Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	2. søndag i fasten 2008 i Solrød Kirke og Strandkirken
	GT-læsning: 1. Mos. 1,27-31
	Evangelium: Mark. 9,14-29
	Salmer: DDS 496, 397, 4 – 585, (474) og 582
	Prædiken:
	Som præst gennem snart 14 år har jeg mere end 300 gange stået ved en kiste til bisættelser og begravelser.I begyndelsen var det naturligvis svært at finde ud af, hvordan jeg skulle takle både at holde en personlig tale såvel som at forkynde det kristne håb, men med tiden synes jeg det er blevet den mest meningsfulde og taknemmelige opgave, jeg kommer ud for som præst.
	Meningsfuldt, fordi det netop er i den situation, hvor det centrale og det væsentlige i den kristne tro for alvor er i spil.Og taknemmeligt, fordi de fleste jo føler den fælles afmagt overfor døden og derfor bliver åbne og modtagelige for det, Gud vil tale til os – ikke blot i denne situation, men altid.
	Netop der hvor vi for alvor mærker vor afmagt, har vi mere end på noget andet tidspunkt brug for noget eller nogen, der er stærkere end os, til at holde og klynge os til.Når vi mærker og indser, hvor sårbare og afmægtige vi er, når vi erfarer den dybeste nød, da falder det os lettere at åbne hjerte og mund og bede eller råbe til Gud.Netop da indser vi jo, at gudbilledligheden ikke er, at vi skal være som og ligne Gud, men derimod at vi hører sammen med ham og kun bliver det, vi er skabt til, når vi er totalt afhængige af vor Herre og Skaber.
	Men som sagt – det meste livs – eller måske snarere trosbekræftende (hvis man kan bruge dét udtryk) jeg ved som præst, er altså at forestå bisættelse eller begravelse.
	Nu kunne en eller anden måske fristes til at indvende, at det jo nok også er fordi at jeg som præst får lov til at stå frem og stå for det hele – showet er mit, fordi ingen andre rigtigt ved, hvad de skal stille op.Ja, man kan måske ligefrem sige, at jeg som person og repræsentant for kirken som institution som en anden parasit suger kraft og overskud af andres afmagt og underskud.Det er jo en kendt sag, at langt flere end de, der er medlemmer af folkekirken, bliver begravet og bisat ved med præsternes bistand, så at kirken – ud over at være kirke – på sin vis jo samtidig er landet største begravelsesforening.Så hvis vi ikke får den indenfor folden i levende live, så gør vi det dog til sidst, når de ikke kan gære modstand længere!
	En sådan kritik skal ikke bare afvises.Naturligvis er det rart, at der er brug for en – og at man får løn for det, man gør for andre.Og naturligvis skal også vi præster passe på, at andres afmagt ikke forleder os til selvtilstrækkelighed.Men netop det – synes jeg – er svært, når vi den ene gang efter den anden kommer tæt ind på mennesker i sorg. I den situation bliver det ord, der skal prædikes til trøst og opmuntring lige så meget rettet mod en selv, som mod de pårørende - i det mindste er det det, jeg håber, sker!
	For når det kommer til stykket, så gælder det jo, at hvad der siges og forkyndes ved en begravelse og bisættelse dybest set er noget, som ingen af os kan stå inde for!
	Når jordpåkastelsens ord lyder; Af jord er du kommet,til jord skal du blive,af jorden skal du igen opstå!så er det ikke ord, vi kan gøre til vores egne uden med rette at kunne blive beskyldt for storhedsvanvid!
	Nej, det er ikke vores ord, men Guds løfte, vi får lov til at lægge tunge og om muligt hjerte til.Det er Gud, der taler om og taler ind i vor fælles afmagt.
	Derfor kan det også sagtens ske, at vor røst engang imellem bliver lidt rustne og ikke altid lyder lige overbevisende, men sådan er altså de vilkår, Gud selv har lagt sig ind under, da han for det første selv blev menneske og for det andet siden lod forkyndelsen af sine gerninger afhænge af svage og vaklende menneskers tro og vantro.Myndigheden til at forkynde og kraften til – om det måtte være udfordringen – at helbrede syge og uddrive dæmoner, kommer først og sidst fra Gud. Og derfor – om forkyndelsen lykkes eller ej - det afhænger aldrig af os selv, men af om Gud virker i og gennem os.
	Som Paulus erfarede det, når han troede han skulle gøre alting for Gud, men blev holdt tilbage af det, som han kaldte sin torn i kødet: ”Min nåde er dig nok – i magtesløshed udfolder min kraft sig”.
	Og netop den erfaring synes jeg, at døden og afskeden med de kære er en stadig anledning til at blive holdt fast på.At vi mennesker – der jo gerne vil så meget og helst vil det hele selv – i sidste ende ikke formår ret meget andet end at tage imod det liv, vi får, og forhåbentligt undervejs når at sige Gud tak for det inden vi slipper det igen. Og når vi så er der – ved den sidste station – så er det så naturligt, trygt og godt, at bede eller råbe til Gud:”Hjælp os Gud, hjælp os i både vor tro og vor vantro!”
	Og så er vi da midt inde i kernen af den beretning, som er dagens evangelium til os.
	”Helbredelsen af drengen med den urene ånd” hedder det som overskrift i den nuværende bibeloversættelse, mens det i den gamle hed ”Den månesyge dreng”.Han lidelse ville man i dag nok kalde for ”epilepsi”, som jo er vores nutidige betegnelse for de krampeanfald, der beskrives: Drengen stivner og bliver sum, kastes til jorden, mans han skærer tænder og fråder – det er voldsomt!
