjort det ganske længe, ja, vel ikke siden dengang, hvor han viste Paradisets have frem for de første mennesker, - og sagde, at de kunne tage for sig af herlighederne, uden forbehold af nogen art, - og at Adam kunne navngive og benævne alt omkring sig, så han kunne færdes i den verden, det univers, som nu lå omkring ham!
	Gud viser os mennesker en ufattelig og kolossal tillid ved at sætte sit barn, sin dreng ned midt i vores verden, - og uden selv at være til stede, så Han kan hjælpe støtte og vejlede drengen og hans forældre.
	Vi kan jo nok selv i vort stille sind forestille os, hvordan vi vil have det, - og ganske mange af os rent faktisk også har prøvet at have det, når vi valgte eller blev nødt til at betro vore egne børn i fremmedes hænder. Det er med hjertet i halsen, - og pulsen bankende dybt i blodet, vi gør det, - og gensynsglæden er jo da også stor og dyb, når vi senere genforenes med vore poder, - hvis vi i det hele taget da får lov til det ! Det er jo desværre ikke alle mennesker forundt, at de har deres børn omkring sig i det daglige, - og selv kan tage vare på deres trivsel og opvækst.
	Gud viser os tillid og kærlighed ved at lade sin Søn betro i menneskers hænder! - Han vover det, som ingen anden Gud, i nogen som helst anden religion hidtil har vovet: Han vover at dele livsvilkår med os. Det liv, som han selv sendte os mennesker ud i, da Adam og Eva forlod Paradisets trygge have, - det liv, vil han nu leve på egen krop, - og det helt fra begyndelsen, - og under vilkår, som er så ringe, at mange mennesker, ja, måske de fleste i vores verden, stadig bliver født under så kummerlige forhold.
	Guds Søn - Guds Rigets arveprins - bliver ikke født på kongeslottet, blandt de privilegerede og velstillede, hvilket hans status ellers ville berettige ham til, - nej, Guds Søn fødes under forhold så primitive, at alle mennesker - verden over kan identificere sig med dem. Gud er troværdig, - og begyndelsen på hans tilværelse her på jorden er bemærkelsesværdig, - for den lover godt for fremtiden.
	Gud er, hvor vi er! Og derfor tør vi tro ham, når han siger, at han elsker os, som en far elsker sit barn. For Guds barn deler livsvilkår med os på alle måder. Det er stort! - og verden har aldrig nogen sinde hørt mage!
	Og derfor går vi sammen i dag Glædens vej! Glædens vej går gennem dette rum, og den fører os op i kirkens centrum, koret, det allerhelligste, hvor alteret er placeret, og hvor døbefonten har sin plads. Herinde bag triumfens bue, - møder vi Gud. Han er selv til stede i blandt os i dag, og alle søndage, hvor vi modtager nadveren og deler brødet og vinen med hinanden, - og med Ham, - og Han er hos os, når vi hører og ser, hvordan de små og spæde børn døbes i hans trefoldige navn, - for at høre Ham til for tid og evighed. Gud er til stede, når Ordet lyder, - og derfor rejser vi os også op i respekt for evangeliet, - og for at vise Gud ære, når vi får læst fortællingerne, de glædelige budskaber om Ham, fra prædikestolen.
	Gud er til stede, - her i dette rum, når vi sammen beder ham om at være det, - og derfor går vi Glædens vej sammen herinde i dag. Vi vandrer på den samme vej, som først hyrderne - fra marken mod stalden, - siden de vise mænd, de hellige tre konger fra Østens lande efter stjernen, - på vej til mødet med Gud selv.
	Vores bevægelse i dette lille rum, er en gentagelse og en spejling af den bevægelse, som Gud satte i værk, den nat, for så mange år siden, hvor alle skulle se, høre og møde hans elskede Søn, som lå svøbt i krybben, som et tegn på, at Kristus, Herren, Frelseren, nu endelig var kommet til verden.
	Kirken, som rum, og gudstjenesten, som tid, der forløber, er mikro-kopier, af det verdensrum, som vi til daglig lever i, - og af den tid, som bærer vort liv fremad, fra fortid over dagen i dag, til fremtiden i morgen. Og gangen herinde, er den vej, som vi alle må gå og færdes på, når vi vil møde Gud, - og Han os.
