Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	11. Søndag efter trinitatis i Solrød og Strandkirken 2007
	NT-læsning: 1. Kor. 15, 1-10a Evangelium: Luk. 18,9-14. Salmer: DDS 743, 512, 31 - 696, (432/674 v. 1-2+7) og 522
	Prædiken
	Hvad er egentlig en god historie? Hvad kendetegner den gode historie?
	Mange af de historier, vi som børn gribes og fascineres af, er kendetegnet ved ikke blot et spændende handlingsforløb, men også af, at de indprenter tilhøreren fundamentale moralske værdier. For både eventyr og rim, historiske fortællinger og f.eks. de bibelske fortællinger fra især GT munder ofte ud i en klar moralsk dom over holdninger og handlinger, som tilhøreren umiddelbart kan gøre til sin egen og handle ud fra.
	For mine egne børn har den morale, de i tidens løb har orienteret sig efter - uanset om de læste eventyr, så teg-nefilm eller hørte bibelhistorie - ofte været det helt enkle og afgørende, om "de gode" vinder over "de onde" - og de gode er naturligvis dem, de fatter sympati for. Den pointe bærer f.eks. hele fortællingen om Harry Potter. Sker det ikke, er der meget at forklare inden søvnen sænker sig over de små hoveder, men er det tilfældet - og det er det jo som oftest - føler de sig lykkeligt beroliget i, hvad der er rigtigt og godt. Deres moralske normer bliver med andre ord både bekræftet og styrket af den gode fortælling, hvilket både hjælper dem til at sove godt om natten såvel som til selv at træffe de rigtige etiske valg i deres hverdag.
	Sådan med de gode historier, men som enhver jo også ved, er virkeligheden knap så enkelt indrettet. For hvem er gode og hvem er onde i Irak i dag? Hvem handler moralsk forsvarligt i Israel, Gaza og på Vestbreden? Kan man stole på ambulancefolk, hvis de afviser at tage en såret mand op, fordi han har tisset i bukserne? Er det godt eller skidt, rigtigt eller forkert at love skattelettelser uden også at fortælle hvordan pengene skal komme til velfærd og sociale goder for de fattigste?
	Hvor ofte møder vi i dagligdagen en sikker bekræftelse på, at det altid er de gode, der vinder?
	Når de gode historier alligevel har deres berettigelse, må det være fordi vi alle - voksne som børn - har behov for at få anvist og fastholdt de etiske værdier, der trods alt er et skrøbeligt værn om menneskeliv og menneskelighed. Netop fordi virkeligheden ikke i sig selv er moralsk, hvilket betyder at vi ikke af situationen automatisk kan aflæse, hvad der er rigtigt eller forker, må vi gennem fortællingerne om de gode kræfters sejr over det onde støtte tilliden til, at det trods alt giver mening at handle i én retning frem for en anden. Uden det ville det være uden mening at kalde nogle handlinger mere moralske end andre.
	Så meget om de gode historier. Nu til dagens evangelium, der tilsyneladende også har form af "en god historie" med en klar morale om, hvordan vi skal være og handle. Fortællingen er meget enkel og fremstår med to personer stillet overfor hinanden:
	Den ene en Farisæer - datidens professionelle moralist, der har styr på alle etiske værdier, og er fuldt optaget af at udfolde disse i gode og rosværdige handlinger. Han har intet at skjule for nogen - der er ikke noget at komme efter, hverken over eller under gulvtæppet! Fordi han har styr på det hele, er han også uden tøven i stand til at remse alle sine fortrin frem for Gud.
	Den anden er Tolder - efter datidens opfattelse en person, der havde gjort umoralen til sin levevej. Så gen-nemført er tolderen, at han end ikke begynder at remse alle sine overtrædelser op - han slår sig blot afmægtigt på brystet og bede Gud være sig nådig, for hvad andet har han at håbe på? I moralsk henseende altså to diametrale modsætninger, konfronteret med den gode Gud, der kender alles hjerter. Her står de og udfordrer os til at vælge - hvem af disse to er den gode og hvem er den onde? Egentligt er valget så indlysende let, at man idet mindste som prædikant må spørge, hvorfor man skal bruge tid på at udlægge en fortælling, som selv et barn fatter pointen med. Både farisæeren og tolderen er skildret så indly-sende, at vi alle godt ved, hvem vi helst vil identificere os med.
