Hvis du har kommentarer så skriv til Charlotte Ekstrand CE@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Der er et eller andet med mediernes timing, der er umådelig provokerende. Da jeg stod forleden morgen for at skrive årets påskeprædiken, var hele dagens radioavis - og ja, såmen også i programmerne ind mellem, fyldt med indslag der kommenterede på dagens nyhed. De havde fået fat i Kjeld Holm, biskoppen over Århus Stift og Poul Joakim Stender, en af vort Stifts bispekandidater og domprovsten i København. Og det var bare lige den kanal jeg lyttede til henover formiddagen - mange andre har sikkert været hevet ind. Og hvad var der så på færde? Jo, Berlingske Tidende havde valgt at offentliggøre en undersøgelse af danskernes kirkegang og resultatet var nedslående. Et markant fald siden sidste år, viste det sig. Vi danskere går simpelthen ikke længere i kirke. Og kun hver 8. dansker havde tænkt sig at kigge forbi kirken her en af påskedagene - kirkens største højtid. Det var et kæmpe dyk siden seneste undersøgelse i 2003, hvor 1/5 del af befolkningen aflagde kirken en visit i påskedagene. Og næsten halvdelen af alle danskere har ikke været i kirke gennem det seneste år. Dagen efter var den gal igen. Berlingske kunne nu fortælle at størstedelen af den kvindelige del af befolkningen tror på spøgelser. Tror fuldt og fast på at der går ånder rundt iblandt os. At man kan tale med sine afdøde slægtninge gennem et medium. At en sort kat er er tegn på død og ulykke. Og mere i den dur. Jeg vil ikke gå nærmere ind i undersøgelsen. Jeg har det ligesom Kjeld Holm, der svarede at han ærlig talt var ved at være lidt træt af at høre om danskernes forhold til kirke og kristendom, og at det i øvrigt ikke stemte overens med de erfaringer han selv havde som præst og biskop. Godt svaret! Nej, det der nager mig, er at der hvert år op til påske udspiller sig den slags debatter på grundlag af forskellige mediers undersøgelser. Jeg kan se i mine gamle påskeprædikener at jeg rigtig ofte har talt op imod disse udtalelser, der har gået på at danskerne ikke gad gå i kirke, at danskerne ikke troede på opstandelsen, at danskerne ikke vidste hvad påsken drejede sig om osv. Jeg har med andre ord hoppet i med begge ben og følt jeg skulle retfærdiggøre eller modsvare disse undersøgelser og dermed ladet pressen diktere en dagsorden for hvordan vi skulle fejre denne den vidunderligste af alle morgener. Påskemorgen, hvor kvinderne finder graven tom, fordi Jesus er opstået fra de døde, og dermed har sprunget dødens grænse og givet hver en Guds skabning evigt liv. Døden har ikke længere det sidste ord, for livet med Gud går på tværs af tid og rum, og Han har engang for alle sat en dagsorden for vores liv. En dagsorden som er så meget større og omfattende end hvad en flok journalister på et lille bitte ubetydeligt nedslag i menneskehedens store historie, kan få lov at sætte.
	Det der helt overordnet er deprimerende og som i dag provokerer mig ved disse talrige tagen temperaturen på vores religiøsitet - eller mangel på samme - er hvorfor vi ikke kan få lov at holde vores vidunderlige og livsnødvendige påske i fred. Hvorfor skal vi slås oven i hovedet med at den ikke har interesse eller berettigelse. Hvorfor skal vi hele tiden høre om hvor grotesk det er at 83 % af befolkningen er medlemmer af Folkekirken uden de nogen sinde sætter deres ben i den. Hvorfor skal vi hele tiden høre om, at det er for dårligt at de fleste mennesker ikke kender de allermest elementære begivenheder i kristendommen. Hvorfor skal vi hele tiden belemres med ateisters udsagn om at det er latterligt at tro på at en mand er død på et kors for vores synders skyld og er genopstået for at sætte os fri til at leve - leve et jordisk liv i kærlighed til Gud og til næsten og leve evigt hos Ham.
	Vi er lykkedes her i sognet med at få begyndt et hold mini-konfirmander. Det er børn i 4. klasse der kommer over et forløb på 8 eftermiddage og lærer lidt om kirken og kristendommen. Det er en god alder at snakke om det med troen i. De er så dejligt ublufærdige. De har endnu ikke lært at det kan være pinligt, kikset eller ufornuftigt at tro på Gud. For dem giver det fuldstændig mening, at der selvfølgelig er en Gud der holder hånden over os og som man kan henvende sig til, når verden er åndssvag. En Gud der kan oversvømme hele verden, hvis han har lyst til det. En Gud der kan gå på vandet og forvandle 5 fisk og 2 brød til et mættende måltid for 5000 mennesker. En Gud man kan bede Fadervor til og synge en sang til. Ingen problemer dér. Sidst de var her skulle vi tale om påsken, nu de stod for at holde påskeferie. Hele dette fantastiske drama, som vi står midt i nu, og som er højdepunktet i vores kristne tro og som vi hver dag lever af og en dag skal herfra på. Ungerne synes det er så naturligt som noget at Jesus red ind i Jerusalem på et æsel. De forstår udmærket at æslet er et symbol på at Kongesønnen også er at regne for det usleste af alle mennesker. De sluger nadveren uden problemer og forstår at Judas måtte forråde Jesus som en del af en større hensigt, og at han derfor bliver taget af Romerne i Getsemane have. De accepterer at Jesus dør på korset for vores alle sammens skyld, og at Han måtte gå den vej, for at komme hjem til sin Far igen. Og de morer sig ved tanken om at de bittesmå soldater, malet på altertavlen, selvfølgelig ikke kunne finde ud af at passe på Jesus i graven, men at Han fløj ud af kisten og blev levende igen, fordi Gud overvinder alt. Sådan en Gud der går på tværs af alt hvad de ellers kender til, det er slet ikke vanskeligt for dem at forstå. Nej, alt er ganske fint indtil en af pigerne rækker hånden op og siger, at deres lærer henne i skolen siger, at påsken overhovedet ikke har noget med Gud at gøre!
