Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	18. søndag efter trinitatis 2007 i Jersie og Skensved
	GT-læsning: Es. 40, 18 - 25 NT-Læsning: 1. Kor. 1, 4-8 Evangelium: Matt. 22,34-46 Salmer: DDS 16, 7, 57 - 54, (473) og 52
	Prædiken:
	Med hvem vil i sammenligne Gud? Hvad vil I sætte op til hans sammenligning?
	Sådan spørger profeten Esajas, samtidig med at han latterliggør sin samtids religiøsitet udtrykt ved at de menneskeskabte afgudsbilleder, der er lige så magtesløse overfor livets spørgsmål, dilemmaer og udfordringer, som de mennesker, der har lavet og tilbeder dem.
	For mennesket er i flg. Esajas skabt til andet og mere end at underlægge sig det skabte, der ligesom det selv forgår. Mennesket hører sammen med den Gud, der har skabt det i sit billedet og til fællesskab med sig selv - for evigt!
	Så hvad kan man andet end at ryste på hovedet og le? Latterlig er den, der sætter sin lid og sit liv på de livløse afgudsbilleder - ja dybest set enhver, der lægger sit liv i noget andet end den almægtiges Guds hænder! Menneskets højhed, ære og herlighed består i dette, at det har lov til at regne Skaberen for sin Gud. Tanken i GT er ikke kun, hvad mange jo tror, at Israels religion var udtryk for en lov- og gerningsreligion. At det alene er en "Du-skal!" og "Du-må-ikke-religion". Opfattelse i GT er nemlig også, at alene dette at Gud giver Moses og Israel De Ti Bud er udtryk for en nådes- og barmhjertighedshandling. Israels folk er både udvalgt og bebyrdet med den opgave at leve og udtrykke Guds vilje for alle folk. At kende og derfor kunne gøre Guds vilje er et ophøjet privilegium, som ikke er alle forundt.
	Derfor - ikke af tvang og ikke til fortjeneste og selvros, men ud af ægte taknemmelighed kan den jødiske fromme glæde sig over det første og største bud: "Du skal elske Herren din Gud ag hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind!". Det skal man, fordi det er et privilegium at ha´ Gud til Gud. Det er ophøjet og ærefuldt at Gud - trods al modstand og afmagt fra menneskers side - har forpligtet sig til at være Israels og den enkeltes Gud.
	Heraf følger da de øvrige bud, herunder også buddet om ikke at gøre sig noget billede af Gud, der sammenligner Skaberen med noget af det, han har skabt og gjort, for intet og ingen i denne verden er Guds lige: Gud er anderledes! Og tror nogen, de kan stille sig op og sammenligne sig med Gud - endog til deres egen fordel - da må Gud le! Guds latter er dog ikke udtryk for afvæbnende munterhed og venlig humor. Guds latter er den ophøjedes latter over sine fjender. Hånlatteren, der udtrykker distancen mellem dem, sådan som det meget præcist er udtrykt i Salme 2. Den kaldes for kongesalmen, fordi den formodentligt har været brugt ved indsættelsen af Israels konger: Hvorfor er folkeslagene i oprør? Hvorfor lægger folkene planer, som ikke kan lykkes? Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: "Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb!". (Men) han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem!"
	Dette er da også latterens status og betydning i GT, hvor man ikke må sammenligne Gud med noget af det, han har skabt, fordi det for det første gør Gud mindre end han er, og for det andet også gør mennesket mindre end det er skabt til at være. Mennesket er jo skaberværket ypperste led. Alt gav og underlagde Gud mennesket, for at det skulle herske over skaberværket og bruge det til at tjene Gud med. Men mennesket - og det er syndefaldets kerne - vendte det hele om og begyndte at bøje sig dybt for træ, guld og sølv og alt det smukke og skønne, som kan laves deraf. Og derved blev mennesket for alvor til grin, latter og hån - og afgrunden til Gud blev uovervindelig. Og det er i ordets fulde og dobbelte betydning - synd for os!
	"Hvad mener I om Kristus?". Det er så det andet spørgsmål, vi har hørt i dag. Det modsvarer afgrunden mellem Gud og mennesket. "Hvad mener i om Kristus? Hvis Søn er han?" Implicit i det spørgsmål ligger nemlig, hvem vi skal sammenligne Kristus med, for at hans person såvel som det han siger og gør bliver fastholdt i sin betydning for os? Eller mere præcist: Hvilken myndighed har Jesus, når han taler? Hvilken myndighed vil vi tillægge hans ord?