	Når anfaldene overvælder drengen, fyldes også hans far med angst og afmagt. Angst fordi han er bange for at han mister drengen.Afmagt fordi han intet kan gøre uden blot at se på.
	Men nu har han så henvendt sig til Jesu disciple. Det er sket mens Jesus, Peter og Jacob har været oppe på et højt bjerg, hvor de to i et glimt så Jesus gennemstrålet af guddommeligt klart lys ligesom de så ham sammen med jødedommens store skikkelser: Moses og Elias.
	Nu er de så kommet ”ned på jorden igen”, som vi siger.Og her er der ikke megen klarhed, men derimod forvirring.Forvirringen skyldes skuffede forventninger.Faderen til den epileptiske dreng har nemlig bedt disciplene helbrede sin søn, men de kunne bare ikke.Givetvis har de forsøgt, for havde de ikke det, havde der jo ikke været noget at diskutere og råbe op om.
	Så udover at faderen er skuffet, er disciplene det nok også.Hvorfor virkede den myndighed, som Jesus havde givet dem over ånderne ikke?Nu troede de lige, at de både kunne og skulle hjælpe ham.Slukørede og forvirrede er de, for hvad var det, der gik galt?
	Jesu reaktion er vrede og det er ikke så tit vi hører det.Da kvinderne kom til Jesus med deres små børn og disciplene ville jage dem væk, blev han også vred:”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i!”, sagde han.Men det var der jo heller ikke tale om her – eller var der?
	Jamen, hvorfor kalder Jesus da sine disciple for vantro?De var jo netop ikke i tvivl – de troede jo at de kunne!De mente at de havde myndighed til at gøre som Jesus gjorde – de troede med andre ord at de kunne selv!
	Og det er sagens kerne og vantroens indhold: At tro man kan klare selv.At vi er blevet som Gud og ikke mere behøver at være afhængige af Skaberen.Så fornægter vi gudbilledligheden – vores afhængighed.Så drømmer vi os væk fra vort ophav og vort livs kilde.Når vi glemmer vores afmagt tror vore ord er som Guds ord.Og så går det galt.
	Det er også forklaringen på, at Jesus tilkender Faderen tro, selvom det eneste han selv kan sætte ord på er sin vantro.”Alt er muligt for den, der tror”, siger Jesus.Og Faderen svarer fortvivlet: ”Ja, jeg tror og vil gerne tro, men jeg er fanget af min tvivl, så hjælp mig dog med at tro”.
	Troen er ikke en præstation.Troen er ikke en opfattelse eller en mening fremsagt mod bedre vidende.Troen er at erkende af sin afmagt og udlevere sig selv til den afhængighed, vi overfor Gud.Ikke fordi vi bare skal være små og svage, men for at Gud kan komme til at virke gennem os med sin magt.
	Vi skal ikke stå i vejen, men vise vejen.Vi skal vise andre, at vi beder om hjælp.Og det var netop svaret, som disciplene fik, da de spurgte om årsagen til deres fallit: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den urene ånd ud?”, spørger de.”Fordi den slags kun kan drives ud ved bøn!”, svarer Jesus.Den slags kan kun Gud gøre.Og Gud kan også gøre det gennem os, hvis ikke vi stiller os i vejen for hans gerning – hvad vi altså alt for ofte gør.I et af de andre evangelier lyder svaret fra Jesus:”Det kan kun ske ved bøn og faste”.
	Vi er jo også i fastetiden, der fra gammel tid var helliget afkald og fordybelse i menneskelivets vilkår.Afkaldet og fordybelsen i livets vilkår er vores søgen mod erkendelsen af vor afmagt og bønnen er den redningskrans, vi får givet, når vi er ved at drukne.I Roskilde Stiftsblads februarnummer er der denne gang et interview med sangere Michael Falch.Under overskriften ”Falch om faste” formulerer han betydning af fasten som et provokerende opgør mod et moderne lyst- og begærstyret samfund.For sit eget personlige vedkommende drejer hans afkald sig om alkohol, hash, piller og cigaretter – ikke for afkaldet i sig selv, men netop for at han kan få noget at bede om; hjælp til at komme igennem i afhængighed af disse ting – og det kan man kun ved at sætte en anden afhængighed i stedet.
	Og så er der fro Falch tillige det med selvransagelse:”Fasten kalder på at man får et kritisk frygtløst blik på sig selv… Jesus har det her dobbelte blik. Han kalder os frem mod sig, sådan som vi er, med alle vore ridser, revner, krakeleringer, svagheder og defekter. Og i samme bevægelse får vi vores storhedsvandvid at se, alle vore fortrængninger, men i en ikke fordømmende ånd”.
	Og derfor er faste i sidste ende ikke et spørgsmål om at det er sundt engang imellem at holde igen og give afkald.Nej, som Michael Falch udtrykker det, så er fasten betydning at vi kommer i en situation, hvor vi ”Ego-reducerer os selv”.Vi er nødt til at blive betydeligt ego-reduceret, hvis vi skal kunne bede: ”Din vilje ske”.
	Det var da også havde disciplene lærte, den dag, de trods deres gode vilje ikke formåede at uddrive den urene ånd.
	Det var hvad disciplene blev ved med at lære, mens de fulgte Jesus, at det var ham, der var den stærke og de var de svage, men at de så meget mere hørte sammen.
	Og det er hvad jeg har lært ved at stå ved mere end 300 kister og sige de ord, som er så usandsynlige at det hver eneste gang kun kan ske med bønnen og råbet: ”Vi tror, men kom til os og hjælp os i vor vantro!”
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email