Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	10. søndag efter trinitatis 2007 i Jersie Kirke GT-læsning: 5. Mos. 6,4-9 NT-Læsning: 1. Kor. 12,1-7 Evangelium: Luk. 19, 41-48 Salmer: DDS 403, 349, 130 - 332, (426), 676
	Ateismen har vind i sejlene i disse år. Altså den livsindstilling, der benægter at religion og religiøse forestillinger har nogen form for sandhedsværdi. At det hverken giver mening at tale om mange afguder eller én sand Gud, fordi der slet ikke er nogen Gud at rette hele sin opmærksomhed, sin tillid og sit håb til. Men at religion samtidig aldrig har optaget så mange så meget som nu kan man forvisse sig ved blot at læse sin avis. En kendt videnskabsjournalist optræder for tiden i medierne med udsagnet om, at religiøse forestillinger er ligesom en gift eller skadelig virus, man er bedst af at bliver helbredt for med logiske og rationelle argumenter.
	I mit eget fagblad - Præsteforeningen Blad - har der i sommerens løb været anmeldt en række bøger, der beskæftiger sig med ateismen. Her bliver det klart, at det ikke så meget er ateismen som ideologisk program, der trækker, som dette, at mange synes der er behov for at skabe en modvægt til den religiøse fremvækst - især af den mere fundamentalistiske slags. Ateismen er på den måde en reaktionær bevægelse, selvom det godt kan synes som om, at det billede af religionen, man reagerer på, er mere en karikatur end en fordomsfri beskrivelse af noget virkeligt.
	En af den moderne ateismes påstande er f.eks., at religion er udtryk for ufornuft og overtro, fordi religiøse udsagn strider mod det, som udtrykkes med fornuften og udmøntes i videnskaben og dens konkrete målbare resultater. I sociologisk forstand er religion noget skidt, fordi det skaber intolerance. Enhver religion kan jo kun acceptere sine egne sandheder og fordømmer derfor alle andre. Og så er religion - især blandt indvandrere og flygtninge - ikke godt, fordi det fastholder mennesker i en kultur og livsform, som ikke er forenelig med at leve i et moderne demokratisk samfund - så er det sagt, ikke sandt! For et moderne demokratisk samfund kan aldrig tage fejl! (Hvordan er det egentligt at Niels Hausgaard spørger? "Er de fleste de klogeste eller bare de fleste?")
	Kunne vi da blot få afskaffet religion og overtro, ville mange problemer løse sig selv - især al den meningsløse ondskab og krig, religiøs intolerance er ophav til, ville med ét slag være forbi. Måske det ligefrem kunne bane vejen til den fred, som alle mennesker drømmer om og higer efter!
	Nået hertil er det tydeligt, at en reaktionær bevægelse ikke er og aldrig bliver andet end spejlbilledet af det, den mener sig oppe imod. Hvis ateisterne vitterligt tror, at én bestemt - oven i købet fornuftsbestemt - opfattelse er i stand til at afskaffe alle verdens og menneskers problemer, er de jo lige så religiøse, som de ufornuftige religiøse kræfter, de ser sig oppe imod.
	Ateisternes drøm om fred, harmoni og frihed på humane vilkår er lige så naiv, som den kritiserer religionerne for. Som Steffen Brandt har formuleret det i en af sine sange: "Drømmene er ikke større end de, der drømmer dem". "Drømmene er ikke større end vi, der drømmer dem!" ("Sporløs" fra "De første kærester på månen" 2005).
	Og så kommer det jo unægtelig lidt ubehageligt tæt på! Og tættere på os selv skal vi, når vi i dagens evangelium hører Jesus græde over Jerusalem og dens indbyggere. Afsnittet, vi har lyttet til, er en del af skildringen af Jesu indtog i Jerusalem inden han bliver korsfæstet og dør. Det er altså del af den lange række begivenheder, der kulminerer med jødernes afvisning af hans budskab. Med lutter fornuftige argumenter ender de med at slå ham, der bragte Guds fred til dem. ihjel med påstanden om, at han var en ateist og et gudløst menneske, der ikke fortjente at leve!
