Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	12. s. efter trin. 2007 i Karlstrup Kirke
	GT-læsning: Salme 115, 1-9 Evangelium: Mark. 7, 31-37 Salmer: DDS 1, 417 - 443, 474 og 10
	I 1. Mosebog står der om mennesket, at det blev skabt i den levende Guds billede: "Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os", siger Gud til og om sig selv i flertal. Og derefter lyder det om menneskets lighed med sin Skaber og Gud: "Gud skabte mennesket i sit billede. I Guds billede skabte han det, som mand og som kvinde skabte han dem".
	Der har i tidens løb været lagt mange forslag frem om, hvori denne lighed skulle bestå. Om det nu f.eks. skulle være fornuften eller den kreative evne til at forme ting af andet materiale eller evnen til at tale med sprog, hvilket efter sigende skulle være en af de væsentlige forskelle mellem mennesker og dyr.
	Holder vi os til den umiddelbare sammenhæng, er der ingen tvivl om at gudbilledligheden her kædes sammen med det, der forbinder både mand og kvinde som mennesker som sådan. I det lys kan man efterprøve de fremlagte forslag og ender så måske dér, hvor jeg finder fast grund under fødderne, nemlig at gudbilledligheden må have noget at gøre med at etablere "fællesskab" med andre. At overskride egen begrænsning og forbinde sig med en andens eksistens på en sådan måde, at det føder nyt liv. Således er mand og kvinde nemlig ud over at være det, som de er hver for sig, også grundlaget for kærlighedens fællesskab, der skaber nyt levende liv.
	Gudbilledligheden har da to sider eller funktioner: For det første har vi mulighed for at indgå i fællesskaber og i særlig grad evnen til at elske andre. Men fordi dette fællesskab bygger på gudbilledligheden, har vi som mennesker for det andet også muligheden for at indgå fællesskab med Gud. Gud er i jo sit væsen selv udtryk for det fællesskab, som må til, for at kærligheden kan blive den erfaring, vi hver især møder den som.
	Hvad skete der da siden med gudbilledligheden? Jo, Gud velsignede ganske vist manden og kvinden, så de blev frugtbare og opfyldte jorden, men menneskets skaberevne gik snart sine egne veje. Hvor mennesket fra begyndelsen skulle ligne og være som Gud, gik der af en uforklarlig grund kage i det, så vi endte med at tro, at vi kan skabe os selv! Og det er i virkeligheden bare noget skaberi! For syndefaldet er jo netop dette, at vi har vendt os bort fra den Gud, som vi skulle ligne, hvilket så fører til, at vi skabe os afguder, der intet har til fælles med Gud. Fra at være den levende og ubegrænsede Guds billede, der ikke kan puttes ind i former fra naturen, søger vi gennem egne billeder at fastholde Skaberen i det skabte.
	De døde og livløse afgudsbilleder, som den GT- læsning gør op med, er som billede på skabermagten en karikatur, hvormed det ophøjede ved menneskets egen gudbilledlighed går fuldstændigt tabt. De afgudsbilleder, som mennesker kan finde på at lave, har jo nok mund, men kan ikke udtale et eneste ord! De har nok øjne, men kan ikke se en smule! Og de har ører, men kan ikke høre en dyt! Og hvordan vil man dog indtræde i et fællesskab med sådanne livsforladte produkter af egen fantasi? "Sådan bliver også de, som har lavet og stoler på dem!", konstaterer salmisten lakonisk.
	Men når mennesket nu engang er privilegeret ved at være skabt i lighed med Gud, så er det i vel stadig i menneskets konstitution, vi skal lede efter de veje, hvorved fællesskaber til Gud etableres? Lad os da holde fast ved, at mennesket er skabt som sansende væsner, og at det bl.a. og først og fremmest er gennem sanserne, vi står i forbindelse med vor omverden, hinanden - og hvem ved: måske også Gud? Ser vi sådan på det, vil vi hurtigt opdage, at selvom den jødisk-kristne tro nok anerkender alle menneskets sanser, så har de som adgangsveje til netop Gud valgt at prioriterer en af disse frem for andre - det er høresansen! De andres sanser som veje til Gud har været afprøvet, men med forkelligt resultat.
