Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	1.Søndag i fasten 2008
	GT-læsning: 1. Mos. 4,1-12
	NT-Læsning: Jak. 1,9-16
	Evangelium: Luk. 22,24-32
	Salmer: 547, 29, 34 – 343, (321 v.6-7) og 698
	Prædiken:
	Hvad er ledelse og hvorfor er det nødvendigt med ledelse?Spørgsmålene stille oftere og oftere – nu også i kirken.Måske ikke så meget fordi der ikke har været ledet i kirken?Og heller ikke fordi vi ikke har kendt til magt i kirken, men mere fordi den sammenhæng, som kirken virker i, har ændret sig; Samfundet, både det store og det næreog dermed også menneskene i dem har forandret sig!Og da kirken ikke er en øde ø i samfundet, må også kirkens folk overveje og eftertænke de måder, vi agerer sammen på.
	Det nye er måske snarere, at gamle traditioners selvfølgelighed ikke længere rækker til de nye tider.Det er ikke længere indlysende, hvilken rolle folkekirken har i samfundet og hvordan dens aktører spiller sammen.Fra top til bund bølger debatten frem og tilbage; Hvordan skal vi være kirke i dag og i fremtiden?Hvordan kan vi overhovedet være et stabilt og trygt fixpunkt i en verden båret af udvikling og forandring?Hvad fænomenet magt angår, så er det altid til stede!Der findes intet mellemmenneskeligt forhold, hvor der er balance, men altid forskel og dermed en rivalisering.
	Fortællingen om Kain og Abel minder os om dette.To brødre – de allerførste af slagsen – og dog samtidig de, der gav navn og virkelighed til det første ”brodermord”.Fortællingen vil ikke blot fortælle, at den stærkeste vinder, men også at allerede inden Kain løftede sin sten, var rivaliseringen i fuld gang: Hvem af os har Guds velbehag? Hvem er mest set og elsket? Her – dybt inde i det inderste hos enhver af os begynder det, som i sidste ende fører til både brodermord og verdenskrig – behovet for at blive set og føle sig værdsat.
	Bliver vi ikke det, skal vi nok selv sørge for at det sker, som når unge mennesker insisterer på at bære kniv i nattelivet og derfor også en dag blir presset til at bruge den– eller som når unge piger både håner, spytter og slår og brændemærker hinanden, for ikke at tale om det, der er endnu værre, blot fordi de føler sig afvist og overset!
	Magtenkampen er der og derfor må der også ledelse til!Spørgsmålet er alene hvordan magt udøves og hvordan ledelsen udfolder sig mellem mennesker?
	Som svar på det første og alle andre brodermord – samt enhver form for handling, der falder udenfor buddet om at elske Gud og sin næste som sig selv – fremkom Loven.I sit udgangspunkt i form af De ti Bud, som Moses bragte ned fra bjerget og som folket skulle lever på og af - siden udvidet med en masse andre nødvendige leveregler, samt ikke mindst etableringen af den magt, der skulle tvinge budets krav igennem, hvis ikke det skete frivilligt.Kongedømmet i Israel er udtryk for en monopolisering af magten til at dømme og straffe overtrædelser – kongen var både politisk leder og dommer.Tænk på Salomons visdom i almindelige menneskelige konflikter, som da to kvinder kom op at tottes om det samme barn!”Skær barnet over og del det mellem dem!”, lød den dom, som straks fik den sande moder til at give afkald på sit barn – hvorved hun afsløret af sin kærlighed blev den, der fik det.
	Magtkoncentrationens begrundelse er ikke blot den blinde udøvelse af magtens ophøjede priviliegium, men derimod at fremme Guds velsignelse og fred – ”Shalom”. For alle i Riget, ikke mindst overfor dem, der ingen magt havde; de fattige, enkerne og de faderløse.Hvis folk ikke af sig selv ville handle retfærdigt, må retfærdigheden om nødvendigt tvinges igennem med magt.Sådan må det være der hvor vi ikke kan se bort fra magten og viljernes realitet.At vi så i det danske samfund har valgt at udøve magt efter demokratiske spilleregler er blot en måde at gøre det på – den bedste synes vi jo!Også i kirken har vi valgt demokratiet som ramme for uddeling og udfoldelse af den uomgængelige magt.Er vi mere end én og dog har et fælles mål, som vi skal rette os efter og arbejde hen imod, så har vi bruge for ”ledelse”! så har vi brug for at nogen peger den vej ud, som vi sammen skal gå ad, nogen, som går med og hjælper os til at holde målet for øje, så vi også når målet sammen.
	Men selvom vi har valgt demokratiet som indre norm for magtens udøvelse, så har vi i kirken også en anden norm, som vi ikke kan stemme os til eller fra.Kirken har jo en Herre og Mester, hvis ord og eksempel vi ikke se bort fra uden at taber enhver orientering og berettigelse. Og netop hans eksempel viser, at reguleringen af den magt, vi kender i verden, ikke nødvendigvis går uproblematisk i spænd med den form for magtudøvelse, som han lægger for dagen.