	Selvom Jesus skæbne vitterligt kan synes gudsforladt, så accepterede han ikke selv påstanden om at Gud havde forladt ham, men råbte selv fra korset til sin himmelske far. Så ateist var han mindst af alt, men det er rigtigt, at der er en provokerende og udfordrende brod i Jesu budskab om den Guds kærlighed, Barmhjertighed og Nåde, der når den, der er dér, hvor selv mennesker giver op. For Jesu forkyndelse indebærer jo, at når det er Gud, der trods menneskers smukke, men ofte resultatløse drømme om den fred, helt gratis skænker det som en gave, er vi i sagens natur nødt til at opgive drømmen om, at vi klare det selv.
	Jesu budskab om Guds nådefulde "gratis" fred indebærer en erkendelse af egen afmagt, som ikke ligger naturlig for os. Vi kan ikke på samme tid både have og samtidig få! Vi må først give slip, for at tage imod det, der gives til os.
	Denne holdningsændring har fra gammel tid har været kaldt for "omvendelse" og forkyndelsen af at det var nødvendigt at vende sig fra sin egen fred for at tage imod Guds gave har vist altid provokeret og vakt vrede. Men sådan er det altså og sådan har det altid været. "Omvend jer og tro på evangeliet" var Jesu budskab, da han trådte frem første gang efter sin dåb i Jordan. "Himmeriget er kommet nær - kom, træd ind og vær med!" er indholdet af de ord og handlinger, hans samtidige afviste, da de korsfæstede ham som gudsbespotter. Og derfor græder Jesus - græder bitre tårer over alle de gode og spildte kræfter, Gud har udøst over sit folk. Græder af sorg, fordi de ikke med kyshånd griber og tager imod den indbydelse, han bringer. De er røvere, der tror de kan leve af det, der ikke er deres eget, men som de har tilegnet sig med vold - og det går galt. "Vidste blot du på denne dag, hvad der tjener din fred", sukker Jesus gennem sine tårer.
	Direkte konfronteret med sådant et spørgsmål, kan også vi blive tvunget til at lægge distancen og forbeholdet væk! Evangeliets ord er nemlig altid først og fremmest rettet mod deres nutidige tilhører: og det er jo så os - i dag! Hvis vi kun lytter til dagens evangelium med det forbehold, at det jo kun handler om det jødiske folk eller nutidens ateister, der er lige så hårdhjertede og blinde som dem, da er det pludseligt også os, Jesus græder over! Da er vi i praksis lige så naive, som den der tror, at ondskabens problem ligger udenfor dem selv.
	Som en del af min sommerferie har jeg læst en stor biografi om Søren Kierkegaard, som jo brugte de første knap ti år af sit forfatterskab til så indtrængende som muligt at få sine samtid til at forstå, at kristendom var et personligt anliggende, der handler om at stå overfor Gud, lægge sin sag i hans hænder og så leve og handle derefter.
	Også han talte om omvendelse, men gjorde det nænsomt. Gennem de skrifter, han udgav i andre navne end sit eget, søgte han først tålmodigt at tale til den enkelte, vise ham hvordan livet var både med og uden Gud og alene med det gode argument skubbe læseren hen tiltroens spring ud på "de 70.000 favne vand" - det troens spring, som er så svært, fordi det indebærer at opgive sig selv og hengive sig til den Gud, vi møder gennem Ny Testamente og Jesu tiltale til os. Men som man måske ved, endte Kierkegaard sit liv i et voldsomt opgør med sin samtid og kirke, fordi den ikke ville gøre den afgørende indrømmelse, at netop erkendelsen af afmagten, omvendelsen og ydmygelsen var en del af det at blive og være en kristen.
	En kirke og et præsteskab, der gennem fornuftige bortforklaringer af det provokerende og anfægtende ved Jesu forkyndelse, havde gjort kristendommen til en flad, tandløs og ufarlig affære, var i bedste fald nytteløs, i værste Guds modstandere og djævelens håndlangere! - sagde han. I de sidste år af sit liv og for sine allersidste penge udgav Kierkegaard et blad, som han kaldte "Øjeblikket", hvor han bl.a. opfordrede han almindelige folk til at holde sig på lang afstand af præsterne og den officielle kristendom: "Eet besværger jeg Dig for Gud i Himlens Skyld og ved Alt hvad helligt er: flye Præsterne, flye dem, disse afskyelige, hvis Nærinsgvej er at forhindre Dig i endog blot at blive opmærksom paa hvad sand Christendom er". Senere skærpes pennen endnu mere: "Dersom Du Troer, og det troer Du jo dog, at det at stjæle, røve, plyndre, hore, bagtale, fraadse osv. er Gud imod: Den officielle Christendom og dens gudsdyrkelse er Ham uendeligt væmmeligere" ( SAK s. 654 og 655).