	Vejen, - Glædens vej, - er her midt imellem os. Vi er enten på vej til Gud, til mødet med Ham og hans Søn, eller også er vi på vej ud og tilbage til den dagligdag, som vi for en stund har forladt. Kirken er måske i dag en miniaturekopi af stalden i Betlehem. Vi må som hyrderne møde Gud i Jesus, ansigt til ansigt, - for siden med tak og lovsang at forlade dette lille Guds hus, - og vende hjem til vore egne, - forandrede for altid, efter dette fantastiske møde, som det altid er: at blive set af Gud, at blive mødt af Gud, at blive bønhørt af Gud, at blive bespist af Gud, - at blive elsket og tilgivet af Gud, så vi kan vende tilbage til dagligdagen med nyt mod og håb, og friske kræfter, så vi kan være gode medmennesker for alle dem, som er os blevet betroet, og for alle dem, som vi tilfældigt møder på vores vej.
	Vejen, Glædens vej - går gennem kirken her. Og alle vore veje, så forskellige, som de er, mødes herinde, og bliver til én. Herinde i kirken går vi samme vej, - og derfor bliver vi også fyldt af stilhed og andagt, i samme øjeblik vi træder over tærsklen til kirkerummet her. Tavse træder vi ind i stilheden! At tummel, tale og tumult lægger vi fra os ude i våbenhuset, - for at træde ind i fællesskab af mennesker, som vi ganske givet kender de fleste af, - men om hvem vi i al fald ved, at de er på vej det samme sted hen som os.
	Vi bliver til menighed. Til et Guds givent fællesskab. Og dette fællesskab hilser os, når vi færdes på vejen, når vi får vores børn døbt, når de bliver konfirmeret, når de bliver viet, - og når vi må bære vore døde på vejen, fra Gud, - for sidste gang - mod graven. Langs denne vej omsluttes vi af fællesskabet, som bærer med på vore byrder, og som deler vores glæder. Vi er aldrig alene: Gud er foran os, - og vi har hinanden ved siden af os, - og bevægelsen mod målet, mod hjemmet, mod udgangspunktet holder os fast og i gang.
	Vejen, Herrens vej! Sådan kaldte man de første kristne, da de blev så mange, at de skilte sig ud fra mængden og kunne genkendes, som de mennesker, der fulgte Vejen efter Kristus, jøden Jesus fra Nazaret, om hvem man sagde, at Han var Guds Søn, verdens Frelser, den længe ventede Messias.
	Vejen er de kristnes kendetegn. De er på vej mod Gud, - og Gud er sammen med dem, med os, - på vejen. Og Gud kan, fordi Han blev menneske som os, - gå med os på vore veje, - også den smertefulde vej mod Emmaus, hvor de to disciple efter Påskedagenes mareridt og tragedie gik og talte om alt det, som var hændt dem og deres Herre og Mester inde i Jerusalem, da Jesus døde og udåndede på korset, fordi verden ikke ville kendes ved ham og anerkende, at Guds Søn virkelig var kommet til verden i kød og blod, - og derfor slog ham ihjel, - da dukker Jesus pludseligt op ved deres side: og da de ikke umiddelbart genkender ham, fortæller de ham, om Påskedagens begivenhed, at kvinderne har fortalt dem om den tomme grav, - og at de nu ikke længere ved, hvad de skal tænke og tro, - da giver Jesus sig til kende for dem, da de senere spiser sammen, - og Han velsigner brødet, bryder det, - og rækker det til dem.
	Jesus var med dem på vejen, - og da de spiser sammen med ham genkender de ham, - og derfor er nadveren også så central herinde i vores gudstjeneste i dag, - og alle dage, fordi det er her, - om noget sted - vi møder Gud selv, i Jesus Kristus.
	Det er svært at forstå, vanskeligt at forklare, - men tro det og håbe på, at det er sandt kan godt lade sig gøre, - for tegnet på kærligheden, som Gud har skænket os, kan vi heldigvis tage til os med åbne arme: barnet, det spæde i krybben, julenat. Her er kristendommens centrum, udgangspunkt, - og det kan vi tage til os med hjertet, hvis ikke med andet.
	Så i dag går vi sammen - Glædens vej. Alle vore veje mødes her, - og alle vore veje begynder her.
	"for jeg er vejen, sandheden og livet", sagde Jesus - og sådan er det. Det er det, som vi takker for i dag.
	Lov og tak og evig ære .

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email