Hvis du har kommentarer så skriv til Birgitte Kallesøe Hvis du vil printe siden ud se her

	Juleaften 2006 Hvis der er noget, som kendetegner den tid vi lever i, så er det vores trang til at udstille os selv og vores rådvildhed i alle mulige sammenhænge,, som om netop den var særlig besynderlig eller iøjnefaldende. Vi laver magasiner på glittet papir om alt lige fra lystbåde til hunde og graviditet. Vi laver radioudsendelser, hvor mennesker alvorligt sidder og diskuterer emner, som de slet ikke har nogen forudsætninger for at kunne tage stilling til, og endnu bedre bliver det, hvis der ligefrem kan laves en hel fjernsynsudsendelse om emnet. Jeg har forstået, at det ikke er noget lyse hoveder på vores egne fjernsynskanaler sidder og udtænker, men at de køber ideerne i dyre domme fra lignende udenlandske fjernsynsprogrammer. Er vi blevet så dårlige til at træde et lille skridt tilbage fra vores liv og betragte det og se, hvad vi skal gøre for at få det på rette spor igen, eller er vi blevet så fokuserede på os selv, at vi synes det bør beskæftige hele familien Danmark, at vi har opdraget vores hund for dårligt, eller om vi ikke kan enes, om barnet skal hedde Jensen eller Hansen til efternavn.
	Jeg har for sjov skyld prøvet at sende familien Jesus gennem hele denne magasinjungle for at afprøve om, familiens liv nu også gik, som alle disse kloge og i øvrigt sikkert særdeles kompetente mennesker ville have rådgivet familien om. Maria var gravid, og nu da hun havde besluttet sig til at beholde barnet, selv om det heller ikke dengang var helt passende, så skulle hun da allerede før fødselen sørge for trygge rammer om sig selv og det kommende barns fødsel, hun skulle have svøbet parat og nabokonen indkaldt. Et skulle hun i hvert fald ikke og det var midt om vinteren at rejse på æselryg den lange, kolde og farlige vej fra Nazareth til Betlehem. Det ville enhver jordemoderbrevkasse i magasinet "Far, mor og børn " stærkt have rådet hende fra. Men Gud ville det anderledes. Hans søn skulle fødes i kong Davids by Betlehem, som den ny konge ikke blot over Israel men over livet. Derfor måtte Maria til Betlehem, og fordi det var Guds barn, der kom til verden måtte det ske et andet sted end i en varm stue hjemme hos Maria og Josef. Det måtte være et sted som var afskåret fra al anden indblanding end Guds. Var Jesus blevet født i år 2006 så var det ikke umuligt, at Maria og Josef ville kontakte radioprogrammet Mads og Monopolet for at få afgjort, hvem af familierne barnet skulle opkaldes efter til henholdsvis fornavn og efternavn. Men Gud ville det anderledes. Allerede da englen Gabriel 40 uger tidligere havde fortalt Maria at hun skulle blive med barn havde han også fortalt hende at hun skulle give drengen navnet Jesus og at han skulle kaldes den højestes søn. Det skulle allerede ved hans navn slå fast, at han var Guds søn, lige meget hvor mange omsorgserklæringer Josef så end udfyldte. Programmet "forældre forfra" ville ganske afgjort have grebet ind over hyrdernes næsegrus beundring af barnet for da slet ikke at tale om kongernes alt for imponerende gaver. Næ han skulle da ha noget, der passede til hans alder. Det var da helt hen i vejret at gi ham noget som han slet ikke kunne lege med og blive klogere af. Og hvad skulle de fattige forældre stille op med sådan noget kostbart tingel-tangel ? Men Gud ville det anderledes. Han ville have at hyrderne skulle se barnet og derefter sprede det glade budskab ud i verden, om at julenat blev menneskets frelser født. Og de 3 konger var ikke optaget af at give jesusbarnet pædagogisk korrekt legetøj, nej, de gav ham tre ting som hver for sig var en profeti om en del af hans liv. Guld til kongen, røgelse som en ære til Gud og Myrra til at salve hans døde legeme med. Da familien var til påskefest og havde den tolvårige Jesus med i Jerusalem for første gang, og han stak af fra sine forældre, ville det have været fristende at tilkalde psykologerne fra " en teen-ager i huset" for at få at vide, hvordan man fik bibragt den egenrådige knægt den forståelse, at han skulle lystre sine forældre og ikke stå i Templet og diskutere med kloge folk, der var meget ældre end man selv. og da hans mor bebrejde ham, at han ikke var blevet hos hende og Josef, svarede Jesus hende næsvist igen med ordene: Vidste I ikke at jeg bør være hos min far. Gud ville det anderledes.
