Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	17. søndag efter trinitatis i Jersie 2007
	GT-læsning: Salme 19, 2-7 Evangelium: Luk. 14,1-11 Salmer: DDS 752,15 - 403, (450/474) og 750
	Prædiken:
	I 1988 udsendte den danske sanger og musiker C.V. Jørgensens en plade med titlen "Solgt til Stanglakrids". En af sangene på denne plade hedder "Søndagsseancer", hvor de første vers lyder sådan her:
	Endnu en søndag hvor tiden står så godt som stille, Hvor destruktive tanker bare kommer og går i mit hoved som føles bare alt for lille
	Endnu en søndag hvor præsten står og vrider sine hænder Mens hele menigheden flokkes som får derude hvor kragerne vender
	Gid du dog gad droppe forbi Og skulle du få lyst til at bli´ så er det OK med mig lige ind til mandag morgen, Honney Sig du gider dele denne dødsyge søndag med mig frem for at vi sku´ sidde og kukkelure hver for sig.. Sangen emmer af tomhed og længsel efter mening, fordi søndagen bliver til et uoverskueligt problem. Og det bliver den, når det, den var tænkt som og til - meningen med en dag, der stod helt åben og ventede på at bliver fyldt op - ikke længere fungerer efter hensigten.
	Hvad er da meningen med den ene dag om ugen, der var reserveret noget andet end arbejde og anstrengelserne for det det daglige brød? Det er der ikke blot flere svar på, men en hel historie om. Oprindeligt var det nemlig ikke søndagen, der var helligdag, men dagen før, nemlig lørdagen.
	I den jødiske kalender begynder ugen lørdag aften, når solen er gået ned, hvorfor dagen regnet fredag aften og til næste dag er ugens sidste dag. Den dag kaldte jøderne for Sabbatten - hviledagen. Om Sabbatten hører vi første gang om i den fortælling, som er den første i Bibelen, skabelsesberetningen, som ikke er en redegørelse for, hvordan alt er blevet til, men er fortællingen, der udtrykker meningen bag det, vi kan se, føle og erfare er til omkring os, i os og for os.
	I den første fortælling hører vi, hvordan Gud skaber ud af intet eller ud af kaos - det kan nogen gange f.eks. på et teenageværelse jo være det samme, for det betyder, at man begynder med først at skabe en vis orden i det hele! Gud rydder simpelt hen op i skidtet! Gud tager det fra en ende af og tager et skridt af gangen. Den første dag: Lys for sig og mørke for sig! Den anden dag: Vand til den ene side og luft til den anden! Den tredje dag: Her skal være land og her skal være hav! Så kan alle planter og træer nemlig gro og vokse op. Så på dag fjerde dag de himmelegemer, der tidens gang: Solen, månen og stjernerne, så man kan finde rundt i tiden og laver en kalender. På den femte dag den hele vrimmel af dyr, både med og uden vinger, i luften, på jorden og i vandet. Og endelig - som skaberværkets højdepunkt - på den sjette dag menneskene, der skal ligne ham selv, så de to har noget til fælles, noget, der binder dem sammen. For i den verden Gud vil, hører mennesket og Gud sammen!
	Og efter hver eneste dag på denne første arbejdsuge, slutter Gud med at roser sig selv og det, som han har skabt: "Gud så at det var godt!" Så konstateres det kort og godt, at det blev aften og morgen, så livet kunne udfolde sig i en stadig vekslen mellem aktivitet og hvile - intet kan bare køre på uafbrudt.
	Og så er det endelig, at Gud til allersidst - på den syvende dag - selv får behov for eller lyst til at hvile ud.
	"Sådan blev hele himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede har efter det arbejde, han havde udført. Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte" (Gen, 2, 1- 3).
	Nu kan det godt være, at det for den logisk tænkende ikke giver så megen mening at tænke på en Gud, der har brug for at hvile sig - men det er nok heller ikke det, der er pointen. Måske vil fortællingen på sine egne præmisser blot fortælle os, om de strukturer og præmisser, enhver kan se og erfare er bygget ind i tilværelsen. At alt og alle i denne verden veksler mellem aktivitet og passivitet, men at anstrenge sig og hvile ud. Og at det faktisk ikke bare er tilfældigt, men villet - og når noget er villet af nogen, så er der en mening med det!
	Det er imidlertid kun en side af fortællingen - for bibelens fortællinger vil ikke kun fortælle os det, vi lige så godt kunne sige os selv. Bibelen fortæller os ikke kun, at der er en mening bag den verden vi erfarer, men også at viljen, der har sat den, er god. Hvordan verden er indrettet og hvordan hele maskineriet fungerer, det kan enhver finde ud af ved at bruge sine saner.
	Men hvad meningen bag det hele er og hvilke udfordringer den sætter os overfor, det kan man ikke aflæse af verdens mere eller mindre skæve gang. Livets mening, fylde og indhold for alle skabninger såvel som for det enkelte menneske kan man ikke læse ud af nogen instruktionsvejledning, men det fremkommer på en helt anden måde og på andre præmisser.
	Det, vi ikke kan sige os selv, men som Bibelen fortæller og forkynder, er at vi i vort liv hører sammen med Gud. Gud har skabt os i sit billeder og derfor hører vi sammen. Hvis vi ikke hører sammen og derfor kommer sammen, så er der noget, der går i stykker for os. Så mangler vi noget vigtigt og føler en tomhed indeni. Uden forbindelse til Gud bliver vi forvirrede, ensomme og kan ikke se meningen med det liv, vi lever. Men igen: det kan man ikke læse sig til! Man må have det sagt og man må selv erfare det ved at tage det til sig i den tillid og tro, der åbner sig og giver sig hen.
