Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	12. søndag efter trinitatis i Jersie 2007 Konfirmandvelkomst GT-læsning: Salme 115, 1-9 Evangelium: Mark. 7,31-37 Salmer: DDS 413, 404 - 369, (TS856/477) og 478
	Prædiken
	Som alle ved - og ikke mindst I, som vi har samlet her i dag som optakt til jeres konfirmationsforberedelse - så lever vi i et samfund med utroligt mange måder at kommunikerer på: Vi har telefonlinier og snart også fibernet lagt ud til alle hjem, for slet ikke at tale om de trådløse mobilmaster. Vi har så mange radio og TV-kanaler, at enhver familie med respekt for sig selv har vel efterhånden et fjernsyn i hvert rum i hjemmet, så alle kan se det, som de helst vil. TV og radio er fælles kommunikationsmidler, men dertil har vi også de personlige: PC´en med internet, websites og E-mail, samt ikke mindst Messenger, hvor mange har hele deres vennekreds og deres kæreste(r) logget ind.
	Men selv en bærbar PC er tung og uhandy, så derfor har man opfundet mobiletelefonen, som man kan have med sig overalt og efterhånden bruge til alt - den første rigtige mobiltelefon blev i øvrigt taget i brug for netop 25 år siden - og vejede dengang 2 kg! Den gang kunne den kun bruges til at tale med, men i dag kan vi meget mere med en ganske almindelig mobiltelefon, som man bare kan have i brystlommen. Vi kan f.eks. også se på hinanden, mens vi taler. Faktisk er de fleste mobiler i dag en hel lille computer, som kan det samme som en almindelig PC: Man kan spille musik og spil, gå på nettet, sende E-mails og SMS´e.
	På den måde bliver mobilen en forlængelse af vores sanser. Hvor vi normalt kun kan se og høre indenfor en vis afstand, da kan vi med mobilen gøre det overalt og til hver en tid. Vi kan tale med en, der sidder i New York og vi kan tale med en, der sidder på den anden side af jordkloden. Selvom min søn for tredje uge er på interrail og har rejst gennem Spanien, Italien, Schweiz, Luxemburg, gennem Holland til Irland og England, hvor han i går så fodboldkamp i Manchester, så taler vi stadig sammen. Selvom vi på en måde adskilt, så har vi på en anden måde hele tiden været i kontakt med ham. Vi har ikke følt os isolerede, men har på en måde stadigt været fælles og sammen, fordi vi har kunnet kommunikere.
	At kommunikere har faktisk meget med fællesskab at gøre. Ordet "Communikare" er det samme, som vi har i kommune, som er udtrykket for alt det, vi er fælles om. På engelsk kalder man et samfund for "Community".
	Pointen er naturligvis, at dem, man kan kommunikere med, dem er man også sammen og føler fællesskab med. Hvis ikke vi kan se, høre og tale sammen, bliver vi til isolerede og ensomme mennesker - ja, hvis man helt frarøver en menneske muligheden for at bruge sine sanser og være sammen med andre, så tager man meget hurtigt skade på sin sjæl og bliver sindssyg: det kaldes tortur!
	Alt dette kender de fleste af I konfirmander godt, for takket være de moderne kommunikationsmidler en af de mest kommunikerende generationer, der nogensinde har levet. Hvis ikke I har en mobil tændt, føler I jer straks udenfor!
	Men nu skal I høre godt efter: Det, som vi er samlet om i dag, hvor vi har inviteret jer til gudstjeneste, det er også en form for kommunikation! At holde gudstjeneste er nemlig nok en meget gammel måde at kommunikerer på og måden og midlerne er på sin vis nok også gammeldags, men de virker altså stadig. Men måden, det sker på, er ikke uden videre selvfølgelig - og slet ikke for jer, der er vant til SMS og internet. Og derfor skal og naturligvis også lære, hvordan det sker, for at I kan være med og føle at det virker.