	Jamen, altså. Så bliver jeg pludselig lige så ulykkelig igen, som når dagspressen konstant konfronterer os med deres syn på sagerne. Og så er det jeg tænker. Hvad er det ved ateister der gør, at de har så travlt med os kristne? Hvorfor kan vi ikke bare få lov at holde vores påske i fred? Hvorfor kan de ikke tåle at vi fejer vores højtider og at vi lever i et land, hvor de højtider har fået lov at danne rammen om vores kalender? De har jo ingen gener af det længere. Og vi generer ikke dem. De kan både handle ind og købe Hjem-Is og gå i biografen og gå på værtshus på langfredag. Hvad man ikke kunne, da jeg var barn. Jeg tror ikke der er nogle som helst restriktioner i samfundet længere, som springer ud af helligdagene. Andet end at alle får sig en dejlig fridag. Hvilket næppe kan genere nogen.
	Opstandelseshåbet har vi lov at have. Det kan ingen tage fra os. Det er det vi fejrer påske på, os der mødes her i kirken. Ja, det er det håb, vi lever vores hele liv på. Og det er det håb, vi skal dø på en dag. Døden som er et vilkår for os alle, om end horisonten er forskellig. En der har døden nært forestående, er Johannes Møllehave. Dette stykke folkeeje, som vi alle er tak skyldige i en eller anden forstand. Og i hvert fald er vi som nation ham tak skyldig. Det er hans slags der gør, at vi formår at holde kristendommen kendt og i live i blandt os. At påsken stadig står stærkt, på trods af, hvad medierne har travlt med at benægte. Med hans fortællinger og digte. Hans fremragende formidlingstalent. Hans formidable måde at kommunikere til os, hvorfor det kristne budskab er så stort, og hvordan det manifesterer sig i vores liv. Kristendommen er altid kun 1 generation fra at uddø. Sådan er det, fordi det er en levende tro, der er afhængig af at den bor i vores hjerter og fortælles videre til kommende slægter. Og i den henseende har Møllehave gjort et uvurderligt stykke arbejde for os alle sammen. Jeg kom til at sidde på kirkebænken ved siden af ham for nogle uger siden inde i byen. Og blev meget forskrækket og ked af at se et menneske, der tydeligvis kunne være tæt på afslutningen. Og i avisen forleden dag kunne jeg læse hvorfor han havde set så elendig ud. Han havde fået endnu et par blodpropper - af de barske slags, og var blevet sendt til tælling. Og på spørgsmålet fra intervieweren om han er bange for at dø, svarer han prompte nej. "Hvad enten jeg er syg eller rask, levende eller død, føler jeg mig i Guds hånd. Men han kan ikke holde ventetiden ud. Jeg er en dårlig patient", siger han. "Patient - patience - betyder jo tålmodig, og hvis der er noget han ikke har, er det tålmodighed til bare at sidde stille og vente". Og så citerer han Storm P. som han så ofte gør det. "Lægerne siger jeg skal holde mig i ro. Men det gør mig så urolig". Og han mindede så om hvad påsken er. På engelsk hedder påske "pass over". Døden passerer forbi - den springer over. Livet bliver stående. Påsken er dødens forbigang. Det er meget smukt. Det kommer fra jødernes ophold i Egypten, hvor de af Gud får at vide at de skal smøre lammeblod på dørstolperne, så når den onde død kom, ville den se blodet og springe deres husstand over. Det bliver så til den jødiske påske, som vi kristne overtager med Jesus på korset og opstandelsen påskedag. Døden springer over. Påsken er at døden springer over. At døden ikke længere har tag i os, for der er noget der har sat sig i mellem. Nemlig livet med Gud som går på tværs af tid og rum. På tværs af himmel og jord. På tværs af alt hvad vi ellers kender til i tilværelsen. At vores liv har evighed i sig. At livet ligger i den levende Guds hånd. Møllehave har - som mange andre mennesker også - oplevet at den konkrete død har sprunget over ham et par gange. Han har flere gange kommet overmåde heldigt ud af et sygdomsforløb. Han har følt han har levet på overtid, lige siden en kyndig svensk hjertespecialist reddede hans liv med en by-pass, så livet helt bogstaveligt kunne flyde gennem ham en tid endnu. Og han er taknemmelig. Dybt. Selvfølgelig. Møllehave har det jordiske liv inderligt kært, sådan som de fleste af os har det. Men han ved, at selv den dag, hvor han ikke længere kan trække vejret i det jordiske, så har døden alligevel sprunget ham over. For det har Gud en gang for alle gjort for os alle sammen, på denne påskemorgen, hvor opstandelsen giver enhver af os evigt liv hos Ham. Påske er at døden springer over. Det er fantastisk. Glædelig opstandelse. Glædelig forbigang. Rigtig glædelig påske. Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email