Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	1. Søndag i advent i Jersie 2007
	NT-Læsning efter DNA: Rom. 13, 11-14 Evangelium efter DAO: Luk. 4,16-30 Evangelium efter DNA: Luk. 4,16-30 Salmer: DDS 74, 83, 89 - 78 (85) og 733
	Prædiken:
	Når vi hører noget helt nyt, bliver vi som regel først nysgerrige, så forbavsede og derefter overraskede. Men når det efter en tid går op for os, hvad det indebærer - hvilke valg og udfordringer, det stiller os overfor, kan det også være at vi bliver forurettede og vrede.
	Sådan er det til en vis grad gået Den nyeste oversættelse af Det nye Testamente, som blev udgivet af Det danske Bibelselskab midt i november måned. Udvalgte teksteksempler fra det, som man har valgt at kalde "Den nye Aftale" blev i TV læst op for de unge mennesker, der bl.a. er målgruppen for denne nye "meningsbaserede oversættelse": dem, der ikke længere har nogen anelse om, hvad en række centrale bibelske udtryk betyder, og som derfor er nødt til - ikke have det skåret ud i pap - men oversat og formidler til deres eget dagligsprog.
	For der er jo vitterligt blevet langt mellem bibelsprog og hverdagssprog. Men det er sådan set ikke noget nyt. For når bibelordene har lydt - uanset om det har været en gammel eller en ny oversættelse, der er brugt - har den altid været fulgt op af en prædiken, hvor vi med vore egne ord kaste nyt lys ind over både bibeltekst og dagligdag. En prædiken er forsøget på at aktualisere det gamle budskab ind en ny tid. Bibelteksten skal nemlig ikke være fremmed og underlig, men skal tale til os i vor egen hverdag og dagligdag. Kun på den måde kan den udfordre og flytte os.
	Spørgsmålet er altså ikke, om bibelteksterne skal oversættes, men snarere hvor langt man skal gå. Som en journalist skrev om "Den nye aftale" (som jo er den nudanske oversættelse af det gamle udtryk "Testamente") : "Det nye Testamente - nu helt uden nåde og barmhjertighed!".
	Guds nåde og Guds barmhjertighed er centrale bibelske udtryk for, hvordan og hvem Gud er. Men hvad skal man dog oversætte dem med i dag?
	F.eks. er grundbetydningen af ordet "Nåde" en gave, man fået uden at have fortjent den, men det nærmere indhold er som oftest bundet til sammenhængen. Derfor kan man finde det nogle steder i Den Ny Aftale slet og ret oversat "Guds kærlighed" eller "Guds tilgivelse". Også ordet "Barmhjertighed" hører til udtryk, der er gået næsten ud af dagligsproget, og som man derfor har forsøgt at oversætte til "villighed til at hjælpe den svage".
	Det er altså meningen og indholdet, som skal videregives. Man skal ikke ændre sproget bare for at være smart. Det handler ikke om slang, selvom det jo også kunne være spændende at høre, hvordan det kristne budskab kunne udtrykkes, hvis det sket 100% på de unges præmisser.
	Det oplevede jeg faktisk i den forløbne uge, da vi var i Roskilde Domkirke med ca. 500 konfirmander til "Domkirkemysteriet". Da den morder, vi havde søgt at afsløre for mordet på kong Knud, med sine egne ord fortalte, hvad frelsen i den barmhjertige og nådefulde Jesus Kristus betød, lød det: "For når man opdager, at Jesus K er nede med de fede, får man psykofred, dér. Helt sikkert. Og man får opperen og bliver faktisk rigtig glad i låget, for Jesus K er kærlighed og temmelig mega konge-agtig".
