Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Mariæ Bebudelsesdag 2000
	NT-Læsning: 1. Kor. 1,21-31
	Evangelium: Luk. 1,46-55
	Salmer: DDS 3, 404, 441 - 73, (474) og 108
	Prædiken:
	Det er i dag Mariæ Bebudelsesdag – den dag Maria fik at vide, at hun skulle føde og blive mor til Jesus.Ifølge kalenderen befinder vi os derfor også ca. 9 mdr. før jul, for orden skal der jo være - også når vi har med underlige ting at gøre!
	Og underligt er det jo, dette med Jomfru Marias uforklarlige “undfangelse”, som det hedder på ”kirkesprog”. Men det er mere end der: For den evangelist, der valgte at tage beretningen med i sit skrift såvel som for den kirke, der tog den med i samlingen af tekster, der prædikes over, er det ikke blot underligt, men først og fremmest forunderligt og vidunderligt!
	Nu er det formodentligt ikke tit, vi oplever noget lignende. Skulle det endeligt ske, ville vi nok slet ikke vide, hvordan vi skulle reagere, mens Maria, placeret midt i begivenhedernes centrum, kun kender en reaktion; sang!
	Maria synger af hjertens grund, ikke en halvkvædet vise – og ikke kun fordi nogen har bestemt, at det er sangen år - men spontant og frivilligt en helhjertet lovsang til den Gud, der lader dette forunderlige ske for og ved hende.
	I begrundelserne for at udnævner 2008 til ”Sangens år” anføres bl.a., at sang er godt til at udtrykke individuelle følelser og stemninger.Men sangen evner også at overskride den begrænsning, der ligger i den individuelle person – sangen støtter og udtrykker det fællesskab, der holder os mennesker sammen på tværs af alder, geografi, erfaringer og tid.
	Og netop sangen bærer i dag det, Maria har oplevet, videre, så underet ikke blot begrænses af denne ene begivenhed, men får mulighed for at sætte frugt – hos alle folkeslag og dermed også hos os, så også vi får anledning til at bryde ud i jubel og sang.Også vi er og skal være en del af Guds store plan for alle!
	Den norske forfatter Jan Weise fortæller i sin roman “Kvinden, der klædte sig nøgen for sin elskede” om en begivenhed i en lille italiensk landsby i middelalderen.Stedet blev kaldt “Sangens Dal”, men før de begivenheder, der her fortælles om, fandt sted, var ikke meget at synge om. Landsbyen var grå og trist, med en forfalden kirke og en befolkning og en præst, som også var gået i moralsk forfald.Men en dag blev alt anderledes.Begivenhederne begynder, da en mand begår et drab.Han flygter fra byen, men vender efter nogle år tilbage igen.Med sig har han et billede af Maria og barnet, malet på en mørk og dyster baggrund, så selve godheden i motivet synes at stråle ud af billedet.Som et forsøg på en slags soning af sin ugerning og skyld hænger morderen nu dette billede op i kirken.For han synes det er det eneste sted, det vil passe.Kun her i et af Guds mindste og fattigste hus kommer billedet til sin ret.
	Næste morgen, da præsten møder op i kirken, får han øje på billedet, tumler forvirret ud af kirken, løber tilbage til landsbyens beboere og råber; “Der er sket et under!”Rygtet spredes og snart er kirken fyldt til bristepunktet.Forsigtigt og famlende begynder præsten at synge en salme. Sangen lyder svagt mellem de hærgede kirkevægge, men pludseligt skete der noget:“Med ét var det, som om den trængte ud gennem stenblokkene og steg som en tak mod himlen. I begyndelsen endnu forsigtigt og prøvende, men snart med stigende kraft. Og menigheden sang med. I et begejstret, mægtigt kor sprængte de latinske ord sig ud og op. Sangens toner løftede sig mod himlen og stod som en regnbuehvælving over stedet.”.... skriver Jan Weise.
	Med denne fortælling forsøger han at vise os, hvordan et under kan blive til - og vigtigere: kan blive modtaget!For det er jo på mere end en måde et under, der fandt sted i den afsides og livstrætte by.Fra billedet af Maria med barnet var der udsprunget en kraft, som byens beboere længe havde levet uden så længe, at de end ikke kunne længes efter den mere.
	En kraft til at se og opleve, hvordan Gud har magt til at skabe nyt af gammelt og forny livet for de døde.
	Fra den dag blev byen kaldt “Sangens dal”, for sangen lød fra da af stærkt og fornyende ud over hver eneste hus i byen og ind i hvert hjerte, så alle blev forvandlet og fornyet.Billedet af den guddommelige godhed og kærlighed, der var blevet menneske som dem selv, havde forvandlet dem, og fra dette under voksede og spredtes det umulige håb om, at også andres triste og grå tilværelse kunne forvandles.
	Sådan levede man i denne landsby i flere hundrede år.Men engang kom der en ny præst til byen.Han tænkte ikke så meget på at være præst for byens befolkning, som på at avancere indenfor kirkens hierarki.Han mærkede hurtigt, hvad der kendetegnede byen, nemlig altertavlen og sangen, og om dette fortalte han sin biskop, som snart kom på besøg i sognet.
