Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Trinitatis Søndag i Jersie og Kr. Skensved 2007
	GT-læsning: 4. Mos. 21, 4-9 NT-Læsning: Rom. 11,32-36 Evangelium: Johs. 3,1-15 Salmer: DDS 296, 414, 19 - 492, (450/477), 13/356
	Prædiken:
	Kampen om religionen bølger i disse år frem og tilbage. Det gælder offentligt, ikke blot i aviser og radio/TV, men også hvorvidt symbolerne på et religiøst tilhørsforhold overhovedet må vises udenfor hjemmets fire vægge. "Religion er en privat sag", siger vores statsminister uden dog at fortælle, om det kun er hovedtørklæder, han tænker på eller om også det kristne kors og kirkebygningernes markante synlighed i gadebilledet en dag vil gå hen og blive et politisk problem. Og i aviserne debatspalter og mand og mand imellem diskuteres, om man er dum, hvis man tror på Gud eller om det er dumt ikke at tro på Gud.
	Lige op til pinse læste jeg et interview med rektor for Danmarks Biblioteksskole, professor Lars Qvortrup, der uden i øvrigt at være særligt troende gjorde sig til talsmand for, at "Man bliver lidt dummere uden Gud" (KD 25/5-07).
	Baggrunden er ikke et forsvar for kristendom som religion, men er udtryk for at kristendommen for ham at se stadig er nødvendig - selv i et senmoderne samfund, hvor alle mulige betragtningsmåder er lige gyldige. Ingen tilgang har på forhånd mere ret end andre, hvorfor det er op til den åbne offentlige diskussion om det er de politiske, økonomiske, sociale eller helt andre argumenter, som skal veje mest i en given sammenhæng. Og derfor ender vi ofte i paradokser, hvor noget peger i en retning og noget andet i en anden og hvor vi bare træffe en afgørelse uden at altid at kunne vide, om det er den rigtige, fordi vi ganske enkelt ikke kan vide, hvad der er rigtigst! Uden fast definerede værdier er intet mere rigtigt end andet! I sidste ende bliver ret og sandhed derfor det i visse tilfælde til spørgsmålet om, hvad der er politisk flertal for. Dette hænger sammen med, at vores måde at beskrive og forstå verden og vor virkelighed på er immanent og saglig.
	Immanent betyder, at vores beskrivelse kun gælder den del af vores verden, som kan beskrives ved politik, økonomi og jura, mens en stor del af den virkelighed, der vedrører troen og religionen tilhører en anden verden, der ligger ud over hvad vi kender - de kaldes derfor transcendent. I gamle dage talte man om det "dennesidige/hinsidige"
	Den saglige afgrænsning handler om, at vores sprog og måde at beskrive virkeligheden på er opdelt efter "sag":
	Økonomer kan tale præcist og sandt omkring penge. Jurister om lov og regler og politikere om politik. Naturligvis kan de godt tale sammen, men det er svært og kræver nogle gange lidt oversættelse at forstå hinanden.
	Den måde at beskrive verden på kalder Qvortrup for et sekulariseret selvbeskrivelsessystem. Det betyder, at Gud ikke optræder som årsag til noget, og at man vælger sig selv som udgangspunkt for den måde, man omtaler verden på - og accepterer stiltiende at der findes områder, man ikke kan sige noget fornuftigt om.
	"Skidt for sig og kanel for sig", siger vi, hvilket også rammer kristendommen, der kun må udtale sig om det, som de har som deres sags-område dvs. de ting, der står i de hellige skrifter og hvordan man markerer de kirkelige ceremonier, som mange stadigt abonnerer på. Derfor kan og må politikere ikke udtale sig om troens sandheder og præster ikke blande sig i noget politisk.
	Kan vi kun beskrive vores verden med immanente udtryk, så er der noget vigtigt, der falder væk, nemlig alt det, der ligger udenfor grænserne af de forskellige "sagsområder" - og så bliver vi alt andet lige dummere på tilværelsen! For der findes en lang række fænomener i vores tilværelse, som ikke lader sig beskrive af økonomi, jura og politik, men som i høj grad påvirker vores måde at leve livet på.
	Der findes sider af menneskets tilværelse, som ikke lader sig afgrænse og putte i små kasser, men blander sig i det hele eller bestandigt spørger ud over de grænser, vi erfarer - alle de spørgsmål, som retter sig mod det, der ligger forud for vort liv, det, der følger efter, og det, vi ikke kan forstå: Hvorfra kommer vi, hvorfor er vi her, og hvor ender vi?