	For til forskel fra Gud i GT fremtræder Jesus i NT ikke med den overvældende magt og myndighed, der kaster fjenderne afmægtige til jorden, når han taler og handler. Hvis Jesu har nogen form for magt og en myndighed, er det ikke en, som kan aflæses direkte og utvetydigt, men en man må forholde sig og vælge, hvad man vil tro!
	Havde Jesus stillet op med en hånlatter ligesom Gud, havde det været lettere, for så havde han jo lignet sin Far - men Jesus ler aldrig! Intet sted i Det nye Testamente er der antydning af, at Jesus ler af nogen eller noget. Jesus kan rase og være vred, og i enkelte situationer græder han ligefrem af afmagt eller harme. Men intet steds står der, at Jesus ler. Er Jesus da uden humor? Næppe!
	Jesu humor og samtidens måde at opfatte noget som morsomt er bare anderledes end vores. Findes der f.eks. noget mere morsomt end billedet af kamelen, der lettere kommer gennem et nåleøje end en rig mand kommer ind i Guds Rige? Men når Jesus ikke ler, er det fordi latteren i NT ikke kan adskilles fra den hånlatter, der udtrykker Guds magt og ophøjethed over alle i GT. Og vel skal Jesus sammenlignes med Gud, men netop ikke på den måde - fordi Jesu forhold til både Gud og mennesker et helt andet end det, vi kender fra GT.
	"Hvad mener I om Kristus, hvis søn er han?". Kristus er både i GT og NT en velkendt skikkelse. Kristus er den "salvede", som Gud har udvalgt til på sine egne vegne at lede og regere. Også kong David var derfor en Kristus-figur. Profeten Samuel salver David, som tegn på at han "af Guds nåde" er udvalgt til at lede og regere over folket. Kongen kunne derfor også kaldes "Guds Søn", fordi Gud var kommet ham nær og gennem ham også var folket nær. Fra den samme Salme 2, som lød ved kongens tronindsættelse i Israel, hedder det således også: "Du er min Søn, jeg har født dig i dag!" (v. 7) Men altså stadig: Af Guds nåde! Fordi Gud ville det.
	I den situation, som vi hører om i evangeliet, er det imidlertid ikke David, der er hovedperson - Davids status og myndighed er hverken Jesus eller farisæerne i tvivl om. Det, der er til debat, er Jesus og hans person, når han træder frem og taler og handler med indirekte fordring om, at det han siger og gør er det, som Gud vil og gør. At han - som en lydig søn - gør det, som er hans fars vilje.
	For når Jesus helbreder og tilgiver mennesker deres synder, hvad kun Gud har magt og ret til, da må enhver uvilkårligt spørge, hvad han bilder sig ind? Gør han grin med os? Eller gør han ligefrem grin med Gud? Det sidste ville være meget belejliget, for så vidste farisæerne jo, hvordan de skal komme af med ham. Gudsbespottelse er der jo dødsstraf for!
	Eller hvis Jesus med sin optræden og fordrer at stå Gud særligt nær, så er spotten dobbelt. Så gør han - et skabt menneske - sig selv lige med Gud, hvad intet menneske og ingen skabning må regnes som. Så hvis Søn er Kristus da? Guds eller Davids? Farisæerne er imidlertid havnet i en alvorlig knibe. Svarer de "Guds Søn", hvad Davidskongen kaldes i GT, har de intet at angribe Jesus for, for så kan Gud jo frit - som han jo allerede har gjort - vælge et menneske at tale og handle igennem. Farisæerne kunne også vælge det mindste onde: At Kristus måtte være "Davids Søn", men afkræves så svar på, hvordan det kan være, at David i en anden kongesalme taler om til og en Søn, der endnu ikke er født og endog selv lægger sig under hans magt og myndighed?
