Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Sidste søndag i kirkeåret i Kr. Skensved og Jersie 2007
	GT-læsning: Es. 65,17-19 (NT-læsning: 2. Thess. 2,13-17) Evangelium: Matt. 25, 31-46 Salmer: DDS 732, 365 - 276, (69 v.1-4 og 5-6), og 653
	Prædiken
	På en sidste søndag i kirkeåret går tankerne - ligesom nytårsaften - både frem og tilbage. For på overgange melder eftertanken sig naturligt. "Skarpe" hjørner har det med at stille "spidse" spørgsmål.
	Også dagens prædiketekst indeholder spørgsmål, som kan både drille og provokere. Et billede eller en lignelse på den form for statusopgørelser, der jo altid ligger ved afslutningen af et forløb.
	Matthæus henlægger sin status til tidens og verdens ende, hvor Menneskesønnen - denne gådefulde betegnelse, som måske er den eneste titel, som Jesus har brugt om sig selv, og som kan betyde alt lige fra den ophøjede verdensdommer til blot et ganske almindeligt menneske - hvor altså Menneskesønnen samler alle folkeslag foran sig for at trække det afgørende skel mellem godt og ondt, som vi i den nuværende verdensorden ofte har svært ved at få øje på. For det første jo fordi vi i dag ikke gerne hylder idéen om absolutte skel og forskelle - vi forhandler os hellere frem. Demokrati har også holdt sit indtog i etikken og moralen.
	Og for det andet fordi mange jo ikke længere regner med nogen guddommelig instans udenfor sig selv, hvis vurdering og dom de er parat til at acceptere: "Vi vil og vi kan selv!" På godt og ondt er vi blevet vor egen dommer. Vi roser og vi fordømmer både andre og os selv - og har vi problemer med både det ene og det andet, kan vi få hjælp i et psykologisk tidsskrift eller af en personlig coach, men resultatet er i sidste ende stadig vort eget "svar". Vi står først og fremmest til ansvar for os selv.
	Derfor får vi også ret hurtigt problemer med dagens tekst. Vi opfatter sceneriet som uvirkeligt og tegneserieagtigt. Vi associerer den uvilkårligt med gamle middelalderlige kalkmalerier med engle og dæmoner, der jager rundt efter de stakkels mennesker, for enten at trække dem op i himlen eller smide dem ned i søen med kogende svovl - og det kan vi ligesom ikke tage helt alvorligt.
	Eller hvis vi er lidt mere avancerede - og modige! - forsøger vi at fortolker vi lignelsen til noget, vi ved og kender. Dommedag som den sidste dag i vort personlige liv. Den dag vi ikke mere kan ændre noget, fordi det er for sent. Hvor billedet af alt det, vi var og gjorde, står tilbage og ikke længere kan rettes til. At der den dag vil blive fældet en dom og at vort livs regnskab på en eller anden måde vil blive gjort op, er for så vidt naturligt nok, for når nogen dør, står der det billede tilbage, som andre forholder sig til: "Her er dit liv!" Hvem, der gør det, er imidlertid ikke uden betydning for hvordan billedet bliver tegnet og vurderet. Vore kære tænker ét, vore fjender noget andet. Når noget skal vurderes og der skal træffes en afgørelse, er perspektivet og tilgangen afgørende for resultatet. Alle de fordomme vi har om hinanden, er bestemmende for den vurdering, vi foretager til allersidst.
	Ligesom tanken om verdensdommen er døden også noget, der ligger og venter på os i fremtiden. Men også nutiden kan være i fokus for det øjeblik, hvor der træffes en afgørelse eller fælles en dom over os. At bedømme og dømme betyder jo at træffe en afgørelse. At trække en streg i sandet, som bestemmer værdien af det, der er på hver side af stregen.
	I den forstand er vi alle dommere, fordi vi hver eneste dag fælder domme over hinanden. Man siger, at det første indtryk et menneske gør på et andet menneske, bestemmer 80-90 % af dets senere vurdering. I det splitsekund, vi får øje på et andet menneske, foretager vi straks en afkodning af holdning, udstråling og attitude, som der derefter skal mange timers samvær til at ændre.