	I dagens evangelium har vi således et tydeligt eksempel på, hvor lidt selv de allernærmeste forstod af det, Jesus satte hele sit liv ind på at virkeliggøre.Det er en bidende ironisk fortælling, Lukas lægger frem.Disciplene er samlet skærtorsdag aften, den aften Jesus tager afsked med dem og indstifte nadveren.Han forudsiger sin bortgang – og de begynder at skændes om, hvem der skal tage over, når han er væk!Og samtidig ved både Jesus - og vi, der hører med - at en vil forråde ham, en anden vil svigte og alle forlader de ham – det er blot et spørgsmål om kort tid, så er han alene.
	Da begynder de sandelig at diskutere, hvem der er størst!Men som enhver ved, er der mange måder at være stor på:Man kan f.eks. være ”stor på den” eller man kan være ”stor på de andres bekostning”.Eller man kan være stor og stærk for de andres skyld – tjene dem, bane vejen for og løfte dem op, så de selv kan udfylde den plads, der er deres.
	Forældres storhed skal således ikke måles på den respekt, de indgyder i børnene, men om de derved gør deres børn duelige til at leve deres eget liv med respekt for andre.
	En lærer er stor og dygtig, når vedkommende formår at åbne børns horisont for nye indsigter og udvikler deres medfødte evner.
	Og en leder – altså også i kirken – er og skal vurderes efter, om han eller hun formår at få kirkens medarbejdere til at yde deres bedste i evangeliets samlede tjeneste – det formål som kirken jo dybest set er sat i verden for.
	Det, som i særlig grad kendetegner Jesu eksempel her i dagens evangelium, er den radikalitet, hvormed han selv levede og døde efter budet om at elske og tjene andre! Den konsekvens, hvormed han viser, at den sande storhed og tjeneste var kærligheden ydmyge tjeneste for andre – også når de ikke forstod det eller modsatte sig det den:”Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør!”, bad han både for sine venner og sine fjender.
	Samtidig troede han blindt på, at de en dag vil forstå det, og selv begynde at leve, som han gjorde det.Derfor beder han for Peter, allerede før han svigter:”Når du engang omvender dig, så styrk dine brødre!”Også i nederlaget og på fallittens rand regner han med Peter, som den leder, der trods sit svigt skal overtage hans plads blandt disciplene.
	En af mine kolleger har en gang fortalt, at hun ikke regner en stor flot og prangende bispekåbe for andet en det forklæde, som enhver god husmoder bør bære, når hun rydder og baner livsvejen for andre!
	A pro pos biskop og valg af ny biskop.I den forløbne valgkamp har der været mange bud på, hvad og hvordan en god biskop skal være, for at være en god leder for menigheder og præster – også langt flere end et menneske vist kan leve med og leve op til.I forbindelse med forberedelsen af et foredrag om Jens Dinesen Jersin, der blev født i præstegården i Jersie i 1688, og endte som biskop over Ribe stift fra 1629 – 1634, faldt jeg over nogle meget markante tiltag, som han tog fat på mens han var sognepræst i Vor Frue Kirke i København dvs. Domkirken.
	Efter hans tiltræden blev han hurtigt kendt for sine trøstende prædikener og dybe og indlevede sjælesorg.Om fristelser og personlige anfægtelser siger han f.eks. i en udbredt andagtsbog, at de rammer kun den, der tror og har tillid til Gud – den gudløse kan ikke anfægtes og fristes!Også Gud kan friste et menneske, men aldrig over evne, men blot for at styrke og gøre det bedre i tjenesten for ham.F.eks. kan Gud friste en magthaver for at fremme den rette ydmyghed, hvis magten stiger en til hovedet!
	Men det næste, jeg vil nævne, er dog vigtigere end ord.Mens Jens Dinesen var sognepræst ved Vor Frue Kirke i Købehavn tog han initiativ til at oprette et sogneråd.Midt i en tid, hvor kongemagten havde fået placeret præsterne på så høje pidestaler, at lægfolket ikke længere følte sig hjemme i kirken – og derfor senere brød ud i det pietisteiske kredse – der gav han afkald på sin egen magt og bød almindelige lægfolk ind til at tage del i sognets ledelse.
	Det andet eksempel synes jeg også taler for sig selv. I begyndelsen af 1600-tallet var der mange kirker for forskellige stænder og befolkningsgrupper – f.eks. Holmens kirke for Søværnet - men kun få sognekirker i det nuværende KøbenhavnVor Frue dækkede indre Købehavn og området omkring Vesterport og Nørreport, mens bønderne i Valby og Vigerslev skulle gå helt ud til Hvidovre kirke – men stadig betale tiende til Vor Frue! Sogneudskillelse betød nemlig mindre indtægter til hovedsognet og dermed mindre i løn til sognepræsten!Ikke desto mindre fik Jersin som provst udvirket, at der endelig blev bygget ny kirke udenfor Nørreport – den nuværende Johannes Kirke, gætter jeg – og at der blev oprettet en nu selvstændig sognepræstestilling der ligesom han opgav kravet tienden fra bønderne i Valby og Vigerslev.
	Det kan man da kalde en kirkelig leder, der vil opgive egne privilegier for sine sognebørns skyld! Gid vi kunne få valgt sådan en biskop næste gang vi skal stemme i Roskilde stift – det varer som bekendt ikke længe!
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email