	Således hører vi f.eks. om Kain og Abel, at de kommunikerede med Gud via røgsignaler. De brænder en del af deres høst af som en offergave til Gud, så han kan indånde røgen og tænke vel på dem. I forlængelse af denne tankegang kan Paulus i et af sine breve ligefrem omtale Jesu selvhengivelse for os som "en gave og et offer til Gud, en liflig duft" (Ef. 5,2).
	Hvad angår synssansen, finder vi i De Tid Bud allerede som det andet et kategorisk forbud mod at gøre sig noget udskåret billede af Gud, som man kunne sidde og se på (2. Mos. 20 v. 4). Billedforbuddet spærrer i jødedommen for den fristelse det kunne være, at bruge det skabte til at afgrænse ham, der har skabt verden med sit Ord. At kristendommen siden omtolkede og afskaffede dette bud har baggrund i netop dette, at Kristus som menneske opfattes som det eneste sande billede af Gud.
	Tilbage bliver da høresansen - og dennes forbundethed med dette at tale og kommunikere med ord og lyde. Netop i høresansen er der fra begyndelsen etableret en forbindelse mellem Gud og sin skabning. Verden og alle dens skabninger er jo blevet til ved at Gud har talt sit skaberord, som alt må adlyde. "Gud sagde" er omkvædet i skabelsesberetningens fremadskridende fortælling efterfulgt af godkendelsen: "Gud så at det, han havde skabt, var godt!".
	Og siden - også efter syndefaldet - er Ordet den bro, der forbinder Skaber og skabning. - Om vi da ellers vil høre med vores ører! For netop dette blev i længden det problem, som både Gud i GT og NT kæmper med at finde en løsning på: "Hvordan får jeg vakt menneskets lydhørhed?"
	Idealet er skildret i 1. Samuelsbog kap. 3, hvor den unge Samuel er sat i lære hos den gamle profet Eli. Samuel sover i templet, men hører i løbet af natten en stemme kalde sit navn. I den tro at det er hans læremester, løber han ind og vækker Eli med ordene: "Du kaldte på mig, her er jeg!" Men Eli har ikke kaldt og sender Samuel i seng igen. Det gentager sig tre gange og til sidst fatter Eli endelig, hvad der er på færde og giver da Samuel det råd, at han næste gang, det sker, skal svare: "Tal, Herre, din tjener hører". Og det gør Samuel da, og derved bliver han selv en profet dvs. det talerør, som Gud tager i anvendelse for at tale Israels genstridige folk til rette.
	For det er den anden side af dette med at tale og høre. Man skal jo ikke blot hører det, der bliver talt med øret. Man skal jo også tage det til sig dvs. tage det til hjertet. Der er det ganske særlige ved netop høresansen, at den kan man ikke bare sådan lukke af for. Ikke desto mindre kan man jo altid vælge at overhøre det, der er sagt - det hedder at have "selektiv hørelse".
	Lugtesansen og for en stor del også smagssansen kan man undgå ved at holde sig for næsen. Synsindtryk kan man lukke øjnene for. Men tale. lyd og musik kan man ikke flygte fra - selv med ørepropper trænger den igennem!
	Derfor - ved siden af dette blot at have sine sansers - og specielt høresansens - fulde brug, så skal man også have gehør - evt. absolut gehør - for det, der siges.