	Vi dømmer og danner os på godt og ondt en "fordom", som der skal meget til at ændre. Derfor var politikkernes påklædning og fremtræden i en mediebårent samfund naturligvis en vigtig del af valg-kampen - og derfor findes "kærlighed ved første blik"!
	En anden domslignende erkendelse er det øjeblik, hvor vi indser at noget er uigenkaldeligt for sent. F.eks. når en person, som har betydet noget for os, dør inden vi har fået talt sammen og gjort vores forhold op. Sådan går det meget ofte i børns forhold til forældre. Der findes næppe nogen mennesker, som vi har et mere komplekst forhold til end netop vore forældre. Der er ingen, det kan være sværere at få afklaret fortiden med end netop dem, der står os allernærmest og måske derfor kender os allerbedst. Dem, som har stået ved vor side på tidspunkter, der har været afgørende for vores senere liv. Som har set os, som vi også er, men ikke selv kan se.
	Tillad mig her at komme med et personligt eksempel. For 2 uger siden fik en af mine ungdomsvenner sin dom. Han var først i 50´erne, har kone og tre dejlige piger og skulle om få uger være bedstefar for første gang. Han havde kræft og kæmpede bravt for livet. Men for 2 uge fik han og familien at vide, at lægerne ikke kunne gøre mere for ham - og sidste lørdag døde han så.
	Hvem han er for jer ligegyldigt, men for mig og det som jeg er blevet til, var han en meget vigtig person. Det er nemlig for en stor dels vedkommende hans skyld, at jeg står her på prædikestolen i dag. Han prægede hele min ungdom med det, han var og gav. Han var en voksen, der tog os unge alvorligt og gav os ansvar og modspil, lukkede os ind i sit liv og sine drømme og udfordrede os til selv at drømme højt. I det bo- og produktionsfællesskab, han var med til at oprette, kunne vi altid komme forbi og dele glæder og frustrationer - og få repareret vores knallert. Der var åbenhed og rum for os - og vi voksede af det!
	Ved graven var der en anden ungdomsven, der vidergav, hvad vor afdøde ven ofte selv havde udtrykt som sit livs drivkraft: "Er vi vidner til hinandens liv, skal vi også leve sammen - vi kan ikke nøjes med at se på, men vi må gribe ind i hinandens liv!"
	Jeg har i tidens løb ofte tænkt, hvor meget jeg skyldte ham. Da jeg for et års tid siden fik jeg at vide, at han havde kræft, var det jeg tænkte: Nu skal det snart være! Nu skal du altså skrive det brev! Nu skal du som i gamle dage inviterer dig selv på kaffe - - men jeg gjorde det ikke! Nu får jeg det aldrig sagt - og nu får jeg aldrig at vide, hvordan mit livs historie så ud set fra hans, vennens og vidnets side, som måske så det, jeg ikke selv kunne se.
	Jeg vidste altså også meget godt, hvad jeg skulle, men jeg gjorde det ikke. Det er den dom, som trækker den streg i sandet, som hverken jeg eller nogen andre nogensinde kan overskride. Jeg svigtede, da det gjaldt - og det står ikke til at ændre!
	Og så kan det godt være man får lyst til at undskylde sig: "Herre, hvornår så jeg dig sulten, og tørstig, nøgen, fremmed, i fængsel eller syg?". Men selvom man regner dagens dommedagsscene som enten fortidig og uaktuel eller fremtidig og uvis, så ved man - så ved jeg godt - hvad dommen lyder på. Den dom, som blev afsagt i selvsamme øjeblik, jeg svigtede.
	Er der noget som vi folkekirkedanskere kan blive enige om, så er det, at kristendom handler om næstekærlighed. Hele vort velfærdssamfund, hvor den svage skal behandles lige så godt som den stærke, hviler på dette, at vi skal forbarme os over den næste, der lider nød. Vandmærket fra fortællingen om den Barmhjertige Samaritaner gennemsyrer hele vores levevis. Vi anerkender og vi ved, hvad der er det rette princip. Men gør vi det også - efterlever vi det? Hvorfor så ikke?