	For slet ikke at tale om de forhold, hvor vores sprog og erkendelse bliver sat skakmat, fordi tilværelsen opløses i selvmodsigende paradokser. Eller dybderne, der viser sig som en afgrund over og under os i den grænsesprængende glæde og altopløsende sorg. Den meningsløse lidelse og de store undere, vi bare må tie overfor, fordi vi mangler ord.
	"Når man ikke vil høre tale om en instans, der kan anskue verden udefra, lukker verden sig om sig selv", siger Lars Qvortrup, hvilket jeg udvider med erfaringen af mødet med det andet menneske i den kærlighed, hvor man får et betragtningspunkt forærende udenfor sig selv, nemlig ved at erfare sig selv, som den anden ser en som den elskede.
	Alt dette, siger Qvortrup, har religionerne og ikke mindst den kristne tro et veludviklet sprog og en måde at erkende med på, som ikke bare er immanent, men som formår at se på den immanente verden med transcendente øjne, så det bliver muligt at få øje på og ane de sider ved livet, vi normalt ikke får øje på eller har sprog for. Et sted siger Lars Qvortrup om sit faglige arbejde indenfor kommunikations- og informationsvidenskab: "Jeg ledte efter en forklaringsmodel, der kunne give det moderne, gudsfornægtende menneske mulighed for at se ud over sin egen næsetip "
	Det er i denne søgen, at Qvortrup falder over den kristne treenighed, som han forstå som et prisme, hvorigennem de sider af tilværelse, vi ikke kan sætte ord på, netop kan ses. Treenighedstanken er en model, der gør det muligt for os, at betragte os selv og vor verden udefra.
	Fra Guds synsvinkel - hvor den så end er - men den er i det mindste anderledes end vor egen: "Jeg synes at kristendommens model med den treenige Gud gør horisonten større. Ingen anden religion eller filosofisk system giver mennesket samme mulighed for at håndtere livets paradokser", siger Qvortrup og fortsætter:
	"I den kristne forrestillingsverden står Gud ikke bare udenfor. Han gør sig tilgængelig i dobbeltskikkelsen Jesus Kristus, der på én gang er menneske og Gud. Altså er både os (så vi kan identificere os med ham) og ikke-os (så han kan dømme os). Igennem ham kan vi så at sige stille os uden for os selv og anskue os i et, om du vil - guddommeligt - perspektiv".
	Som det udfoldes, betyder det i talen og forkyndelsen af Gud som Skaber og det han vil os, der tales der om og fra en virkelighed, der ligger udenfor vor egen verden og hvormed vi får mulighed for at se på os selv med andre øjne - det er den transcendente verden, der møder os. Men når det er Jesus, der taler om den transcendente Gud, så taler ham jo til os i vores egen verden - i immanensen. Ham taler med menneskeord, med billeder og symboler, som vi kan forstå, hvad han siger, hvis vi åbner os for det: "Lignelserne i Det nye Testamente er mønstereksempler på paradokshåndtering. Dobbeltfiguren Jesu Kristus indlemmer det transcendente i verden på en bekendt og fortrolig måde, så vi kan forholde os til det."
	I alt dette er Jesus selv på vores side - han er solidarisk med os og vore vilkår som mennesker, men samtidig peger ham hen på Gud og forsøger at gøre Gud - om ikke forståelig, så omgængelig: at vi kan møde og være hos ham. Jesus trækker så at sige Gud ned på jorden eller os op i Himlen, så vi grænserne vores verdener imellem ikke længere er en adskillelse, men et mødested.
	Når det sker - sker det i Helligåndens virkelighed. Omkvædet i de lovprisninger, vi hører gudstjenesten igennem er netop det trinitariske omkvæd: "Ved vor Herre Jesus Kristus, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, en sand Gud fra evighed og til evighed". Alt dette lyder måske svært tilgængeligt - og er det nok også - men så kan vi jo prøve på at udfolde det på dagens prædiktekst, der jo netop hører til på Trinitatis søndag.
	Fortællingen om Nikodemus handler om at forstå eller komme overens med det uforståelige, der fremtræder som en selvmodsigelse dvs. et paradoks. Nikodemus tilhører det jødiske samfunds intellektuelle elite. Han er medlem af rådet, der ud fra den jødiske lovsamling er med til at træffe afgørelser af vigtighed både for den enkelte jøde og for hele folket (en slags højesteret).
