Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose Hvis du vil printe siden ud se her

	Mariæ Bebudelse 25. marts 2007
	Vorgod: 9.00 Nr. Vium: 10. 15 m. altergang
	Salmer: A: 71, B: (491), C: 414, D: 277, A: 696,1, E: 235
	Tema: Skabelse, Nyskabelse. Jævndøgn, sommertid. Tillykke med inkarnationen!
	Kære Gud
	Tak for, at Du i dag træder ind i vores verden - på lige vilkår med os!
	Tak for, at Du ville være menneske som os, - og leve under de forhold, som Du selv har skænket os, så vi kan mærke, tro, håbe og erfare, at din kærlighed til os er ægte og oprigtig.
	Tak for tilliden - og for troværdigheden!
	Amen
	Prædiken:
	Til Lykke! Til Lykke med dagen! Sådan må hilsenen lyde denne smukke, forårssøndag, her i marts måned, hvor vi fejrer, at dag og nat nu er lige lange, - og at vores sommertid begynder. Vi har stillet vore ure en time frem! - og er nu parate til at hilse de lyse timer velkommen!
	Tillykke! - sådan må hilsenen lyde i dag, - af ganske, mange, gode grunde. De første kristne menigheder, - og den tidlige kristne kirke - fandt anledning til at fejre netop dagen i dag, den 25. marts, forårsjævndøgnet, - som dagen, hvorpå verden, jorden og universet, - ifølge traditionen - blev skabt!
	En forunderlig og forbavsende tanke for alle os, som ganske givet slet ikke har tænkt tanken før, - fordi verden og jorden, som vi kender den, og universet, som vi udforsker det, - jo altid har eksisteret, - og ikke mindst: varet! - i vores bevidsthed, - uden ophør, brud eller begyndelse af nogen art. Så tanken og forestillingen om, at verden og universet, som skabt af Gud, skulle have sin egen kalenderfaste mærkedag, som vi årligt kunne fejre, har de færreste af os haft! Men det er altså ikke desto mindre tilfældet: Vi fejrer altså i dag: verdens skabelse! Og hvis vi lader denne smukke tanke forplante sig i vort sind, - vil den på forunderlig vis - åbner nye horisonter for os, så nye perspektiver på vort liv bliver synlige og nærmest håndgribelige: for pludseligt lægger vi mærke til, hvor smukt og finurligt vort kirkeår er tilrettelagt, når vi får lov til at gå på opdagelse og i dybden i det! For dagen i dag, d. 25. marts, blev også af de allerførste kristne menigheder i Rom og i Nordafrika - i det første århundrede - betragtet, som værende Jesu Kristi dødsdag! Jesus blev jo korsfæstet i Påskedagene, her om foråret, hvor den første fuldmåne efter forårsjævndøgn havde fastsat og markeret Påskedagenes højtid og fejring for jøderne. Og hvilket var mere naturligt og oplagt - for de første kristne - end at placere og højtideligholde Jesu dødsdag på netop denne dag, hvor traditionen bød dem fejre verdens skabelse - i forvejen! For lige præcis Jesu død betød jo netop ikke undergang, men i stedet begyndelsen på den nye skabelse, hvor Gudsriget med Ham skulle indeslutte alt og alle i sig. Som århundrederne langsomt vokser frem, - bliver det oplagt at fejre netop d. 25. marts som dagen, hvor Gud træder ind i verden for alvor, - ved at lade sig undfange i en kvindes moderliv, - så hans Søn siden kan blive født som et spædt drengebarn, - som én af os. I det øjeblik, hvor Gud lader sig inkarnere i et menneskes skikkelse, altså vælger at blive kød og blod, ånd, krop og legeme, som os, - kan man fastsætte datoen for hans fødsel og tilsynekomst i vores verden. Og dermed er datoen for Julen fundet: d. 25. december, hvilket altså indebærer, at vi om ni måneder kan fejre dagen for Guds Søns fødsel i verden - her hos os! Så Til Lykke med Inkarnationen! Tillykke med, at Gud vil være sammen med os, - at Han vil være hos os, - og vel især dette helt og aldeles ufattelige: at Han vil være en af os, - at Han vil være som én af os!