	Efter besøget sluttede biskoppen med messe i kirken, hvor det strålende billede stod.Og for ligesom at gøde vejen for sig selv, forærede den nye præst biskoppen det skønne billede af Maria og barnet.Da landsbyens folk samme aften mødte op til aftensangen, var det klart at noget forfærdeligt var sket: Billedet var væk!Fra den dag forstummede sangen og kom aldrig igen.Både byen og dens beboere blev triste og grå igen.
	Og så er det jo man kan fristes til at spørge, om er det, der er ved at ske eller måske allerede er sket med os, siden vi har brug for et kulturministerielt initiativ for at synge mere?At underet er blevet glemt?At håbet om at det gode og det barmhjertige er blevet erstattet af den målbevidste stræben efter at komme videre, avancere og blive rig og berømt?At det er vigtigere at være ”Stjerne for en aften” eller eje den personlige ”X-faktor” end at være og synge sammen med hinanden?
	Sandt er det i hver tilfælde, at vores sang har trange kår.
	For nogle år siden skulle holde vi gudstjeneste i Jersie Kirke en dag, hvor der var sprunget en sikring i orglet. Ak, en sang, der lød den dag mod, nej, himlen nåede den nok ikke, men måske lidt op ad stolestaderne!
	Men Maria, vi hører om i dag, hun kunne ikke lade være med at synge - og hun sang ikke blot sin egen, men sit folks sang!Hvis vi samler hele teksten fra Det Gamle Testamente på en fil og beder en computer køre det hele igennem og uddrage essensen af det hele, så vil jeg vædde på at resultatet bliver et eller andet, der i høj grad minder om Marias Lovsang.Hendes personlige sang er ikke isoleret fra, men et koncentrat af, hvad folkets åndelige arv udtrykker.Som person er Maria ikke et isoleret individ, men et menneske, der gennem netop sangen deler og udtrykker sin identitet som led i en større sammenhæng.
	For hende var underet en mulighed, fordi hun var del af et fællesskab, der gennem århundreder havde bekendt og troet, at Gud var hele verdens Skaber og deres firunderlige Gud.Ikke blot Maria, men også Israels folk havde gang på gang erfaret, hvordan store mægtige verdensherskere var blevet styrtet fra tronen og hvordan Gud havde handlet til befrielse for de små og undertrykte folk og mennesker.
	Og derfor – fordi det var en erfaring, der så at sige allerede lå hende på tungen, kunne Maria gribe og lade sig gribe af det forunderlige i det, at Gud ville bruge hende – en fattig pige - til at begynde forfra med den gamle og grå verden!Maria kunne lade sig løfte og bære af det, at hun var udvalgt til at bære Ham, der skulle frelse og forny verden fra al dens selvvalgte tristhed og grålighed. Om hun havde X-faktor nok til at løfte opgave, tænkte hun ikke et øjeblik på, men stolede på Guds underfulde valg.Og derfor blev hun i virkeligheden mere end stjernen for en enkelt aften, for lige siden – i 2000 år – har slægt efter slægt prist hende salig, fordi hun gav efter og lod Gud handle i sig og med sit liv.
	Det er blandt mennesker af kød og blod underet finder sted.I en fjern jødisk landsby langt fra verdens metropoler.I en afsides italiensk landsby i middelalderen.Eller i et lille søvnigt dansk folkesogn.Ja, i ethvert menneske, der lader sig tale til, hører ordene som talt til sig og fatter håb af det, som lyder.
	Gud kan - og Gud vil.Vise os, at han ejer en visdom, som går på tværs af al vor snusfornuft og klogskab.Gud handler med en visdom og en klogskab, der til forveksling ligner uansvarlighed, dårskab og dumhed.Gud bruger nu engang mennesker, sådan som vi er.Gud kan og vil bruge os, når han skal forvandle vores grå og kedelige verden, hvor alt skal have mål, retning og afkast, men hvor længslen efter noget andet og mere stadig trives.
	Kunne dette dog nå bare hinanden; Vor længsel og Guds dårskab!Så ville sangen måske blive født på ny!Så kunne vi måske synge mere, bedre og uden orgel? Hvert eneste år, der kommer - og ikke bare i sangens år!
	Skal det ske, er der formodentligt kun ét at gøre: At håbe, tro og bede om, at vi ikke er for små og grå, til at Gud tør bruge os, sådan som vi er.Gribe og blive grebet af denne forunderlige tanke, at det dybest set ikke er Maria, det handler om, og heller ikke om underet er fornuftsstridigt eller ej - for det er det jo!
	Nej, det afgørende er, om vi i vort liv bliver åbne for, at det forunderlige og vidunderlige overhovedet kan findes sted!Og det egentlige under, som skal føde en ny sang hos os, er dette, at vi virkeligt indser og tager dette til os, at Gud både kan og vil have med os at gøre!Ja, at han binder sin handling i verden til netop os!
	Greb vi dette, kunne det være, at sangen af sig selv brød frem, så vi slet ikke kunne lade være med at synge med Maria: “Den mægtige har gjort stor ting imod os!”
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed!

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email