Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	Der er noget magisk over åndedrættet. Og det selvom det ellers er så selvfølgeligt, så dagligt og ubevidst. Ånd ind, ånd ud. Og ilten suser rundt fra lungerne ud i blodet og med blodet rundt i kroppen. Åndedrættet er liv. Livsånde.
	Enhver som har været med til en fødsel, kender det øjeblik hvor barnet for første gang fylder lungerne med luft og ånder ud i en skrigende lyd af liv.
	Enhver som har siddet ved et dødsleje ved hvordan lyden af en svag og uregelmæssig vejrtrækning kan fylde en stue, ja et helt hus. Hvordan man kan sidde og lytte til de sidste suk af liv, vente på en ind-åndning som aldrig kommer. Så stille der bliver....
	Åndedrættet er liv, det er selvfølgeligt, og så er det skrøbeligt og flygtigt. Så kort der er mellem livet og døden og så stor forskellen er. Og hvad skal vi stille op, vi har ikke magt over det, hvor gerne vi end ville. At ville tvinge livsånden tilbage i et dødt menneske er som at ville diskutere med havet. --
	Jeg kan huske at jeg engang først i 80'erne så filmen Superman, ja dvs, egentlig kan jeg ikke huske meget af filmen, for den optog mig ikke voldsomt, jeg sad der mest fordi resten af familien så den, men en ting husker jeg. Nemlig scenen hvor Superman flyver rundt om jorden, så hurtigt at han overskrider tidens hastighed og på den måde kan komme tilbage i tiden. Tilbage nemlig til øjeblikket før hans elskede Lois Lane fanges i en jordskælvsrevne og dør. Tilbage til tiden hvor hun var levende. Hvor sorgen ikke mere skulle jage ham ud i afsindig fart og kredsløb om livet. Og Superman griber ind, selvom han ved at han ikke må gøre det, så griber han ind og redder sin elskede.
	Åh hvem der var Superman. At kunne vende tiden. Til før alt ondt indtraf. At kunne diskutere med havet og få det til at forstå og adlyde. --
	I dagens fortællinger fra bibelen er det jo også netop livet, døden, blodet, åndedrættet og livsånden det handler om. Og så handler det om Jesus, Guds søn, som hersker over livet og døden. Han tvinger livsånden tilbage i en ung pige som var død. Han helbreder en kvinde hvis liv og fællesskab med andre ligeså stille har dryppet ud af hende, øjeblik for øjeblik i 12 år.
	Og så har vi tilmed hørt historien om profeten Ezekiels vision. En af de vildeste og mest billedskabende fortællinger fra det Gamle testamente. Jeg synes den beskrivelse overgår de fleste film, for den maler billeder for mit indre blik. Billeder af en øde dal, fuld af død og knogler. Der er ikke uhyggeligt, der er bare ikke-liv. Døds-stille. Og så starter bevægelsen, knoglerne nærmer sig hinanden glider i skeletpositioner, overtrækkes med sener, kød og hud. De ligger perfekte og samlede som døde kroppe og så kommer Ånden, livsånden susende fra de fire verdenshjørner og med et mægtigt sug af luft, går samtlige lunger i gang, en hær af mennesker rejser sig.....
	Sådan skal mit folk rejse sig, siger Gud til Ezekiel, og han fortsætter "jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende." ---
	Synagogeforstanderen, hvis datter var død, har måske haft Guds løfte til Ezekiel og folket i tankerne da han kommer til Jesus med sin bøn om hjælp. Vi får ikke meget at vide om ham, et af de andre evangelier fortæller os at han hed Jairus og at hans datter var 12 år gammel, præcis ligeså mange år som kvinden i fortællingen har lidt af sine blødninger. Hvor han kender Jesus fra og hvordan han ved at han skal henvende sig netop til ham melder historien intet om. Men tydeligt er det at han ikke har nogen tøven eller tvivl om hvilken adresse han skal henvende sig på.
	Synagogeforstanderen kaster sig ned foran ham og siger " Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve"
	Egentlig er det jo fuldstændig skørt. Ethvert normalt menneske ville vide at man ikke kan diskutere med døden.
	Kvinden som rører ved Jesus burde også vide bedre end at håbe på at det skulle gøre nogen forskel at røre ved en forbipasserende mands kappe. Hun har blødt i 12 år. Mon ikke hun har prøvet alt ?
	De eneste i fortællingen der virker en lille smule fornuftige er grædekonerne udenfor den døde piges hus. De griner af Jesus da han påstår at den døde pige, slet ikke er død, men bare sover.
	Og så er det det lige præcis de normale der ta'r fejl og dem der er skøre nok til at blive ved med håbe som har ret. De som håber på trods af alt hvad de ved, de har ret.
	I hvert fald hvis man skal tro dagens evangelium og resten af historien om Jesus.
	- Jeg fortalte jer før om Superman som redder sin elskede Lois Lane fra døden. Superman som kan flyve, se igennem alt og udføre enorme bedrifter for at redde jorden fra undergang og ulykke. Måske er der nogen af jer, der allerede har genkendt den grønne Kryptonit her ved min side. Kryptonitten som hører med til fortællingen om Superman. For han stammer nemlig oprindelig fra planeten Krypton. En planet som eksploderede med alt det liv som var på den, Superman var den eneste som overlevede. Nu er kryptonitten dødsenfarlig for Superman. Blot at være i nærheden af den kan slå ham ihjel.
	Egentlig så modsætningsfyldt, ikke. Det han kommer af, selv er oprundet af, er det allerfarligste for ham overhovedet...
	Tankevækkende så meget fortællingen om Superman ligner fortællingen om Jesus...
	Man kunne vel sige at Jesus kryptonit var os, menneskene. Os som han var ligesom, var oprundet af, og som viste sig at være farlige for ham.
	Jeg tror ikke på Superman. Jeg ved jo at han er opfundet af et par amerikanske tegnserieforfattere engang i 30'erne.
	Men jeg tror på Jesus. Man kunne sige at Jesus er den eneste Superman som jeg tror på. ---
	Sommetider spørger folk hvordan man kan tro på en Gud som ikke altid griber ind. En Gud som ikke greb ind og reddede livet for netop min eller din. Men spørgsmålet om hvordan det kan være at Jesus greb ind og tvang livsånden tilbage i synagogeforstanderens og gav hende tilbage til livet og til sin familie, når han nu ikke gør det her og nu i dag, giver ligeså lidt mening som at spørge hvordan det kan være han overhovedet greb ind mens han levede.
	De fleste af os kender til døden og tabet, til ulykke og undergang, og de fleste af os kender til mirakuløse redninger, og til stor lykke og opstandelse. Vil man forklare ulykken, må man også forklare lykken.
	Jeg ved bare at det giver mening at høre om en Gud som henter mennesker ud af grave. Samler knoglerne, klæder dem i sener, kød og knogler og lader livsånden komme fra de fire verdenshjørner og lader os blive levende.
	Jeg ved at det giver mening for den som kender åndedrættets skrøbelighed og ved om den uendeligt korte afstand mellem liv og død, at høre om en Gud som blev menneske og som gjorde død til liv. Jeg ved at den for hvem det giver mening kaldes kristen. Det er ham som er skør nok til at håbe, hvor alt håb synes ude og hende som ved at alle muligheder er udtømt og alligevel finder modet til at række ud Guds søns kappe.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email