	Ganske kan man med god ret indvende, at denne diskussion vist bare er det en strid om gamle ord og profetens skæg, men tilbage står dog dette, at farisæerne gennem Jesu knibtangsmanøvre tvinges til at forholde sig til, hvordan de skal opfatte Jesus, når han taler, handler og hævder det sker på vegne af Gud og sådan som Gud vil det! Og at han samtidig gør det uden at anvende den magt og hånlatter, som I GT udtrykker Guds ophøjethed over alle.
	Eller mere enkelt udtrykt: Kan Gud virkeligt møde os mennesker i et andet menneske? Dette spørgsmål er ikke bare farisæernes spørgsmål. Svaret på det spørgsmål er den gåde, som kristendommen senere kommer til at hvile på, da nogen valgte at bekende troen på Jesus som Kristus og Guds søn, fordi de erfarede og troede, at han udtrykte Gud nærvær hos mennesker. "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os" hedder det således hos evangelisten Johannes (Johs. 1,14). Og i Johs. Åbenbaring lyder det triumferende om den virkelighed, som Gud I Jesus med tiden vil sætte helt og fuldt igennem overfor alt og alle: "Nu er Guds bolig hos mennesker, han vil bo hos dem og de skal være hans folk, og Gud selv vil være hos dem".
	Disse udsagn udtrykker bevægelsen religion til kristentro. At religion og religiøsitet i sin stræben fra jorden op mod himlen ikke formår at overvidne afstanden mellem Gud og mennesker at Gud forbliver langt væk og utilgængelig - med mindre Gud vælger selv at træde ud af sin himmel og komme os i møde i vor egen verden og virkelighed.
	Problemet og udfordringen til os er, at når det sker, kan vi aldrig vide det med sikkerhed. Gud kommer sjældent anmeldt. Han kommer slet ikke med bulder og brag, Gud kommer som regel forklædt som en næste for os.
	Sangeren Joan Osbourne har en sang, som hun kalder "What if God was one og us? Hun stiller spørgsmålet "Hvad nu hvis Gud var en af os?". - Hvad nu, hvis Gud havde et navn?! Hvad ville du gøre? Ville du turde bruge hans navn? - Hvad hvis Gud havde et ansigt?" Ville du vove at stille dig frem foran hans ansigt?
	- Hvad hvis nu Gud gik omkring på jorden, så vi ville møde ham som en fremmed i bussen, der søgte at finde tilbage til sit hjem? Hvad ville du da spørge Gud om, hvis du havde et eneste spørgsmål?
	Spørgsmålene retter hun mod os, der lytter til sangen. Hvad vil I/du sammeligne Gud med? Hvad mener I/du om Kristus? Hvis Søn er han?
	Vi får lov til at svare for os selv, ligesom hun i omkvædet giver sit svar, som er meget det samme som de, der oplevede Jesu opvækkelse af enkens søn i Nain: "Yeah, Yeah, yeah, God is great!" synger hun. "Yeah, Yeah, Yeah, God is good!"
	Gud er stor og Gud er god - fordi Gud har besøgt sit folk! "Ordet er blevet kød og har taget tog bolig iblandt os" Afstanden er overvundet - Gud er os alle nær!
	Dette er den kristne bekendelse i en nøddeskal, at i Jesus er Gud kommet os så nær, at vi ikke længere er i stand til at skelne den ene fra den anden.
	Heraf udsprang dåben, som en dåb ikke blot I Jesu navn, men også i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, hvoraf igen følger 500 århundreders spidsfindige teologiske diskussioner om, hvordan Gud både kan fremstå og erfares under tre forskellige skikkelser og dog samtidig er udtryk for én og sammen guddommelige virkelighed.
	Men pointen og den afgørende kerne i den diskussion er ikke blot en spidsfindig diskussion om farven på profeten skæg, men en kamp for at fastholde frelsens virkelighed. Nemlig den virkelighed, at mennesker i mødet med Jesus erfarede sig stillet overfor en magt og en myndighed, der kunne måle sig med Gud i GT uden at hånlatteren skabte adskillelse, dér hvor håbet og råbet var på nærhed.
	For kun gennem Jesus og hans måde at komme mennesker i møde på, afsløres en kærlighed, der er så forenet med almagten, at de to størrelser ikke længere kan adskilles. Det er dette vi søndag efter søndag minder os selv om i den lovprisning og de bønner, der altid er rettet imod den treenige Gud, som kun kan sammenlignes med sig selv: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email