	Livet er nemlig ikke blot skabt, men også "helligt!" Og helligt betyder i denne sammenhæng helt og harmonisk. "Sådan blev hele himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt", hedder det til sidst i Skabelsesberetningen. Som det udgangspunkt, der var givet med Guds skabelse, var livet og livet i verden godt, helt, helligt og fuldendt.
	Sådan er livet jo ganske vist ikke, når vi ser os omkring. Derimod kan vi meget hurtigt konstatere, at ud fra den begyndelse må noget siden være gået rivegalt. Hverken livet eller mennesker eller for den sags skyld naturen er "hellig" forstået som hele og harmonisk.
	Der er derimod forskelle, og de forskelle de fører til ufred og ondskab mellem mennesker. Naturens orden er at de stærke hersker over de svage. Der er både kamp, kaos og rod i verden, så der kunne trænges til en ordentlig omgang oprydning.
	Nu er det forhåbentligt bliver tydeligere, hvordan fortællingen om Guds skabelse kan give lidt mening. For hvis vi ikke vidste og ikke kendte en fortælling, der sagde os hvordan det skulle være, hvis det skulle være godt, ville vi være nødt til at acceptere verden som den er dvs. stille os til tåls med ondskab, had, krig og alt muligt andet. Ingen ville kunne hævde, at det ikke var i orden at den store tævende den lille og tog den mad, som andre skulle leve af.
	Der er med andre ord ingen etik i verden i sig selv. Etik dvs. læren om at der findes noget, som er godt og bedre end andet, kommer ikke fra, men udefra tilværelsen. Man kan ikke tage et mikroskop at se på små bitte dyr eller sætter mennesker i en maskine og finde ud af, hvem der er gode og hvem der er onde - og hvorfor. Forskellen mellem ondt og godt er sat af fortællingen om, hvordan begyndelsen og udgangspunktet var, da Guds skabte og selv fandt, at det skabte var godt.
	Så når der står, at Gud skabte den syvende dag og helligede den som hviledag, betyder det, at denne dag er beregnet til at vende tilbage til udgangspunktet og rekreere på. At være på rekreation er nemlig at bliver genskabt, atter at blive hele og harmoniske på, så vi kan blive det, vi oprindeligt tænkt som, dengang Gud skabte verden og konstaterede, at det han havde skabt var godt.
	Det er nemlig ikke Gud, der har skabt rodet i verden. Det er ikke Gud, der gør at vi mennesker bliver splittede og stressede eller ødelægger tilværelsen for hinanden. Det er os mennesker selv, der ikke kan overskue konsekvenserne af vore handlinger. Vi kan ikke styre, hvad vi sætter i gang. Derfor er det også vores ansvar - så langt, som det er muligt for os - engang imellem at få ryddet op i og omkring os. Gå lidt ind i os selv og gøre op med vores skyld. Påtage os ansvar for hinanden og i fællesskab være med til at gør verden til et lidt bedre sted at bo - for alle.
	Det er vores ansvar, men vi behøver Guds input til det, for hvis livets mening er knyttet til fællesskabet med ham, er det hos Gud og fra Gud de gode løsninger kommer. Nu holder vi ganske vist ikke helligdag om lørdagen. Som kristne holder vi hviledag og helligdag om søndagen, som altså ikke er den sidste, men den første dag i ugen. Hvor jøderne slutter med at hvile ud efter en lang uge, der begynder vi kristne med en dag, hvor vi for lov til at høre, ikke blot hvad Gud vil sige til os, men også hvad han allerede har gjort for os i og med hans søn Jesus Kristus, der kom til os og levede i blandt os - og om hvem der hedder, at han har gjort alting godt! Vi begynder således med at høre, at Gud ikke blot indbyder os til at være sammen, men allerede er hos os.
	Søndagen burde derfor ikke være en dødssyg søndag, hvor tankerne bare farer rundt i et alt for lille hoved. Søndagen burde ikke være en stresset og fortravlet dag, hvor man skal nå alt det, man ikke nåede ugen inden. Søndagen burde være den dag, hvor vi stoppede op og faldt til ro, og kom i kirke for bare at være os selv overfor Gud. Ikke for at få at vide, hvad vi ikke kan og må, men bare hvile i det, som vi er, når Guds har skabt os og elsker os. Ikke for Guds skyld, men vor egen og for livets skyld!
	Faktisk er det også det, der er på spil i dagens evangelium, hvor farisæerne og Jesu diskuterer, hvad den sande mening med Sabbatten dvs. helligdagen er.
	"Er det tilladt at helbrede på Sabbatten eller ej?". Må man arbejde eller skal man slappe af? Jesus svar går i en helt anden retning end farisæerne tænker. Han spørger efter, hvad der er godt og hvad der er ondt. Hvad gør, at noget kaldes godt og livsfremmende, mens andet opfattes som ondt og destruktivt.
	Og svaret ligger jo netop i dette, at livets som udgangspunkt - fordi det af Gud er skabt som helligt og helt - er godt. Når livet er truet, må nogen træde i karakter og forvare det, Hvis livet er Guds gode gave, så må det, der truer livet bekæmpes - så skal sygdom kurere og sørgende trøstes.
	Det af De ti bud, som taler om at holde hviledagen hellig, er derfor ikke beregnet på at lave overenskomster og arbejdstidsaftaler efter. Det fortæller os ganske kort og godt, hvad der er godt, nemlig at livet er og holdes helligt! Og helligt og helt bliver det, når vi lever det sådan, som Gud ville det, da han skabte os, i det rette og afbalancerede forhold til ham og hinanden.
	At være sammen - selv på en dødssyg søndag - i et fællesskab, der rummer mere ned vore egne personlige interesser, er helligt, helt og godt. At sidde og kukkelurer hver for sig er i ordets allerværste betydning at være solgt til stanglakrids! Amen!

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email