	Tænk, at Gud står ved os, som skabning, som størrelse i en sådan grad, at Han vil være menneske, akkurat som Du og jeg er det! Det er da i sandhed mageløst, - uden fortilfælde i verdens historie! Vi er værd at være! .. Det er værd at være menneske! - når selv Gud vil være det! Vi moderne mennesker er vel efterhånden så vante til brud, knæk, sorg og afsavn, længsler, skuffelser og bristede forventninger, fordi vores dagligdag kan være barsk for mange at vågne op til og overkomme, - at vi helt glemmer, ja, fortrænger og overser, ja måske slet ikke er blevet fortalt, - at Guds historie med os og med verden, er en fortælling om kontinuitet, håb, tilgivelse, forsoning, fred og ny fremtid, som vi alle har haft del i, - og som vi alle får del i igen, fordi Gud vælger at træde midt ind i vores verden, - og fortælle os gennem sin Søn, hvordan Han har tænkt sig, at vi skulle og kan udbedre skaderne, så vi kan få et godt liv sammen og med Ham, som skabte, formede og gav os det hele i begyndelsen. Det kan meget vel være, at vi mennesker brød med Gud og gik egne veje, som fortællingen om Adam og Eva og Paradis fortæller os så smukt, overskueligt og enkelt, - så er det dog alligevel sandt, at vi lever i den samme verden, som Gud selv har skabt, - og at intet er ændret deri. Det er den samme verden vi lever i, - og det samme menneske vi er, - forskellen på tiden før og efter Jesu inkarnation, undfangelse, fødsel, død og opstandelse, - er blot den væsentlige, at vi nu må leve i håbet om, at vi kan ændre det værste til det bedre, hvis vi gør, som Jesus selv har vist os, - fordi Han var menneske som os, - og Gud, som sin Far! Skabelsen og nyskabelsen går hånd i hånd på en dag som denne, fordi vi har lov til at tro, at døden er overvundet:
	Det vil sige, at Gud selv prøvede at dø i Jesus, - for siden at stå op af graven til livet igen, - og komme tilbage til os, for at tilgive os det, som vi gjorde forkert mod Ham, - og som vi dagligt kommer til at gøre forkert mod hinanden. Skabelsen og Nyskabelsen fejrer vi i dag, - hvor vi også mindes om, at døden er en del af livets barske realiteter, som vi må leve med i omsorgen for vore kære, - og som en yderste grænse og konsekvens for os selv - engang, når dagen kommer før eller siden. Og derfor er der også nok smukt og yderst troværdigt ved, at vi fejrer Maria bebudelse, hendes og vores festdag, akkurat tre søndage før Påskedag. I dette lille to-ugers spænd over tre søndage, når Maria at opleve den største glæde, den største smerte, den største sorg, en kvinde, et menneske kan møde og erfare:
	Glæden ved visheden om undfangelsen af det første barn, høre og se det tiljublet, som en anden konge, hersker og befrier, mærke stolthedens puls i hjertet, - smerten over at se barnet lide uskyldigt og uretfærdigt, - for siden at se det dø, selv magtesløs og på afstand, uden mulighed for at gribe ind og afværge, komme til undsætning.
	Sorgen over at skulle stede sit barn til hvile i graven, - miste det for evigt til døden! På disse fjorten dage, to uger, og tre søndage, bliver menneskelivet spændt ud, så vi kan se, hvordan vi alle lever vort liv mellem skabelse, død og ikke mindst: Nyskabelse, - fordi vi må tro, at graven var tom, da Maria og de andre kvinder ville ud og gøre deres arbejde med at begrave den døde færdigt. Maria Bebudelse, dagen i dag, rummer det hele - i komprimeret form, - og derfor er det også en smuk og bevægende, ja, væsentlig dag, - som vi skal værne om, og skønne på. For det er nemlig slet ikke lige gyldigt, hvad vi mener om "Undfangelsen ved Helligånden", som vi troligt bekender det hver eneste søndag under gudstjenesten, - fordi der her er et af de mange tilknytningspunkter for vores tro, som er væsentlige og uopgivelige, når vi skal gøre rede for, hvad vi tror på, - og ikke mindst: hvem vi tror på. Havde Maria for eksempel ikke været jomfru, altså uberørt af mandehånd, kunne Josef eller en hvilken som helst anden mand have været far til Jesus, - og så var Jesus ikke Guds Søn, men et fuldt og helt menneske som os. Var Jesus ikke blevet undfanget ved Helligånden, altså ved Gud selv, ja, så ville Han heller ikke kunne have haft Gud til Far og have fået del i hans evner, indsigt og kræfter, - men var endt med at blive et helt usædvanligt menneske, blot med særegne evner og visioner.
	Og havde Gud ikke ladet sig undfange som menneske i kvinden Maria, havde Gud slet ikke været i vores verden, - men var blevet ved med at betragte den udefra, som jøderne havde været vant til det gennem så mange år før. Og var Gud ikke blevet menneske i Jesus, havde han slet ikke vidst, hvordan det er at leve og dø under de vilkår, som Han selv havde skabt og skænket os.
	- Med andre ord: barmhjertigheden og solidariteten fra Guds side er først troværdig i det øjeblik Han selv kommer til jorden i et fuldgyldigt menneskes skikkelse, - og ikke forlader den i utide, fordi Han er Gud og har mulighed for det, - men bliver her hos os til den bitre ende.
	Først da kan Han herliggøres i opstandelsen, - som Han oveni købet vælger at dele med os!
	Det er fantastisk, det er utroligt! - men sandt!
	Tillykke med dagen! - Glæden, håbet og den nye skabelse, som vi ser og mærker den i os, - omkring os - og for os!
	Lov og tak og .

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email