	Lignelsen om den barmhjertige samaritaner svarer, at det er fordi vi som vidner nok ser, men ikke handler og griber ind i hinandens liv - og derved ikke bliver "næste". Selv den fromme præst og kirketjener på vej til kirke valgte at gå forbi den overfaldne, fordi de havde en idé om, at det, de skulle der, nemlig stå ansigt til ansigt med Gud selv, var vigtigere end at hjælpe Ham, der lå i vejsiden. De følte deres ansvar først og fremmest var at dyrke Gud i templet, mens samaritaneren selv næppe tænkte på, at han gjorde noget for Gud, da han gjorde noget for sin næste. Begge parter ville for så vidt svare: "Herre, hvornår så jeg dig sulten, og tørstig, nøgen, fremmed, i fængsel eller syg?". Så jo, vi ser og vi er vidner til hinandens liv, men samtidig er vi også alt for ofte blinde for det, vi ser.
	Der findes mange former for blindhed. Den blindhed, som er legitim og en, som ikke er det. Det er i orden ikke at se Gud i den næste, man støder på, bare man i tide hjælper og gør det, der er godt og rigtigt!
	Det er ikke i orden, er at lukke sine øjne for det menneske, der krydser eller ligge ved siden af ens vej. Man behøver sådan set ikke at vide eller tænke på, om det nu er Gud, der på den måde møder og stiller os til ansvar for vort liv, vor kærlighed og vore handlinger - bare vi gør det!
	At vi er blinde for netop dette, at se hinanden i Guds perspektiv behøver ingen forklaring, for vi er jo ikke Gud. Vi er mennesker - også medmennesker, men ind imellem modmennesker, med et forkortet og begrænset perspektiv.
	Paulus taler i et af sine breve om den smertelige erkendelse af, at det gode, som han så gerne vil, det gør han bare ikke, mens det onde, han ikke vil, det gør han alligevel. Men det er sådan set i orden, for det er vores vilkår. Et vilkår vi kun kan tage højde for ved at lade os vise, hvad Gud også ser i os, sådan som det sker i dagens lynelse.
	Skal fra min side lyde et forsvar for lignelsen om verdensdommen, skal det være dette, at den hjælper os til at se os selv med Guds udenfortstående øjne - den tredjepart, der ser det, som vi ser og det vi helst ikke vil se. Der er jo nemlig det uforklarlige, at man kan se hele verden, men aldrig samtidig se sig selv samtidig. Når vi vurderer og fælder en dom over andre, så kan vi ikke også samtidig gøre det over os selv - vi kan ikke, når det kommer til stykket - vurdere, det sandt vi selv er en del af. Det kræver en udenforståendes perspektiv.
	Og så må vi til sidst jo også huske på, at hvad Jesus siger også altid må ses som udtryk for forkyndelsen af et glædeligt budskab - og det opløftende er der også:
	For det første indeholder lignelsen det håb, at der en dag vitterligt vil blive skabt klarhed. At sandheden om hver og en af os på et eller andet tidspunkt vil bliver lagt for dagen.
	Det er for det andet dette, at den, der skabe afsløre og kaste lys over os, er Menneskesønnen. Det er visheden om, at Han, der i sidste ende skal vurdere, bedømme og dømme os, er Jesus, Guds Søn og vor frelser. Ham, der nu "sidder ved sin Faders højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde".
	Dette perspektiv ligger ganske vist udenfor selve lignelsen, men spiller med, når det nu engang er mennesket Jesus, som er målestok og dommer, for den afklaring, vi ser frem til. Han, som jo netop ikke dømte andre mennesker på, hvad han så, men hvad han troede, håbede på for dem. Tolderne, synderne, de syge, de udstødte, de forkastede og de syge - alle dem, som alle vores fordomme ofte stempler som unyttige og overflødige. Når han så på dem, så han ikke på hvad de var, men hvad de var og skulle være, nemlig Guds elskede børn.
	Og ser da han, som ikke forandrer sig, men altid er den samme - både i forhold til Gud og til os - da stadig også på os på den samme måde, som dengang, da kan vi med tro og håb og i kærlighed kun sige et, nemlig:
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email