	At gudstjenesten er kommunikation, som sigter på at bringe mennesker sammen ser man ved, at der bruges en del ord, men ikke kun - faktisk begynder vi gudstjenesten uden ord. Det første, der skete i dag, var kirkeklokkerne, der kaldte på alle, der bor her omkring: Kom til kirke, kom nu, kom alle: vi skal være sammen og i fællesskab møde Gud! Klokkeringningen slutter hver gang med bedeslagene, som vi kalder de tre gange tre enkeltslag, der lyder lige inden vi går ind, Tre slag for Gud, vor Skaber, tre slag for Guds Søn, Jesus Kristus og tre slag for Helligånden.
	Det næste, der skete, var at organisten spillede præludium - et lille musikalsk stykke, som skal få os til at forberede os og komme i den rette stemning. Det kan være glæde eller sorg, det kan være forventning, som på den måde plantet i os uden brug af ord, for musik er jo et ordløst sprog, der taler til hjertet og følelserne. (Og her skal I konfirmander og andre nok opdrages lidt, for når I hører musik i radioen er det som en pause, hvor I kan snakke højt uden at forstyrre, men sådan er det ikke her! Her i kirken er musikken en hjælp til at samle sig. Og derfor skal man faktisk tie stille, når musikken lyder!)
	Først nu lyder de første ord, når kordegnen træder frem og beder indgangsbønnen. Oprindeligt var dette en bøn, som alle i kirken skulle bede for sig selv, så da den blev indført, skulle kordegnen bare bede for indtil menigheden havde lært den, men det har åbenbart været alt for svært! Kordegne beder stadig selv, men gør det på vegne af os alle, når det som en opfordring lyder: Lad os alle bede! Derefter siges det så, hvem bønnen er rettet imod: Herre vor Gud, hør os, som er samlede her! Bønnen er altså udtryk for kommunikation, nemlig vores tale og bøn til Gud, om at han vil lytte til os, når vi siger det, der ligger os på hjertet, nemlig alt det, som vi beder om. Men samtidig beder vi også Gud om at hjælpe os med at høre det, som han vil sige til os, det som han vil kommunikere til os, nu, hvor vi er sammen: Luk vore ører op, så vi hører dit ord, Luk vore øjne op, så vi ser din herlighed. Luk vore hjerter op, så vi omvender os Giv os stemme, så vi bekender og lovsynger dig!"
	Om det virker, om Gud hørte vores bøn, det tjekker vi med den første salme, hvor vi som fællesskab sang: Vi kommer, herre til dig ind Fra dagligdagens pligter med splittede og bange sind, vi ved hvor tit vi svigter.
	Med andre Ord, vi begynder med at fortælle Gud, hvem vi er og hvordan vi har det med at komme her - vi føler os lidt forlegne, afmægtige og små - ja, og at vi ikke er som Gud.
	Vi er altså fra begyndelsen sporet ind på, at der skal ske en kommunikation, så vi kan føles sammenhold og fællesskab, både med hinanden og med Gud. Og noget af den kommunikation foregår ved at vi udtrykker os overfor dvs. når vi beder eller bekender vores tro. En anden side af denne kommunikation sker, når præsten på vegne af Gud hilser, velsigner eller læser fra Biblen - så er det at forstå som Guds replikker - det, som Gud taler til os
	Herren være med dig! Lyder det på et tidspunkt. Og alle svarer: Og Herren være med dig!
	Herren velsigne dig, lyder det til allersidst og så hører vi de gamle ord om Gud, der ser på os med sine barmhjertige og kærlige øjne - også når vi går her fra i dag.
	Og ind imellem lytter vi til udvalgte tekster fra Biblen, fra Det gamle og Det nye Testamente. Det er gamle tekster - ja, og nogen er svære at forstå, ja vist, men ikke umulige at få noget ud af. Især ikke, hvis man selv er motiveret for at lytte, åbner sig og tænker med.
	Og så må vi samtidig også sige, at når det kommer til stykket, er det ikke kun os selv og vores egen motivation det kommer an på. Vi begyndte jo netop med at bede Gud om ikke blot at tale til os, men også til at åbne os for det, han ville sige os. Hvis ikke han vil os noget, så er det hele jo ligegyldigt!
	Og det kan vi f.eks. tage evangelieteksten til udtryk for, at han ikke er - Gud er ikke ligeglad med os. Gud er en levende Gud, der vil os mennesker noget.