	Selvfølgelig er der også tekster, som man ikke skal røre ved, fordi de stadig opfattes som "urørlige"/"hellige"? Selv unge mennesker ønsker ikke Fadervor oversat eller ændret i forhold til det, de har lært som børn. Det er rigeligt at man i 1992 havde ændret "Helliget vorde" til "Helliget blive dit navn" og "thi" til "for dit er Riget!" Ikke desto mindre kan en meningsbaseret oversættelse af netop Fadervor være med til at kaste lys over, hvad det er vi bede God om - og hvor tæt det er på det indhold, som vi allerede har lyttet til i dagens evangelium: Far i himlen! Lad alle forstå at du er Gud, lad dit rige blive til virkelighed, og lad alting blive som du vil have det - her på jorden ligesom det allerede er i himlen. Giv os det brød vi har brug for i dag. Tilgiv os det vi har gjort forkert ligesom vi har tilgivet andre. Lad være med at sætte os på prøve, og befri os fra ondskabens magt. For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig. Amen
	Hvad der møde os her i dag, er altså den spænding mellem tradition og fornyelse, som er en gammel problemstilling. Enhver kultur og et hvert samfund hviler på og udvikles af, at der både findes noget, der står nogenlunde fast, og noget som ganske langsomt eller meget hurtigt forandrer sig.
	I de "såkaldt" gode gamle dage, da var der mere tradition end forandring og udvikling - i dag er det vist omvendt: nu udvikler og forandrer alting sig så stærkt, så den ene generation ikke længere kender den andens baggrund. At vi dog ikke uden videre har lyst til og kan frigøre os fra traditioner, er den kommende måneds julefejring det mest oplagte eksempel på. Julen skal helst fejres på traditionel vis dvs. som i de gode gamle dage - hvornår det så end var? Det gælder vist både gamle og unge: gentagelsen skaber tryghed og traditionen får os til at føle, at vi hører sammen.
	Tilbage til sproget, både i Bibelen og i gudstjenesten. På den ene side er det hævet over al tvivl, at både Bibel og gudstjeneste bæres af at være tradition - altså noget, der gives videres fra generation til generation. På den anden siden kan dette ikke ske i form af uforanderlig og kritikløs videregivelse af det, som vi selve kender og er trygge ved - slet ikke i dag.
	Dette gælder Bibelen, men også gudstjenesten som helhed og enkeltdele: salmer, tekster, bønner og liturgi. Alle disse udtryk for kommunikation indeholder et budskab, som skal videregives til andre. Noget er kommet til os fra gamle dage, men skal bringes ind i nutiden og bæres videre i fremtiden. Nogen gange kan det ske ret uproblematisk. Andre gange må formen, ordene og udtrykkene justeres. Ikke blot for formens eller for udviklingens skyld, men først og fremmest for menneskers skyld, nutidens mennesker, de unge og børnenes skyld. For hvis også de kommende generationer skal møde det gamle budskab om ham, der kom for at forkynde et godt budskab eller gode nyheder til fattige, så er det vigtigt at den ydre form ikke hindrer at budskabet når frem og bliver hørt.
	Og med disse tanker i baghovedet vil vi nu vende os imod dagens evangelietekst, som vi har lyttet til både i den nuværende autoriserede oversættelse og den nye hverdagsdanske - som altså NB ikke er tænkt til gudstjenestebrug og som med biskopperne opfordring kun vil lyde denne ene gang fra alter og prædikestol!!!
	Der er to ting, som forbinder Jesus med fortid og tradition. For det første går han ind i "synagogen som han plejede". Jesus gik ind i sin samtid og tog traditionen på sig. Han læste dagens tekst af den tekstrulle, man rakte ham - han lavede ikke sin egen religion, men var ægte jøde.
	For det andet var det i traditionens lys at han så sig selv. Det var jødedommen og de overleverede tekster og udsagn, der gav ham hans identitet og selvforståelse. Det var i lyset af historien og traditionen, han tolkede det nye, han selv havde oplevet og erfaret - og nu giver videre!
	Her skal vi huske, at lige forud for dagens tekst, er Jesus først blevet døbt af Johannes Døber og derefter ført ud i ørkenen, hvor han blev fristet af Djævelen. De to begivenheder hører nøje sammen, for det var i dåben Jesus hørte Gud kalde sig sin elskede Søn og så Helligånden dale ned over ham. Den efterfølgende fristelse i ørkenen er prøven på, om han vitterligt var værdig til at være sin kærlige fars lydige søn. Gengældte han Guds kærlighed eller ville han som de to første mennesker indtage Guds plads?
	I disse to træk forenes da det, som gør at man med et nutidsudtryk kunne kalde Jesu prædiken i Nazareth Synagoge for hans "tiltrædelsestale", hvor han fremlægger det "regeringsprogram", som vil bestemme hans virke som Guds Søn:
	"Guds Ånd følger mig, for han har kronet mig til konge". Dåben er Jesu kongekroning. Med Helligånden i dåben udpeger Guds selv den, der skal repræsentere hans magt og myndighed.