	Men hov! Hvad er det nu, der sker med os? Har vi da netop ikke ved at gøre valget alt for let - ligesom farisæeren - gjort regning uden vært og snydt os selv? Har vi identificeret os med den stakkels og umoralske tolder, der godt ved, hvordan det er fat - har vi faktisk vendt os imod den gode moral, men var det det, vi ville? Mon ikke der først og fremmest var tale om et fravalg af farisæeren og dennes selvretfærdighed, der alene lever af, han er i stand til at se sin egen fortræffelighed negativt afspejlet i tolderens åbenbare og indlysende skyld.
	Farisæerens problem er, at han ikke tager højde for Gud i sit regnskab. Ikke sådan, at det er forkert, det som farisæeren har gjort for sig selv og sine omgivelser, men det gale er, at han i et øjebliks selvforblændelse tror, at han er bedre til at føre regnskab over sine gerninger end Gud, der kender både ham og hans modbillede bedre end dem selv. Farisæeren har da ikke blot sat Gud fra bestillingen som den eneste, der kender og kan dømme et menneske, men ud fra tilliden til sig selv og sin egen moralske fuldkommenhed er han trådt i Guds sted ved at gøre sig til dommer over sin næste.
	Tolderen derimod er sig smerteligt bevidst, at han hverken har regnskab over sine overtrædelser eller kan påberåbe sig formildende omstændigheder til sit forsvar - han giver op og overgiver sin sag til Gud med en bøn om ikke at se alt for grundigt på alle de røde tal.
	Pointen i den lignelse, vi har hørt i dag, er derfor ikke som i de gode historier at lære os, hvordan vi skal tænke og handle for at være moralsk retfærdige og uangribelige. Tværtimod - moralsk set er det en rigtig dårlig historie, fordi den får os til at identificere os med den umoralske tolder og forkaste farisæeren, der har lagt hele sit liv til rette efter ikke at overtræde en eneste af samfundets normer og forskrifter.
	Jesu lignelse er derfor ikke en moralsk fortælling, men derimod en afslørende skildring af, hvordan vi mennesker omgås hinanden og kommer til kort overfor Gud som den eneste gode, der kan være den retfærdig dommer over os. Med sin lignelse om farisæeren og tolderen tvinger Jesus os til at sætter os i overtræderens sted, som er det eneste sted, vi har en chance, når Gud kræver retfærdighed af alle. For idet vi i forargelse over hans overmod fravælger farisæeren for hans hjerteløshed eller blindhed, indrømmer vi i praksis vores egen trang til at gøre ham kunsten efter: Vi bedømmer og fordømmer ham lige så konsekvent, som han gør overfor tolderen - og vi bekræfter dermed, at det ikke er så godt at kaste med sten, når man bor i et glashus!
	Selvom vi aldrig af os selv ville vælge tolderen, hvis vi mødte ham på gaden, tvinges vi gennem fravalget af fari-sæeren altså til at gøre os til ét med den umoralske tolder. Og netop derfor kan lignelsens pointe ikke være hverken etisk eller moralsk, så den kun ville være relevant for de få, der kunne identificere sig med den "gode" i fortællingen, men den er derimod evangelisk befriende for alle, som er i stand til at se sig inddraget i begges personers skikkelse.
	For evangeliet om syndernes forladelse vil kun dette: at sætte alle fri, hvilket netop sker netop gennem afsløringen af, hvor ulykkeligt fortabt enhver af os er i os selv. Selvom lignelsen tilsyneladende handler om to personer, deres holdninger til Gud og deres handlinger overfor medmennesket, er den i virkeligheden et spejl, der uanset hvem af de to, vi vælger at se på, konfronterer os med, hvem vi selv er - ikke for hinanden, men overfor Gud.
	Farisæeren og tolderen er altså os alle. Det handler ikke om svenskerne og ikke om vores nabo, men om os selv. Derfor er fortællingen på én gang afslørende ubehagelig, men samtidig gennem sin afsløring vor eneste mulighed for at komme ind under Guds rige barmhjertighed og nåde.
	Vil vi klare os selv, præsenteres vi for et valg mellem enten farisæeren eller tolderen som et valg, der fører os væk fra fællesskabet med Gud. Lader vi derimod Gud have ret overfor alle, må vi lade valget af både farisæeren og tolderen stå som udtryk for sandheden om os selv, så Gud kan være ene om at dele ud af både de moralske point og af sin tilgivelses rige nåde.
	Og på denne baggrund kan vi så bagefter begive os ud i livets mange valg - etiske såvel som uetiske - moralske såvel som umoralske - og altid vide, at dommen over os hører Gud til, fordi han er den eneste, der på én gang både kender os og er retfærdig. Af ham afhænger retfærdigheden, fordi han er den, der elsker de, der ikke har noget retfærdighed at påberåbe sig - og det vel er grunden ikke så galt!
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen!

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email