	Tag nu f.eks. den døvstumme mand, Jesus møder i dag. Det er ikke ham selv, der kommer, men nogle af hans venner fører ham frem for Jesus, fordi han er døv og stum. Han er altså handicappet, men på en meget alvorlig måde, for han kan ikke kommunikere med andre. Han kan ikke høre, han kan ikke tale og derfor er han udenfor fællesskabet med andre mennesker. Han lever i sin egen tavse verden, hvor han kun kan se, men ikke forstå, hvad andre vil ham - eller fortælle, hvad han vil. Uden kommunikation bliver man uværligt ensom og alene. Tænk sig at vokse op og leve et helt liv uden at kunne høre?
	Hvorfor kommer hans venner så og fører ham til Jesus? Jo, fordi de tror dvs. de har tillid til, at Jesus kan og vil hjælpe den døvstumme. Jesus har før helbredt mennesker, der var syge. Blinde har han fået til at se, lamme til at gå og spedalske med store væmmelige sår har han helbredt. Og når det skete - når et sygt menneske blev rask - så sagde han altid, at de skulle takke Gud for de. For hvor andre mennesker ofte undgik den, der var syg, så var Gud helt anderledes, sagde Jesus. Gud ville nemlig i kontakt, i samtale, i fællesskab med dem, som andre afvist. Gud er Skaberen, siger vi også i vores trosbekendelse. Han er livet og kærlighedens Gud og han er levende optaget af at komme i kontakt med de mennesker, han har skabt. Ja, for Jesus var og er Gud den barmhjertige Fader, man altid kan vende sig mod, når man er faret vild i livet. Og Jesus selv var Guds røst og hænder i en verden, hvor mennesker ikke altid lukker hinanden ind i deres fællesskaber, men hellere laver lukkede klubber og kliker.
	Og derfor - når Jesus helbreder den døvstumme, så han atter kan høre og tale - så er det Guds vilje, han lader ske. Gud vil ikke at et menneske skal være lukket inde i sin egen verden, men vil hellere end gerne inviterer os ind i sin store og pragtfulde virkelighed, hvor der skal tale, kommunikeres og skabes fællesskab mellem alle mennesker og folkeslag. Dette viste Jesus tydeligt, da han som det allersidste, han sagde til sine disciple, netop gav dem befaling om at gå ud i hele verden for at gøre alle til hans disciple ved at døbe dem og lære dem alt det, som han havde fortalt dem om Gud.
	Siden har den kristne kirke været et fællesskab af mennesker på jorden, d er kendes på netop dette at de døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og fortæller hinanden og andre om Gud, om Jesus og om Helligånden Og om de så vil lytte til og tage ved lære af det, der bliver sagt, det er der ingen sikkerhed for - det ved kun Gud.
	Og derfor - når man i gamle dage døbte børn, unge og voksne, så var det netop i lyset af den fortælling om den døvstumme, som vi har lyttet til i dag. Når forældre kom med deres børn til dåben, så var det første præsten skulle gøre, det samme som Jesus gjorde, nemlig stikke fingrene i ørene og røre ved tungen, mens han sagde: "Effatha! Luk dig op!"
	Dette var både en bøn til Gud og en befaling til den, der skulle døbes, som altså blev betragtet som en, der ikke af sig selv bare kunne og ville åbne sig for Guds tale, men som altså måtte have lidt hjælp. Hjælpen var dåben, hvor man fik alt givet af Gud. Hvor Gud blev omtalt som en kærlig Far, man ikke skulle være bange for, men kunne stole på og have tillid til. Og når den døbte voksede op skulle han og hun ikke blot lære om, men selv møde Gud og tale med ham.
	Derfor skal den, der døbes - og det gælder i dag også jer, der er konfirmander, alle vi, som er døbt og endelig Naja, som skal døbes her i Jersie Kirke i dag - at vi skal hele tiden mindes om og vi må hele bede Gud om, at tale til os, så vi hører, hvad han har at sige til os, og sådan at vi for stemme til at svare ham - både i bøn, i sang og i det hverdagsliv, vi hver især lever med hinanden. For livet i sig selv er kommunikation og fællesskab.
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email