	At have gehør er et musikalsk udtryk og dette at kunne høre og evt. finde sin plads i en musikalsk harmoni. Når udtrykket bruges i religiøs sammenhæng, handler det bl.a. om at have øre for de dybere sammenhænge og meningen med det, der siges til en. Når Gud taler til sin skabning, vil han andet end at udfylde det tomme rum, som omgiver os. Det er ikke som underholdning, der bare skal slå tiden ihjel, at Gud taler til os. Gud, der har skabt os med evne til både at tale og at lytte, taler til os, men ikke blot til den ydre høresans, men gennem denne ind til kernen i skabningen - ind til hjerte, sind og tanke - det hele menneske.
	Idealet på det lyttende og adlydende menneske er i NT Jesu egen mor Maria, der svarer Gabriel med ordene: "Se, jeg er Herrens tjenerinde, lad det ske mig efter dit ord" (Luk. 2, 45) og som lader sig gøre til et redskab for Gud frelsende indgang i den verden, han selv har skabt. Modsætningen til Maria er de hårde hjerter, der afviser både ord og handlinger som udtryk for Guds tale til dem. De lukker sig så meget omkring sig selv, at de nok hører, hvad der bliver sagt, men ikke opfatter det som talt til sig.
	Eksemplet er bl.a. farisæerne, der ikke ser Guds handlen i Jesu helbredelser af syge og tilgivelse af syndere. Eller Israels folk, der opfordres til at lege med, hvad enten det nu er til begravelse eller bryllup, men som ikke vil - de har ikke gehør for den musik, Jesus lægger op til! Og det vil blive deres undergang!
	Dermed skulle grunden gerne være lagt til forståelsen af, at dagens evangelium ikke blot handler om hvordan at et stakkels døvt menneske på forunderlig vis får sin hørelse igen, men at der bag og under den mirakuløse helbredelse lyder et budskab til alle om at høre og forstå, at også vi er omfattet af fortællingen.
	For om vi lytter til nok så megen larm og ordskvalder, men ikke vil høre, hvad Gud vil sige os, gavner det os ikke, selvom vi både bruger høreapparater eller højtalere! Hvis ikke vi, når vi mødes her i kirken, har både ører og hjerte åben for Ordene, så de kan blive til Guds tale til os, så er vi selv evangelisk tonedøve og døvstumme dukker. Og skal den form for døvhed overvindes, så må det være Gud selv, der smører spyt på vore ører, rører ved vor tunge og sukker: "Efatta! Luk dig op!"
	Svaret herpå er ikke blot en ny lydhørhed, men også den lovsang, der er tegnet på, at vi har hørt godt efter. For netop når vi synger gudstjenestens salmer, er det ikke bare som underholdning for at fylde tiden og tomheden ud eller for at slå tiden ihjel, men for at vores sang skal være et taknemmeligt svar på alt det, Gud har gjort for os. Det liturgiske "Amen" er et af gudstjenestens vigtigste svar, fordi vi dermed bekræfter, hvad der er sagt og hvad vi hører. "Gud være lovet for sit glædelige budskab", lyder det efter evangeliets læsning og forkyndelse. Og derfor har salmedigterne også fra begyndelsen set en sammenhæng mellem fortællingen om den døvstumme og menighedens lovsang ved gudstjenesten.
	Brorson formulerer det f.eks. som en personlig bøn: O Frelser! lad dit effata min mund og hjerte røre, så skal du et halleluja af begge dele høre (DDS 159 v.4)
	Som optakt til nadveren synger og beder også vi om, at vi sammen med Guds menighed både på jorden og i himlen og i kor med alle engle, kan synge med på Guds herligheds lovsang, hvorefter vi bryder ud jubelråbet: "Hosianna i det højeste!".
	Med andre ord - og det må så blive denne prædikens pointe, at ordet "Effata" lyder hver gang, vi holder gudstjeneste - og at det svar, som afspejler at vi er skabt i Guds billede, er det Halleluja og Amen, der viser at Ordet er hørt med hjertet. Gud give os da i dag, i morgen og alle vore livs dage, at vinde gehør for det, som Gud vil tale til hver enkelt af os såvel til som menigheden ud over hele jorden!
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email