	Nikodemus kommer til Jesus for at høre og forstå, hvad det er for en ny erkendelse, han kommer med. At han er noget andet og særligt anerkender alle. Nikodemus selv gør det med ordene: "Rabbi, vi ved du er en lærer, der er kommet fra Gud, for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden Gud er med ham".
	Mærkeligt at Nikodemus taler om "tegn", men det er nok evangelisten, der forstår Jesu tale og handlinger som tegn, der peger på noget andet og større end det, de umiddelbart træder frem som. Når f.eks. Jesus taler om Livets brød og vand, der gør at man aldrig mere skal tørste, så taler han om noget andet end det brød og det vand, vi mennesker har brug for, men som vi aldrig helt mættes af - vi bliver sultne og tørstige igen.
	At tale om brødet og vandet som et tegn, er at peger på en virkelighed, der ligger udenfor vor verden og erfaring. Men for at indse det, så skal man se på en særlig måde. Man skal have en ny betragtningsmåde - et nyt perspektiv. Som svar på Nikodemus henvendelse siger Jesus til ham: "Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds Rige".
	"Gud Rige" - det er Jesu udtryk for den virkelighed - både i himlen og på jorden - hvor Guds vilje sker helt og fuldt. Guds Rige er dér, hvor Gud "i Helligånds enhed råder fra evighed og til evighed". At se, møde og erfare den virkelighed kan et menneske kun, hvis det "bliver født på ny" - hvad det så end betyder? Det vil Nikodemus da også gerne vide: "Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i mors liv og fødes?"
	Sådan må vi jo forstå det, som Jesus taler om, for fødes - det bliver man kun én gang i livet - og det som spædbarn. Er man født, sker det ikke mere! Så hvad mener Jesus dog med ordene "født på ny?" Her skal vi være opmærksomme på, at udtrykket "på ny" også kan oversættes "fra oven" eller "ved Guds vilje"
	Som svar på Nekodemus spørgsmål peger Jesus netop på den treenige Guds handlinger for os mennesker:
	Som Skaber har Gud givet os livet. Det gudgivne liv kaldes i biblen for "kød". Er man født i verden, er man født af kød og gælder kødets regler og love - vi kender verden "efter kødet" - som den fremstår for os gennem vore sanser og erfaring - det bliver og kan ikke være anderledes. Den anden verden er Guds verden - det er "den åndelige verden", hvor alt af ånd er født af ånd. Og da Guds Rige hører til i den åndelige verden, kan intet skabt eller menneskeligt af sig selv få adgang til Guds Rige.
	Med mindre der sker det paradoksale og fuldstændigt umulige, at kødet bliver "født på ny af ånd". Og dette er, når det sker et Guds under. Det er, når Gud handler og med sin Hellige ånd overskrider opdelingen mellem Ånden og Kødets Rige, vores skabte verden og Guds evige verden. Da bliver Guds Rige en virkelighed, vi kan træde ind i. Himmeriget og jordens verdens mødes og forenes. Hvordan det sker, kan intet kødeligt/skabt væsen forstå. Det er Åndens gerning - ånden, der ligesom vinden blæser derhen, hvor den vil. Kun dens virkning kender vi.
	Og hvad er da Åndens virkning og frugter? Dem omtaler Apostlen Paulus i Galaterbrevet kapitel 5 om: "Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse". Nikodemus forstår dog stadig ikke, hvad Jesus taler om. Det ligger udenfor hans erfaring og forståelse. Jesus slår derefter fast, at det er fordi han hele tiden trækker sin jordiske målestok frem. Det himmelske er virkelighed, der har Guds som ophav og mål, og Jesus forsøger at trække Gud ned på jorden ved at løfte mennesket op til himlen, den kan man kun føres til ved "Ånden" dvs. ved Gud selv.
	Hvornår sker det så - ja, det skal jeg ikke holde en ny prædiken om i dag andet end ved at peger hen på netop dåben, hvor Gud selv genføder os kødelige mennesker og løfter os op i sin åndelige virkelighed. I Dåben gør Gud selv det, som vi ikke kan, nemlig åbner den himmelske verden for os, ved at genføde og genskabe os til en nyt liv, som døden har magt over. Den gave er gratis - den gives af nåde, for at vi blot skal tage imod og leve i tillid til, at så er alt, som det skal være.
	Det eneste naturlige er da at takke og lovprise den treenige Gud for alt det, som han er og gør for os: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email