	Gud ville det anderledes end alverdens pædagoger, psykologer og folk, der ellers er kloge på andre mennesker. Hans søn hørte til i Templet hos Gud, han hørte til på det sted, hvor der bliver talt om Gud, Jesus kommer ind i vores verden for at tale til os om den kærlige og tilgivende Gud. Selv Jesu død på korset langfredag kunne blive et afsnit i tv-serien cyklus, hvor et menneske følges fra dødsdommen bliver afsagt, til døden indtræder, Golgatha og alle de nysgerrige mennesker, der stod og gloede på Jesu lidelser, er os mennesker, når vi er nysgerrige på den allermest utiltalende måde. Vi stimler sammen om det dramatiske, fyldt af glæde over, at det ikke er os, der hænger der på korset, eller ligger i sygesengen med kræften rasende rundt i kroppen. Men Gud ville det anderledes. Han ville vise os, at livet ikke kan standses af døden men at der efter en langfredag kommer en påskemorgen.. Den var der ingen, der var nysgerrig efter at se, for ingen vidste, at den skulle ske. Så det eneste kvinderne fandt, var den tomme grav, forladt af Guds søn. Forladt af Guds søn fordi Gud ville os. Han ville række sig ud, han ville nå os. Han ville ikke nøjes med at fortælle en sød og dramatisk historie om en dreng der voksede til og endte sit liv på et kors. Nej Gud ville os. Det menneske, han selv havde skabt, ville han have i tale igen som første gang i Paradisets have. Han ville have, at vi skulle lytte.
	Vi skulle lytte til englesang, vi skulle lytte til hyrdernes ord, vi skulle lytte til Jesu tale, vi skulle lytte til Jesu liv. Vi skulle lytte til det hele, for at høre, at det liv, Gud lod sin søn leve, også var vores liv. At Guds søn, som blev født julenat kom til jorden som et menneske som du og jeg, for at vi kunne tro på, at Gud kan nå os, at Gud vil vide af os på samme måde, som han ville vide af sin egen søn. Alt det, de ganske udmærkede mennesker i brevkasser og programmer i radio og tv foreslår, for at få os til at omgås hinanden lidt pænere, er jo ikke andet end hvad ethvert menneske kan læse og studere sig selv til, hvis ellers evnerne er til det. Det er alt sammen produkter og resultater af vores menneskesind, Men Gud vil det anderledes: Det englenes jubelsang, han vil ha at vi skal høre.
	Gud vil, at vi mennesker, han har skabt, skal dele glæden over, at han lader sin søn føde ind i vores verden julenat. Gud vil, at vi i hans søn møder den kærlighed, som ikke på forhånd sorterer dem fra, som vi ikke bryder os om, men at ethvert menneske - uanset hudfarve, væsen, rang og stand kan blive mødt af den samme kærlighed, at vi kan elske vores næste lige så højt, som vi elsker os selv. Julenat gir Gud os sig selv i sin søn Jesus Kristus og derfor må vi som englene synge lovsang med ordene: Lov og tak og evig ære værre dig vor Gud, Fader søn og Helligånd, du som var er og bliver én sand treenig gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email