	Det var voldsomme ord, der ikke just gjorde ham populær og som han var overbevist om, måtte føre til hans endeligt. Samtidig var han dog til det sidste overbevist om, at han - både som menneske og kristen - var omfattet af Guds barmhjertighed, nåde og fred, som kun gives til den, der ikke selv mente at have noget at komme med. Han havde derfor kun håbet om, at Gud også ville tage imod ham - fordi han troede det, som Gud tilsagde ham og alle!
	Netop derfor kunne han ikke tie overfor dem, der gjorde det kristne budskab til en politisk korrekt mening blandt andre! Netop fordi den ene Guds kærlighed er absolut og ubetinget, kan den kun tages imod i det hjerte, der selv er knust og afmægtigt og kun har Gud at rette sit håb imod. Og derfor endte også Kirkegaard paradoksalt nok - men som konsekvent efterfølgelse af sin Herre og Mester og de første martyrer, der ikke ville tage del i den officielle romerske kejserdyrkelse - med at blive afvist og kaldt for en spotter og en gudløs - en ateist! (Bl.a. Grundtvig glædede sig til sidst over hans død!)
	Dette radikale i det Jesu budskab fornægter sig ikke! Hvis Jesus græd over Jerusalem, græd han også det Københavnske kirkeliv i midten af 1800-tallet ligesom han også må græde over os her i dag, i et velbjerget Danmark, der lader den materielle rigdom danne værn omkring vor åndelige fattigdom, så ingen skal se os, som vi virkeligt er.
	Det udfordrende spørgsmål til os bliver da, om vi i praksis selv er endt med som ateister at tro, at vi ikke har brug for Guds barmhjertighed, nåde og fred, fordi vi kan selv? Tør vi med konsekvens hævde, at vi ved og holder fast ved, hvad der i dag tjener til vores fred - både freden mellem mennesker og samfund som vores egen sjælefred?
	Hvis ikke, så er vejen dertil hverken lettere eller sværere end den altid har været: At vi lader Gud tale til os, at vi lytter og gør det, som vi føler og mener at Guds Ord nøder os til - og så i øvrigt lader det være op til Gud at fælde den endelige dom over os. For kun på den måde har alle, ateister eller superkristne, et håb om at få del i den fred, som Gud vil skænke os.
	Men i så fald så skal vi altså også ville det af hele vort hjerte og hele vor sjæl og hele vor styrke! For er der en ting, som ikke er foreneligt med både tro og vantro, så er det ligegyldighed! Hvad Jesus efterlyser er helhjertet stillingtagen og tillid! Hvad Kierkegaard efterspurgte af sin tid var også lidenskab. For netop lidenskab er det første skridt til at tage livets alvor på sig og om muligt nå frem til det, der tjener freden - om det så skal gå gennem kampen og opgøret imod Gud selv!
	For det var - når alt kommer til alt - jo netop midt i det trodsige og afvisende Jerusalem, at rækkevidden af Guds barmhjertighed, nåde og ønske om fred blev åbenbaret. Det var midt i lidenskabernes rasen og kampens hede for og imod sandhed og konsekvens, at Jesus bad: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!"
	Tilgiv dem! Lad dem ikke forandre dit sindelag! Hold fast og hold ud, selvom de afviser dig, for kun i din trofasthed findes håbet om alles fred!
	Så radikalt og vidtrækkende er det, at selv den mest konsekvente gudsfornægter og ateist på sin vis aldrig nogensinde kan slippe bort fra Gud, fordi selv han fjender er omfattet af hans kærlighed, tilgivelse og nåde. Så radikalt, så provokerende og evigt irriterende, fordi det jo betyder, at enhver af os kan træde ind i Guds Rige, om vi dog blot agter på det øjeblik, hvor indbydelsen også lyder til os: "Omvend jer og tro på evangeliet!"
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email