	"Han har sendt mig til de fattige med gode nyheder:" De goder nyheder ikke nye i dagsaktuel betydning. De er derimod evigt aktuelle, fordi de forbinder sig med ethvert håb om befrielse fra det, der kan undertrykke og holde et menneske fastbundet. Fattigdom kan godt være materiel, men selv den rige er fattig hvis det kun er penge, han har og ejer. Fattigdom kan også være åndelig. Fattigdom kan være en indre afmagt, en ensomhed og en tomheden over at man ikke kan gribe øjeblikket eller formår at lade glæden være fortegn for sit liv. Fattigdom kan være stress og lammende depression.
	"Fanger skal sættes fri og blinde skal se. For jeg er sendt for at befri de undertrykte. Guds tid er kommet!" slutter Jesus triumferende!
	At Jesus i udgangspunktet er traditionalist viser sig derved, at det er gamle og kendte ord, han læser op. Lige så trygge og velkendte som julevangeliet i den udgave, hvor det hedder "Og det skete i det dage" og jomfruen stadig er "frugtsommelig" og ikke gravid eller med barn.
	Derfor er hans tilhørere i første omgang glædeligt overraskede, men det ændrer sig, da han gør det uhyggeligt aktuelt og nutidigt for dem: "I dag er den profeti I lige har hørt, blevet opfyldt!"
	Og hvad kan det så betyde? Ja, det kan ingen jo rigtigt vide før de selv erfarer det. Og det vil de jo komme til, når Jesus snart for alvor begynder at virkeliggøre følgen af, at Guds tid er kommet! Jøderne og folkene i synagogen var vant til forventningen om at Gud en dag ville gribe ind og oprette et nyt Rige med den salvede konge og Messias i spidsen. De var vant til at håbe og vente - men hvad betyder det, når det er Jesus, der siger at ventetiden er forbi? At Guds tid med al, hvad det indebærer, er lige her og nu?
	Ja, først og fremmest betyder det vel, at så er det omsonst at blive siddende og vente i synagogen. Så må man i stedet bryde op, gå ud og råbe det på gader og stræder, så alle bliver vågne og får lyst til at gå med ind eller i det mindste at gå Rigets konge i møde. Når man står overfor Guds Rige, må man da enten være med - eller også ender men med at være imod!
	Her ender eller begynder historien om Guds Rige for alvor. Her bliver den enkelte mødt med udfordringen om at træde i karakter. Når man får rakt en ufortjent gave, må man enten tage imod den eller afvise den. Enten at arbejde med og være "villig til at hjælpe de svage" eller at stå Gud og hans vilje imod.
	Her står vi overfor et valg mellem at tro på muligheden af en radikal fornyelse af vor erfaring med virkeligheden eller en rasende forargelse over, hvad denne Jesus fra Nazareth mon egentligt bilder sig ind? Påstår han virkeligt, at Guds Rige og Guds handlen med mennesker er andet og mere end et fromt håb? Hævder han at han selv med sine ord og sine handlinger er det redskab, Gud bruger for at åbne sit Rige for mennesker? Hvis det er sandt, ville det samme vel også kunne ske gennem os - og er det ikke lidt for godt til at være sandt? Eller er det så sandt, at det faktisk ikke kan blive bedre?
	Så tæt og nærgående skal det gamle budskab helt gå - også på os - for at vi kan hvilket valg, det satte Jesu bysbørn i. Ja, helst skal de gamle ord blive så nye, at de taler til os lige ind i den virkelighed og hverdag, som er vores - ind i vore længsler og in d i vore håb. Kun på den måde vil også vi kunne forstå, hvorfor de endte med at afvise og ville kaste ham ned fra klippekanten. For adventstiden er ikke kun ventetid, men også mødetid. Gud sætter os møde i Jesus af Nazareth!
	Tør vi da bryde op og gå ham i møde? Tør vi med vore egne erfaringer give ham plads i hverdagen? Tør vi lade ham komme så tæt på vore handlinger, at vi lader dem stå som tegn på, at Guds Rige allerede har taget bolig i blandt os? Den kommende adventstid vil vise det!
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email